Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh38exit

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.4.09.


Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister

Så blev spændingen udløst. Den tyrkiske musik mod Fogh som ny generalsekretær for Nato afsløredes som rent spil for det muslimske galleri. 60-års dagen for Natos (Atlantpagtens) etablering kunne ende i fred og fordragelighed med klare målsætninger for udfordringerne i de nye internationale konfrontationszoner og udnævnelsen af en ny generalsekretær med vægt på den aktivistiske linje.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev enstemmigt valgt til generealsekretær med tiltrædelse pr. 1. august og dermed adsluttedes ikke alene et par nervepirrende døgn for de direkte involverede personer, men også hele usikkerheden om den danske regerings ledelse af landet. Regeringen har naturligvis passet sine forretninger som den skulle, men usikkerheden om statsministerens kandidatur til Nato-posten har i månedsvis været så stor at alle har fornemmet tiden som et politisk vacuum hvor statschefen mest brillerede ved sit fravær.

Det har i allerhøjeste grad påvirket meningsmålingerne. Flertallet så fortsat Fogh Rasmussen som bedre egnet til at lede en dansk regering end Helle Thorning-Schmidt, og flertallet undte ham på den anden side gerne posten som generealsekretær, men det mente også at hans åbenlyse, men aldrig officielt erklærede kandidatur skadede både regeringen og partiet Venstre.



Det har undret undertegnede dybt at Anders Fogh Rasmussen overhovedet har set Nato-posten som det store mål for karrieren, men noget af forklaringen gav han på pressemødet i går lige efter udnævnelsen. Han ser ikke posten som en rent administrativ embedsmandsstilling, hvor han udelukkende får til opgave at servicere de politiske chefer i systemet (først og fremmest den amerikanske præsident, den britiske premierminister, den franske præsident og den tyske kansler), men mener at den er blevet opgraderet derved at det nu ikke længere er en forhenværende minister der har fået posten, men en siddende regeringsleder. Han mener det er udtryk for at generalsekretæren fremover kommer til at spille en større rolle i udformningen af organisationens aktivistiske politik.

Det får stå hen om han har ret. Langt de fleste kommentatorer har udtrykkeligt påpeget, at generalsekretærposten er en rent administrativ sekretærpost. Men rigtigt er da, at organisationen på 60-års dagen har taget et vigtigt skridt opad mod et niveau - eller om man vil mod et emergent ny strategi. Og den er Fogh Rasmussen næppe den dårligst egnede til at kæmpe for.

Det hører med til udfordringen at få givet organisationen et bedre image i forhold til den muslimske verden, men som det ses af hele den tyrkiske musik de foregående dage, så bliver det under ingen omstændigheder nogen let opgave. Dels er det i sig selv problematisk at krigen i Afghanistan skal udvides, dels og navnlig ønsker muslimerne at se noget problematisk i at posten som generealsekretær er tilfaldet en mand de på grund af Muhammedkrisen og Roj-problemet tillægger alle mulige, helt urimelige anti-muslimske meninger.

Set fra undertegnedes synspunkt er det en gevinst ved Fogh Rasmussens udnævnelse at de muslimske lande bliver tvunget til at acceptere en mand der utvetydigt går ind for fundamentale vestlige værdier som ytringsfriheden, også når det gælder religiøse anliggender. Dialog og samarbejde med de muslimske regimer i verden - udover Natomedlemmet Tyrkiet - bør være en selvfølge og forudsætter principiel respekt for muslimerne. Men respekten må aldrig ende med eftergivenhed over for visse muslimske landes og organisationers drømme om knægtelse af ytringsfriheden.

Der er fortsat stor og afgørende principiel forskel på de vestlige landes og de muslimske landes opfattelse af demokrati, oplysning og sekularisering, og den bør aldrig glemmes eller forties.



Anders Fogh Rasmussen skal nok som generalsekretær for Nato stå fast på de vestlige principper, men han mangler en væsentlig kvalifikation til at kunne få drejet dialogen med muslimerne over i en mere konstruktiv sekulær retning. Og det er simpel viden om religion som andet end et valg mellem magt og privatsag. Der er såmænd ingen anden mulig kandidat til posten der ville have en sådan kvalifikation, men det gør det ikke mindre væsentligt at påpege manglen. Den hænger i Anders Fogh Rasmussens tilfælde sammen med hele den forkvaklede opfattelse der hedder ønsket om at gøre religion til en privatsag. Det er Fogh Rasmussens største fejl at have fastholdt denne grundopfattelse gennem alle årene på trods af Muhammedkrise og problemer med muslimsk fundamentalisme og fanatisme både hjemme og ude - og på trods af den viden om religionernes dybeste funktion som bl.a. Jernesalt har påpeget gang på gang.

Kort sagt går Fogh Rasmussens ønsketænkning ud på at få placeret religionen som en privatsag der bør kunne holdes ude af det offentlige rum, fordi religion som de fleste kender den fra historien ofte har været et stærkt generende element i det offentlige rum i og med at det har truet demokrati og sekularisering. Den slags skal naturligvis ikke bestrides, da det er en historisk kendsgerning. Men religion kan bare ikke reduceres til fænomener af denne art, og religion kan derfor heller aldrig på ideelt plan gøres til en privatsag, som folk kan dyrke på hvilken måde de vil, blot de holder dyrkelsen for sig selv.

Det modsatte synspunkt, det helhedsrealistiske synspunkt, gør gældende at religion dybest set er udtryk for den fulde og umiddelbare føling med hele virkeligheden, dvs med den meningsgivende og meningsbærende virkelighed af irrationel art, og netop derfor aldrig kan hverken udryddes gennem oplysning og rationalisme eller henvises til privatlivet. Den er dybest set af spontan art og kommer fra det kollektivt ubevidste. Den ligger bag al mening og al fri kreativitet i tilværelsen, og den vil af denne grund altid influere på menneskets tanker, handlinger, drømme og mål på alle områder af tilværelsen, inklusive, moral, kunst, hverdagsliv, sociale liv, politik og højtidsliv eller kult. Den skal altid forstås og respekteres på denne måde. Men samtidigt skal det nøgternt konstateres at religion af de selvsamme grunde nærmest automatisk kommer til at indgå i magthavernes ønsker om og muligheder for at kontrollere folk og lede dem ind i bestemte snævre rammer. Så et eller andet sted skal der skam skelnes.



I de vestlige lande i almindelighed, men ganske særligt i Danmark har vi forstået at fremme demokrati og sekularisering på den gode måde ved at fjerne de religiøse instansers og præsteskabers muligheder for at øve politisk magt. Det er i nogen grad gået ud over den positive side af al religion, nemlig at kunne se alt som en sammenhængende og meningsfuld helhed. Men sekulariseringen som princip er fundamentalt for al demokratisering. Det andet må og skal vi finde ud af på anden måde - således som Jernesalt uafladeligt har gjort sig til talsmand for, ikke mindst i den afsluttende Jernesalts 2009-filosofi.

Men Anders Fogh Rasmussen har aldrig forstået religion som andet end en privatsag, og derfor kom han fuldstændigt til kort i Muhammed-sagen, selvom han naturligvis holdt fast på den formelle ytringsfriheds ukrænkelighed.

Sammenhængende med Fogh Rasmussens store fejl på dette område er hans uformuenhed til at håndtere den manglende afklaring inden for Venstres egne rækker om liberalismen som idégrundlag. Det har ikke skortet på tilløb fra folketingsmedlemmer og ministre samt almindelige debattører til at drøfte den tilsyneladende modsætning mellem ønsket om størst mulig frihed og forpligtelsen til ikke at gøre uligheden i landet for stor. Både Søren Pind (og hans kreds) og Eva Kjer Hansen har forsøgt at rejse problemet. Men Fogh har hver gang sat en stopper for det. Og dette på trods af at han selv har forladt den gamle, unuancerede liberalisme, som han bl.a. formulerede i bogen om minimalstaten. Han er jo efterhånden blevet ubetinget tilhænger af velfærdssamfundet og den tredje vejs midterløsning. Han har blot aldrig formuleret en afklaret og afklarende filosofi eller principprogram om sagen. Og det har skadet bådet partiet, VK-regeringen og den offentlige debat.

Hans tredje største fejl hænger sammen med dette, for den består i at han i stedet for at stimulere en sund intern debat i partiet om grundlæggende principper har bremset den, endda temmelig hårdt ved at sætte ministre og folketingsmedlemmer på plads. Der er ikke og har længe ikke været et sundt debatklima i partiet - og dette er altid skadeligt.



På denne baggrund må det betragtes som en kæmpemæssig fordel for partiet Venstre, VK-regeringen og landet, at Anders Fogh Rasmussen nu forlader posten som regeringschef. Det sker på et tidspunkt hvor der er økonomisk krise og hvor oppositionen af samme grund har vind i sejlene. Men dette er jo netop den bedste anledning til nytænkning. En krise bør altid føre til nytænkning. Så den mere eller mindre tilfældige 'timing' skal ikke beklages. Det bliver op til Lars Løkke Rasmussen at tage denne udfordring op. Det vender vi tilbage til når han er blevet udnævnt. - Jf. Lars Løkke Rasmussen ny statsminister  (6.4.09.)

Men alt dette skal naturligvis ikke opfattes som en afvisning af Anders Fogh Rasmussens format som statsmand.

Man kan diskutere hvor meget han har nået af sine oprindelige målsætninger. Men ikke med nogen ret postulere at han intet har udrettet.

Det mindste er i grunden at økonomien har været i god udvikling og derfor danner basis for relativt gode muligheder for at komme igennem den nuværende krise med skindet i behold. Ville der blive udskrevet valg i dag, kunne regeringen næppe overleve. Men der skal først være valg om et par år - og til den tid kan økonomien være rettet op igen.

Der har været og er stadig stor uenighed om den aktivistiske udenrigspolitik der førte til regeringens deltagelse i Irak-krigen. Men alle påstande om løgnagtighed i denne sag er løsagtige. Og resultatet af krigen kan meget vel blive så fordelagtig på det lange sigt at den vil blive retfærdiggjort - trods alle de dybt beklagelige amerikanske fejl der er blevet begået på det taktiske plan.

Der kan være uenighed om kommunalreformen, gymnasiereformen, politireformen og skattereformen, sådan vil det altid være. Men afgørende har været en effektivisering der har været nødvendig.



Og endelig er det ikke til at komme uden om at værdikampen har været særdeles gavnlig. Den er slet ikke slut, for værdikamp slutter aldrig. Den er så at sige grundlaget for al politisk kamp. Den har måske ikke fra regeringens og Dansk Folkepartis side været ført tilstrækkeligt konsekvent eller tilstrækkeligt visionært. Filosofisk afklaring har manglet - som den har manglet i oppositionen. Man har på begge sider kørt alt for meget efter gamle ideologiske fornemmelser.

Men det er blevet slået fast med syvtommersøm at der foregår en kamp her i landet mellem folk der opfatter den danske kultur som sammenhængende og enhedspræget og på den anden side folk der går ind for multikulturalisme med hvad den slags medfører af parallelsamfund i landet.

Denne værdikamp er helt central for udviklingen. Og den kan i dag føres mere bevidst end tidligere - takket være regeringen og Dansk Folkeparti. Integration af invandrere kan ikke længere ske uden krav til de mennesker der skal integreres. Den kommer ikke af sig selv - ved uddeling af alle mulige sociale og økonomiske goder til folk.



Anders Fogh Rasmussen har altså på mange måder grund til at være tilfreds med sit virke som dansk statsminister siden 2001. Han efterlader en økonomi der er godt rustet til at klare den udefra kommende krise. Han efterlader et forvaltningssystem der ikke er uden problemer, men som også er velegnet til forbedring. Han har ført landet ind i en aktivistisk udenrigspolitik der fører fremad. Og han har været med til at skabe en værdikamp der er helt nødvendig for den politiske og kulturelle udvikling de kommende år.

Men Anders Fogh Rasmussen forlader regeringsansvaret på et tidspunkt hvor opgaven ikke på nogen måde kan siges at være fuldført. Det mener han velsagtens selv, ellers havde han næppe så målrettet søgt karrieren uden for landets grænser. Men reelt er opgaven ikke gjort færdig. For den filosofiske afklaring mangler totalt på vitale områder som religion, forholdet mellem frihedsprincip og lighedsprincip og forholdet mellem dansk monokultur og indvandrerkravet om multikulturalisme.

Jeg under fuldtud Anders Fogh Rasmussen posten som ny generalsekretær for Nato. Han er uden tvivl den bedst kvalificerede, og når det absolut skulle være en siddende regeringschef der fik posten, er det vel intet at sige til at han har sat næsen op efter den. Men dette forhindrer altså ikke den konklusion at han synes at være løbet fra sit job i utide.

Nu bliver det så op til finansminister Lars Løkke Rasmussen at få det bedste ud af den situation.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Fogh og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)

Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Hjemvendt statsminister skaffer ro i regeringen  (26.11.08.)
Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet
  (17.11.08.)
Fogh som iscenesætter  (11.8.08.)
Fogh er vendt frygteligt tilbage  (8.8.08.)
Ansvarlighed eller politisk moralisme?  (22.5.08.)
Foghs nye kurs  (7.12.07.)

Foghs nye regering og regeringsgrundlag  (24.11.07.)
Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)
Venstre ramt af udbrud  (14.5.07.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Jens Rohdes exit  (9.9.06.)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Foghs nye EU-strategi for et 'Resultaternes Europa'  (26.4.06.)

Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)
Fogh og Per Stig II  (31.10.03.)
Fogh Rasmussens åbningstale 7.10.03.
Fogh, EU og forbeholdene  (24.9.03.)
Det nye regeringsgrundlag  (4.9.03.)
Fogh og 29. august  (2.9.03.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal