Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh32nykurs

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.12.07.


Foghs nye kurs

Dansk politik er ikke kedelig for tiden.

Først blev der lidt overraskende udskrevet folketingsvalg. Så resulterede valget i regeringsblokkens beskedne sejr og et overraskende dårligt valg for både Ny Alliance og Det Radikale Venstre. Så fik vi en ny regering med den ganske overraskende nyhed at Venstres kirke- og retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, havde påtaget sig posten som integrations- og kirkeminister. Derefter kom der modstridende meldinger om Ny Alliances og Dansk Folkepartis vilje til at trække på samme hammel. Og forleden meddelte den ellers loyale konservative Pia Christmas-Møller så at hun træder ud af sit partis folketingsgruppe og bliver løsgænger.

Pia Christmas-Møller er grandniece til legendariske John Christmas Møller der var mangeårig kontroversiel formand for Det konservative Folkeparti, men i 1947 forlod partiet på grund af uoverensstemmelse om den dansk-tyske grænse og derefter forgæves stillede op til folketingsvalget som løsgænger. Pia Christmas-Møller har udtrykkeligt gjort opmærksom på at hun vil vedblive at støtte VK-regeringen og derfor er der formelt fortsat 90 mandater bag denne, men dog med den ikke helt ligegyldige ændring at det afgørende 90. mandat fremover skal sikres ved forhandling med dette ene, fritstående medlem. Denne situation kan i princippet bestå hele valgperioden ud - medmindre Pia Christmas-Møller helt forlader politik til fordel for en karriere i erhvervslivet eller skulle vælge at melde sig ind i et andet borgerligt parti som fx Ny Alliance. Men det er indtil videre gætterier.

Umiddelbart medfører hendes skridt ingen problemer for Fogh, men da Christmas-Møller ikke er hvemsomhelst og fx ikke kan fejes af banen som en ligegyldig, færdig politiker - såsom Venstres Peter Brixtofte eller Dansk Folkepartis Louise Frevert - ændrer det alligevel situationen for Fogh og hans faste støtter. Derfor ser man at Dansk Folkeparti tier, mens socialdemokraterne jubler og Ny Alliance klogeligt ser tiden an. De sidste er sandsynligvis blevet klare over at de ikke skal fremture i dumheder så som utidige udmeldinger, hvis de vil gøre sig håb om at konsolidere sig. Kritikken er hård i baglandet over valgresultatet, og blæsten om Jørgen Poulsens krav eller ikke-krav på et gyldent håndtryk fra Dansk Røde Kors, der nu er endt med et forlig på 750.000 kroner, er næppe lige det partiet har allermest brug for, hvis omdømmet skulle forbedres.



Pia Christmas-Møllers brud med Det konservative Folkepartis formand og folketingsgruppe er bemærkelsesværdigt, fordi hun har været et af de mest partiloyale folketingsmedlemmer partiet nogensinde har haft. Den 56-årige temperamentsfulde jurist er inkarneret konservativ. Hun har været medlem af folketinget siden 1987 og endda i 16 måneder politisk leder for partiet efter Per Stig Møller og hele den interne splid der i 1998 kunne føres tilbage til den betonklodsrammende Hans Engels' hasarderede kollisionskurs mod fælles fodslag i partiet. Hun knoklede bogstaveligt for at få bragt partiet på fode, men blev af alle betragtet som en overgangsfigur. Og i 1999 trådte hun på opfordring af landsformanden (den neutrale erhvervsmand Poul Andreassen fra ISS-koncernen) tilbage som politisk leder til fordel for den forholdsvis ukendte Bendt Bendtsen, som året efter også blev partiformand.

Hun er yderst kompetent, velorienteret og flittig, og hun var følgelig en oplagt ministerkandidat i både 2001 og 2005 - samt sidst i 2007. Men alle tre gange blev hun forbigået til fordel for lidt yngre kvinder som Lene Espersen, Henriette Kjær og Carina Christensen samt den jævnaldrende og udefra kommende Connie Hedegaard. Og grunden er ifølge Hans Engels' kommentar i DR2's Deadline onsdag aften såre simpel: Bendt Bendtsen kan ikke lide hende!

Som vi har set i tilfældet Gitte Seeberg er det så frustrerende at blive konsekvent forbigået når kvalifikationerne er i orden, at det kan føre til oprør og brud. Og for Pia Christmas-Møllers vedkommende kommer hertil dråben der fik det bitre bæger til at flyde over: hun blev ved konstitueringen af den nye folketingsgruppe efter valget afsat som politisk ordfører - en post hun havde haft og varetaget med største energi uafbrudt siden 2001. Og for at det ikke skulle være løgn, blev posten overdraget den Henriette Kjær, som fik ministerchancen allerede i 2001, men måtte gå af på grund af rod med sin privatøkonomi. Nu blev hun så at sige rehabiliteret på Pia Christmas-Møllers bekostning. I forvejen led denne på partiets landsmøde den tort at blive sat grundigt på plads af gruppeformand Helge Adam Møller, fordi hun i en kronik i Berlingske Tidende havde vovet at rejse debat om partiets blanke afvisning af en folkeafstemning om EU-traktaten.

Bendt Bendtsen har nu forsøgt sig med en formel forklaring om at en regering er som et fodboldhold. Der sker udskiftninger - og nogle må finde sig i at sidde på bænken. Reelt er det at føje spot til skade. Reaktionen afslører med al ønskelig tydelighed at Bendtsen (og Helge Adam Møller) er dårlige ledere, der simpelthen ikke aner hvad deres mest betroede medarbejdere går og tænker og føler. Det hører derfor med til billedet, at Pia Christmas-Møller bakkes op af såvel sin egen kredsformand som andre tillidsfolk i partiet.



Det lader sig altså ikke skjule at Det konservative Folkeparti har ledelseproblemer og nu står svagere end før valget i forhold til Venstre og statsministeren. Bendtsen kan ikke regne med at holde som partiformand valgperioden ud. Presset på ham vil stige, og han må fx finde sig i at meningsmålingerne viser at Lene Espersen vil kunne trække langt flere stemmer til partiet, hvis hun bliver formand.

For Dansk Folkeparti er Pia Christmas-Møllers løsgængeri noget af en bet, fordi partiet nu ikke kommer uden om at acceptere at statsministeren er tvunget til at sikre sig det nødvendige flertal ved forhandlinger med andre end Pia Kjærsgaard. I forvejen er Anders Fogh Rasmussen indstillet på at søge bredere samarbejde end hidtil, og det ser af flere grunde ud til at passe ham udmærket, for det svarer fuldstændigt til hans indstilling fra og med 2001. Men i den nu foreliggende situation bliver Ny Alliance vigtigere end før. Det vil spøge i baggrunden, at dette parti kan blive mærkbart styrket, hvis det stille og roligt får kapret Pia Christmas-Møller. Derfor forsøger VK-regeringen nu at etablere valgforbund med denne og til formålet tilbyde hende passende udvalgsposter. Om det lykkes, vil de nærmeste dage vise, men har Pia Christmas-Møller ikke opnået andet med sit oprør, så har hun i hvert fald opnået at blive ombejlet. Og det kan da kun kaldes en triumf.



Forhandlingerne om regeringens kvalitetsreform er nu så småt kommet i gang, og de første meldinger lyder at Ny Alliance er positive. Det vil kunne smitte af på både de radikale og socialdemokraterne og for alvor gøre det muligt for Anders Fogh Rasmussen at dokumentere at han mener det alvorligt med et bredere samarbejde. Dansk Folkeparti og socialdemokraterne vil ikke mindst presse på med krav om særlige puljer til de offentligt ansatte, og her kommner prøven nok til at stå, eftersom regeringen principielt er imod at blande sig i overenskomstforhandlingerne, og også fra Nationalbankens og OECCs side udtrykkeligt mod overophedning af økonomien, men omvendt ikke kan komme uden om at det skorter på arbejdskraft til løsningen af de personalekrævende offentlige opgaver.

I næste uge følger så regeringens udmelding om en folkeafstemning om EU-traktaten. Justitsministeriet har offentliggjort den klare juridiske vurdering at traktaten ikke indebærer suverænitetsafgivelse og derfor ikke ifølge grundloven behøver at blive sendt til folkeafstemning. Derfor forventes det at regeringen siger nej til en sådan - hvad der bliver så meget nemmere som både socialdemokraterne og Det radikale Venstre vil kunne tilslutte sig denne linje.

Et mindretal i folketinget bestående af Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten (tilsammen 50 mandater) vil kræve folkeafstemning tillige med Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen. De vil alle slå på det moralsk og demokratisk rimelige i at et så vigtigt spørgsmål sendes til folkeafstemning uanset om Grundloven kræver det eller ej. Men omvendt vil de gamle partier holde sig til formalia samt den kendsgerning at en folkeafstemning om en indviklet traktat er en dårlig idé, eftersom folk kan finde på at stemme nej blot fordi de er modstandere af EU, uanset om de iøvrigt er for eller imod forbedringerne i EU. Desuden vil en folkeafstemning i Danmark kunne medføre folkeafstemninger i andre EU-lande og skabe risiko for at traktaten falder.

Påstanden fra modstandere af traktaten lyder at regeringen er bange for en folkeafstemning fordi de risikerer at tabe den. Og dette vil naturligvis aldrig kunne bevises eller modbevises. Kendsgerningen er nok at juristernes vurdering kommer regeringen særdeles tilpas. Men allermest kommer den utvivlsomt Anders Fogh Rasmussen tilpas.



Ingen statsminister bliver siddende evigt i et demokratisk land, heller ikke en dansk statsminister der har vundet sit tredje valg. På et eller andet tidspunkt bliver der behov for en ny mand eller kvinde, og for Danmarks vedkommende er det efterhånden temmelig indlysende, at tiderne er ved at skifte. VK-regeringen har gennemført et par store og vigtige reformer, herunder den store kommunalreform, og den ser naturligvis gerne at den kommer igennem med sin ambitiøse kvalitetsreform - og måske i 2009 også en skattereform. Den har redet på en økonomisk højkonjunktur og har derfor kunnet skabe høj beskæftigelse og lav ledighed samtidig med fastholdelse af skattestoppet og nedbringelse af statsgælden. Og den er fortsat optimistisk med hensyn til at de gode tider vil fortsætte.

Men selvom dansk økonomi er skruet godt sammen og vil kunne modstå rystelser fra udlandet, så forventer eksperterne i hvert fald ikke at væksten kan fortsætte på nøjagtigt samme niveau som hidtil. Og det kan slet ikke lade sig gøre, hvis der ikke skaffes mere arbejdskraft til landet. Uden mere arbejdskraft vil væksten gå i stå, og derfor bliver det ekstra påkrævet at det offentlige ikke konkurrerer med det private erhvervsliv om den kvalificerede arbejdskraft.

Kvalitetsreformen og finansloven for 2008 vil indikere mulighederne for at løse dette store problem, men forårets overenskomstforhandlinger med de offentligt ansatte vil for alvor blive prøven på om den økonomiske ansvarlighed kan fastholdes - eller om startskuddet bliver givet til en decideret nedtur.



Statsminister Anders Fogh Rasmussen kan og vil i denne situation formentlig bevare såvel sin optimisme som sin pragmatiske indstilling til at føre sin midterpolitik igennem med det flertal der måtte kunne etableres, helst så bredt som muligt. Og han kan stadigt pege på 2015 som horisonten for den langsigtede økonomiske politik. Men hans personlige horisont synes efterhånden at være blevet meget kortsigtet.

Meget tyder på at Anders Fogh Rasmussen i dag er fokuseret på året 2009 som slutmålet for sin politiske karriere i Danmark. 2009 bliver det år, hvor Danmark skal være vært for den store internationale klimakonference, der skal tage stilling til det internationale samfunds muligheder for og vilje til at løse de store globale klimaproblemer. Den danske regering med Connie Hedegaard som energisk klimaminister vil gøre alt hvad den kan for at konferencen bliver en succes, og en succes vil blive en fjer i hatten på både Hedegaard og Fogh. Men en fjer i hatten på Anders Fogh Rasmussen vil specielt også betyde en øget chance for at påtage sig en af de store internationale poster i EU som skal besættes i netop 2009.

Fogh Rasmussens vej er blevet banet af regeringens udtræden af Irak-krigen og nu dens nej til en folkeafstemning om EU-traktaten. Han vil formentlig gøre hvad han kan for at få de danske EU-forbehold afskaffet. Han sidder foreløbigt nogenlunde sikkert i sadlen som dansk statsminister, og han har endda placeret sit partis næstformand og kronprins, Lars Løkke Rasmussen, som finansminister og udtrykkeligt under valgkampen sagt at Lars Løkke ville være egnet til ny formand. Lars Løkke får det næppe let som formand den dag han skal tage over, for han er en anden type politiker og partiet er slet ikke trimmet til et formandsskifte. Det har tværtimod været kørt benhårdt af Fogh Rasmussen, hvis ledelsesstil har forhindret stærke personligheder fra en yngre generation i at vinde frem. Men det bekymrer tilsyneladende ikke Fogh Rasmussen. Ser man meget kynisk på sagen, ser det ud til at Fogh fokuserer helt og holdent på sin egen karriere og ikke på partiets.

Dette er Anders Fogh Rasmussens nye kurs. Den er for så vidt ikke i strid med den politiske midterkurs han førte sit partiet ind på i 1998 og som han vandt valget i 2001 på. Men den indebærer at han om føje tid med god samvittighed og mange fjer i hatten kan forlade skuden og overlade roret til andre. 'Moren har gjort sin pligt, Moren kan gå', vil dronningen såmænd kunne sige på befolkningens vegne når vi kommer et par år frem.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Foghs nye regering og regeringsgrundlag  (24.11.07.)
Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)
Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende   (6.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)

Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)

Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Politiske parametre  (6.2.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal