Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel55ansvar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.5.08.


Ansvarlighed eller politisk moralisme?

af Jens Vrængmose

VK-regeringen vil gerne føre værdikamp, og det er en god ting, men da strengt taget al politisk kamp kan betragtes som værdikamp, må der være en særlig mening med at tale om værdikamp, hvis man vil undgå blot at havne i retorik eller ren og skær moralisme. Retorikken har alle dage betydet noget for enhver der vil have sine meninger frem, men er med de moderne mediers større indflydelse på meningsdannelsen og navnlig på de hurtige meningsskift blevet et vigtigt instrument i den politiske kamp. Det er blevet meget vigtigt at kunne kommunikere stærkt og effektivt i henseende til gennemslagskraft. Det må vi vænne os til - og kan gøre det med sindsro for så vidt fejlslag eller overdrivelser på dette område som hovedregel regulerer sig selv. Men at moralismen de senere år har vundet frem, er ikke alene dybt beklageligt, fordi det oftest er både latterligt og nytteløst, men fordi det simpelthen svækker den ønskelige værdikamp, den kamp der gælder den stadige og livsnødvendige afklaring af vore værdier og deres betydning i forhold til grundlæggende modsætninger i samfundet.

Det nye udslag af VK-regeringens forsøg på at puste liv i værdikampen er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens kampagne om det personlige ansvar, som blev sat i gang den 18. maj med en konference og ultrakort fortalt går ud på at fortælle de velbjærgede i samfundet at de skal tage et personligt ansvar i stedet for at kræve ind. Kampagnen har fået sin egen hjemmeside med titlen "Mit ansvar", og dér kan man finde både essays og kommentarer til dem.

Beskæftigelsesministeren lægger vægt på at understrege, at det danske samfund er et ægte velfærdssamfund, et samfund med både tryghed og frihed. Men det er ingen selvfølge. Forudsætningen for det er tværtimod at alle tager et personligt ansvar for både sig selv og andre. Hvis Danmark fortsat skal være et af verdens bedste lande at bo, arbejde og leve i, så kræver det at vi alle er vores personlige ansvar bevidst.

Claus Hjort Frederiksen understreger udtrykkeligt at han ikke lægger op til moralprædiken eller løftede pegefingre, men derimod til debat. Målet er ikke nye love og regler. For det personlige ansvar er et ansvar man selv tager på sig. Det er ikke et ansvar man bliver pålagt ved lov. Målet er - som han har betonet i interviews i anledning af kampagnen - heller ikke at skære ned på den offentlige sektor.

Hvad drejer det personlige ansvar sig da om i det daglige? Jo, svarer han. Det drejer sig om at de ledige selv har et ansvar for at finde arbejde, at de danske virksomheder har et ansvar for at ansætte forskellige mennesker med forskellige kompetencer, at virksomheder og medarbejdere har et fælles ansvar for at forebygge ulykker. At forældre tager aktivt del i deres børns skolegang. At alle sparer på energien og er med til at sikre folkesundheden. Og så handler det naturligvis også om politik, idet politikerne har et særligt ansvar for at tage afsæt i det personlige ansvar - i stedet for at lade staten tage sig af alt muligt.

Hans konklusion lyder at vi skal stille krav til hinanden og udfordre hinanden. Vi skal turde stille hinanden spørgsmålet: Hvad har du selv gjort?



Onde tunger - det betyder i denne sammenhæng blot socialdemokratiske tunger - påstår at Hjort Frederiksens kampagne er ren socialdemokratisme og fuldstændigt svarer til den gamle forestilling om at det er de bredeste skuldre der har det største ansvar over for samfundet, til fhv statsminister Nyrup Rasmussens slogan 'Ingen rettigheder uden pligter' eller til Mette Frederiksens nylige tese 2 om at pligter er vigtigere end rettigheder (jf. artiklen Nye politiske teser - varm luft eller visioner? (7.4.08)). Og derfor kan det ikke undre at socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup anser regeringens udspil for primært at være kold strategi fra Venstres side for at lokke vælgere fra Socialdemokraterne.

Her er vi med andre ord på det retoriske plan, hvor man til ingen verdens nytte beskylder hinanden for at stjæle fra hinanden i stedet for at se på om der er ærlig vilje og fremsynethed i udspillet.

Ærligheden hos Hjort Frederiksen tvivler undertegnede, efterhånden garvede iagttager ikke et øjeblik på, men fremsynetheden er til gengæld ikke til at få øje på af to ganske bestemte grunde: 1) Det meste er fuldstændigt banalt, og 2) kampagnen er ren og skær moralisme - uanset hvad beskæftigelsesministeren og andre ministre måtte mene om sagen. Det beklagelige er alene at de i deres naivitet ikke selv kan se det.



Andre kommentatorer har med rette gjort grin med at regeringen i hel Orwellsk stil har nedsat et 'Ministerudvalg for personligt ansvar' hvis formål egentlig kun er at udbrede gammel spejdermoral. Nogle husker også at socialminister Karen Jespersen for ikke mange uger siden i DR2s Deadline forgæves forsøgte at gøre det begribeligt at hendes ministerium arbejdede med et lovforslag om at pårørende i visse tilfælde skulle forpligtes til at tage sig af deres forældre og bedsteforældre på plejehjemmene.

Det er altsammen uden tvivl velment, men det er politisk set for langt ude, netop fordi det er en sammenblanding af moral og politik som en VK-regering stille og roligt burde overlade til inkarnerede, men ulidelige moralister som Poul Nyrup Rasmussen.

Sandheden er at langt de fleste normale mennesker i dette land ikke alene føler ansvar for deres nærmeste, men lever op til ansvaret så godt de kan. De besøger deres forældre på plejehjemmene, deltager i møder på deres børns skoler, søger arbejde hvis de bliver ledige, videreuddanner sig hvis de mangler kvalifikationer osv. osv. Hvis de velbjærgede kræver ind i lige så høj grad som de fattige eller mindre beslåede, så er det fordi loven giver dem ret til det - og ønsker man den praksis ændret, kan politikerne jo bare lave loven om, hvis de ellers kan få flertal til det. Stort set alle har som bekendt ret til folkepension, og naturligvis er der ingen objektiv grund til at millionærer indkasserer de beskedne grundbeløb når de lader sig pensionere. Men det bliver deres sag sålænge loven tillader det. Nogle kan måske huske forargelsen i England, da den store feltmarskal Montgomery, der ikke ligefrem hørte til landets allerfattigste borgere, stillede på kommunekontoret i sin hjemby for at få udbetalt folkepension da han nåede den alder. Men det tillod loven - og manden var både lovlydig og nærig samt grisk. Så pengene ville han have.



Nej, det store problem i velfærdssamfundet er ikke at loven stort set giver alle lige rettigheder uanset indkomst eller skattebidrag gennem årene (det gør den faktisk ikke), men at en hel del mennesker ikke vil eller kan leve op til andres forventninger om det personlige ansvar. Utvivlsomt er der en del der direkte 'nasser' på samfundet, som det hedder populært, og som iøvrigt forarger lavtlønnede der passer deres arbejde og forpligtelser lige så meget som det forarger de højtlønnede og velbjærgede. Andre er ude af stand til at tage ordentligt vare på sig selv. Men sandheden om denne sag er at det for det første ikke hjælper en pind at moralisere over for nogen af dem, og for det andet at der simpelthen ikke findes nogen simpel og effektiv metode til at ændre disse menneskers indstilling - ja, ofte slet ingen metode overhovedet.

Dette er selvfølgeligt dybt beklageligt, men som bl.a. SF'eren Villy Søvndal erfarede som mangeårig socialudvalgsformand i Kolding, så er der nu engang mennesker i nød der må hjælpes under alle omstændigheder, selvom det ikke samfundsøkonomisk set kan betale sig. Pengene kommer aldrig igen, men menneskeligt set gør hjælpen gavn.

Kendsgerningen er ikke til at komme udenom: det menneskelige ansvar som sådant er en biologisk kendsgerning som langt de fleste mennesker helt selvfølgeligt påtager sig og lever op til. Men nogle har af den ene eller anden grund ikke denne normale ansvarsfølelser i sig, har enten aldrig haft den eller har henad vejen mistet den på grund af modgang, nederlag, stofmisbrug eller hvad det nu kan være. Samfundet, fællesskabet, har altid taget sig af disse mennesker. Men i dag er problemet mangesidet: Der er flere der har brug for hjælp, der er flere af tilfældene der er uden for pædagogisk rækkevidde eller så godt som håbløse - og der stilles ret store forventninger om en vis standard i hjælpen, både fra ofrenes side og fra opinionens side. Det belaster altsammen de offentlige budgetter pengemæssigt og personalemæssigt. Og det er her - og først her - det politiske problem og den politiske værdikamp for alvor kommer ind i billedet.



Det er nemlig her der er forskel på en traditionel socialdemokratisk og en traditionel liberal løsning. Forskellen ligger i dag slet ikke i om man går ind for velfærdssamfundet eller ej, for det gør alle vælgere og alle partier. Det er slet ikke til diskussion som princip eller basis. Der er tværtimod bred konsensus om det. Forskellen ligger derimod i indstillingen til om den offentlige sektor uden videre skal vokse i simpel takt med opståede ønsker og krav om hjælp - eller om der skal sættes grænser. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ønsker, godt hjulpet af pædagoger og sagsbehandlere - en voksende offentlig sektor og vil til hver en tid tillade stigende pres på samfundsøkonomien. De borgerlige og liberale partier ønsker at finde en balance hvor de knappe ressourcer ikke ustandseligt overbelastes, men hvor der alligevel ydes både passende hjælp og passende service.

Mærkeligt nok er der i dag ikke ret mange der kan huske socialisten Jørgen S. Dichs advarsel fra 1972 om konsekvenserne af en fortsat systematisk udvidelse af den offentlige sektor. Den fremlagde han i bogen 'Den herskende klasse', og pointen var at udvidelsen af den offentlige sektor allerede var blevet et problem, fordi de offentligt ansatte var blevet en så stor del af vælgerkorpset af de var blevet den reelt herskende klasse der satte vilkårene for alle andre - og værst af alt gjorde det ved at gøre deres humanisme til herskende ideologi. Denne humanisme var ikke udtryk for en almindelig menneskekærlighed eller selvfølgelig forpligtelse til at hjælpe andre i nød, men netop en ideologi der gjorde særforsorgen til et kulturfænomen.

Dette betød at barmhjertigheden forlængst var ophørt med at være et anliggende udelukkende for private kredse og var blevet en klar offentlig forpligtelse, som i 1950'erne og 60'erne førte til en kraftig udbygning af særforsorgen. Og dette lå igen i, at den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattedes af en humanitær opfattelse, der fritager de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og giver plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om individualistisk indsats.

Men, understregede Dich, denne humanistiske ideologi var ikke vokset frem af den fattige, hjælpeløse klasses økonomiske situation, men var skabt af en samfundsklasse, der ikke selv er udsat for de individualistiske, livshårde betingelser. Den måtte være skabt af dem der lever den betryggede tilværelse under det offentliges vinger, kort sagt af de offentligt ansatte!



Der er løbet meget vand i åen siden disse nøgternt gennemskuende og manende ord fra 72, men analysen er stadig relevant. Skulle der tilføjes noget i dag, ville det være en påpegning af, at juristerne er kommet godt med i det moralistiske kapløb under deres påberåbelse af menneskerettighederne. Der er snart ikke den sanktion mod besværlige og utilpassede borgere der længere er tilladt, fordi de alle hævdes at være en krænkelse af menneskerettighederne.

Men set ud fra såvel denne problematik som den dichske synsvinkel er der i allerhøjeste grad grund til i dag at føre en værdidebat om sammenhængen mellem velfærdssamfundet og størrelsen af den offentlige sektor, ligesom der er gode grunde til at debattere og søge en afklaring på modsætningsforholdet mellem socialismen og liberalismen eller mellem lighedsprincippet og frihedsprincippet. Men dette forsømmer både socialister og liberalister. Det forsømmer - som ofte påpeget på disse sider - ikke mindst partiet Venstre, dets formand og dets chefideolog. Jf. bl.a. artiklen Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.).

Det vil de naturligvis blive dømt på af vælgerne - og det vil uden tvivl kunne mærkes allerede ved næste valg, fordi økonomien er ved at stramme til og vi efter al sandsynlighed om føje tid kommer fra nogle fede år ind i nogle magrere.

Men fri os i denne situation for den latterlige moralismes eller moralske oprustnings inkvisitoriske spørgsmål: Hvad har du selv gjort?

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Link til Beskæftigelsesministeriets hjemmeside om 'Mit ansvar'



Jens Vrængmoses rubrik

Værdimanifestet i forkortet udgave

Værdimanifest i komplet udgave   med nærmere specifikation af indhold under de enkelte afsnit.



Andre relevante artikler på Jernesalt:

Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.).
Endelig gik han, Poul Nyrup
Nye politiske teser - varm luft eller visioner? (7.4.08)
Villy Søvndals verden

Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal