Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Fogh05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.03.


Fogh og Per Stig - (II)

I april viste DR1 Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm "Fogh bag facaden" om statsminister Anders Fogh Rasmussens hårde og effektive formandskab for EU og topmødet i København, hvor aftalen om udvidelsen blev forhandlet på plads. Og nu er så også kommet en bog om Fogh Rasmussen "I spidsen for Europa", hvor journalistenre Michael Ulveman og Thomas Lauritzen går tæt på statsministeren og hans ledelsesstil og navnlig den dårlige kemi mellem ham og udenrigsminister Per Stig Møller.

Bogen bekræfter på dokumenterende vis, hvad vi nok anede i forvejen, at det særdeles kølige forhold mellem statsministeren og udenrigsministeren ikke blot skyldes den meget store forskel i de to personers egenskaber og politiske metode eller en påfaldende konkurrence mellem statsministeriets og udenrigsministeriets embedsmænd om det udenrigspolitiske førerskab, men også dyb uenighed om den politiske kurs inden for regeringen.

Per Stig Møller forhandlede under formandskabet sidste efterår med Tyrkiet om en samarbejdsaftale mellem EU og Nato og accept af Cyperns genforening, mens Fogh fandt dette underordnet. Per Stig forhandledede samtidig med EU, FN, USA og Rusland om en fælles fredsplan for Mellemøsten, mens Fogh fokuserede 100 % på topmødet og EU-udvidelsen. Per Stig holdt efterfølgende på, at en eventuel Irakkrig skulle sanktioneres af FN, mens Fogh bakkede USA's resolutte linje op uden tøven. Og endelig har Per Stig været imod Foghs strategi med delingen af det danske retsforbehold i en for flertallet fuldt acceptabel del og en anden for flertallet mere usikker del.

Uoverensstemmelserne betød, at statsministeren med departementschef Nils Bernsteins tilslutning udviklede dyb mistillid til udenrigsministeren og holdt både denne personligt og udenrigsministeriets direktør Friis Arne Petersen på afstand af forhandlingerne - uden at lægge skjul på det, ja, tværtimod åbenlyst på en nærmest uvenlig og arrogant måde. Statsministeren forlangte at få EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen ved sin højre side under de afgørende forhandlinger. Ja, udenrigsministeriet følte sig ovenikøbet dårligt informeret af ambassadøren - og hævnede sig bagefter ved mod Poul Skyttes eget ønske at forflytte ham til Rom.

Den nye bog kan også betragtes som lidt af en hævn fra Per Stigs og Friis Arne Petersens side, eftersom de har givet journalisterne oplysninger om forhandlingerne, mens hverken statsministeren selv eller departementschef Bernstein har villet medvirke.

Det kan naturligvis ikke under nogen omstændigheder siges at være til fordel for regeringen at disse artige ting kommer til offentlighedens kundskab så kort tid efter at de har passeret, og det har heller ikke i første omgang været til gavn for statsministeren og hans renommé, for det har bekræftet indtrykket af ham som en utroligt målrettet og kontrolleret regeringschef der ikke vil tolerere mindste brud på eller tvivl om strategien og som heller ikke i kampens hede kan vise lidt menneskelig forståelse, varme og humor. Og alt dette kommer vel at mærke samtidig med at en meningsmåling har afsløret, at Foghs tilslutning fra de kvindelige vælgere af samme grund er dalende, hvad der på længere sigt kan blive en trussel mod hans genvalg.

Men ret beset kunne man lige så godt stille spørgsmålstegn ved Per Stig Møllers fortsatte placering som udenrigsminister. Han har måttet bide så mange ting i sig - herunder ydmygelsen for åbent kamera i dokumentarfilmen - at det kan gentages, at ingen ville have kunnet bebrejde ham om han havde taget sit gode tøj og var trådt ud af regeringen i april. Men han har valgt at blive, fordi han åbenbart trods alt kan lide selve jobbet, som han da heller ikke på nogen måde kan siges at bestride uden dygtighed eller forhandlingsevner, endsige uden flid og humor.

Statsministeren på sin side har valgt at fastholde sit ministerium uden udskiftninger og rokader, fordi han mener holdet klarer arbejdet godt. Og vel også fordi en enkelt udskiftning ville gøre en større rokade nærliggende. Og den ønsker han altså ikke. Ingen af ministrene er heller faldet igennem som uduelige eller dovne. Men uden at fornærme nogen af de administrativt dygtige ministre kunne man måske nok pege på, at Brian Mikkelsen ikke var en helt oplagt kulturminister (han er for ung), og at Ulla Tørnæs ikke var nogen helt selvfølgelig undervisningsminister (hun savner den ikke uvæsentlige højskoledimension). Og fhv partisekretær Claus Hjort Frederiksen var måske heller ikke den helt ideelle beskæftigelsesminister eller interne regeringskoordinator, eftersom han tilsyneladende savner den Christiansborg-erfaring og -fornemmelse som ville gøre det muligt at sikre sig den nødvendige forhåndstilslutning fra Dansk Folkeparti og sin finansministerkollega til sine kontroversielle planer for arbejdsmarkedet.

Per Stig Møller havde været ideel som kulturminister, fordi det er et område han kender godt og har hjerte for. Men oplagt til udenrigsministerposten var han ikke, selvom hans sprogkundskaber er perfekte. Det var der bare heller ikke andre der var dengang. Men i hvert fald efter formandskabets succesfulde afslutning og den mere problematiske nedprioritering af udenrigsministeriet havde det været nærliggende at give posten til ambassadør Poul Skytte Christoffersen.

Det må dog foreløbigt vente, men departementschef Bernstein har i sine sparsomme kommentarer til "I spidsen for Europa" ikke lagt skjul på sin utilfredshed med, at udenrigsministeriets direktør har bidraget til bogen. Derimod har han ikke offentligt ytret sig om Per Stig Møllers bidrag, for her kommer partipolitikken ind i billedet. Men Per Stig Møller kan næppe selv være i tvivl om at hans dage som udenrigsminister er talte.

Om Anders Fogh Rasmussens dage som statsminister også er talte, får stå hen i det uvisse halvandet år endnu. Men de konservative kan i hvert fald ikke i længden være tjent med at gøre samarbejdet mellem V og K til en belastning for V. De kan ikke forlange, at udenrigsministeren skal fredes, heller ikke af hensyn til Det konservative Folkepartis egne følelser af at man skylder Per Stig Møller noget efter detroniseringen som formand.

Men én ting står tilbage at notere, og det er at statsminister Anders Fogh Rasmussen heller ikke har råd til resten af regeringsperioden fortsat at fremstå som en så målrettet, kontrolleret og effektiv regeringschef at det kunne sætte spørgsmålstegn ved om han overhovedet har sans for blødere værdier. For ikke alene sætter kvinder pris på disse og kan i kraft heraf blive afgørende for valgets udfald. Nej, statsministeren har selv sat værdierne til debat og må i praksis vise, at han er i stand til at forene en fornuftig og i manges øjne påkrævet målrettethed og effektivitet med en nødvendig sans for mangfoldighed og forskellighed - i såvel regeringens politik som i dens holdmæssige sammensætning og fremtoning.

Med andre ord skylder Anders Fogh Rasmussens os stadig en mere præcis redegørelse for sit værdigrundlag.



Henvisninger:

Fogh og Per Stig (I)
Den historiske EU-udvidelse
Fra snak til aktivt indgreb
Dansk politik under forvandling



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal