Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eu07marts

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.03.07.


EU: jubilæum - problemer - fremtid

Den 25. marts fejrede EU sit 50 års jubilæum med manér og meget symbolsk i Berlin under den tyske kanslers formandsskab. Topmødet udsendte en kort og temmelig tynd Berlin-erklæring. Angela Merkel holdt en god og meget personlig festtale. Klassisk musik og rytmisk musik og sang lød fra tribunerne omkring Brandenburger-Tor og et gigantisk festfyrværkeri blev skudt af fra selvsamme bygningsværk, som den røde hær indtog i foråret 45 og smykkede med Sovjetbannere, men som også blev centrum for festlighederne omkring Tysklands genforening i 1990.

EU (Den Europæiske Union) - eller som det mindre kontroversielt hed dengang EF (Det Europæiske Fællessskab) - omfattede ved sin oprettelse i 1957 kun en lille flok på seks lande, nemlig Benelux-landene, Italien, Frankrig og Tyskland - med de sidstnævnte to landes store ledere, general de Gaulle og Bundeskansler Konrad Adenauer som centrale skikkelser. Hovedstaden blev placeret i belgiske Bruxelles, hvor den stadig ligger urokkeligt med sine mastodont-bygninger der vidner højt og skrydende om bureaukratiets massivitet og soliditet.

Men siden kom mange andre lande med. I 1972 Danmark, Nordirland og Storbritannien; i 1881 Grækenland; i 1886 Portugal og Spanien; i 1995 Finland, Sverige og Østrig, og endelig i 2007 yderligere ti lande, nemlig Cypern og Malta samt otte tidligere Østlande: Polen, Tjekkiet, Slovokiet, Ungarn og Slovenien samt de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen. Dermed blev tallet af medlemslande øget til 25 (og endnu to, Bulgarien og Rumænien, er tæt på optagelse). Men nok så væsentligt blev det fra 1945/46 delte Europa igen gjort til et helt fællesskab, og det geopolitiske tyngdepunkt blev igen forskudt til Centraleuropa. Nu mangler kun de tidligere jugoslaviske lande, Serbien, Kroatien, Kosovo og Montenegro samt i yderkanten Albanien og Ukraine, før EU kan kaldes et komplet europæisk fællesskab. Kun Norge vil fortsat foretrække at være sig selv - og dem om det - mens Hviderusland formentlig fortsat vil være tættest knyttet til Rusland, og det skal vi nok ikke blande os for meget i.



Ser vi i dagens anledning bort fra latterlige EU-bureaukraters forsøg på at standardisere agurker og karklude, så er det vanskeligt at benægte at der har været fordele ved andre standardiseringer såsom kørekort, pas, mobiltelefoni, sygesikring, rejsegaranti og sommertid. Euroen skulle også have været en praktisk fælles mønt for alle landene, men blandt andet Danmark, Storbritannien og Sverige betakkede sig, og de nyeste lande er ikke kommet med, så foreløbigt har kun halvdelen tilsluttet sig.

Vigtigere er trods alt det øgede demokrati. Lande der ikke er demokratiske kan ikke blive medlemmer, og derfor betød grækernes, portugisernes og spaniernes ønske om optagelse, at de var nødt til at indføre demokrati. Østlandene kom først med efter at være blevet uafhængige af Sovjetunionen/Rusland og havde indført parlamentariske systemer med grundlovsfæstede frihedsrettigheder. Det samme gælder Rumænien og Bulgarien der nu står for tur. Men som bekendt er demokratisering ikke tilstrækkeligt grundlag for optagelse. Økonomien og det administrative/juridiske apparat skal også være i orden.

De fleste betragter det vist også som en forøgelse af demokratiet i EU, at EU-parlamentet har fået flere beføjelser. Det betyder i hvert fald, at Ritt Bjerregaards gamle, ærlige og herlige ytring om at EU-parlamentet ikke var et rigtig parlament, ikke gælder mere, for det har fået ret til at bestemme en hel del. Men det er dog fortsat ikke stedet, hvor ministerråd eller kommission udpeges. Det sker i de nationale parlamenter. Derfor slipper parlamentet næppe helt fri af fordommene om at det er et temmeligt overflødigt debatforum, hvis formål først og fremmest er at genere ministeråd og kommission mest muligt - omtrent som ekstremistpartier i det danske folketing i forhold til regeringen. Og derfor er det fortsat ikke de enkelte landes fremmeste politikere der opstilles til dette parlament, men folk i anden række - eller afdankede førsteholdspolitikere som danskerne Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen. Men bevares, der er indført en slags komplementaritet i EU med et parlament der bestemmer noget og et ministerråd der bestemmer det meste og det afgørende.

Endnu vigtigere end demokratiet er fællesmarkedet, det vil sige ideen om at skabe et frit indre marked inden for medlemskredsen, så konkurrencen blev optimal. Handelskrige er en saga blot. EU tegnede sig i 2005 for 20 % af verdenshandelen. Velstanden er steget markant i medlemslandene - og så må vi indtil videre leve med landbrugsstøtteordninger der er vanvittigt dyre, i vid udstrækning bremser landbrugets omstilling til moderne drift, men er med til at øge priserne på jord og landbrug. Udadtil er fællesmarkedet med til i nogen grad at holde andre lande ude fra konkurrencen. Til gengæld giver EU-landene samlet 43 mia euro (2005) i udviklingsbistand.

Men allervigtigst for EU som idé turde det være at freden er sikret inden for medlemslandene. Derfor er det med fuld ret at Berlin-erklæringen slår fast at den gamle europæiske idé om fred og forståelse mellem landene er blevet til virkelighed i dagens EU, og at enhed har gjort fred og velstand mulig. Der er fortsat forskelle mellem landene ikke blot kulturelt, men også hvad angår magtinteresser. Der opstår jævnligt kriser i fællesskabet, men de får ikke lov at udvikle sig til ødelæggende konkurrence endsige handelskrige eller militærkrige. EU har forstået at sikre velstanden, velfærden og respekten for det enkelte menneske gennem freden og demokratiet. Dermed bliver EU en ganske god model for andre regioner i verden. Det kan 'betale sig' at samarbejde frem for at bekrige hinanden - i mere end økonomiske henseende.



Problemer i EU er der og vil der altid være, og det er endda ikke helt forkert at tale om en slags krise i ledelsen for øjeblikket, idet EU faktisk mangler en opdateret traktat. Den møjsommeligt udarbejdede nye forfatningstraktat, der skulle 'strømline' EU efter udvidelsen fra 15 til 25 medlemslande, blev vedtaget af regeringslederne i oktober 2004, men forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland - og derefter af de fleste nøgterne iagttagere dømt definitivt død. Ingen vil vove at sende en lettere redigeret udgave til ny folkeafstemning, men behovet for en opdateret traktat øges måned for måned. Kansler Merkel havde håbet at få forhandlet en løsning på plads under det tyske formandsskab, men det er en umulig opgave, sålænge Frankrig står foran et præsidentvalg og også Storbritanniens premierminister står for udskiftning.

Berlin-erklæringen siger derfor blot at regeringslederne er forenet i deres mål om at skabe et fornyet fælles grundlag for Den Europæiske Union inden valget til Europaparlamentet i 2009. Det er en rimelig og fornuftig tidsramme, men kan ikke skjule at interessemodsætninger mellem landene, navnlig mellem de store lande indbyrdes og mellem de store lande på den ene side og de små lande på den anden side, er store. De banale problemer om de enkelte landes forholdvise vægt ved afstemninger i ministerrådet er ikke løst. Det er heller ikke spørgsmålet om alle lande fortsat skal have en kommissær.

Hertil kommer spørgsmålet om øgede, men samtidigt klarere beføjelser for ministerråd og kommission i vigtige anliggender som energipolitik, retspolitik og udenrigspolitik. Når Angela Merkel direkte peger på behovet for en egentlig EU-hær, så er det forståeligt, for så vidt det ville være nemmere for en kommission at sende en styrke ud til brændpunkter i verden der kræver EU-indsats. Men den bliver næppe en realitet de første mange årtier, for det ligger ikke i den europæiske idé om fred at sende hære ud hvor der er krige. Det griber for dybt ind i de enkelte landes suverænitet. EU er trods sit navn fortsat ikke en reel union, men et fællesskab af ligesindede nationalstater. EU bliver næppe nogensinde en føderalstat.

Angela Merkel understregede i sin tale ganske klart sit liberale grundsyn, at Europa frem for alt behøver dynamik, for uden dynamik ingen velstand. Og uden dynamik også stadig mindre solidaritet i Europa. Men hun lagde ikke skjul på at Europa er mange forskellige ting. Skepsis og modsætningsfuldhed, men også mangesidighed og mod. Vi - Europas borgere- er til vores held/lykke (Glück i originalteksten) forenet. Europa er vores fælles fremtid. Det var en drøm for generationer. Vores historie maner os til at værne om dette held, denne lykke, for de fremtidige generationer.

Men Merkel vovede også at betone at frihedens kraft er den stærkeste menneskelige kraft, herunder friheden til at tro og sige hvad man vil såvel som den kunstneriske og iværksættermæssige frihed. Idet vi satser på denne frihedens kraft, satser vi også på mennesket. For det er mennesket der står i centrum. Menneskets værdighed er uantastelig. Og Merkel gjorde her den tilføjelse, at denne forståelse af mennesket for hende personligt udsprang af Europæas jødisk-kristne kilder.



Statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde EU-status i en kronik i Politiken 24.3., og her betegnede han EU som det største fredsbevarende projekt i verdenshistorien. Samarbejdet har udryddet de totalitære ideologier og erstattet dem med demokrati. Det har nedbrudt grænser, handelshindringer og mistillid mellem folk til fordel for samarbejde, frihandel og tillid.

Han erkendte dog at EU gennem de sidste årtier har været meget optaget af sin egen udvikling. med fem nye traktarer på mindre end 20 år og udvidelse fra 12 til 27 medlemslande. Men det har efter hans mening været en nødvendig udvikling for at nå dertil hvor vi er i dag. Han bestemte EU's tre væsentligste opgaver som den at sikre at Europa bliver i stand til at skabe vækst og beskæftigelse i fremtiden, den at sikre borgerne tryghed og sikkerhed og den at sætte EU i stand til bedre at varetage europæernes interesser på den internationale scene.

Når han skulle se 20 år frem i tiden, så han 1) at det i langt højere grad bliver en hverdagsbegivenhed for de europæiske borgere at gøre brug af den frie bevægelighed; 2) at EU bliver mere handlekraftigt og effektivt på kerneområderne; 3) at EU's landbrugspolitik bliver mere markedsorienteret; 4) at EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver langt stærkere udviklet; 5) at Balkanlandene kommer med i EU, men ikke givetvis Tyrkiet; 6) at EU som en stærkt international handelsorganisation bliver en drivende kraft i at fremme global frihandel; og endelig 7) at der ville blive skabt en transatlantisk frihandelszone mellem EU og USA.

Den aktuelle diskussion om en ny traktat mente Fogh er et mindre væsentligt spørgsmål end de enestående resultater gennem de sidste 50 år. Så han erklærede sig for entydig optimist. Og det skal han have lov til, men det uafklarede spørgsmål om en ny traktat er nu ikke helt ligegyldigt, hvis EU overhovedet skal komme til at fungere de næste 20 år.



Den franske filosof Bernard-Henri Levy har i et interview i Der Spiegel 27.3. helt anderledes pessimistisk udtalt at EU er ved at gøre det af med sig selv ("Europa macht sig selbst den Garaus"). Europa har sat sin selvtillid overstyr, og hans eget land, Frankrig, har ført an ved at forkaste den nye forfatning.

Levy betegner identitet som et falsk begreb i europæisk sammenhæng, for alle europæere har nok en national identitet, men det er den der har givet problemerne, had og krig, gennem tiderne. Den europæiske idé beror tværtimod på at løsrive sig fra disse nationale identiteter. Ligesom Amerika har gjort. Til gengæld har man her opbygget en amerikansk myte omkring sin kollektive historie - og tilsvarende ville der være brug for i Europa. En sådan har Joschka Fischer peget på ved at hævde at hvis EU skal have en forfatning, så må der tages hensyn til Auschwitz. Det er den fælles mørke baggrund for hele det europæiske kontinent, den bitre erfaring vi må være enig om ikke at skulle genopleve.

Det europæiske projekt bliver således efter Levys mening egentligt et negativt projekt; vi skal være enig om hvad vi ikke vil! At foreskrive europæerne en identitet i positiv forstand er derimod det første skridt hen mod totalitarismen. Og en sådan skal vi ikke have genoplivet, for den svarer til fascismen.

Her bliver Levy endog meget konkret i sin advarsel. Truslen kommer i dag fra den islamistiske terrorisme, dvs ikke fra islam som religion, men fra den islamisme som er en moderne form for fascisme. Og dette problem er ikke socialt eller kulturelt, men ideologisk.



Levy ligner franske intellektuelle ganske godt. Han er skarp i sin analyse, men i høj grad også fanget af sit eget begrebsapparat. Han kan fx ikke se at forholdet mellem den nationale identitet og en eventuel europæisk identitet kunne være et fornuftigt og pragmatisk komplementært forhold, som begge har positive sider (ved siden af negative risici), men aldrig vil kunne gå op i en syntese. Han kan heller ikke se, at den europæiske identitet, der kunne give europæerne selvtilliden tilbage og være det bedste værn mod enhver form for ny totalitarisme, inkl. den faktiske trussel fra islamistisk side, meget vel kunne bestemmes som en positiv faktor med erfaringen fra Auschwitz som tungvejende ballast i bevidstheden. Det ville blot kræve at europæerne - naturligvis anført af deres ledere - begynder at tage deres kollektive bevidsthed og kollektive ubevidsthed alvorligt, herunder forstå og turde vedstå sig arven fra jødedom og kristendom. Men en sådan tankegang ligger Levy, Fischer og utallige andre filosoffer og politikere fjernt. Og den ligger de nuværende europæiske ledere - med ganske få undertagelser - uendeligt fjernt. Og det turde være miseren.

I forbindelse med en ny forfatningstraktat drøftes stadig det fornuftige eller ufornuftige i om kristendommen bør nævnes i teksten eller ej. Folk der som den danske statsminister vil have holdt religion og politik ude fra hinanden under alle omstændigheder vil selvfølgelig ikke have kristendommen nævnt - sådan som katolikkerne og den protestantiske tyske kansler gerne vil. Men det er jo en kæmpeillusion at tro at man kan holde religionen ude fra politik ved bl.a. at holde den ude fra EU-traktatens tekst. Religion er noget langt dybere end de dogmer som især paven og hans venner i Polen ønsker inddraget. Den er tværtimod en helhedsrealisme som har dyb forståelse for at ingen kommer uden om de arketypiske forestillinger som ligger i det kollektivt ubevidste. Prøver de på det, forregner de sig med hensyn til såvel modstandskraft mod totalitære ideologier som inspirationskraft til det fredelige, konstruktive og demokratiske projekt de ønsker at stå for.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at EU de næste ti år uanset økonomisk og velstandsmæssig vækst vil forblive i såvel traktatmæssig krise som identitetskrise, hvis de europæiske ledere ikke på et eller andet tidspunkt begynder at forstå faren fra islamismen og faren fra den manglende selvtillid og derudfra begynder at opbygge den eneste sammenhængskraft der virkeligt batter, nemlig den der trækker på grundlæggende arketypiske forestillinger.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Tyske EU-formandsskab

Link til Der Spiegel



Artikler på Jernsalt:

Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
EU-topmødet lidt af en fuser  (20.6.06.)  
Foghs nye EU-strategi for et 'Resultaternes Europa'  (26.4.06.)
EU-topmødet enedes om ny budgetaftale   (19.12.05)
Tyske koalitionsregering godkendt af partierne  (15.11.05.)
Den blinde Pariserrevolte  (8.11.05.)

Merkel bliver ny kansler  (11.10.05.)
Polske præsidentvalg (I)  (10.10.05.)
Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden  (29.9.05.)
Polsk vælgeropgør  (26.9.05.)
Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg  (20.9.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)

Europas forudsætninger  (15.8.05.)
EU-krise på ubestemt tid  (19.6.05.)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
Tyskernes valg  (24.5.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)

Dette latterligt moralistiske parlament  (27.10.04.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)
EU-valget 2004  (16.6.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)

Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Fogh, EU og forbeholdene  (24.9.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)

Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten - 30.4.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse



Artikler om EU
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynpunktet
Helhedsrealismen

Værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal