Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eusept05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.9.05.


Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden

Den 27. september, på den dag der skulle have været afholdt dansk folkeafstemning om den af EU-lederne vedtagne forfatningstraktat, meldte statsminister Anders Fogh Rasmussen i en kronik i Politiken klart ud, at traktaten er lagt på hylden og muligvis aldrig bliver taget ned igen. Samtidigt gjorde han det klart, at forudsætningen for Tyrkiets optagelse i EU ikke alene er Tyrkiets opfyldelse af de krav EU stiller, men også at EU selv kan rumme udvidelsen.

To meget klare og realistiske meldinger, der blev gentaget i DR1's Profilen dagen efter, og som stort set tages til efterretning af alle andre partier end Det Radikale Venstre. Godt nok vil Dansk Folkeparti helst have meldt EU-traktaten og Tyrkiets mulige optagelse stendød én gang for alle, og godt nok er Villy Søvndal og Steen Gade fra SF omvendt utilfredse med udsigten til at Tyrkiets optagelse udskydes på ubestemt tid. Men kun Det Radikale Venstre erklærer sig lodret uenige med statsministeren, hvis redegørelse de kalder visionsløs. Det ligner til gengæld de radikale ganske godt, for de er for længst havnet i den idealisme der lader hånt om realiteterne og fortsætter dyrkelsen af uopnåelige idealer.

Men realiteten er, at EU-traktaten er stendød, selvom EU's regeringschefer ikke kan sige det højt, men må nøjes med at konstatere at den er skrinlagt indtil videre, fordi EU-landene har behov for en tænkepause. Kommissionsformand Baroso taler om et par år - bl.a. fordi der næppe kan ske nogetsomhelst før Frankrig får ny præsident i 2007. Den siddende franske premierminister har luftet en idé om at de seks store EU-lande - Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien og Polen - skal danne et lederskab, så EU kan komme ud af sin krise. Og den mulighed kan ikke udelukkes, den har altid været det fransk-tyske ønske, men den bliver formentlig aldrig legitimeret af ministerrådet. Tænkepausen derimod får EU tildelt, og så vil tiden vise hvad den vil blive brugt til. Den er ikke alene egnet til at lederne og debattørerne kan lægge hovedet i blød og få nye ideer, men også til at modne tiden ganske langsomt ved at EU sunder sig oven på den store udvidelse.

Realiteten er dernæst, at EU de næste mange år vil være ude af stand til at optage et så stort og fremmedartet land som Tyrkiet i fællesskabet, og at de forhandlinger om Tyrkiets optagelse der officielt går i gang den 3. oktober bliver af overvejende teknisk og juridisk art, ja nærmest må siges fra EU's side at blive ført på skrømt. EU's egne forhandlere vil i endnu højere grad end tidligere være usikre på om forhandlingerne overhovedet fører til noget. Men de vil fortsat være i den situation at de skal lægge pres på Tyrkiet for at få det til at opfylde betingelserne, først og fremmest de såkaldte Københavns-kriterier, men dertil også kravet om anerkendelse af Cypern foruden det nyest tilkomne kravet om erkendelse af folkedrabet på armenerne i 1915. Tyrkiet er af gode grunde godt sure over at EU nu kommer med nye krav. Spørgsmålet om folkedrabet i 1915 er for det første et historisk speget problem, for det andet en sag der kan få konsekvenser for Tyrkiets aktuelle forhold til Armenien. Det er i virkeligheden et moralistisk spørgsmål af den art EU-parlamentet elsker at fremture i, men som burde holdes langt væk fra realpolitik.

Det grundlæggende i hele spørgsmålet om Tyrkiets eventuelle optagelse EU er at befolkningerne - foruden enkelte landes regeringer - af vidt forskellige grunde er imod optagelsen, og at EU-ledernes alt for entydige tilbud til tyrkerne om optagelsesforhandlinger aldrig skulle have været givet i 1999. Men én gang fremsat, hænger man selvfølgelig på dem - og forsøger nu, til tyrkernes store og forståelige fortrydelse, at bakke ud af dem med uklare meldinger. Hovedsagen er, at Tyrkiet lige så godt kan kigge i vejviseren efter optagelse nu som siden, hvis ikke det lige netop forholder sig sådan at indenrigspolitiske grunde gør erkendelse af realiteterne umulige. Skal et håb bevares, må det bygge på idealisternes udsagn om at en optagelse selv i bedste fald ligger 20-25 år ude i fremtiden. Men på det tidspunkt er EU, Tyrkiet og hele Mellemøsten et andet. Problemet vil slet ikke være det samme som i dag. Et partnerskab for Tyrkiet kan til den tid vise sig at være en udmærket løsning, ja, måske langt bedre end et medlemsskab. Under alle omstændigheder bliver Tyrkiet aldrig et europæisk land.



EU kan både siges at være i krise og ikke i krise. For på den ene side fungerer EU til dagligt på den gamle traktats betingelser, ikke uden besvær på grund af udvidelsen med ti nye lande, men dog. På den anden side er det oplagt at de ulemper ved den gamle traktat som den nye forfatningstraktat skulle råde bod på sandsynligvis vil forstærkes de kommende år, således at behovet for en ny traktat eller en anden fælles løsning vil trænge sig på. Det gælder jo i udpræget grad alle spørgsmål om stemmeret og stemmetal i kommission og ministerråd. Men vigtigt er det at alle 25 medlemslande bibeholder systemet med en kommissær for hvert land.

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk kan der peges på, at EU stadig er engageret i fx løsningen af konflikten i Mellemøsten, men at den nye traktats fald betød, at EU ikke får en egentlig udenrigsminister. Det vil mange være tilfredse med. Det kan næppe bestrides, at EU taler med ringere vægt i international sammenhæng uden en fælles udenrigsminister. Men det er omvendt ikke til at komme uden om, at meningen med EU aldrig har været at skabe Europas Forenede Stater.

Fælles politik hvad angår bekæmpelse af den internationale terrorisme og den øgede illegale indvandring kan sagtens ske inden for den gældende traktat.

Dér hvor krisen virkelig kan mærkes er på det økonomiske område. Mange af de store EU-lande har økonomiske problemer (stagnation og budgetoverskridelser). En effektiv bekæmpelse af arbejdsløsheden forudsætter at økonomien kommer i højere omdrejninger. Men to ting forhindrer EU i at foretage sig noget: Budgettet for 2007 er ikke vedtaget, og en reduktion af de alt for store subsidier til landbruget kan der ikke blive enighed om.

Der er med andre fortsat nok at tage fat på.



Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil gerne have EU i arbejdstøjet og til at fokusere på at levere de konkrete resultater borgerne og virksomhederne forventer af EU. Han peger navnlig på tre stor udfordringer: Globaliseringen kræver at EU-landene skal blive bedre til at tilpasse sig de nye krav til konkurrenceevne, men uden at sætte den sociale bæredygtighed over styr (Friheden skal ikke true trygheden, for nu at sige det med skelen til socialministerens uheldige udtalelser i anden forbindelse). Dette kræver igen satsning på forskning, uddannelse og udvikling af højteknologi. - EU skal for det andet gøre mere ved den grænseoverskridende terrorisme, kriminalitet og illegale indvandring. - EU skal for det tredje spille en større rolle i det internationale samarbejde for bl.a. at hjælpe med til at løse konflikter i verden. - Der er intet nyt i disse punkter. Spørgsmålet er snarere om de enkelte medlemslande ikke når det kommer til stykket er bedre til at tage disse udfordringer op end EU's top.

Statsminister tror på et tæt og stærkt europisk samarbejde, både på det økonomiske og politiske felt. Men han erkender at befolkningernes skepsis over for EU begrænser mulighederne. Hans samlede konklusion er derfor at EU må sætte tempoet ned og konsolidere sig før yderligere udvidelse eller yderligere traktatændringer bliver mulige.

Hans kronik er ligesom udtalelserne til DR1's Profilen 28.9. meget forsigtige i formuleringen. Det kan give indtrykket af at visioner mangler - om det så er de danske forbehold, er statsministeren tavs - men skal nok snarere tages som udtryk for realpolitisk sans. Nej'et til den nye EU-traktat ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland har vist, at EU's kommission og ministerråd langtfra har befolkningerne med sig. EU er følgelig tvunget til at skrue ambitionerne ned og give konsolideringen den tid den skal have. Det udelukker ikke visioner, eftersom EU fortsat skal have langsigtede mål. Men man skal blive på jorden - og ikke tro at de større og større bygningskomplekser i Bruxelles og Strasbourg er verdens navle.

Debat om EU er en god ting. Mere debat fremover om EU vil også være en god ting. Men EU bliver aldrig et folkeligt projekt. Det er derfor en betingelse for EU's fremtidige sammenhæng og udvikling at der ikke går psykisk inflation i lederne, så de tror landenes befolkninger er til mere besvær end gavn i det store politiske spil.



Henvisninger:

EU-krise på ubestemt tid  (19.6.05.)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)

Øvrige artikler om EU, se rubrikken:   EU og Europa



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal