Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - EU-sammenbrud

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.12.03.


Sammenbruddet i Bruxelles

Regeringscheferne og udenrigsministrene der rejste til topmødet i Bruxelles torsdag eller fredag den 11.-12. december fik ikke brug for de fire rene skjorter de havde taget med hjemmefra, for mødet blev slet ikke forlænget til fire dage, men blev til alles overraskelse og nogles utilfredshed afbrudt uden resultat allerede lørdag middag, idet den italienske formand Silvio Berlusconi ikke så nogen mulighed for at komme videre.

Han havde brugt natten til tosidede fortrolige drøftelser - såkaldt skriftestolssamtaler - med de enkelte regeringschefer, men kun for at måtte konstatere, at alle - og især de fire afgørende: Polen, Spanien, Frankrig og Tyskland - havde låst sig urokkeligt fast på deres hidtidige standpunkter.

Berlusconi havde ikke på forhånd haft den store tiltro til at der kunne opnås enighed om de to springende punkter, stemmefordelingen og kommissærfordelingen. Han havde siden overtagelsen af formandskabet pr. 1.7. i realiteten intet gjort for at få parterne til at bløde standpunkterne op og nærme sig et muligt kompromis. Det grundige og systematiske forarbejde som lagde grunden til Anders Fogh Rasmussens succesfulde formandskab efteråret 2002 er slet ikke noget der ligger for en mand som Berlusconi, og da mødet i Bruxelles begyndte, lagde han da heller ikke skjul på, at der skulle et mirakel til for at få løst problemerne.

Sin vane tro spøgte han med dette mirakel ved at sige, at han havde et mirakelpapir i lommen, men da han inden mødets definitive sammenbrud blev bedt om at vise papiret for pressefolkene, var det blankt. Med andre ord skulle det forstås helt bogstaveligt, at medmindre der skete et mirakel i form af en brugbar teksts pludselige opdukken på "mirakelpapiret", så ville der ikke komme nogen løsning. Ægte humor kalder nogle den slags. Upassende nonchalance kalder andre den, nemlig de der mener, at Silvio Berlusconi ikke tog sin opgave alvorligt. Men hvad nu, hvis de fire afgørende lande ikke under nogen omstændigheder ville have rokket sig på nuværende tidspunkt? At et halvt år slet ikke havde været nok til at gøre dem møre? Og at en løsning højst kan tænkes at komme på plads efter endnu halve års modning, fordi det er et helt fundamentalt spørgsmål, som aldrig skulle have været udskudt og udskudt, men søgt løst fra starten, da udvidelsen var selve målet?

Rokke sig ville netop Polen ikke i denne omgang. Præsident Kwasniewski havde forgæves været på rundrejse - også til Danmark - for at betone den polske grundholdning, og den i hjemlandet særdeles hårdt klemte premierminister Leszek Miller havde rejst sig fra sin sygeseng efter flystyrtet for en uge siden for på mødet at hamre fast, at Polen på topmødet i Nice december 2000 under Chiracs formandskab højt og tydeligt var blevet lovet en stemmevægt i ministerrådet der svarede til det dobbelt så store Tysklands stemmevægt. Ikke fordi man bildte sig ind, at man kunne og skulle måle sig med den tyske stormagt, men fordi man som stolt land ikke ville eller kunne lade sig dominere af de tre store EU-lande ved flertalsafgørelser.

Tilsvarende gjaldt Spanien i forhold til Frankrig. Og så kan man jo sagtens komme og sige bagefter, at en så ulogisk stemmefordeling skulle man aldrig havde lovet Polen og Spanien, men faktum er, at man ikke havde fået disse to lande med på spøgen i Nice i 2000 uden dette tilsagn. Man udskød altså en endelig afgørelse til forhandlingerne om den nye forfatningstraktat skulle finde sted - i håb om at de to lande var blevet møre i mellemtiden. Det skete aldrig, og for Polens vedkommende var det forgæves at det ene venskabsmøde mellem den tyske kansler og præsident og den polske premierminister og præsident efter det andet fandt sted under stor pressebevågenhed.

Hverken Tyskland eller Frankrig ville nu give sig. Og det gjorde ikke sagen bedre, at Polen og Spanien i modsætning til Frankrig og Tyskland i mellemtiden var gået med i den af USA anførte Irak-krig og dermed var kommet i Donald Rumsfelds fine klasse af "nye europæiske stater". Tyskland og Frankrig pukkede nu ensidigt på den lille logik der sikrer deres dominans ved alle afstemninger. Kansler Schröder sagde bagefter på en pressekonference med sit vanlige brede smil, at Europas interesser måtte gå forud for de enkelte landes - og hentydede naturligvis dermed til Polen som åbenbart efter hans mening så mere på egne interesser end på EU's, men i virkeligheden rammer udsagnet Schröder selv, for det er Tyskland der sammen med Frankrig og Storbritannien vil fastholde de store landes ubetingede dominans, skønt et udvidet EU faktisk kommer til at bestå af flere små og mellemstore lande end hidtil.

Både Jacques Chirac og Tony Blair var selvfølgelig tilfredse med udfaldet, for så vidt det udskyder en ændring af de gamle stemmefordelingsregler på ubestemt tid, hvilket vil sige udskyder et kompromis de ikke ønsker. Chirac var i højt humør da han konstaterede mødets fiasko - og var iøvrigt også den første der indirekte røbede sammenbruddet lørdag middag ved at tage sig et glas øl i kantinen! Det gør han aldrig før et møde er definitivt forbi.

Den tidligere danske generalsekretær for EU's ministerråd Niels Ersbøl kaldte det ligefrem en Guds lykke, at topmødet ikke endte med et kompromis om stemmefordelingen der ville ændre konventets forslag, for det ville efter hans mening ødelægge hele projektet: at sikre de store landes muligheder for at gennemføre en fælles politik imod de små landes stemmer. Og det er jo klar tale: Udkastet til ny forfatningstraktat forskyder i effektivitetens navn magten fra de små til de store lande på trods af hele den store udvidelse mod øst, der burde give den omvendte forskydning.

Bemærkelsesværdigt er også at de baltiske lande var tilfredse, netop fordi der ikke blev vedtaget et kompromis der ville fastholde de store landes dominans. Mens ansøgerlande som Rumænien og Bulgarien erklærede sig tilfredse, fordi de nu får chancen for at blive optaget som medlemmer, inden en ny forfatningstraktat eventuelt forhandles på plads og træder i kraft.

Kun Tyrkiet kunne være dybt utilfreds, fordi den manglende enighed på topmødet ganske enkelt også udskyder Tyrkiets eventuelle optagelse i EU på ubestemt tid - ja i så lang tid, at det heldigvis vil blive mere og mere tvivlsomt om landet nogensinde kommer med i den fornemme europæiske superliga som de hverken kulturelt eller geografisk hører til.

Ja, Europa-parlamentet har naturligvis også brokket sig, for nu udskydes den traktatændring der ville give parlamentet mere indflydelse - og det et halvt år før det næste valg.



Den nuværende kommission træder tilbage om et år, men en ny må altså vælges på den gamle traktats grundlag. Og det er naturligvis ikke heldigt, når kommissionen selv har påpeget, hvor vigtigt det er at gøre kommissionen tidssvarende.

EU-budgettet for det kommende år er omgående sat under politisk pres fra de seks nettobidragydende medlemmer - Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Sverige, Østrig og Holland. De vil have loft over udgifterne fra 2007, så de ikke stiger mere end 1 procent - mod de nugældende 1,5 procent. Det vil gå mest ud over de nye lande, men hævn over disse er der naturligvis ikke tale om. Det kunne de gamle lande end ikke drømme om! Men de sidder selv hårdt i det, hvad ikke mindst Tysklands og Frankrigs vanskeligheder ved at overholde stabilitetspagtens stramme regler har vist.

Især Tyskland har fundet tiden inde til at lufte den gamle tanke om et EU i to tempi, et for de førende kærnelande og et andet for bagstræberne. Sandheden er, at de førende lande ikke kan blive enige om en fælles økonomisk politik, men derfor kan det ikke udelukkes, at truslen kan være nyttig for dem i kampen mod de genstridige polske og spanske regeringer, hvoraf den sidstnævnte skal på valg allerede til marts og den førstnævnte kan komme det hvornår det skal være.

Problemer bliver der med andre ord nok af. Hele arbejdet med at få lavet en ny forfatningstraktat skal på et eller andet tidspunkt i gang igen. Dvs nye regler for stemmefordeling og kommissærantal skal på plads. En ny forsvarsinstans er stadig ønskelig for de fleste lande. En rigtig EU-udenrigsminister til afløsning for den udenrigspolitiske koordinator er især Tysklands og Joschka Fischers store ønske (jobbet er nærmest skræddersyet til denne populære politiker), mens briterne er mere skeptiske. Og en afklaring af EU-parlamentets indflydelse skal nødvendigvis finde sted. Man vil gerne mindske det demokratiske underskud i EU - og tror at man kan gøre det ved at give øget magt til et parlament der slet ikke er et rigtigt parlament.

Konsekvensen af topmødets fiasko er altså masser af uløste problemer, samt en tung, endda meget tung arbejdsform i ministerrådet og i kommissionen, når udvidelsen bliver en realitet pr. 1. maj. Mere union bliver der i hvert fald ikke tale om lige med det første, og det er måske det mest positive ved hele sagen. Der bliver nu rig lejlighed til at tænke over og prøve at afklare forholdet mellem det nationale og det overnationale - og forholdet mellem de små lande og de store lande.

Det er da positivt, selvom det er ærgerligt at tingene ikke kunne komme på plads inden udvidelsen bliver en realitet pr. 1.5.04.

De danske forbehold taler vi slet ikke om. Statsministeren ønsker i modsætning til socialdemokraterne øjensynligt ikke at røre ved dem, angiveligt fordi man derved sætter sig i den situation at afskaffe noget uden at vide hvad der kommer i stedet. Begrundelsen synes søgt - og det kan meget vel ende med, at spørgsmålet om forbeholdene går hen og bliver et tema i den valgkamp der kommer senest sommeren 2005. Og eftersom der synes at være stemning i den danske befolkning for en afskaffelse af forbeholdene, kan det blive socialdemokraterne der kan få fordel af at vove sig ud i et klart opgør med disse forbehold. Så mon ikke Anders Fogh Rasmussen kommer på bedre tanker?

Værdidebatten taler vi heller ikke om. Uenigheden om hvorvidt Gud og de kristne værdier overhovedet skulle nævnes i præamblen til den nye forfatningstraktat har været stor. Og det viser igen én ting: at landene og deres regeringer når det kommer til stykket er dybt uenige om, hvad de overhovedet vil med hele EU-projektet. Værdidebatten hører hjemme i denne sammenhæng som i al anden politisk sammenhæng. Det er at stikke hovedet i busken at ville benægte det.



Henvisninger:

Fogh, EU og forbeholdene  (24.9.03.)
Fænomenet Berlusconi  (5.7.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse
Den 13. december 2002
Medierne og topmødet
Tyrkisk storoffensiv
EU-udvidelsen ind i sidste fase



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal