Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Berlusconi

ARTIKEL FRA JERNESALT - 05.07.03.


Fænomenet Berlusconi

Den netop tiltrådte formand for EU's ministerråd, den italienske premierminister siden juni 2001, Silvio Berlusconi, havde ikke været formand i mere end halvandet døgn, før han i Europa-Parlamentet i Strasbourg fornærmede en tysk socialdemokrat ved med et stort smil at gøre opmærksom på, at denne ville egne sig perfekt til en rolle som Kapo i en italiensk film om de tyske koncentrationslejre som var under indspilning.

Om det drejer sig om en tragikomisk film af Roberto Benigni er ikke oplyst, men det fremgik af situationen i parlamentet at bemærkningen var en dybt ironisk reaktion på en række systematiske uforskammetheder og højrøstede demonstrationer fra det tyske medlem Martin Schulz' og meningsfællers side. Og den burde strengt taget ikke have givet mere anledning til indskriden end disse, tværtimod. Men alt fik lov at passere hos parlamentsformanden, irske Pat Cox. Først bagefter blev der ballade.

Tyskeren og hans forbundskansler hjemme i Berlin forlangte nemlig en uforbeholden undskyldning, for tyske moralister bliver let fornærmede, men især når man direkte eller indirekte associerer dem med den mørke fortid før 1945. Pressen, såvel den trykte som den televisionære, var da heller ikke sen til at postulere at Berlusconi havde sammenlignet Schulz med en nazist, men den afslører en ikke ubetydelig uvidenhed om historien, for en Kapo var ikke en nazist, men en fange hos nazisterne som blot havde fået det beskidte job at holde justits blandt medfangerne med hård hånd, kølle og pisk - mod at få visse fordele. Betegnelsen Kapo var i sig selv dybt ironisk, for det er forkortelsen for Kameradschaftspolizei - men dækkede det stik modsatte.

Berlusconis ironiske bemærkning var altså bestemt ikke venligt ment, men blev fremsat med et så stort smil, at man skulle være ualmindelig tungnem for ikke at forstå, at der var tale om humor, og altså langt fra hvad man - inkl. den tyske udenrigsminister - normalt opfatter som en forløbelse af den art vi alle indimellem i pressede situationer kan gøre os skyldige i og som andre derfor lige så normalt bærer over med.

Berlusconi havde faktisk i flere timer været udsat for hetzagtige og alt andet end demokratiske endsige diplomatiske angreb på sin person fra venstreorienterede parlamentsmedlemmer, men han bevarede roen - og afslørede altså med sin reaktion ikke tyndslidte nerver eller galde der flyder over, men sin spidse tunge. Han er nemlig vant til mosten.

Berlusconi er kendt, ja blandt sine vælgere og tilhængere i Italien nærmest beundret for den slags bemærkninger, der tidligere har ramt bl.a. kommunisterne og franskmændene, men også specifikt den spanske udenrigsminister (der fik horn i panden) og sågar den danske statsminister (i meget mild form). Også politisk ukorrekte vitser er Berlusconi mester for, som den om en aids-patient, der spørger sin læge hvad han kan gøre ved sin sygdom. "Dæk Dem til med sand!", lød svaret. "Hjælper det?" - "Nej, men så vænner De Dem til at være begravet!"

Den slags er tilladt mand og mand imellem og fra stand-up-komikere til et publikum der betaler for uartighederne. Men de er ikke tilladt i det almindelige offentlige rum, og Berlusconis talsmand må da også så regelmæssigt udglatte eller dementere bemærkninger fra sin chefs side, at hans kontor ligefrem populært kaldes "dementikontoret".

I det sensible Europa-parlament er bramfri bemærkninger vendt mod venstrefløjen allermindst tilladte, selvom parlamentet ofte opfører sig som en børnehave - eller med Berlusconis egne ord som "demokratiske turister". Det er jo heller ikke et rigtigt parlament, som Ritt Bjerregård i sin tid kom for skade at sige, da hun skulle godkendes som kommissær.

Hvad der er politisk korrekt og ukorrekt afhænger som bekendt af øjnene der ser og ørerne der hører, for venstrefløjen finder det fuldstændigt korrekt at råbe fascist og racist efter enhver der ønsker at forsvare demokratiet og de nationale værdier over for indvandrere eller andre der lader hånt om dem. Præsident Bush og andre er rask væk blev sammenlignet med Hitler. Men de venstreorienterede tåler ikke selv at få anfægtet deres mangel på etiske principper, når det afsløres hvor tilbageholdende de har været i kritikken af kommunisterne gennem årene. Derimod gearer de over i kolossal moralsk forargelse, når fx østrigske Wolfgang Schüssel danner koalition med Haiders Frihedsparti eller danske Fogh Rasmussen tillader sig at bruge Dansk Folkeparti som parlamentarisk basis.

Hykleri kalder man den slags moralske selvmodsigelser. Og når de udvikler sig i EU-parlamentet, er de kun med til at sænke parlamentets anseelse og få folk til at beklage, at det får udvidede beføjelser, hvis den nye forfatningstraktat går igennem.



Humor er normalt en god og værdsat ting. Men i religion og politik er den farlig, for her er der meget ofte så stærke følelser på spil, at det for fredens og fordragelighedens skyld i almindelighed er klogest at holde bøtte - hvis man altså er i stand hertil, når fristelsen og anledningen til at udtale sig foræres én på et fad. De moralske, religiøse og politiske fanatikere tåler ikke spøg. Her hjælper derfor ikke den parfume Berlusconi bruger og som han engang taktløst anbefalde sin vært i et talk-show med ordene: "Den har duften af urørlighed". For disse fanatikere føler sig aldrig urørlige.

Og naturligvis er der et specielt problem med tyskerne og deres fortid. Der er ikke noget at sige til at folk der har siddet i tyske koncentrationslejre eller været i Gestapos klør, ikke kan se noget humoristisk ved det. Ganske vist har en af de overlevende fra Auschwitz, den østrigske psykoanalytiker Viktor Frankl, med vægt hævdet, at humor hjalp fangerne med at overleve, men dermed hentydede han til deres interne humor i lejrene. Udenforstående skal ikke komme med deres vittigheder. Her gælder samme norm som over for de handicappede. Dog må man indrømme at netop den italienske filmkomiker Benigni har haft held til at bringe humoren ind i skildringen af livet i helvede.

Men besynderligt er det at tyskerne generelt synes så sårbare m.h.t. fortiden og tåler humoristiske associationer til nazismen så dårligt, at udenforstående stadig gør klogest i at følge John Cleeses' efterhånden gamle regel for omgang med tyske turister: "Don't mention the war", som siden har været et bevinget ord i Storbritannien. - For sagen er jo, at ingen tysker kan løbe fra tysk historie - uanset hvor unge de er og hvor lidt de selv kan huske fra de ulykkelige år. Så hvorfor ikke efterhånden komme over traumet?

Fortrængning er en naturlig og ofte sund reaktion på personlige ulykker, men når andre ikke kan glemme ulykkerne og når disse har været så specielle i art og omfang at det er klogest for eftertiden at undgå en kollektiv fortrængning, så må der være grænser for den individuelle fortrængning og dermed også for sårbarheden over for associationer med det traumatiske stof.

Faktisk er humor her en særdeles effektiv kur, fordi humor virker befriende for de skyldfølelser der bruger fortrængningen som forsvarsmekanisme. Hvortil kommer selve det sproglige fænomen, at ord der oprindeligt har eksakt eller snæver betydning ofte med tiden får udvidet deres anvendelsesområde ganske betydeligt så de fx også kan bruges som almindelige skældsord. Det er hvad der er sket med ord som fascist og racist - og som Højesteret nu for Danmarks vedkommende har godkendt som en kendsgerning. Ordet Kapo er af lignende art.

Men humor er skam også en effektiv kur mod al slags moralisme, for den indebærer altid en relativering af synspunkterne som er uforenelig med moralisme. Hvilket ikke vil sige uforenelig med moral eller etik. For moralismen står for den snævre eller snævertsynede moral, den fordømmende moral der tror sig i besiddelse af den eneste sandhed og derfor altid afviser andre synspunkter som usande, fornærmelige og skadelige.

Venstrefløjen er netop i vid udstrækning kendetegnet af denne moralisme. Fløjen går uden videre ud fra at den sidder inde med den eneste ene sandhed. Den er med andre ord kendetegnet af en decideret egocentreret, jeg-hævdende indstilling, der kun sjældent giver plads til forståelse for og respekt for andres synspunkter. Hvad der kom meget tydeligt frem i Østrigs-sagen for et par år siden, men også ses i den store intolerance over for andre borgerlige regeringer rundt omkring i verden, herunder Danmark.



Naturligvis betyder humor ikke en blanco-check til at gøre alt muligt til genstand for spøg, latter og humor uden hensyn til tid og sted og andre menneskers følelser. Men i den konkrete sag har Berlusconi ikke overtrådt reglerne for hvad en politiker kan tillade sig at sige, når han udsættes for hetzagtig forfølgelse af parlamentarikere der ikke respekterer parlamentarismens grundlæggende respekt for andres meninger og deres ret til at fremsætte dem i fred og ro.

Han har derfor ingen grund til at undskylde nogetsomhelst, og han har derfor heller ikke gjort det, selvom der har været forlydender om det på grundlag af kansler Schröders noget ejendommelige pressekonference efter telefonsamtalen med Berlusconi torsdag aften. Schröder beholdt den ene hånd i lommen - og virkede absolut ikke sandfærdig, da han bedyrede at sagen var bragt ud af verden. Berlusconi har end ikke beklaget sit ordvalg, men alene dets virkning på den arme Schulz - men til gengæld har han beklaget sig over dennes udemokratiske optræden i parlamentet.

Berlusconi har derimod unægteligt overtrådt hvad man kunne kalde uskrevne regler for klog diplomatisk opførsel, ved at udtale sig som han gjorde ved den første lejlighed han fik til som ny formand at redegøre for sit program for det kommende halvår over for Europa-parlamentet. Man kan ikke forestille sig nogen anden af de nuværende ministerpræsidenter i EU udtale sig tilsvarende.

Det var uklogt at to grunde. For det første fordi formanden bør kunne hæve sig så meget over de almindelige politiske og personlige modsætninger og skærmydsler, at han bliver i stand til at mægle mellem synspunkterne og personstridighederne. For det andet fordi hans udtalelse afledte og afleder opmærksomheden fra den politiske substans og fører den over til det formelle. Men sådan er manden - og det kan man ikke lave om på. Ligesom man heller ikke kan lave om på det faktum, at han er lovligt og demokratisk valgt som ministerpræsident i Italien, og derfor også lovligt og demokratisk valgt til EU-formand efter gældende rotationsprincip.

At det skulle få afgørende indflydelse på det kommende halvårs muligheder for at lave politik på normal vis, er der vist ingen der tror på. For Østrigs-sagen skræmmer stadigvæk så meget, at moralisterne nok skal vide ikke at overspille deres forargelse. Det kan de også roligt lade EU-parlamentarikerne fremture i. EU på regeringsplan er benhård politik hvor det gælder om at nå resultater og ikke hænge sig for meget i ytringer. Italien har årtiers gode erfaringer i at tackle krævende forhandlingsituationer, så de skal såmænd også nok klare ærterne denne gang - så kan man iøvrigt lide dem og deres politiske system og personen Berlusconi eller ej.

Man kunne måske nok forestille sig, at Berlusconis humor ville være en forhindring for at føre forhandlingerne om en ny forfatningstraktat frem til et endeligt resultat, så den ville kunne skrives under i Rom inden udgangen af året. Men sagen er, at det i forvejen var helt urealistisk at tro, at man kunne nå så langt inden nytår.

Det er iøvrigt heller ikke Berlusconi der splitter Europa, for Europa er splittet i forvejen på grund af Irak-krigen - og det er reelt en langt dybere krise end parterne rigtigt vil være ved. Berlusconi er så meget part i sagen - og var det allerede før udtalelsen i EU-parlamentet - at han næppe vil være manden der kan bringe heling til veje. Problemet hedder Frankrig - og Chirac og Berlusconi har længe været på kant med hinanden. Men selvom de ikke var, så er Frankrig stadig det land der er længst fra USA i Mellemøst-politikken.

Det kan i denne forbindelse noteres, at TV2's ellers fortræffelige korrespondent i Bruxelles, Svenning Dalgård, igen - som i tilfældet med polakkernes forsøg på at stable en Nato-hær på benene til mission i Irak og med dokumentarfilmen om Fogh Rasmussens formandsskab - har afsløret sig som en overraskende nærsynet Bruxelles-korrespondent, for hvem det ikke rigtigt synes at være gået op, at verden har forandret sig siden 11.9.01. og den amerikansk-britiske krig mod Irak i 2003. Men det er altså ikke Bruxelles der er verdens centrum.



Berlusconis problem hedder ikke formandsskabet, for det skal han såmænd nok klare sig igennem - uanset hvad Europa-parlamentet måtte mene - eftersom EU's kommissærer og ministre er fornuftige og målrettede mennesker.

Problemet hedder heller ikke korruptionsanklagerne og den specielle immunitetssikring, eftersom de første er gamle og den sidste - ligesom den tilsvarende franske - kun gælder sålænge han er ministerpræsident, og iøvrigt er en speciel italiensk reaktion på en meget speciel italiensk udnyttelse af retlige anklager til partipolitiske formål. Langt de fleste iagttagere fra de nordeuropæiske lande bryder sig ikke om korruptionen i de romanske lande i Europa, men den er ikke et nyt fænomen, og den er slet ikke et fænomen man kommer til livs ved forargelse eller fordømmelse.

Nej, det virkelige problem for Berlusconi og Italien - men kun indirekte for europæisk politik - er mandens mediemagt. For selvom der ikke formelt-juridisk kan indvendes nogetsomhelst imod, at en mediekonge går ind i politik og lader sig vælge til regeringschef, så må et sådant valg ideelt set betragtes som et meget beklageligt brud på et grundlæggende demokratisk princip om at holde den lovgivende og administrative myndighed skarpt adskilt fra pressen. Tilstande som i Italien eller Rusland er ikke ønskværdige for en god demokratisk udvikling og kultur.

Men igen må man her sige, at sagen er og bliver italienernes (og russernes) og ikke vores. Italiensk politik er noget helt for sig selv - og selvom de universelle værdier heldigvis efterhånden smitter af på de fleste lande og systemer, så er det noget der tager tid, og derfor ikke noget vi skal blande os i direkte.

Så selvom vi ikke ved hvad italiensk politik udvikler sig til de næste ti år, så kan det godt slås fast, at Silvio Berlusconi med den humoristiske evne han er i besiddelse af ikke er en nær så farlig mand for Europa som moralisterne i EU-parlamentet og andre steder. Han er forbløffende sikker i sin sag - og har ikke megen selvkritisk eller selvironisk sans, men det er han ikke ene om blandt de førende europæiske ledere.



Tilføjelse 9.7.03.

Efter næsten en uges officiel stilstand i sagen, men energisk bestræbelse på fra EU-parlamentsformandens side at få fremskaffet en slags beklagelse fra Silvio Berlusconi blev det tirsdag den 8.7. meddelt, at Berlusconi alligevel telefonisk skal have beklaget "at have benyttet visse udtryk og sammenligninger som har stødt nogle parlamentsmedlemmers følelser". Dette blev dels oplyst af talsmanden for Europaparlamentets formand, David Harley, dels oplyst af parlamentsformanden selv, der over for pressen fandt det klogest at gengive beklagelsen så ordret at han faktisk læste den op fra et stykke papir eller andet dokument der lå foran ham!

Berlusconi har altså indset uklogskaben i sine humoristiske bemærkninger og for fredens skyld imødekommet parlamentsformandens ønske om en undskyldning direkte til parlamentet, men i en form der ikke med nogen ret kan kan kaldes en undskyldning, men alene en beklagelse over de følelser hans bemærkninger har vakt.

Der er derfor ikke rokket ved det nøgterne hovedindtryk, at bemærkningen fra Berlusconis side var humoristisk ment og derfor ikke krævede nogen egentlig undskyldning. Derimod kan der om den gode parlamentsformand, ireren Pat Cox, nok siges, at han har lige så svært som det tyske parlamentsmedlem Martin Schulz ved at se komikken. Og dette giver anledning til at nævne, at Pat Cox's fornavn ikke blot er den forkortede irske form af helgennavnet Patrick, men også et udtryk fra det hellige skakspil, der betyder at kongen er bragt i den situation, at han ikke kan flytte sig uden at blive mat. Det svarer egentligt ganske nøje til sagens fastlåste stilling, når de fornærmede EU-parlamentsmedlemmer totalt fravælger den humoristiske fortolkning som den eneste der giver bevægelsesmuligheder.

Hele sagen har fået en ekstra latterliggørende dimension gennem velmente (og til dels velbegrundede), men uforsigtige udtalelser fra selveste den italienske turistminister Stefano Stefani fra Liga-Nord, der i sit partis dagblad La Padania har omtalt tyske turister som "blonde hypernationalistiske stereotyper der larmende invaderer vores strande".

Den slags kender vi faktisk også fra danske strande, men uanset bemærkningernes sandhedsværdi, så er og bliver den slags naturligvis en temmelig dum generalisation fra en ministers, men da især fra en turistministers side. En sådan minister kan kun optræde politisk korrekt ved at rose alle fremmede turister skamløst - uanset hvordan de opfører sig. Det er det der giver penge i kassen.

Stefani har ikke tænkt sig at trække udtalelserne tilbage, og Belusconi vil åbenbart ikke følge den tyske indenrigsminister Otto Schillys råd om at fyre Stefani, så hele den såkaldte skandale har nu nået sin foreløbige kulmination med kansler Schröders aflysning af sin planlagte ferie i Italien. Han bliver hjemme i Hannover.

Summa Summarum: Statsledere og ministre må ikke komme med humoristiske bemærkninger om andre nationers indbyggere eller parlamentsmedlemmer, og EU er fortsat en så splittet organisation, at den tyske udenrigsminister Joschka Fischer ikke længere kan betragtes som en selvfølgelig topkandidat til posten som EU-udenrigsminister - hvis en sådan overhovedet kommer på tale.

Humor burde egentlig gøre fri, men misforstået humor gør det i hvert fald ikke. Det kan man så le eller græde ad efter behag.



Henvisninger:

Valget i Østrig
om valget i november 2002 med tilbageblik til Østrigs-sagen i begyndelsen af 2000.

Putins grovheder  (14.11.02.)
Om præsident Putins verbale overfald på fransk journalist på pressemødet i Bruxelles 12.11.)

Latter, morskab og humor
artikel om disse vigtige begreber i såvel voksnes som børns eksistens




Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal