Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - EU topmøde juni03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.03.


Ny EU-traktat?

Med udvidelsen af EU til 25 lande fra 1. maj 2004 er der ingen vej uden om en ændring af EU's gamle traktat. Strukturen og beslutningsprocessen må nødvendigvis ændres, når så mange lande skal enes om tingene, og EU iøvrigt skal være en beslutningsdygtig og handlekraftig organisation.

Ortodokse modstandere af EU vil fortsat have gode grunde til deres modstand - og endda med en vis ret kunne påstå at den nye traktat vil være en glidebane hen mod mere union, selvom der ikke bliver tale om nogen form for Europas Forenede Stater. Men den relevante sandhed er, at en traktatændring er en helt naturlig udvikling for en organisation der ønsker at være i front og samtidig erkender sig underkastet dynamikkens og forandringens love. Det er karakteristisk for den danske modstand mod EU, at det gamle modstanderparti SF nu er begyndt at se mere nøgternt og realistisk på organisationen. SF's ledelse tror ikke længere på den rene lære, den absolutte modstandslinje.

Det nye traktatudkast kan selvfølgelig diskuteres - og vil blive det - lige ind til en endelig udformning falder på plads. Udkastet er i sig selv udtryk for et kompromis i et bredt sammensat og splittet konvent og er derfor ikke på nogen måde ideelt, men stærkt realitetsbetonet - og vil formentlig undergå yderligere tillempelser for i den sidste ende at kunne samle regeringscheferne om et fælles udspil.



Konventets formand, den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing var et kontroversielt valg som formand og han var ikke billig i honorar (den sag synes fuldstændigt glemt) og slet ikke indstillet på større hensyn til de små lande end nødvendigt var. Han lod hurtigt EU-modstanderne sejle deres egen sø i konventet, men var heller ikke venlig over for fx spanske betænkeligheder mht de nye regler for flertalsafgørelser.

Men Giscard d'Estaing (i sin tid kaldt Hasard Destin (skæbnetræf) af det satiriske franske blad Le Canard) fik altså et kompromis i hus, og det imødekommer unægteligt kravene fra Nice og Laeken om afklaring og forenkling af det europæiske system.

Den gamle struktur med de tre søjler (I for det europæiske fællesskab, II for udenrigs- og sikkerhedspolitik, og III for samarbejde om retlige og politimæssige anliggende) falder væk.

Unionen får ifølge forslaget status som én enkelt juridisk person med én enkelt "forfatningstraktat" som den kaldes. Det er nemlig et nyt begreb der hverken er en forfatning som de nationale staters eller en traktat mellem selvstændige stater, men noget tredje, der bl.a. har indskrevet værdier og rettigheder. De værdier der er tale om er frihed, lighed, ligestilling, demokrati, retsstat, respekt for den menneskelige værdighed og for menneskerettighederne. Disse værdier fastslås som det fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, tolerance, retfærdighed og ikke-forskelsbehandling. Medlemsstaterne forpligter sig til at fremme disse fælles værdier og forsvare dem mod voldelige angreb.

I præamblen nævnes udtrykkeligt "Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, hvis værdier som en stadig nærværende del af den europæiske kulturarv har fået tanken om menneskets centrale rolle og ukrænkelige og umistelige rettigheder samt om respekten for lov og ret til at rodfæste sig i samfundslivet." Men ønsket fra visse sider, bl.a. fra polakkerne og fra den tyske udenrigsminister, om specifikt at nævne kristendommen som del af den europæiske kulturarv blev ikke imødekommet. Emnet er kontroversielt på grund af sekulariseringen, men dette viser jo også et af sekulariseringens problemer: at man ofte ikke vil være sine ubestridelige forudsætninger bekendt.



Fremover vil der i EU ikke være noget der hedder 'direktiver' eller 'forordninger', men derimod 'europæiske love' og 'europæiske rammelove'. Et klart signal om, at man nærmer sig et overordnet statssynspunkt - uden at tage skridtet fuldtud.

Den europæiske union vil ifølge forslaget få en formand, valgt af det europæiske råd for to et halvt år og med den funktion at lede rådets møder og koordinere samarbejdet.

Konventet har ønsket at vende tilbage til, hvad der oprindeligt var tanken med Europa-kommissionen: at det med Giscard d'Estaings ord skulle være "et begrænset kollegium på højt plan med ansvar for at definere og udarbejde forslag til det fælles bedste for Europa". Dens funktioner er blevet udstrakte i spørgsmål om retlige og indre anliggende og udvidede for så vidt angår den økonomiske samordning.

Kommissionens formand foreslås valgt af Europa-Parlamentet, men vælger selv Europa-kommissærerne blandt de 75 kandidater som medlemsstaterne indstiller. Herved ønsker man at give formanden større autoritet og legitimitet. Men han skal altså samarbejde (eller konkurrere) med rådets formand, hvad der selvfølgeligt må give problemer. Nuværende kommissionsformand Romano Prodi har derfor også frarådet denne dobbeltfunktion.

Antallet af kommissærer med stemmeret i kommissionen sættes til de hidtidige 15 som maksimum for ikke at undergrave effektiviteten, men derudover kommer der yderligere 10 kommissærer uden stemmeret til, således at samtlige lande får en kommissær. Der sker samtidig en rotation, så alle medlemslande efter tur får en stemmeberettiget kommissær.

Traktatudkastet indebærer oprettelsen af en post som Den Europæiske Unions udenrigsminister, udnævnt af Det Europæiske råd (regeringschefernes råd) og ansvarlig over for dette. Udenrigsministeren bliver næstformand i kommissionen. Som bekendt er den tyske udenrigsminister Joschka Fischer storfavorit til posten, men Storbritannien er imod hele ideen og kan meget vel i sidste ende spænde ben for den. De vil ikke opgive deres egen suveræne ret til at føre selvstændig udenrigspolitik.

Der bliver i første omgang ikke opbygget en fælles europæisk forsvarsorganisation, men alene oprettet et europæisk agentur for våben, strategisk forskning og militær kapacitet samt specifikke muligheder for samarbejde mellem de medlemsstater der ønsker at gå videre på dette område. Sådanne medlemsstater findes jo, og de vil uden tvivl udnytte mulighederne. Danmark vil her stå udenfor medmindre de fire gamle forbehold ophæves.

Flere spørgsmål skal fremover kunne afgøres ved flertalsbeslutninger. Den hidtidge veto-ret indskrænkes altså, og erstattes af en regel om kvalificeret flertal, hvilket defineres som et flertal af medlemsstater der repræsenterer tre femtedele af Unionens befolkning.



Statsminister Anders Fogh Rasmussen har om udkastet udtalt:

"Jeg har ti grunde til at støtte teksten fra Konventet, som et godt grundlag for regeringskonferencen:

- Den nye traktat er enklere, mere logisk og langt lettere at læse og forstå end de eksisterende traktater.

- Det fastslås, at EU er et samarbejde mellem stater. Der er ikke tale om nogen føderation. Og ethvert land vil frit kunne træde ud af samarbejdet.

- Vi har fået en klar beskrivelse af arbejdsdelingen mellem EU og nationalstaterne.

- De nationale parlamenter skal spille en større rolle. De skal kontrollere, at EU kun beskæftiger sig med de ting, der er EU-opgaver.

- Det bliver slået fast, at EU er forpligtet til at prioritere miljø, forbrugerbeskyttelse og ligestilling mellem mænd og kvinder.

- Menneskerettigheder, demokrati og åbenhed styrkes. Charteret om grundlæggende rettigheder bliver en del af traktaten. Der bliver fuld åbenhed, når EU lovgiver.

- Vi får et EU, der vil kunne optræde med større handlekraft på den internationale scene. Oprettelsen af en post som EU-udenrigsminister vil give bedre sammenhæng i EU’s udenrigspolitik.

- Vi får et mere effektivt EU med flere flertalsafgørelser. Sådan som vi har ønsket fra dansk side. Stemmereglerne bliver enklere og nemmere at forstå.

- Vi får en valgt formand for Det Europæiske Råd – ikke en præsident for EU. Det er den model, vi har støttet fra dansk side. Det betyder kontinuitet og effektivitet.

- Hvert land bevarer en kommissær. 15 af dem får stemmeret. Retten til en kommissær med stemmeret vil gå på omgang med fuld ligestilling mellem de større og mindre lande. "



Udkastet går nu efter topmødet i Thessaloniki den 20.6. videre til debat således, at EU's regeringschefer til næste sommer kan vedtage et endeligt forslag - hvis de da ellers kan blive enige. For et af de største problemer er slet ikke løst, nemlig magtfordelingen (stemmefordelingen) i rådet.

Fra britisk side har der været stærke indvendinger mod udkastet; briterne vil jo nødigt integreres fuldstændigt i unionen. Men fra dansk side har der stort set været tilfredshed - også fra socialdemokraternes side.

For Danmarks vedkommende er det de fire gamle forbehold der giver anledning til flest panderynker. Forbeholdene kan umuligt opretholdes i deres gamle form, men må i givet fald tilpasses den nye forfatningstraktat - eller helt droppes.

Umiddelbart efter afslutningen på topmødet den 20.6. sagde Anders Fog Rasmussen på sit pressemøde temmelig kryptisk, at "Vi vil være nødt til at finde modeller, så forbeholdene består i den nye forfatningstraktat" og "Vi vil sikre en forandring af forbeholdene så de dækker. Det er vigtigt at kende indholdet af regeringskonferencen, derefter må vi så diskutere forbeholdene."

Regeringen arbejder med andre ord på alternative muligheder og vil ikke tage endelig stilling til forbeholdene, før EU's regeringskonference næste år forhandler den nye traktat på plads, skønt et flertal af partier faktisk er enige om, at det vil være bedst nu at droppe forbeholdene. Danmark kan efter de fleste iagttageres mening ikke vedblivende holde sig uden for store dele af EU's aftaleområder uden at sætte medlemsskabet over styr, men regeringen frygter åbenbart stadig et nederlag af samme art som ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten - og udskyder derfor en afgørelse længst muligt.

Men bortset fra Euro-spørgsmålet er der ikke meget der tyder på, at danskerne ønsker forbeholdene opretholdt. Euroen er derimod nok endnu en tid et ømt punkt. I Sverige er der stigende modstand, skønt den svenske regering gerne vil have en tilslutning. Og i Storbritannien er der ligeledes stor skepsis, selvom Tony Blaire er for. Modviljen går jo ikke primært på en praktisk fælles valuta, men på de indskrænkninger i de enkelte landes finans- og pengepolitik, som euro-aftalen indebærer. Og det gør bestemt ikke modviljen mindre, at store lande som Tyskland kan slippe godt fra store og systematiske overtrædelser af reglerne om begrænset inflation og begrænset underskud på finanserne, mens små lande omgående får ballade.



Generelt er de små lande skeptiske over for strukturen med en EU-formand ved siden af en kommissionsformand, men navnlig over for det uløste, men temmelig afgørende spørgsmål om magtfordelingen i det nye EU. Der er her tale om, at man blot har udskudt en afgørelse fordi man ikke kan blive enige. Men sandsynligvis når man også her frem til et kompromis som alle kan acceptere - uden begejstring.

Givet er, at en ny forfatningstraktat er en nødvendighed, og sandsynligt er, at den også kommer igennem med endelig virkning fra 2009.

Dermed kommer EU ind i en helt ny udvikling, hvis forløb ingen kan spå om. I værste fald får vi mere union og mere stormagtsdominans end de små lande bryder sig om. Men galt vil det også være, hvis resultatet bliver et slapt kompromis der ikke sætter EU i stand til at løse de opgaver som fremtiden vil kræve løst. Det er ikke noget nyt, at de store lande har mere at skulle have sagt end de små. Det vil være en illusion at tro, at det overhovedet vil kunne være eller blive anderledes.

Det er endda muligt at formulere klare afmagtspostulater som disse:

Det er umuligt for små lande som Danmark at forhindre stormagter eller supermagter i at blive dominerende, hvad angår sproglig, kulturel og politisk indflydelse.

Og det er umuligt for små lande som Danmark at skaffe sig betydelig indflydelse på stormagternes politik og derfor umuligt for danskere som enkeltindivider at skaffe sig nævneværdig indflydelse endsige lige så stor indflydelse på stormagternes politik som disse landes egne borgere.

(Jf. Afmagtspostulaterne, afsnittet om politik)



Europa er et andet end i 1972 (for slet ikke at tale om 1951) - og verden er en anden end i 1993. EU må tilpasse sig udviklingen, men må som organisation også samtidig gøre sig klart, at EU ikke er, aldrig har været og aldrig vil blive en folkesag. Her hjælper det ikke en døjt, at Europaparlamentets rolle efter udkastet forstærkes, for dette parlament er - som en vis socialdemokratisk miljøkommissær i sin tid sagde - nu engang ikke noget rigtigt parlament.

Men EU er immervæk en organisation der har formået at gøre Europa til et fredens, demokratiets og udviklingens kontinent. Det er inden for denne organisations rammer, at Europa kan udvikle sig og gøre sig gældende som bærer af og forsvarer for de europæiske værdier.

Det kommende kompromis om en ny forfatningstraktat er derfor også et kompromis som nøgterne danskere må acceptere og stemme ja til - uden at nære store illusioner eller stor begejstring.



Henvisninger:

EU-konventets hjemmeside
EU-oplysningen
Danmarks Radios baggrundsartikler  med mange andre links
Jens-Peter Bondes hjemmeside



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal