Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - udvidelse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 08.12.02.


EU-udvidelsen ind i sidste fase

Efter EU-topmødet i Bruxelles 24.okt. har det danske formandskab ført intense forhandlinger med såvel de ti ansøgerlande som de femten gamle medlemslande, og 25. nov. offentliggjorde Anders Fogh Rasmussen sit kompromisforslag.

Principielt fastholdes grundlaget af 24.10. der for landbrugspolitikkens vedkommende holdt sig til en støtte til ansøgerlandene fra 2004 på 25 % af støtten til de nuværende lande, men det lempedes med nogle engangstilbud hvad angår mælke- og sukker-kvoter, regionalstøtte m.v. For Polens vedkommende kom hertil muligheden for på nationalt plan at øge landbrugsstøtten til 40 procent af de nuværende landes niveau.

Det danske kompromisforslag er i det store hele accepteret af seks af ansøgerlandene, men specielt Polen finder det fortsat utilstrækkeligt. Den polske forhandlingsdelegation havde så mange og bastante indvendinger mod kompromiset, at det i første omgang medførte en afbrydelse af forhandlingerne, idet den danske hovedforhandler, ambassadør Poul Skytte Christoffersen, simpelthen rejste sig fra bordet og udvandrede i protest. Det fik polakkerne til at moderere deres indvendinger og krav. Men de er ikke begejstrede for det danske formandskab, og har ført sideordnede bilaterale forhandlinger med socialdemokratiske statsledere som svenske Göran Persson.

Blandt de gamle EU-lande finder især Tyskland det danske kompromisforslag alt for generøst, hvad Anders Fogh Rasmussen fik at vide af Gerhard Schröder på et møde i Berlin. Men senere bakkede den franske præsident Chirac og flere andre EU-lande det danske forslag op - og det fik så den tyske kansler til forleden at erklære, at også tyskerne kunne acceptere udspillet. Efter sigende skyldtes hans første umiddelbare afvisning hans ønske om at være den person der på det endelige topmøde i København 12.-14. december kunne fremtræde som den generøse giver. Mellemspillet afslører dog unægteligt også, at Gerhard Schröder ikke kommer særligt godt ud af det med Anders Fogh Rasmussen. Han er ikke for ingenting socialdemokrat i for tiden hård modvind. Men han er også - modsat i sin tid Helmuth Schmidt - en arrogant statschef.

Polakkerne slår sig stadig i tøjret og håber endnu på at kunne få flere gaver fra topmødet, men alt tyder på, at det kun bliver småting. Det danske kompromis ligger så tæt på det opnåelige, når både ansøgerlandene og de store lande blandt giverne skal kunne sluge det, at det næppe bliver ændret meget. De mest kritiske ansøgerlande - Polen, Tjekkiet og Ungarn - får valget mellem at acceptere kompromisforslaget eller springe af toget og vente på næste forbindelse om 3-5 år. Og selvom navnlig den polske regering skal slås for at få et ja hjem ved den forestående folkeafstemning, så regner alle med, at den trods alt vil foretrække dette frem for at vente i uvished endnu nogle år. Den socialdemokratiske del af regeringen kan næppe forsvare at sige nej. Men det er ikke usandsynligt at bondepartiet under landbrugsminister Jaroslaw Kalinowsky vælger at træde ud af regeringen.

Usikkerhed er der også fortsat om Malta. Men her ligger det dog klart, at Malta ikke få mere ud af de resterende forhandlinger. Afgørelsen bliver deres egen.

Til det sidste har den nye tyrkiske regering været særdeles aktiv for at presse EU og det danske formandskab til at fastsætte en dato for forhandlinger om Tyrkiets optagelse i EU. Sidst har store annoncer i danske dagblade fra tyrkisk erhvervsliv direkte opfordret statsmininisteren (Kære Anders!) til at finde en dato. Men presset synes at have været forgæves. For nok er der flere EU-lande der anbefaler fastsættelsen af en dato, men andre er imod. Og formentlig og forhåbentlig kan der ikke opnås enighed i København.

Det manglede også bare, når det tages i betragtning, at den folkelige modstand mod Tyrkiets optagelse er stor i alle EU-landene. Sidst har en meningsmåling, offentliggjort i Politiken 8.12., vist, at 49 % af danskerne er imod, kun 24 % for, mens resten er usikre.

Det hjælper i denne forbindelse ikke, at visse politikere med europaminister Bertel Haarder i spidsen henviser til, at EU allerede i 1999 besluttede, at Tyrkiet skulle være kandidatland på lige fod med de øvrige, for befolkningerne har aldrig været spurgt om sagen isoleret fra andre spørgsmål. Det er alene sammenkædning med andre ting i Nice-traktaten der har sneget Tyrkiet ind som muligt emne.

Det hjælper heller ikke, at mange debattører gør opmærksom på, at EU ikke er en kristen klub, og at EU derfor ikke kan udelukke Tyrkiet blot fordi det er et muslimsk land. For rigtigt og relevant er kun at EU er et sekulariseret kontinent, hvis sekularisering helt og holdent er sket på et historisk grundlag der hedder kristendom. Sekulariseringen har aldrig været - og vil i praksis aldrig være - en abstrakt proces løsrevet fra historien; den har i Europa altid haft kristendommen som forudsætning og modspiller. Europa har fortsat - uanset sekularingen - rod i kristendommen på en sådan måde, at kulturer der har anden rod er og vil være fremmedelementer her på kontinentet. Folk der abstraherer fra disse ting, er folk der blæser på historien.

Intetsteds i Europa er en nation eller region truet af muligheden for at afskaffe sekulariseringen og vende tilbage til en eller anden fundamentalistisk styreform der gør den kristne kirke til en faktor der er overordnet det politiske og demokratiske system. Tyrkiet blev sekulariseret og delvis europæiseret af Atatürk i 1920erne, men det er fortsat helt og holdent - religiøst, kulturelt og politisk - præget af muslimsk historie og tankegang gennem mere end tusind år. Det er hverken geografisk eller kulturelt et europæisk land. Det hører lige så lidt som Syrien eller Irak hjemme i EU, men skal naturligvis som en god nabo have gode relationer og associeringsaftaler med EU.

EU står nu foran sin historiske udvidelse der definitivt fjerner 'jerntæppet', 'muren' og hele den kolde krig, og som samler Europa på en måde som ikke er set før. Men EU bør fortsat være sig sin historie og sine forudsætninger bevidst og tro og holde passende distance til det fremmedartede og væsensforskellige. EU bør aldrig udvides så det mister sin identitet og bliver et eller andet udflydende globalt fænomen der ikke kan kendes fra andre.



Tidligere artikler om EU's udvidelse:

Mon Polen kommer med?  (23.11.02)
EU på kurs mod udvidelse  (27.10.02.)
Det danske EU-formandskab   (30.06.02)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal