Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Polen med

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.11.02.


Mon Polen kommer med?

Siden EU-topmødet i Bruxelles den 24. oktober har der været intense forhandlinger med alle de 10 ansøgerlande om betingelserne for optagelse i EU pr. 1. januar 2004.

Topmødet fastlagde selve grundlaget:

1. Loft over den i forvejen alt for store landbrugsstøtte,
     men ikke den tiltrængte reduktion eller aftrapning.
2. Ansøgerlandene får fra starten 25 % af den støtte
    der gives de gamle medlemslande.
    Støtten hæves til 30 % i 2005, 35 % i 2006 og 40 % i 2007,
    derefter med 10 % om året til 100 % i 2013.
3. Ansøgerlandene får 171 mia kr. i strukturstøtte
4. Garanti for at den øvrige støtte fra EU ikke falder fra 2003 til 2004.

Forhandlinger med de enkelte lande skal på dette grundlag få alle udestående detailspørgsmål på plads inden topmødet i København den 12.-13. december. Dog er der i mellemtiden sket den lille ændring, at optagelsesdatoen er udskudt fire måneder til 1. maj 2004 for at sikre fornøden tid til løsningen af tvivlsspørgsmål og give EU en besparelse som kan gøre det muligt inden for det fastsatte budget at give nogle ekstra éngangsbevillinger til de enkelte lande. Det drejer sig om lidt højere mælkekvoter, lidt mere støtte til visse landdistrikter, og lidt mere støtte til grænsebevogtningen i lande med meget lange grænser ud mod ikke-Schengen-lande.

Der har været betydelig utilfredshed med, at optagelsesgrundlaget af 24. oktober har været så præcist defineret, at det ikke har levnet megen plads til justeringer. Det har endda - specielt af tyskerne, der under ingen omstændigheder vil betale mere til EU end de allerede gør - været tilkendegivet, at resultatet var at betragte som et take-it-or-leave-it-tilbud. Enten kunne ansøgerlandene hver for sig accepterer tilbuddet med de småjusteringer der kunne opnås enighed om inden 12. december, eller også kunne de afslå det - og i så fald først regne med et eventuelt nyt tilbud langt ude i fremtiden. Der ville ikke blive nye forhandlinger om grundlaget i denne omgang.

Et enkelt land, nemlig Malta, har meldt ud med så voldom kritik mod EU-tilbudet, at det må anses for tvivlsomt, om landet vil sige ja. Og for Cyperns vedkommende ser det ud til at Tyrkiet får held til at spænde ben for øens optagelse i EU, simpelthen ved at kræve yderligere forhandlinger om den fredsaftale mellem Tyrkiet, Grækenland, græskcyprioterne og tyrkiskcyprioterne, som er en forudsætning for medlemskab. Tyrkiets bagtanke er at tvinge EU til på topmødet i København at stipulere en dato for Tyrkiets optagelse i EU, selvom der er meget stor uenighed i EU om dette spørgsmål, og selvom i hvert fald Frankrig - foruden EU-konventets franske formand, Giscard D'Estaing - er imod. Det kan desværre ende med, at Tyrkiet for Cypern-optagelsens skyld får sin dato, hvad der igen vil betyde, at Tyrkiet kommer ind ad bagdøren - uden nogen reel og bred debat blandt befolkninger i EU. Altså i givet fald et nyt uheldigt eksempel på EU's udemokratiske centralisme og Bruxelles' magtfuldkommenhed. Hvorfor Cypern partout skal med i denne omgang, er absolut ikke indlysende.

Selvom de stramme betingelser for de ti nærmeste ansøgerlande har været forudsigelige længe og ikke mindst er gjort klare, da det danske formandskab fastlagde mødet den 12.-13. december som slutstenen på forhandlingerne, så har ansøgerlandene slået sig i tøjret og kaldt EU-holdningen arrogant. Med Polens premierminister Leszek Miller i spidsen har man forsøgt at etablere en fælles front mod de gamle lande i et sidste forsøg på at tvinge EU til at give et bedre tilbud. På et møde i Warszawa enedes man om en fælleshenvendelse til Bruxelles, hvor man krævede landbrugsstøtten forbedret og medlemskontingentet for de nye lande nedsat. Fuldt kontingent var urimeligt, når fuld landbrugsstøtte først ville gælde fra 2013, hed det.

Den polske landbrugsminister Jaroslaw Kalinowski erklærede bombastisk: "Jeg sætter iikke min underskrift på noget papir, der betyder, at polsk landbrug bliver ofret. Det er uretfærdigt, og ingen landbrugsminister i Europa ville sige ja til en sådan diskrimination." Han er leder af det gamle bondeparti PSL, som er voldsomt trængt af det nye selvforsvarsparti, Samoobrona, med den rabiate Andrzej Lepper som leder. Dette parti kører hårdt frem mod EU-optagelsen og fik så stor tilslutning ved det nyligt overståede kommunalvalg, at det blev nødvendigt for præsident Kwasniewski at forbyde sit socialdemokratiske parti, SLD, at indgå koalition med Samoobrona i Lublin. Ikke desto mindre er det ikke utænkeligt, at Kalinowski må æde sine ord i sig igen efter 13. december - eller simpelthen tage sit gode tøj og gå.

Det polske initiativ er stort set løbet ud i sandet, fordi de øvrige landes problemer er anderledes og langt mindre. Det danske formandskab kan derfor med stor sandsynlighed føre feltet frem til målsnoren i december ved at forhandle de sidste detaljer og særaftaler på plads med de enkelte lande hver for sig, og i denne korte proces starte med de nemmeste og slutte med Polen. Polen vil på denne måde den 13. december bogstaveligt talt blive stillet over for valget mellem alt eller intet.

Premierminister Leszek Miller har også den 15. november i Sejmen i Warszawa haft besøg af nogle af de socialdemokratiske premierministre i EU, nemlig Tony Blair, Göran Persson og Costas Simitis (Grækenland) sammen med fire af sine ansøgerfæller: Ungarns Peter Medgyes, Tjekiets Vladimir Szpidla, Litauens Algirdas Brazaukas og Rumæniens Adrian Nastase. I mødet deltog også EU-kommissær Günter Verheugen og chefen for de europæiske socialistpartier Robin Cook. Stemningen var vist udmærket, men heller ikke møder af denne art vil reelt påvirke Polens forhandlingsmuligheder.

Polen har ellers fået en fin bedømmelse af Günter Verheugens slutrapport 2002 om de enkelte lande. Polen opfylder de politiske kriterier, har styrket administrationsapparatet, gjort fremskridt med hensyn til reformeringen af domstolene og en reduktion af de værste flaskehalse i sagsbehandlingen på dette område. Korruptionen er fortsat et alvorligt problem, men positivt kan noteres, at Polen respekterer menneskerettighederne.

På det økonomiske område fortsætter Polen med at tilpasse sin økonomi til markedsøkonomien og EU's bestemmelser, ligesom man har forbedret finans- og skattepolitikken. Med hensyn til det internationale marked er der gjort fremskridt hvad angår den fri bevægelselighed af varer, personer, tjenesteydelse og kapital, omend der fortsat er problemer med bankvæsenet, forsikringsvæsenet og sikkerhedsniveauet.

Hvad specielt angår muligheden for at blive tilsluttet den økonomiske-monetære union (ØMU'en) anføres, at den polske Nationalbank (der ledes af den tidligere økonomiminister og bannerfører for den liberalistiske reformpolitik Leszek Balcerowicz) dog endnu ikke har opnået den krævede fulde uafhængighed af regeringsmagten.

I socialpolitikken, miljøpolitikken og energipolitikken er der også gjort væsentlige fremskridt, men hvad angår landbrugssektoren er problemerne betydelige. Det gælder således veterinærsektoren og grænsekontrollen.

Disse og flere problemer er altsammen detaljeret belyst og kommenteret i rapporten, der er tilgængelig i fuld ordlyd på nettet (jf. links nederst). Generelt gælder, at der er fremskridt på næsten alle områder, men også at det alligevel fortsat kniber på mange. Herunder selve det mere bureaukratiske problem, at de polske embedsmænd får sat sig ordentlig ind i hele det indviklede EU-regelsæt.



Ser man bort fra Malta, er Polen uden tvivl det land der får de største problemer med at skaffe flertal for en tilslutning til EU. Meningsmålingerne er ikke for gode, selvom der fortsat er flertal for. Men det er ikke nær så stort som for nogle år siden. Det er desuden yderst påvirkeligt af simple og jordnære spørgsmål om mælkekvoter og narko, porno og abort, der måske for andre kan synes underordnede eller uvedkommende, men for polakkerne er følsomme. Og hvad tilhængerne frygter mest er nok en meget lav valgdeltagelse. Den var meget lav ved kommunalvalget og peger på den generelt problematiske afstand mellem politikerne og den almindelige befolkning.

De store perspektiver er vigtige for partilederne og den intellektuelle elite, herunder for den gamle dissident og nuværende chefredaktør af Gazeta Wyborcza, Adam Michnik. Han ser slet ikke noget alternativ til EU. Hvis Polen ikke kommer med nu, vil det blive isoleret som et ingenmandsland, siger han til Jyllands-Postens korrespondent. Og det ville efter hans mening være en dumhed af historiske dimensioner.

Derfor er denne irrelegiøse mand glad for pavens nylige tale til det italienske parlament, hvor Europas genforening blev anbefalet, for kirken spiller stadig efter redaktørens mening en vigtig rolle. Hvis de polske biskopper beslutter sig for at anbefale et ja, kan det blive udslaggivende. Efter Nato-udvidelsen i Prag den 21. november vil det yderligere være absurd at forestille sig Polen uden for EU.

Men den vestlige arrogance virker påfaldende og kan ødelægge meget. Adam Michnik er ikke ene om at hævde, at de polske forhandlere synes de støder på noget i retning af en Berlin-mur, når de forhandler detaljer med EU. Formanden for landboforeningen KR, Wladyslaw Serafin, finder Vestens arrogance grænseløs. "Hvert år får vi besøg af snesevis af højtbetalte EU-eksperter, der kommer for at lære os, hvordan man kører en landboforening", siger han. "Men vores forening er 140 år gammel og er langt mere moderne end de fleste i Vesteuropa. Desværre bliver eksperterne aldrig længe nok, at vi kan nå at lære dem alt", tilføjer han sarkastisk. Polakkerne er simpelthen dødtrætte af at blive opfattet som fæstebønder fra middelalderen med hesteplov og trillebør.

For Serafin er 42 % i landbrugsstøtte fra starten det absolut mindste polakkerne må have, hvis man skal undgå massearbejdsløshed i landbruget. Derfor vil han anbefale et nej, hvis EU fastholder de 25 %.

Den polske udenrigsminister Wlodzimierz Cimoszewicz er dog stadig optimist og tror på, at der endnu kan forhandles indrømmelser fra EU på plads inden lukketid. Han afviser ikke på forhånd tilbudet på 25 % landbrugsstøtte, for han er i modsætning til Serafin fuldstændigt klar over, at det polske landbrug trænger til en virkelig dybtgående reform med en meget betydelig overflytning af arbejdskraft til andre erhverv.

Den polske økonom Jan Bielicki, der var ministerpræsident 1990-91, har ved et foredrag i Århus, arrangeret af Jyllands-Posten, mere kontant sagt sin mening om vesteuropæernes arrogance over for Polen.

Han er træt af at høre, at polakkerne og andre centraleuropæere skal gøre sig fortjent til et medlemskab af unionen. "Ingen kan med rimelighed hævde, at lande der som Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet har ligget under for en ondskabsfuld kommunisme i to generationer - og har forsvaret europæiske værdier - ikke er europæiske og demokratiske og agter at leve op til den fælles europæiske lovgivning. Følgelig har de ret til at være medlemmer af EU", udtaler han.

Men hans perspektiv er langt større. Han mener, at Polen i den nuværende verdenssituation har noget at byde på som de gamle vesteuropæiske lande er ved at miste, nemlig viljen til at kæmpe for deres ideer. Polen har en ung befolkning og er rede til at kæmpe, også selv om det måske vil efterlade os med en regning, som det aldrende Vesteuropa imødeser med gru, siger han, og tilføjer: også sammen med amerikanerne, for dem har polakkerne ikke afsky for sådan som vesteuropæerne har. Og han fortsætter:

"Polen har af bitter erfaring lært at holde sig til de sande europæiske værdier. Vi har lært at kun den overlever som ikke giver op, at man ikke skal bøje nakken for de til enhver tid eksisterende tilstande, men sætte sig op imod ondskaben, også selv om den kan have sine tillokkende sider og kan udsætte ikke mindst enkeltpersoner for fristelser som det er svært at afvise."

Efter terrorangrebet på New York og Washington 11.9.01. står vi med en ny situation: Vi må indse, at terroren er international, at vi i Europa er ubeskyttede, og at vore forsvarsudgifter, der siden 1989 er blevet halveret, er utilstrækkelige. Alle kender de økonomiske og politiske problemer, men den politiske vilje og det politiske mod til at gøre det nødvendige findes ikke.

Vi taler om konkrete, i det lange løb ufravigelige forholdsregler, om forandringer, reformer og forbedringer, som udebliver. Vi har at gøre ikke blot med eftervirkningen af 11. september i Nordamerika, men med det langt alvorligere globale økonomiske tilbageslag, siger Bielecki og fortsætter:

"Romano Prodis EU-kommission lovede et opsving i anden halvdel af dette år. Alle ved nu, at dette opsving ikke vil indtræffe, at stabilitetspagten anfægtes, at især de store økonomier Italien, Frankrig og Tyskland er i uorden, og at arbejdsløsheden vokser. Vi har krigen mod terror. Der er brug for en forhøjelse af forsvarsbudgetterne, men pengene kan ikke findes. Jeg gentager: Vi står over for meget alvorlige problemer. I den situation kan man så håbe på, at historien vil gentage sig, at kvalificerede ledere vil træde frem. Det er ikke tilfældigt, at Churchill fulgte Chamberlain."



Summerer man nu problemstillingen op, kommer man ikke uden om, at EU på sin side i årevis har forsømt at få bragt sin landbrugspolitik i orden ved betydelig reduktion af den landbrugsstøtte, der forvrider hele markedet og dybest set er i strid med EU's formål. På den anden side har Polen i årevis forsømt at bringe sin landbrugssektor i orden. Godt nok har omstillingen til markedsøkonomien været både dyr og besværlig, men det har fra starten været klart for enhver, at arbejdskraften i landbrugssektoren skal minimeres, og at Polen ikke får et rentabelt landbrug før det sker.

EU kan i den nuværende situation ikke øge budgetterne og kan følgelig ikke give ansøgerlandene mere fra starten end de 25 % de allerede er blevet tilbudt. Polakkerne bliver nødt til i store træk at acceptere tilbuddet og stemme ja til optagelsen i EU på de betingelser, der vil foreligge endeligt medio december. Der er heldigvis rimeligt gode grunde til at tro, at polakkerne også vil gøre det, fordi de føler sig som europæere, og ville føle sig uden for, hvis de ikke nu kommer med i EU ligesom de allerede er kommet med i Nato.

Men det store perspektiv må samtidig fastholdes. Det er ikke blot polakkerne eller de øvrige ansøgerlande der får noget ved at blive medlemmer af EU, men også EU, nemlig i form af en ny europæisk gejst. Den er tiltrængt.

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at det danske formandskab vil arbejde for, at de nye EU-lande får indflydelse på den EU-forfatning, som konventet under Giscard d'Estaing i øjeblikket drøfter, og som ventes afsluttet i foråret 2004. Udenrigsminister Per Stig Møller fortolker Nice-traktatens bestemmelse om, at alle lande der har afsluttet deres optagelsesforhandlinger med EU skal deltage på lige fod med de gamle medlemslande, derhen, at de skal have stemmeret under den afsluttende regeringskonference. Det er der ikke enighed om endnu, men det vil under alle omstændigheder være det klogeste, og hvis man tænker i lidt større perspektiver, også det bedste for EU.



Læs også artiklerne:

Polens systemændring og fremtid  (15.6.02.)
Det danske EU-formandskab  (30.6.02.)



Links til EU-kommissionen:

EU-kommissionen
EU-kommissionens Generaldirektorat for Udvidelsen
     (på alle sprogene og med link til de enkelte lande).



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal