Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Det danske EU-formandsskab0 ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.02.

Formandsskabet for EU

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fremlagde den 28.6. programmet for det danske formandskab for EU som han overtager pr. 1. juli.

Statsministeren lagde ikke skjul på, at formandskabet har den mest omfattende og vigtige dagsorden som et formandskab har haft i mange år, og han gentog, hvad EU-kommissionens formand, Romano Prodi, havde sagt tidligere på ugen, at EU-udvidelsen bliver knald eller fald for det danske formandskab.

Det er en selvfølge, at udvidelsen af EU får hovedprioritet det næste halve år. Det er i denne periode vi skal være vort historiske ansvar bevidst, erklærede Fogh Ramussen. Det gælder at lukke et af de mørke kapitler i Europas historie, nemlig kapitlet om det delte Europa - og i stedet skabe et forenet Europa.

Helt bortset fra, at der selv i bedste fald kun bliver optaget ti ansøgerlande i første omgang, og at Europa derfor stadig vil være delt økonomisk og politisk, omend ikke sikkerhedsmæssigt, så er udfordringen endda meget stor, fordi det endnu ikke er lykkedes de nuværende medlemslande at blive enige om et så centralt område som landbrugspolitikken.

Formandskabets første fase frem til oktober skulle med lidt held kunne nå at løse de særlige problemer som de enkelte kandidatlande måtte have, men når Fogh Rasmussen finder det nødvendigt at henstille til ansøgerlandene at opretholde tempoet, undgå at skabe urealistiske forventninger og undlade at tage udvidelsen som gidsel for at opnå små fordele på delområder, så lyder det som en præcisering af netop de farer der lurer, eller ligefrem som en besværgelse af dem. Det er udefra betragtet, fra de gamle og rige lande, at de fordele på forskellige delområder som ansøgerlandene slås for er små. De er det ikke i landene selv, og frem for alt er de ikke underordnede, når det gælder at få deres befolkninger til at acceptere optagelsesbetingelserne.

Anden fase, hvor EU's udspil i løbet af en enkelt november-måned, skal forhandles endeligt på plads med ansøgerlandene, ser måske ikke ud af så meget fra dansk synsvinkel, men det vil ikke kunne undre nogen om parterne ikke når det hele på den afsatte tid.

Og dermed er der allerede sat spørgsmålstegn ved sidste fase i december, hvor meningen er at få en traktat om udvidelsen endeligt godkendt på topmødet i København 12.-13.december. Prodi har ret i, at det danske formandskab vil blive bedømt på om udvidelsen kommer i hus eller ej, men han skynder sig også at sige, at en forsinkelse ikke vil være en katastrofe, selvom den vil udløse skuffelse i ansøgerlandene.

Statsministeren på sin side betonede, at det er helt afgørende at holde fast i tidsplanen. Der er ikke plads til slinger eller tid til svinkeærinder, føjede han til.

Men sagen er jo, at EU ikke får færdigforhandlet sin ømtålelige landbrugspolitik på denne side af det tyske forbundsdagsvalg i september. Man kan nok så meget bedyre at udvidelsen og landbrugspolitikken er problemer der skal løses uafhængigt af hinanden, men man kan da ikke bestride, at landbrugspolitikken skal være på plads før udvidelsestraktaten, da parterne ellers ikke ved, hvad de reelt går ind til. Landbrugspolitikken burde have været på plads for længe siden, ikke mindst for at undgå en sammenkobling med de afgørende udvidelsesforhandlinger. Men når det ikke er sket, er det fordi det er den hårdeste hårde knude.

Det er Tyskland der sidder med de afgørende redskaber til knudens løsning, og der hersker ingen tvivl om, at Tyskland ønsker en udvidelse - og på langt sigt vil have store økonomiske fordele af den - men de vil ikke være med til at betale den. Det vil sige, de vil ikke være med til at betale endnu mere til EU end de gør i forvejen, for at kunne give ansøgerlandene samme landbrugsstøtte som de gamle lande.

En omlægning af landbrugspolitikken og en klarhed over hvilken landbrugsstøtte de nye medlemslande, herunder ikke mindst Polen, kan regne med, bliver derfor kernepunkter i de kommende forhandlinger. Taber Gerhard Schröder forbundsdagsvalget bliver der skabt yderligere uvished om Tysklands villighed til at indgå det fornødne kompromis. Hans modkandidat, CSU's Edmund Stoiber, er i princippet lige så positivt indstillet over for udvidelsen, men han holder klogeligt kortene tæt ind til sig, indtil valget er overstået. Så der kommer ingen afklaring før til oktober.

Der er intet grundlag for at mene, at den danske regering ikke skulle være sagligt kvalificeret til at trække i trådene på den rigtige måde, men der er grund til at dæmpe optimismen, fordi alt afhænger af Tyskland og Frankrig. Og disse to gamle stormagter har den nuværende danske regering - ganske som den foregående - ikke specielt nære forbindelser til.

Det er sørgeligt at måtte konstatere det, men formandskabets succes eller fiasko med hensyn til at få EU-udvidelsen bragt i hus inden udgangen af året afhænger ikke af den danske regerings vilje og evner til at finde på gode løsninger og kompromisser, men af den kommende tyske regerings vilje og evner til at få et passende kompromis i stand med Frankrig. Men den slags kompromisser laves på tomandshånd mellem de to parter. Det danske formandskab sidder ikke inde med muligheden for at styre Chirac, Schröder eller Stoiber den ønskede vej. En eventuel fiasko mht udvidelsen kan derfor ikke lastes den danske regering.

Et helt andet problem, langt uden for EU's egentlige ressort - men man vil jo så gerne betyde noget - er konflikten i Mellemøsten, og hvad denne angår har udenrigsminister Per Stig Møller pointeret, at det danske formandskab skal bruges til et forsøg på at mægle mellem palæstinenserne og israelerne. Meningen er god nok, tanken i enhver henseende sympatisk, men udenrigsministeren er ikke den eneste i EU, der vægrer sig imod at se sandheden i øjnene og acceptere præsident Bush's utvetydige, men blødt formulerede dom over Yassir Arafat, at denne mand er uegnet til at skaffe de tilstande i det palæstinensiske selvstyreområde, der gør fredsaftaler med Israel mulige, for dette gør alene et totalt stop for yderligere palæstinensisk terrorisme.

Også her vil det danske formandskab derfor let kunne løbe ind i en regulær fiasko. Den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketofts venlige billigelse af udenrigsministerens projekt - han kan jo til hver en tid få taletid i Danmarks radio til reklame for sig selv - hjælper ikke stort, for fejlen ligger ikke i den drøm om fred i Mellemøsten som vi alle deler, men i vurderingen af Arafat. EU vil stadig ikke opgive Arafat, men det betyder, at EU ingen reel mæglerrolle kan spille.

Det danske formandsskab får nok at se til det kommende halve år. Men historien går ikke i stå, fordi dets program og tidsplan eventuelt skulle vise sig at være for ambitiøse.



Henvisning:

Såvel det danske formandskabs program for det næste halve år, 'Ét Europa', som statsministerens forelæggelse af det for pressen kan læses på formandskabets hjemmeside:   www.eu2002.dk.

Læs også artiklen om
Johannesburg-topmødet om bæredygtig udvikling:  Klik

Til toppen   Til forside   Printversion  


utils postfix clean
utils postfix normal