Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - tyrkerne

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.12.02.


Tyrkisk storoffensiv - eller politica alla turca

EU-topmødet i København den 12. - 13. december blev alvorlig skæmmet af en temmelig pludselig og voldsom storoffensiv fra den nyvalgte tyrkiske regerings side. Det store lilleasiatiske land med det lille fodfæste i Thrakien, med 65 mio mennesker af overvejende muslimsk tro, med 20 % kurdere og ikke mindre end 18 % analfabeter, og en bruttonationalindkomst pr. indbygger på en fjerdedel af den danske, ønsker optagelse i EU så hurtigt som muligt. Åbenbart håber regeringen at kunne få løst sine store økonomiske og politiske problemer i en fart ad den vej.

Men det er og bliver en kæmpeillusion. Problemerne er nemlig af dybtgående strukturel art, og har ligget bag den forhenværende regeringsleder, socialdemokraten Bülent Ecevits håbløse kamp for at komme ud af uføret. Denne stædige mand ville ikke slippe tøjlerne af frygt for konsekvensen: Det muslimske AKPs valgsejr og hans eget partis decimering (det røg helt ud af parlamentet). AKP (Retfærds- og Udviklingspartiet) med den veluddannede, dygtige og karismatiske Tayyip Erdogan i spidsen sejrede stort og kunne danne regering med Abdullah Gül som chef. Erdogan er på grund af en tidligere fængsstraf afskåret fra at kunne beklæde posten selv.

Tyrkiet har været officielt medlemskandidat i EU siden topmødet i Helsingfors 1999, men har aldrig været det reelt. Der er ingen folkelig tilslutning til tanken i Europa, og der tages udtrykkeligt afstand fra den af bl.a. den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt og den tidligere franske præsident, den nuværende formand for EU-konventet, Giscard d'Estaing. Også den siddende franske præsident Chirac er imod.

Da der imidlertid på forhånd var lagt op til en kompromisudtalelse i København om Tyrkiets muligheder for at indlede forhandlinger om optagelse, øjnede den nyvalgte tyrkiske regering chancen for at påvirke stemningen i den rigtige retning. Erdogan rejste Europa tyndt på få dage og fik også engageret præsident Bush i felttoget mod den europæiske uvilje - på bundfalske geopolitiske præmisser. Og det tyrkiske erhvervsliv postede millioner i store annoncer i alle førende dagblade i EU med personlig appel til landenes regeringschefer om at lade Tyrkiet komme ind i varmen (Kære Anders..., Kære Gerhard... osv.).

I København troppede Gül og Erdogan op med følge af embedsmænd, tolke og talrige pressefolk og tv-kommentatorer. Gül og Erdogan havde møde med det danske formandskab og flere statschefer, herunder de velvillige græske, britiske og tyske. Og man undså sig ikke for at bruge det uløste problem om en fredsordning for Cypern som murbrækker for sagen.

Men heldigvis faldt alt på gulvet med et brag. Anders Fogh Rasmussen, der flere gange havde betonet at han hverken lod sig presse af tyrkerne eller af den amerikanske præsident, sørgede for endelig afklaring af det tyrkiske problem allerede på topmødets første halve dag. EU-rådet enedes om at genbekræfte, at Tyrkiet er kandidatland, og at medlemsskab i henhold til de såkaldte Københavns-kriterier af 1993 forudsætter "institutionel stabilitet som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal". EU opfordrer endvidere Tyrkiet til energisk at gå videre med sin igangværende reformproces, og lover, at Det Europæiske Råd i december 2004 vil tage stilling til om Tyrkiet opfylder de nævnte Københavns-kriterier så det derefter vil kunne indlede tiltrædelsesforhandlinger med EU.

Tyrkiet fik altså slet ikke som man havde håbet og krævet en dato for indledning af optagelsesforhandlinger, og ikke engang - som enkelte EU-lande ellers gerne havde set - en dato for, hvornår en dato for egentlige optagelsesforhandlinger skulle fastsættes, men ene og alene en dato for en slags eksamination af om landet overhovedet opfylder betingelserne for at indlede forhandlinger.

Den umiddelbare reaktion var heftig, ikke mindst hos det tyrkiske pressekorps i Bella-Centret. Beslutningen var ikke blot en skuffelse, men en fornærmelse og en katastrofe! Premierminister Abdullah Gül lod meget udiplomatisk forstå, at Tyrkiet ikke ville acceptere det reelle afslag, og han prøvede at engagere Tony Blair til at få sagen genoptaget. Men Gerhard Schröder fik ham ned på jorden ved at fortælle ham, at det ville skade Tyrkiets sag, hvis han ikke dæmpede tonen.

Siden udtalte Gül sig mere behersket og fremhævede til brug for sit hjemmepublikum, at Tyrkiet havde fået en dato. Den mere slebne Erdogan udtalte sig behersket optimistisk og tilfreds. Men skaden var sket. Tyrkiets aggression og præsident Bush's utidige indblanding havde vakt irritation. Den meget udiplomatiske storoffensiv havde ikke alene været forgæves, men havde ovenikøbet virket direkte frastødende og afsløret en uhyggelig mangel på politisk sans fra tyrkisk side.

Tilsyneladende forstod de tyrkiske politikere, erhvervsfolk og pressefolk ikke, at de med deres plumpe mangel på politisk takt og tæft ødelagde mere end de gavnede. Deres offensiv gav tværtimod bekræftelse på mange af de fordomme som folk i Europa siden Osmannertiden har haft om tyrkere som voldsomt fremfarende personer, der ikke levner modstanderne nogle chancer. Om det så er larmen de anvender under deres fremrykning er den gået over i sproget som ‘tyrkisk musik', forstået som temmelig primitiv og ensformig janitcharmusik. Enhver der har lært at spille klassisk klaver kender trediesatsen af Mozarts A-dur sonate, der netop bærer betegnelsen ‘alla turca' og skal spilles som død og djævel. Også Mozarts violinkoncerter har disse indslag af det vilde. Og det er særdeles fornøjeligt som musikalsk spøg.


Alvorligt talt kan man bebrejde EU, at topmødet i Helsingfors i 1999 overhovedet gav Tyrkiet status som kandidatland, så tyrkerne siden har haft grund til at leve i håbet om optagelse, men det er en kæmpeillusion for dem at tro at de i december 2004 vil få at vide, at de nu er så langt fremme i den nødvendige reformproces, at de vil få en dato for egentlige optagelsesforhandlinger.

Tyrkiet må løse sine grundlæggende økonomiske og politiske problemer selv, og det vil kræve et så langt og sejt træk, at realitetsforhandlinger om en optagelse på grundlag af Københavns-kriterierne ligger år, måske årtier ude i fremtiden. Nøgterne iagttagere tvivler på, at det nogensinde vil ske, og gør opmærksom på, at hele den politiske situation i Europa, i Tyrkiet, i Mellemøsten og i verden iøvrigt til den tid vil være en helt anden end i dag og måske helt vil overflødiggøre spørgsmålet. De tror simpelthen ikke på, at Tyrkiet nogensinde bliver medlem af EU.

Og hvorfor skulle Tyrkiet også blive det, når det slet ikke er et europæisk land?

Naturligvis kan man til hver en tid diskutere, hvor grænsen for det europæiske fællesskab skal gå, eksempelvis om Grønland og Færøerne hører med, hvis de bliver selvstændige nationer, eller om Rusland med de kæmpemæssige erobringer i Sibirien hører med eller ej. Men hvordan man end afgrænser fællesskabet geografisk, så vil selve det at gå uden for kontinentets grænser under alle omstændigheder være et så eklatant brud på den oprindelige idé, at det må kræve en særdeles god begrundelse. Og den foreligger for Tyrkiets vedkommende ikke, eftersom den almindelige begrundelse er en henvisning til landets status som bro mellem Europa og Mellemøsten. Men denne status forudsætter faktisk opretholdelsen af Tyrkiets adskillelse fra såvel det europæiske fællesskab som det arabiske eller muslimske. EU skal på alle måde bevare og videreudvikle et godt naboskab med Tyrkiet - og tilbyde associeringsaftaler efter bedste mønster. Men Europas grænse skal ikke flyttes frem til Syrien, Irak, Iran og Armenien.

Det er blevet anført som grund til ikke at sige nej til Tyrkiet, at EU ikke er en ‘kristen klub' og derfor ikke kan afvise Tyrkiet blot fordi dette er 98 % muslimsk. Men argumentet er ovenud billigt, det er opfundet af politisk-økonomiske og geopolitiske teknokrater, for hvem kulturfællesskabet er underordnet eller helt ligegyldigt. Men den folkelige opinion siger noget andet, nemlig at Europa trods den vidtgående og efterhånden helt fuldbyrdede sekularisering er et kulturelt fællesskab med rod i de kristne værdier, og at al europæisk identitet og identitetsfølelse står og falder hermed.

Der er derfor al mulig grund til at hæfte sig ved hvad erfarne politikere som Valéry Giscard d'Estaing og Helmut Schmidt har at sige om sagen, eftersom de begge har haft stor betydning for udviklingen af det for den europæiske union bærende gode forhold mellem Frankrig og Tyskland. Giscard d'Estaing har til Le Monde udtalt, at Tyrkiets hovedstad ikke ligger i Europa, at 95 % af dets befolkning lever uden for Europa, og at det er er et muslimsk land og har en anderledes kultur. Tyrkiets optagelse i EU vil simpelthen indebære opløsningen af den europæiske union.

Helmut Schmidt skrev i en længere artikel i Die Zeit op til topmødet i København, at der foreligger tvingende grunde til at forhindre at Tyrkiet bliver fuldt medlem af EU: Det ville betyde fri bevægelighed for alle tyrkiske statsborgere og dermed gøre den for alle herboende tyrkere og kurdere strengt påbudte integration udsigtsløs. Det ville desuden åbne døren for et lignende fuldt medlemsskab for andre muslimske stater i Afrika og Nærøsten. Og det ville umuliggøre EUs udenrigspolitiske handlingsduelighed.

Og Schmidt understreger specielt, at tyskerne og franskmændene bør vide:

"Det ligger i vor vitale nationale interesse at nå den europæiske unions selvhævdelse, thi som enkelte stater vil vi ikke kunne klare det 21. århundredes politiske og demografiske, økonomiske og økologiske udfordringer."



Se også artiklerne:

Den historiske EU-udvidelse
Valget i Tyrkiet
Medierne og opmødet




Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal