Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - euvalgjuni04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.6.04.


EU-valget juni 2004

Så blev det overstået, det stort opslåede og kostbare, men i grunden ikke særligt vigtige valg til det nye EU-parlament der nu også omfatter de ti nye EU-lande.

Valgdeltagelsen blev overalt lav, de fleste steder lavere end ved sidste valg i 1999, med Belgien, Luxemborg, Malta og Italien som undtagelser. I de nye lande blev deltagelsen endda påfaldende lav. For Tjekkiets vedkommende kun 17 % og for Polens godt 20 %. Her kan forklaringen være, at folk måske endnu ikke er blevet fortrolige med spillet og dets regler, men generelt er forklaringen naturligvis at valg til EU-parlamentet ifølge sagens natur aldrig kan blive så vedkommende som valg til de nationale parlamenter.

Man kæmper fra EU's side ihærdigt for at tilgodese det såkaldte nærhedsprincip om at lægge afgørelserne så tæt ud til borgerne som muligt, og det er et udmærket princip, men det kan på ingen måde sætte den ubrydelige sociologiske og psykologiske 'naturlov' ud af kraft der siger, at interessen for at deltage aktivt i demokratiet falder med stigende afstand til de valgte politikere.

Det gør for EU-parlamentets vedkommende ikke sagen bedre, at parlamentet er og bliver en ejendommelig konstruktion, der nok med årene har fået tilranet sig større beføjelser og i den nye EU-traktat tænkes at blive tildelt yderligere magt, men som oprindeligt var et debatforum for ikke at sige et kværulantforum, om hvilket Ritt Bjerregård i sin tid meget rammende sagde, at det slet ikke var et rigtigt parlament. Det måtte hun naturligvis høre for, men det er ubestrideligt at den egentlige magt ligger i ministerrådet og kommissionen, og at det kæmpestore parlament med de kæmpestore lønninger og diæter og sekretariater snakker og spørger og kværulerer mere end de handler.

Det er følgelig også ubestrideligt, at parlamentet - uanset hvilken nytte det faktisk gør (og hvor god indsats de enkelte medlemmer faktisk gør) - i befolkningernes øjne vil stå som et parlament der slet ikke sikrer eller optimerer den demokratiske indflydelse, men tværtimod forhaler, forsinker og fordyrer samt bureaukratiserer alt i EU.

Det gør naturligvis ikke sagen bedre, at parlamentet i modsætning til ministerråd og kommission rummer ikke bare kritikere og skeptikere, men deciderede modstandere af hele EU-projektet - i kraft af opstillingsregler der gør det muligt for græsrodsbevægelser af opstille til dette parlament selvom de ikke opstiller til de nationale parlamenter. Unægteligt et demokratisk islæt, men også netop et element af den slags der dybest set undergraver ansvarligheden og seriøsiteten.



Det overståede valg blev en øretæve til de fleste siddende regeringer, herunder ikke mindst de store landes: Tysklands, Frankrigs, Italiens og Storbritanniens. I Tyskland og Storbritannien gik dette ud over socialdemokratiske, i Frankrig og Italien ud over borgerlige regeringer. Men da det kun i to af landene gik ud over regeringer der vendte sig imod krigen i Irak, kan dette spørgsmål ikke have været udslaggivende. Det var derimod en allerede eksisterende protest mod den økonomiske politik de fire regeringer fører. Derfor har tendensen været den samme ved lokalvalgene i disse lande.

For Tysklands vedkommende gælder, at socialdemokraterne ikke har stået svagere siden 2. verdenskrig, at det ikke har hjulpet partiet at det har fået ny partiformand (Müntefering), og at kansler Schröder ikke ser ud til at have chancer for at vende strømmen. En kabinetsændring vil næppe betyde noget, eftersom det er den økonomiske og sociale politik der er utilfredshed med. Den er ganske vist tvingende nødvendig, fordi den prøver at rette op på årtiers forsømmelser, men historien er igen blot en påmindelse om demokratiets indbyggede svaghed, at det er yderst svært at komme igennem med påkrævede reformer, når disse er både langsigtede og ubehagelige.

I Storbritannien står Tony Blair også svagere end nogensinde. Det var en ringe trøst, at også de konservative gik tilbage, for de liberale gik frem og det nystiftede selvstændighedsparti UKIP (United Kingdoms Independent Party) under den 62-årige tidligere Labour-politiker Robert Kilroy-Silk scorede 16 %. Blair har ligesom Schröder endnu lang frist til næste valg, men han har sat sit land i en umådelig svag position over for den forestående ændring af EU-traktaten med tilhørende folkeafstemning.



I Polen, hvor kun hver femte valgberettigede gad stemme, fik det socialistiske venstreparti, der var regeringsparti indtil fornylig, sølle 9 % af de afgivne stemmer, hvilket er under en fjerdedel af stemmerne ved sidste valg til Sejmen, men lidt bedre end meningsmålingerne! Den midlertidige regering under Marek Belka afvises fortsat af Sejmen, og det vil formentlig resultere i et nyvalg, der helt vil vende op og ned på det gamle billede.

Måske giver EU-valget et fingerpeg om resultatet, for de seriøse borgerlige partier fik langt over halvdelen af stemmerne. Den EU-venlige Borgerliste, der i sin tid udgik fra Solidaritetsvalgforbundet, fik alene 25 %, den EU-kritiske Liga for den Polske Familie 16 % og det ligeldes EU-kritiske Parti for Ret og Retfærdighed 12 %. Det egentlige modstanderparti, bøndernes oprørske Selvforsvarsparti (Samoobrona), fik knap 11 % og ligger således fortsat langt over det gamle Bondeparti der måtte nøjes med 6 %. Frihedsunionen (Unia Wolnosci) der i sin tid også udgik fra Solidaritetsbevægelsen og tæller den mangeårige udenrigsminister Geremek i sine rækker, lå med 7 % på samme niveau. Nysocialdemokraterne der fornylig brød ud af Socialistisk Venstre klarede 5 %.

Hvis et nyvalg giver tilnærmelsesvis samme resultat, bliver det ikke let at danne ny regering. Og i EU-parlamentet vil partierne stå svagt, fordi mange af dem ikke uden videre kan gå ind i bestående grupperinger, men må placeres under gruppen af 'løsgængere' der i det nye parlament tæller ikke mindre end 66 mandater ud af ialt 732.



I Sverige led både Socialdemokraterne og Moderaterne nederlag, mens et helt nyt EU-modstanderparti, Junibevægelsen, med økonomen Nils Lundgren i spidsen sikrede sig 14 % procent af stemmerne og 3 mandater.



I Danmark fik tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen med en rekordstor personlig tilslutning på over 400.000 stemmer en sand oprejsning for sit store nederlag ved sidste folketingsvalg med efterfølgende tvangsafgang som partiformand. Han trak socialdemokraterne op på ikke mindre end 32 % af alle afgivne stemmer - eller en fordobling i forhold til det dårlige valg i 1999. Det giver fem mandater i det nye EU-parlament i stedet for tre i det gamle.

Regeringspartiet Venstre måtte se sig reduceret til 19,4 % eller 4 % mindre end i 1999 - og langt under såvel folketingsvalget i 2001 som de almindelige meningsmålinger den sidste tid. Partiets tredje mandat kom til at bero på De Konservatives overskydende stemmer. En Megafon-undersøgelse skal have vist, at 37 % af Venstres vælgere simpelthen blev hjemme på sofaen.

Det elendige resultat er for så vidt ikke så overraskende endda, for EU-valget i Danmark har klart vist, at vælgerne ikke blot går efter det parti de sympatiserer mest med, men efter kandidater de i forvejen kender fra folketing og medier. En toppolitiker som Nyrup Rasmussen ville ingen kunne slå. Han blev største stemmemagnet ligesom ved tidligere valg kendte ministre som Bertel Haarder (1999), Poul Schlüter (1994), Lone Dybkjær (1994), Poul Møller (1979) og Kjeld Olesen (1979). Men hans rekord er naturligvis utrolig flot - og en utrolig opmuntring for den hårdt prøvede mand.

Venstres kandidater var ikke inkompetente eller uværdige til opstillingen, men simpelthen bare ukendte for den brede befolkning. At gøre et godt stykke arbejde i EU-parlamentet på almindeligt udvalgsniveau giver ikke i sig selv nogen prestige. Venstre har dummet sig ved ikke at opstille en kandidat fra regering eller folketing. Det ses også af, at de konservative fik et meget flot valg med 11,3 % af stemmerne mod 8,5 ved EU-valget i 1999 og omkring 10 ved folketingsvalg og meningsmålinger. Stemmeslugeren her var det meget aktive folketingsmedlem Gitte Seeberg, der opnåede ikke mindre end 125.000 personlige stemmer.

I valgforbund med Kristendemokraterne (1,2 %) reddede De Radikale med 6,4 % af stemmerne også lige akkurat en plads til Anders Samuelsen, der naturligvis ikke kunne hamle op med Lone Dybkjærs resultater i 1994 eller 1999. Nok er han medlem af folketinget, men dels er han ung og dels er han mand. Der er næppe tvivl om at radikale vælgere alt andet lige foretrækker en kvindelig topkandidat.

Modstander-partierne gik tilbage, idet Folkebevægelsen mod EU med sølle 5,2 % af stemmerne kun fik valgt 69-årige Ole Krarup i kraft af valgforbundet med Junibevægelsen der gik tilbage til 9,1 fra 16,1 i 1999 og mistede to af de tre mandater. Den ellers dygtige og meget respekterede Jens Peter Bonde har måske overspillet sin rolle som selvsikker EU-kritiker. Men først og fremmest gælder, at EU-modstanden i Danmark er kraftigt på retur. Skepsis og kritik er stadig på sin plads over for EU, men de fleste anser efterhånden medlemsskabet som selvfølgeligt - ja, efter udvidelsen mod øst ligefrem også som en slags forpligtelse.

Det afspejles også i SF, hvis landsmøde fornylig vedtog en realistisk EU-linje, der fastholdt kritikken af alle planer om mere magt til kommissionen, men ikke anfægtede medlemsskabet som sådant. Som topkandidat valgtes derfor Margrethe Auken i stedet for det hidtidige parlamentsmedlem, den meget EU-negative Pernille Frahm. Og afstemningen bekræftede linjen, idet Auken fik 73.709 personlige stemmer, men Frahm kun 33.627. Partiet gik samlet frem til 8,0 % af stemmerne mod 7,1 i 1999.

Modstanderpartiet Dansk Folkeparti brød mønsteret ved at gå frem fra 5,8 til 6,8 %, hvad der dog er langt fra resultatet ved sidste folketingsvalg. Kampen stod mellem det hidtige parlamentsmedlem, det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Camre og provokatøren, forfatteren og journalisten Ulla Dahlerup, og den erfarne Camre vandt med 53.714 stemmer over for Dahlerups 43.746, hvad der må siges at være en klar sejr for seriøsiteten i partiet.



Alt i alt er billedet lidt anderledes i Danmark end i de fleste andre EU-lande, for nederlaget til Venstre må i langt højere grad tilskrives opstillingen af kandidater med lav status i dansk politik og mediedækning end regeringens politik. De fleste kommentatorer er derfor også enige om, at der ikke kan drages sikre slutninger med hensyn til konsekvenserne for næste folketingsvalg. Derimod bør Venstre drage konsekvenser for opstillingen af kandidater ved næste EU-valg - og placere ministre i spidsen, hvis der ellers er nogle der vil!

Generelt gælder for al politisk succes, at ingen politiker i dag kan klare sig alene ved saglighed, kompetence, flid og engagement, men også må have medietække. Dette kan partierne og politikerne - og seriøse vælgere - beklage, men ikke se bort fra. Det har ved dette EU-valg været endda meget tydeligt, at medierne i høj grad har fokuseret på kandidater der bevidst har spillet på mediedækningen. Det gælder særligt Poul Nyrup Rasmussen og Gitte Seeberg. Vælgerne bør ikke rende rundt og tro, at medierne er upartiske.

For forhandlingerne om den nye EU-traktat betyder EU-valget formentligt, at det kommende topmøde vil gøre alt hvad det kan for at nå frem til et kompromis om de sidste udestående problemer omkring kommissionens størrelse, kommissionsformanden og stemmeaftalerne. Men også, at ligegyldigt hvilket kompromis man kommer frem til, så vil resultatet give anledning til fortsat diskussion og fortsat modstand blandt mange vælgere i alle de lande, hvor der skal være folkeafstemninger. Både i Storbritannien og Danmark er resultatet af en folkeafstemning langt fra givet på forhånd. Hvis ministerrådets kompromis indebærer, at medlemslandene fremover ikke får fast plads i kommissionen, men kun plads på skift, vil det for Danmarks vedkommende uden tvivl forringe chancerne for et ja.

Det store afgørende spørgsmål for EU's fremtid er fortsat om EU skal være nationernes fælles projekt og følgelig fastholde en absolut ligestilling i kommissionen mellem alle medlemslande - eller om EU skal gå i retning af unionstanken om at blive en selvstændig overhøjhed, hvor det i realiteten vil være de store lande der bliver udslaggivende. Den helt store fejl ved EU-udvidelsen, der nødvendigvis måtte medføre ændringer i styreformen, er, at problemet ikke blev afklaret før udvidelsen, dvs. på topmødet i København i december 2002, men udskudt. For nu hænger man sandelig på problemet.



Efterfølgende artikel:

EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)

Tidligere artikler:

EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Fogh, EU og forbeholdene  (24.9.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse
Den 13. december 2002



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal