Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eutop0606

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.6.06.


EU-topmødet lidt af en fuser

EU's regeringschefer - som efter billeder at dømme ikke synes at bestille meget andet end at ankomme til møder, vinke til fotografer, hilse på kolleger og holde unilaterale pressekonferencer - kunne på topmødet i Bruxelles forleden som ventet ikke blive enige om stort andet end at fastholde uenigheden eller rådvildheden om den forfatningstraktat der blev forkastet i Holland og Frankrig for et år siden. Det betyder i realiteten at den er bortfaldet, selvom den vitterligt er ratificeret af et flertal af medlemslandene. Men som bekendt er der forskel på stater der siger nej til noget. Et nej fra et land som Frankrig kan ingen komme udenom, selvom mange gerne ville.

Frankrigs præsident kan heller ingen komme udenom, selvom kendsgerningen er at han forlængst har mistet sin prestige og indflydelse i sit eget land. EU må pænt vente på at Frankrig til maj næste år får valgt en ny præsident. Pudsigt nok overtager landet umiddelbart efter formandskabet for EU. Den tyske kansler Angela Merkel har derfor fastholdt sit eget mål for sit formandsskab i første halvdel af 2007: at forberede en løsningsmodel for problembarnets skæbne. Begrave liget vil hun helst ikke, genoplive forhandlingerne går ikke uden mirakler. Så enten må hun stile efter en minitraktat der på botaniservis piller de nødvendige institutionelle reformer fra den hedengangne traktat ud til implementering via en mindre regeringskonference, men uden om risikable folkeafstemninger, eller en lightudgave af traktaten der bibeholder nogle overordnede bestemmelser, institutionsændringer og borgerrettigheder, men dropper hele den juridiske forenkling.

Den sidste idé er der vist ikke mange der tror på, så minitraktaten i en eller anden form synes at være den mest realistiske udvej af krisen, hvis man vil undgå et egentligt gravøl. Det turde nemlig ligge klart, at visse institutionelle ændringer er påtrængende nødvendige hvis EU skal fungere effektivt med 25-28 medlemslande. Samtidigt synes det klart at regeringslederne for alt i verden vil undgå en dybere erkendelse af hvad grunden til forfatningstraktatens kuldsejling var og hvad de på længere sigt egentlig vil med hele foretagendet.

EU's tænkepause er simpelthen forlænget et år, men det er synd at forudsige at pausen vil blive brugt til tænkning. Snarere bliver der tale om en pause i tænkningen der igen skyldes at man fortsat ikke aner sine levende råd. Og dette er i hvert fald ikke godt for nogen eller noget.



Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke lagt skjul på at EU nu er nået til et stade hvor det alvorligt må overvejes hvor stort foretagendet overhovedet kan være, hvis effektivitet og handlekraft skal bevares. Han tør fortsat ikke sige lige ud at Tyrkiet er alt for stor en mundfuld for EU både politisk og kulturelt. Han accepterede tværtimod at topmødet på visse betingelser gav grønt lys til egentlige optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Og det kunne han gøre temmelig risikofrit, fordi alt tyder på at afstanden mellem EU's krav til Tyrkiet og Tyrkiets vilje til at opfylde dem er så stor, at det til den tyrkiske regerings store fortrydelse bliver ved de indledende optagelsesforhandlinger. Fogh hænger som sædvanligt fast i at tidligere afgivne løfter skal holdes. At de i tilfældet Tyrkiet har vist sig mere end tåbelige, får ikke ham eller rådet som helhed til at trække dem tilbage.

Fogh og den danske udenrigsminister hæfter sig også ved imødekommelsen af danske ønsker om mere åbenhed ved EU's topmøder. Og betinget hurra for den slags, kan man gerne udråbe. Den skader næppe, men gavner heller ikke i henseende til øget folkelig opbakning, for øget opbakning får ingen politiske ledere alene på grundlag af formaliteter. Hvad der savnes i EU er ganske enkelt en vision, en strategi der ikke blot lapper på det bestående eller tilpasser strukturen til antallet af medlemslande, men som opstiller mål for EU der kan gøre organisationen til andet end en markedsregulator.

Fogh har formentlig ret i - hvad han ytrede på sin tale på Universitetet den 21. april om 'Resultaternes Europa' - at tiden ikke er til store projekter i EU, projekter af samme art som den store forfatningstraktat. Konkrete resultater er bedre og mere realistiske. Men det udelukker jo ikke behovet for større visioner, ganske som en pragmatisk grundholdning til indenrigspolitik ikke udelukker nationale visioner. Tværtimod er der komplementaritet mellem det pragmatiske og det visionære. Og det bør enhver politiker være bevidst om.



Udvidelsen af EU med de foreløbigt ti nye lande (fortrinsvis fra Østeuropa) er bestemt ikke nogen fiasko, men det er heller ikke blevet den succes der var lagt op til. Udvidelsen trak alt for længe ud og skuffede dermed mange forventningsfulde østeuropæere, og da den endelig blev en realitet skete det før vedtagelsen af en traktatændring der tog højde for udvidelsen og medinddrog de nye lande i beslutningsprocessen. Nu hænger man på problemerne - og skal ydermere trækkes med Tyrkiets mulige medlemsskab som et spøgelse der skræmmer de mange europæere der kan skelne mellem Europa og andre kulturer.

EU står følgelig dårligt rustet til at tage udfordringen op fra de nye trusler der har meldt sig de seneste år: globaliseringen der ikke mindst er baseret på teknologiske landvindinger alle har fordele af, folkevandringerne der skyldes den voksende ulighed i dele af verden, men også hænger sammen med den moderne kommunikation og mobilitet, de stigende energiforsyningsproblemer der ikke mindst skyldes uroen i Mellemøsten, terrortruslen der også er nøje knyttet til Mellemøstens uløste problemer og endelig Kinas og Indiens kolossale vækst og vækstrate i forening med USA's voksende økonomiske problemer. Verden er under hastig forandring.



Den yderst fremsynede, vidende og EU-erfarne kommentator Erik Holm har på denne baggrund igen i en kronik i Politiken (14.6.06.) slået til lyd for en klar EU-strategi, idet han gør opmærksom på at magten i EU ikke ligger i Bruxelles, men i hovedstæderne, og at det europæiske råd (regeringscheferne) af samme grund er afmægtigt. Han hævder at der i den nuværende verdenssituation ligefrem er et skrigende behov for at EU fremstår som en entydig magtfaktor i verden ved at fokusere mere på sikkerhedspolitik (i bredeste forstand) end på velstand og økonomi (i snævrere forstand). Men er det virkeligt rigtigt?

Selve problemstillingen skal i og for sig ikke bestrides. Udfordringerne fra omverdenen er så store og reelle som han beskriver dem. De bliver ikke mindre med årene. Tværtimod, for som han gør opmærksom på så er globaliseringens trussel i høj grad kendetegnet af dens anonymitet og skæbnekarakter. Den forløber med andre ord tilsyneladende helt efter sine egne regler. Ingen kan standse den, ingen kan gøre nogen ansvarlig for den og ingen kan forudse se dens forløb og konsekvenser. Rene tilfældigheder spiller ind - tillige med Paul Johnsons gode gamle lov om utilsigtede virkninger: Ligegyldigt hvad vi stiller op med fænomenet, vil de tilsigtede virkninger ledsages af virkninger der er utilsigtede og måske endda højst uønskede. Det betyder ikke at EU og dets medlemslande og regeringschefer skal lade stå til, men at heller ikke de overhovedet kontrollerer udviklingen eller så meget som kan sætte sig ud over en faktisk uenighed og rådvildhed, for denne bunder ikke i uvidenhed om udviklingen og dens perspektiver, men i uoverensstemmelsen i målsætningerne.



Erik Holm kan da have ret i, at behovet for at EU fremstår som en entydig magtfaktor i forhold til Kina, Indien, Mellemøsten og USA er 'skrigende', men den slags konstateringer har det med at blive moralistiske, når de ikke tager højde for at der er gode grunde til uenigheden mellem medlemslandene indbyrdes. Det er næppe nogensinde kommet tydeligere frem end i landenes vidt forskellige stillingtagen til terrortruslen fra islamismens side, til Irakkrigen og til Muhammedkrisen. På ganske kort tid er også Tyrkiets stilling i forhold til EU ændret markant. EU-landene er ikke og har aldrig været gearet til at tage en så massiv indvandring af mere eller mindre ufaglært arbejdskraft fra de overvejende muslimske lande med helt anden grundkultur. Indvandringen har svækket Europa som sammenhængende enhed og så tror da pokker at medlemslandene tenderer mod i højere grad at pleje nationale interesser (herunder også gamle stormagtsinteresser) frem for fælles interesser.

Det kan man grine af eller græde over - alt efter temperament og antipatier eller dyberegående kulturel og religiøs forståelse, men vejen ud af krisen er ikke at slå i bordet for mere lydhørhed over for tanken om EU som entydig magtfaktor med hvad dertil hører af overordnede institutionelle organer som en decideret udenrigsminister, men snarere ved fælles hjælp at finde frem til en ny fælles vision der kan engagere de europæiske befolkninger i og med at de får troen på de europæiske værdier genetableret. De statsledere der oprindeligt stod bag dannelsen af Romtraktaten og Det europæiske økonomiske Fællesskab havde denne tro og kunne se en mening med at komme ud over fortidens ideologiske galskab, men nutidens EU har ikke længere sådanne ledere, for det har heller ingen af de enkelte medlemslande. De er såmænd velmenende og begavede nok, men viljen til at lede og forståelsen for situationens dybe langsigtede alvor synes stærkt begrænset.



I denne situation er det nærmest grotesk at se statschefer som vor egen Anders Fogh Rasmussen betragte det som en stort skridt fremad at EU gøres en smule mere åbent og demokratisk. Ikke fordi åbenhed og demokrati i sig selv er at foragte, men fordi det slet ikke batter noget i løsningen af de store og afgørende problemer i dagens Europa.

Om det så er Muhammedkrisen vil man helst glemme den eller betragte den som et overstået kapitel. Det gælder i EU, men ifølge Koffi Annans udtalelser i København forleden også i FN. Koffi Annan kan vi glæde os over snart at skulle tage afsked med som generalsekretær for verdensorganisationen - uden iøvrigt at vide hvem vi får som efterfølger. Jacques Chirac har kun et år tilbage. Italien har lige skiftet leder. Ændringer kan også ske i Østrig og Holland. Og hvem véd om Göran Persson klarer skærene til efteråret. Græsset bliver sikkert ved med at gro, kan man håbe, men som bekendt er der også risiko for at horsemor dør imens.

Set i det store perspektiv blev topmødet i Bruxelles i sidste uge lidt af en fuser, og en fuser skal man ikke gå tilbage til. EU består - tillige med den folkelige skepsis. Hvor fornyelsen skal komme fra er svært at få øje på. Men behovet for en fornyelse bliver ikke mindre med tiden. Skrig er tidsspilde. At ulven kommer, har vi hørt så tit, at vi regner det for ren eventyrsnak. Det helt sikre er at udfordringerne ikke løber nogen vegne, men tværtimod måned for måned vil blive stærkere og stærkere og stadigt mere påtrængende.

De globale udfordringer er en realitet som fremsynede politikere på en eller anden måde er nødsaget til at prøve at tage højde for, hvis udviklingen ikke skal komme bag på befolkningerne. Til syvende og sidst kan der ikke tages højde for dem uden et klart og fuldt bevidst historisk perspektiv på udviklingen. Men ethvert historiske perspektiv er nøje knyttet til bevidstheden om værdier.

At abstrahere fra værdierne er fatalt for Europa.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Foghs nye EU-strategi for et 'Resultaternes Europa'  (26.4.06.)
Status over året 2005  (31.12.05.)
EU-topmødet enedes om ny budgetaftale   (19.12.05)

Tyske koalitionsregering godkendt af partierne  (15.11.05.)
Den blinde Pariserrevolte  (8.11.05.)
Problemer med tysk regeringsdannelse  (4.11.05.)
Merkel bliver ny kansler  (11.10.05.)
Polske præsidentvalg (I)  (10.10.05.)

Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden  (29.9.05.)
Polsk vælgeropgør  (26.9.05.)
Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg  (20.9.05.)
Stor spænding om det tyske valg  (18.9.05.)

Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
G8, klimaet og fattigdommen - i terrorens skygge  (10.7.05.)
London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)

EU-krise på ubestemt tid  (19.6.05.)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
Tyskernes valg  (24.5.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal