Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.10.04.


Dette latterligt moralistiske parlament

af Jens Vrængmose

I dag skulle det have været afgjort om den nye EU-kommission under den portugisiske kommissionsformand José Manuel Barroso kunne godkendes af EU-parlamentet, så den som planlagt kan tiltræde 1. november, eller om den ville blive forkastet så EU kommer ud i en af sine værste kriser overhovedet, nemlig en fundamental magtkamp mellem regeringscheferne og parlamentet. Men Barroso har nu fået afgørelsen udsat.

Er det parlamentet eller de enkelte medlemslandes suveræne regeringer der skal bestemme kommissionens sammensætning?

Formelt skyldes krisen, der er uden fortilfælde i EU's historie, at italieneren Rocco Buttiglione af Barroso er bleve placeret som kommissær for retslige anliggender, men at han som højreorienteret katolik har meninger om homoseksualitet og kvinder der gør ham aldeles uspiselig ikke alene for parlamentets socialister, men også for så mange af liberalisterne at han som den eneste i hele kommissionen nægtes godkendelse. Da parlamentet efter gældende regler ikke kan afvise en enkelt kommissær, griber dets flertal til den udvej at tvinge Barroso til at skaffe sig af med Buttiglione, hvis ikke han vil risikere at få hele sin nye komission underkendt.

Parlamentets flertal vil med andre ord demonstrere sin magt ved som noget helt nyt at benytte klausulen om dets godkendelse af hele kommissionen til at skaffe sig en ret det ifølge EU's forfatning slet ikke har, nemlig retten til at afvise en enkelt kommissær, hvis politiske kvalifikationer og habilitet iøvrigt ikke kan anfægtes. En sådan udvidet ret ville være et direkte og meget alvorlig indgreb i regeringschefernes suveræne ret til hver for sig at udpege deres lands kommissær.

Kampen for og imod Buttiglione er altså en kamp mellem parlamentet og regeringscheferne om suverænitet. Og dens udfald vil få betydning for EU-samarbejdet mange år frem.

Det er tilsyneladende et udbredt ønske i EU - eller påstås i hvert fald at være det på visse niveauer - at parlamentet skal have mere indflydelse. Og det vil det også få, hvis den nye EU-traktat går igennem landendes folkeafstemninger. På papiret kan det se ud som en sand demokratisering, men i realiteten er der - i hvert fald set her fra sognet - tale om en klar undergravning af hele fællesskabets oprindelige idé, at det er de enkelte medlemslandes regeringer og parlamenter der har ansvaret for EU's politik og organisation.

Regeringscheferne har i de forløbne uger, hvor debatten om Buttiglione har raset, bakket op om Barroso og hans nye hold og anbefalet ham at stå fast. Det har han stort set også gjort hidtil, idet han dog for at imødekomme parlamentet en smule har fjernet menneskerettighederne fra retskommissærens resort. Men giver han yderligere indrømmelser i form af overflytning af Buttiglione til andet kommissariat eller i form af anmodning til den italienske regeringschef Berlusconi om at finde en anden italiener til kommissionen, så har regeringscheferne tabt slaget - og det vil få konsekvenser for altid.



Der er derfor grund til at se nøjere på den reelle grund til at Buttiglione er uspiselig for socialister og visse liberalister. Grunden er som bekendt mandens ytringer under parlamentshøringen om sit syn på homoseksualitet og kvinders plads.

Katolikken Buttiglione lagde ikke skjul på, at han betragter homoseksualitet som en synd, men understregede samtidigt, at dette ikke var ensbetydende med at betragte homoseksualitet som en forbrydelse. Egentlig burde spørgsmålet dermed være udtømt, for som kommissær skal Buttiglione udenlukkende beskæftige sig med juridiske spørgsmål som kriminalitet og beskyttelse af menneskerettigheder. Hans meninger som katolik om moral og andet er sagen uvedkommende.

Og hvad angår kvindernes plads i samfundet, så har Buttiglione ikke lagt skjul på, at han personligt mener, at deres plads er i hjemmet. En udbredt opfattelse i stort set hele Europa op til 2. verdenskrig, og stadig en udbredt opfattelse i store del af Syd- og Østeuropa. Den regnes i de nordiske lande og blandt langt de fleste veluddannede og oplyste mennesker - og da ikke mindst hos ungdommen - overalt for at være reaktionær. Demokrati og sekularisering kan ikke udvikles uden kvindernes frigørelse, så de får uddannelse, karriere og frihed helt på linje med det andet køn. Men igen må det trods alt fastholdes, at en hvilken som helst kommissær i EU burde have lov til at have sin opfattelse af dette spørgsmål, uanset hvad den går ud på, blot den ikke er udslaggivende for hans arbejde i kommissionen. Og dette kan den i dette tilfælde ikke blive, eftersom det er kommissionen som helhed der fastsætter retningslinjerne for arbejdet.

Man kan mene om Buttiglione - som person, som katolik, som politiker - hvad man vil, man kan også mene, at Berlusconi kunne have fundet en mere ukontroversiel mand at gøre til kommissær, og man kunne endelig også mene, at Barroso kunne have placeret Buttiglione på en post der hverken direkte eller indirekte havde det fjerneste med menneskerettigheder og kvinders ligestilling at gøre - og det gælder faktisk de fleste kommissariater.

Men dette ville bare ikke fjerne hovedproblemet, at parlamentet i sin magtkamp mod regeringscheferne blander politiske og moralske principper sammen på lige netop den måde der bevirker at der kan tales om moralisme.



Det er i denne forbindelse ikke uvæsentligt at bemærke sig, at den allerivrigste person i hele denne magtkamp netop er den socialistiske gruppes formand, Martin Schultz, dvs den selvsamme mand som for et års tid siden gjorde sig bemærket ved en til uforskammethed grænsende, højrøstet protest i parlamentet mod Berlusconi der netop var tiltrådt som formand for ministerrådet. Schultz hører til den type af politikere der ikke kan tåle folk der mener noget andet end han selv - og slet ikke nogle der som Berlusconi hører til på en helt anden fløj end han selv. Den slags minder om vores egen Poul Nyrop Rasmussen der som bekendt også på et tidspunkt i selve Folketingssalen stemplede visse af sine politiske modstandere som ikke-stuerene. Eller man kan minde om hele den socialistiske hetz mod den østrigske kansler Schüssel der inddrog det stærkt nationalistiske Frihedsparti i sin nye regering. Det udløste i Østrig voldsomme, ja hadske reaktioner.

Men det er og bliver latterligt med denne moralisme i politik.

I nogenlunde civiliserede demokratiske samfund burde det være en selvfølge at politiske modstandere respekterer hinanden, sålænge parterne holder sig inden for lovens og den almindelige anstændigheds rammer. Det hører ingen steder hjemme at afvise politiske modstandere blot fordi de personligt har en anden moralsk eller religiøs overbevisning end én selv. Og det må kaldes direkte selvmodsigende at dømme en katolik som Buttiglione uden for menneskerettighedernes forvaltningsområde blot fordi han har den opfattelse af homoseksualitet er en synd. Det hører nemlig til menneskerettighederne at have lov til at have en sådan mening - blot man ikke undertrykker dem der har en anden mening og/eller lever efter denne.



Det hører med til det aktuelle billede, at den liberale gruppe i EU-parlamentet er stærkt splittet i spørgsmålet om Buttigliones godkendelse. Fra dansk side er Venstres medlemmer, herunder gruppens næstformand Karin Riis-Jørgensen, for en godkendelse, mens det radikale medlem Anders Samuelsen er imod. Især de tyske, hollandske, franske og svenske medlemmer skal være imod, mens gruppens formand briten Graham Watson er stemt for et ja og forsøger at mægle.

For Anders Samuelsens vedkommende falder hans linje helt i tråd med den nye vægtning idealerne har fået i det ellers pragmatiske og realpolitiske Radikale Venstre. Samuelsen har i aviser og på tv brugt argumentet: "Vi kan ikke have en ræv som Buttiglione til at vogte de gæs, som borgerrettighederne er. Hvis der kun bliver lagt op til småændringer i porteføljen, stemmer jeg imod." Rene ord for pengene, må man sige, men også lidt komisk at kalde menneskerettighederne for gæs!

Det sjove er, at 'liberal' ved siden af at stå principielt for økonomisk liberalisme i form af markedsøkonomi også betyder 'frisindet'. Og frisind burde vel, hvis det er noget værd, også omfatte tolerance over for moralske og religiøse holdninger som man selv anser for at være forældede eller direkte reaktionære. Men i den liberale gruppe rækker frisindet åbenbart ikke så vidt. Her sættes der for nogles vedkommende en absolut grænse ved kontroversielle emner som homoseksualitet og kvinders placering. Der er her gået absolutisme i liberalismen, selvom det er en selvmodsigelse.



Det betyder, at afstemningsresultatet i parlamentet er usikkert, og at magtkampen mellem regeringscheferne og parlamentet derfor nu er gået op i en spids hvorfra der tilsyneladende ikke er udsigt til nogen løsning. Det er allerede blevet konstateret af en analytiker fra tænketanken European Policy Centre, at parlamentet faktisk har vundet kampen, eftersom Barroso uanset om han til sidst får godkendt sin kommission under alle omstændigheder vil have tabt troværdighed og prestige. Og det netop på et tidspunkt hvor mange havde set hen til som formand at få en stærkere personlighed end de to tidligere.

Ender sagen med, at Barroso i samråd med ministerrådet sammensætter en helt eller delvis ny kommission har både han og regerinscheferne lidt et eklatant nederlag, der vil svide til begge parter i mange år og - værst af alt - gøre EU til et andet end det er i dag. Det vil givetvis påvirke de kommende afstemninger om den nye EU-traktat.

Det er hvad der kommer ud af at politik bliver moralistisk. Og det er ikke godt for EU-samarbejdet, for en ny kommissions muligheder, for parlamentets prestige eller for udsigterne til at få en traktat igennem der giver parlamentet endnu mere magt.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Øvrige udgydelser fra Jens Vrængmoses pen:  Klik

Andre relevante artikler:

Fænomenet Berlusconi og hans dyst med Martin Schultz (juli 2003)  Klik

Kansler Schüssels valgsejr (nov. 2002)  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal