Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel82organ

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.7.12..


Grov løgn og propaganda om hjernedød og organdonation

af Jens Vrængmose

Så skal landets befolkning igen udsættes for propaganda af værste skuffe fra åndsforladte og åndsfornægtende mennesker der i deres materialistiske grundsyn mener at mennesker nærmest har en moralsk forpligtelse til at donere deres vitale livsorganer som hjerter og lever til patienter der går og venter på transplantation således at de (giverne) i tide kan registreres som donorer og ved hjernedødens indtræden være til umiddelbar rådighed for udtagning af organerne inden de er hjertedøde.

Propagandaen er naturligvis så snedig at den tager formelt udgangspunkt i den almene medmenneskelighed som man kalder næstekærlighed, altruisme eller humanisme og som siger at man selvfølgelig skal hjælpe sine medmennesker når de kommer i nød. Nu tilføjes blot den understregning at det mindste man kan gøre er at forære sine livsorganer væk til andre når man ikke længere selv har brug for dem.

Typisk satte dagbladet Politiken under en tilsvarende propaganda for organdonation i 2007 sine interviews op under overskriften: 'Hjertet på rette sted'. Det var grov manipulation der fuldstændigt tilsidesatte det faktum, at hvis hjertet hos læger og pårørende virkelig er på rette sted i et menneskes dødsstund, så vil det respektere den menneskelige værdighed fuldt ud og afvente hjertedødens indtræden, før det erklærer personen for definitivt død.



Nye tal fra Scaniatransplant, der samler alle data om organtransplantationer i Danmark, viser nu, at der næsten dør 50 patienter om året, som står på venteliste til et nyt organ. Det er langt flere end i de andre skandinaviske lande, og det er under al kritik, mener Transplantationsgruppen, der en sammenslutning af de patientforeninger, der varetager interesser for mennesker, der har fået eller venter på et nyt organ. Formanden for Transplantationsgruppen Jan Rishave siger derfor forretningsmæssigt til DR: - "Det er ikke godt nok. Det gælder jo altså om, at vi får transplanteret folk - inden de dør, og derfor skal vi have mere gang i transplantationerne i Danmark".

Da ventelisten på et nyt organ (inkl. nyrer og lunger) for tiden er helt oppe på omkring 500 patienter, er der efter eksperternes mening kun ét at gøre, nemlig at skaffe flere donorer hurtigst muligt. Men her støder de på en bemærkelsesværdig træghed i forhold til andre lande (som fx Spanien der har systematiseret lægernes overtalelser over for pårørende). Danskerme er ikke indstillet på donation, hedder det beklagende fra professor Daniel Steinbrüchel der er kirurgisk ansvarlig for lungetransplantations-programmet i Danmark. - "Det er ikke særlig moderne for øjeblikket at spørge, hvad man kan gøre for samfundet eller almenheden, man spørger mere, hvad kan samfundet gøre for mig. Jeg tror det er den ånd, der er forklaringen på, at folk ikke er særligt villige til at give organer", mener den kloge og nævenyttige mand.

Om det så er to af landets biskopper henviser de til Evangeliets bud om næstekærlighed der som det er nogle bekendt siger at du skal elske din næste som dig selv. - "Organdonation er en måde at vise næstekærlighed på, og du er forpligtet til at vise næstekærlighed", siger Elisabeth Dons Christensen, der er biskop i Ribe stift og tidligere medlem af Etisk Råd. Hun kommer dog ikke ind på hvordan organdonation skulle kunne forstås som at elske sin næste som sig selv, når den ene del af 'handlingen' sker i koma, men hun bakkes op af biskop Nissen i Viborg der specielt påpeger at lægerne ikke forhindrer menneskets genopstandelse, når de fjerner et organ fra en død person. "Det er jo ikke sådan, at vores evige liv afhænger af organer", gør han gældende - uden at forklare hvordan det evige liv overhovedet skal forstås (det kan faktisk allerbedst forstås som et tidløst, sjæleligt liv der leves i levende live samtidigt med det tidsbestemte og tidsorienterede legemlige liv). Begge biskopper er ifølge DR.dk. enige om, at "en moderne folkekirke skal rumme de etiske problemstillinger, som dukker op i takt med lægevidenskabens fremskridt og øgede muligheder", hvilket på godt dansk vil sige at kirken skal følge med tidsånden!



Hvad Danmarks Radio selv angår, bruger man det sædvanlige medietrick, når man vil påvirke opinionen eller politikerne, nemlig at føre det ene tragiske tilfælde efter det andet frem på skærmen eller nettet der fortæller om patienter der har ventet i årevis på et livsvigtigt organ og dagligt går og frygter at de dør før de får et tilbud. Dansk Center for Organdonation oplyser således at der dør næsten én patient om ugen af dem der står på venteliste. En af historierne drejer sig om en lungepatient der havde en sjælden bindevævssygdom i lungerne og måtte vente forgæves i fire år på at en donor dukkede op.

I et andet tilfælde måtte en nyrepatient vente i endnu flere år på en donornyre og måtte i hele den lange periode være i kostbar dialysebehandling (og på førtidspension), hvad der viser at der også ville være skattepenge at spare ved hurtigere behandling.

Alle historierne er dybt bevægende fordi det er sørgeligt at være vidne til menneskers ulykke eller belastende lange ventetid. Isoleret set vil ingen kunne benægte, at man ville kunne formindske antallet af personlige tragedier hvis der var flere donorer, og at dette kunne ske ved at flere endnu mens de er i live (og er ved deres fulde fem) lader sig registrere som donorer. Sagen er blot at man derved ser fuldstændigt bort fra den åndelige dimension i sagen. Ikke en eneste af de ca. ti tv-interview undertegnede har set på DR1 eller Update de sidste fem dage har så meget som antydet den problematik at der åndeligt set sker en uhyggelig krænkelse af det menneskelige sjæleliv ved hver eneste organtransplantation der forudsætter donorens hjernedød. Og denne undladelse er naturligvis ikke tilfældig, for den skyldes at eksperter og medier (og altså også folkekirkens biskopper) - stort set uden undtagelse accepterer hjernedøden og ikke hjertedøden som et menneskes definitive død, og derfor ikke længere regner tilværelsen mellem hjernedød og hjertedød for en vigtig del af dødsprocessen og dermed livet som der skal tages hensyn til.



Hjernedødskriteriet, der blev indført i Danmark ved lov i 1990, indebar at det blev legalt at afbryde al videre behandling af en døende patient, hvilket i praksis først og fremmest vil sige at slukke for respiratoren, idet ophøret af hjernens aktivitet betyder at vejen til helbredelse er blevet definitivt lukket. Herigennem legaliseredes imidlertid også muligheden for at udtage organer fra en hjernedød person til brug for transplantation til et andet menneske mellem tidspunktet for slukningen af respiratoren og indtrædelsen af hjertedøden. Transplantation af de mest livsnødvendige organer som hjerte, lever og lunger forudsætter som bekendt at organerne overføres som endnu levende organer, dvs inden hjertedøden indtræder for donoren. Loven indfører med andre ord som noget fundamentalt nyt i kulturhistorien det umenneskelige princip at et menneske dør ved hjerneaktivitetens ophør.

Hvis man ser sjæleligt eller eksistentielt på sagen, som man gjorde i gamle dage, hvor de intuitive fornemmelser var sikre, og iøvrigt dem de fleste mennesker også stadig lever på mere eller mindre ubevidst, så gælder at den definitive død først indtræder med hjertedøden, og at kroppen endda først kan betragtes som definitivt afsjælet flere minutter efter hjertedødens indtræden, nemlig når kroppen er begyndt at blive kold. Dette betyder at en værdig død forudsætter at man afventer hjertedøden - og endda at læger eller pårørende ikke giver sig til at flytte på den døde krop eller gøre denne i stand før nogle minutter efter hjertedøden. I praksis drejer det sig om mindst ti minutter. Men en halv time er anbefalelsesværdig og også normalt den tid der gives de pårørende til afsked med deres afdøde medlem på hospitalerne, når der ikke skal foretages disse legaliserede, men uhyggeligt sjælekrænkende transplantationer.

Det vil være fremgået at der her skelnes skarpt mellem hjernen og sjælen, og at det således bestrides at der kan sættes lighedstegn mellem hjerneaktivitet og sjælelig aktivitet. Lægevidenskaben som naturvidenskab betragtet kan naturligvis ikke konstatere sjæleaktivitetens ophør, da sjælen overhovedet ikke er et objektivt håndterligt eller måleligt fænomen, men alene et eksistentielt anliggende. Sjælen kan ene og alene konstateres gennem introspektion og den individuelle sjæls umiddelbare kontakt med andre sjæle. Sjælen er subjektivt-eksistentielt set meget mere end hjernens aktivitet. Den har berøring med hele kroppens aktivitet (dvs alle former for sansefornemmelser). Men den er først og fremmest også et ekstrapersonelt fænomen, idet den er et samspil eller en spænding mellem det individuelt bevidste og ubevidste og det kollektivt ubevidste. Men kan nok lettest forstå sjælelivet i analogi med det elektromagnetiske felt i fysikken, men det skal understreges at det kun er en analogi. Feltet kan ikke måles videnskabeligt.



Det kollektivt ubevidste er et fænomen der af gode grunde er omstridt, fordi det er immaterielt og irrationelt og derfor både uhåndgribeligt og ubeviseligt i naturvidenskabelig forstand. Men det er et fænomen alle mennesker uden undtagelse stifter bekendtskab med allerede i fostertilstanden, idet man kan konstatere drømmevirksomhed flere uger før et barns fødsel. I de første barneår kan det kollektivt ubevidstes virksomhed ses gennem den udbredte spontansang og tendensen til at falde i staver. Alle disse dybt kreative aktiviteter fortsætter livet igennem, så det roligt kan fastlås at der overhovedet ikke forekommer menneskelig kreativitet uden at den stammer fra det kollektivt ubevidste. Hos den voksne kan følingen med dette kollektivt ubevidste yderligere styrkes og til dels styres gennem bevidst meditation, bøn, dans eller musikdyrkelse.

Det besynderlige ved vor moderne tid er altså slet ikke at vi som den ovenfor citerede transplantationskirurg i sin store ensidige faginteresse postulerer at vi er ikke længere spørger hvad vi kan gøre for samfundet, men derimod at det kollektivt ubevidstes i virkeligheden enorme virkning og betydning på både enkeltmennesker og kollektiver ikke længere værdsættes efter fortjeneste, og at sjælelivet slet ikke ses som en vedvarende transaktion mellem det individuelt bevidste og det kollektivt ubevidste. Langt de fleste mennesker bruger fortsat ordet sjæl, når de skal omtale disse mange fænomener af kollektivt ubevidst art, ligesom de i det hele taget fortsat bruger betegnelserne for de arketypiske forestillinger som gud, djævel, engel, helvede, paradis m.m. Disse fænomener og betegnelser er simpelthen uudryddelige i dagligsproget. Og som ofte understreget her på siderne, så er dagligsproget reelt i nærmere kontakt med den fulde virkelighed end de naturvidenskabelige og filosofiske fagsprog, men det er blevet mere og mere trængt af disse fordi de betragtes som mere rationelle.

Vi vil alle gerne bilde os ind at vi er rationelle mennesker. Men det er vi ganske enkelt ikke udelukkende. Vi er vel at mærke heller ikke blot irrationelle mennesker. Vi er heldigvis begge dele ved siden af hinanden. Den rationelle virksomhed er forudsætningen for den praktiske tilpasning til realiteternes ubønhørlige verden. Men den irrationalle virksomhed er forudsætningen for både kreativiteten og meningsfuldheden i verden. De to sideordnede dimensioner eller virksomheder er med andre ord komplementære - og lige vigtige.

I hele spørgsmålet om organdonation er det vigtigt at slå fast, at det afgørende syn på menneskesjælen som andet og mere end de objektivt målelige fysiske hjerneaktiviteter nødvendigvis må indebære, at hjernedødskriteriet kun kan accepteres som praktisk redskab til at afgøre, hvornår videre sygdomsbehandling tjener et formål eller ej. Det kan derimod ikke accepteres som redskab til at afgøre hvornår et menneske sjæleligt er afgået ved døden. For dette sker først ved hjertedøden.



Det skred der vitterligt er sket i både lægers, biskopper og politikeres (og desværre også i et stigende antal godtfolks) opfattelse af døden, sjælen og organdonationerne, skal ikke forhindre folk der gennem solid subjektiv erfaring ved hvad en sjæl er i at protestere mod yderligere manipulationer med befolkningen i spørgsmålet om behandlingen af døende mennesker og deres pårørende.

Overfor den nye massive propaganda fra lægevidenskabelig side er det endda nødvendigt at sige ligeud at enhver organtransplantation der indebærer udtagning af et organ fra en patient inden hjertedødens indtræden er en decideret krænkelse af det menneskelige sjæleliv. Den er faktisk - trods den angivne 'altruisme' og 'medmenneskelighed' - så grov og kynisk at den kan sammenlignes med seksuelle krænkelser af mindreårige børn, for i begge tilfælde er der tale om dyb krænkelse af det sjæleliv der lever sit eget liv på sine egne betingelser og som i vid udstrækning er ubevidst eller underbevidst og som derfor hører det ukrænkelige privatliv til.

Krænkelsen består i begge tilfælde at gribe ind med vold og tvang mod forsvarsløse individers sarteste sjæleliv. Forskellen er naturligvis at de mennesker som de materialistisk indstillede kirurger med største selvfølgelighed tillader sig med lovgivernes accept at tage organer ud af ligger i koma og er fuldstændigt forsvarløse, så de tilsyneladende hverken fysisk eller psykisk reagerer på indgrebet og efter hjertedødens indtræden aldrig mere vil kunne bevidne overgrebet, mens børn oftest er ved bevidsthed og overlever - og derfor på et senere tidspunkt i deres liv i det mindste får mulighed for at berette om deres traumer og få behandling for dem.

Det er uhyggeligt og dybt foruroligende at eksperter og politikere i dag er blevet så materialistisk indstillet, at de ikke kan se at deres indgreb mod hjernedøde mennesker i princippet er det samme som psykisk syges og sociale belastede menneskers seksuelle overgreb mod sagesløse børn. Og endnu mere foruroligende at flertallet af befolkningen langsomt følger trop, giver efter for transplantationsforeningernes pres og efterhånden totalt mister den dybe intuitive fornemmelse for hvad sjæleliv er og hvad sjæleliv kræver af respekt, også i dødsstunden.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Links:

Etisk Råd
Dansk Center for Organdonation



Relevante artikler på Jernesalt:

Organdonation og dødskriterier  (19.6.09.)
Hjernedød, bevidsthedssyn og åndløshed  (2.4.08.)
Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt  (11.9.10.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
Hjerneforskningens revolution ifølg Lone Frank  (30.9.07.)
Hjerne og sjæl  (17.10.06.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)



Ontologi-serie:
At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (26.1.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
At være, at blive, og at dø (Skal læger bestemme over liv og død?)   (20.1.11.)



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal