Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel68sprogogdoed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.9.10


Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt

af Jens Vrængmose

11. september 2001 satte skel i verdensopinionen, fordi det veltilrettelagte, spektakulære og totaltchokerende terrorangreb på World Trade Centeret i New York med ét slag åbnede øjnene på alle vesterlændinge for den ubehagelige kendsgerning at hadet til Vestens værdier, livsstil og demokrati stikker meget dybere i den muslimske verden end vi gik og troede og derfor også cementerer kløften mellem den vestlige og den islamiske kultur. Det erindres vi om hver eneste årsdag for begivenheden.

Men som bekendt er ikke alle muslimer rabiate islamister der ønsker død over israelerne, amerikanerne og den vestlige verdens øvrige borgere. Faktisk er der mange muslimer der misunder os vor frihed og velfærd og som ville foretrække begge indført i de muslimske lande. Der kan derfor ikke på nogen måde sluttes logisk korrekt fra dødsofrenens antal i USA 11.9.01. til evigt fjendskab mellem muslimer og vesterlændinge eller fra islamisk terrorisme til en almen destruktiv dødsdrift i islam som sådan.

Det er derfor meningsløst når en rabiat amerikansk præst bebudede (men dog til sidst efter pres afstod fra) at han på årsdagen for 11.9. vil afbrænde Koranen på sin lille kristne sekts profane græsplæne. Ja, det er faktisk en hjernedød handling at brænde bøger af - ligegyldigt hvad der står i dem - for bøger og læsning af bøger er en ikke uvæsentlig del af den oplyste kultur vi tilhører og ønsker videreudviklet.

Midlet mod hvad man måtte opfatte som 'skadelig' litteratur hedder i ethvert demokratisk samfund kritisk og nuanceret tænkning, tale og litteratur, og skal en sådan overhovedet have en effekt, skal den være rettet direkte mod den propaganda der forkynder død over anderledestænkende, og ikke mod skrifter der kan fortolkes forskelligt, således som de såkaldt 'hellige skrifter' som Biblen og Koranen kan og rent faktisk bliver.



Bogafbrænding er 'hjernedød' i betydningen meningsløs og ufornuftig, men ideen og handlingen kommer jo fra mennesker af kød og blod der trækker vejret og hvis hjerter slår og sender iltet blod til hjernen. Så allerede ordets brug i denne forbindelse viser at 'hjernedød' ikke er det samme som 'hjertedød', men går snævert på den udviste mangel på fornuft.

Det samme kan siges om selve opfattelsen af hjernedød som kriterium for et menneskes definitive død som sjæleligt væsen. Her betyder hjernedød naturligvis mere præcist ophør af målelig virksomhed i hjernen, og et sådant scanningsresultat (i tvivlstilfælde eventuelt suppleret med røntgenundersøgelse) kan med meget stor sikkerhed afgøre om en patients muligheder for at overleve som fuldt menneske er til stede eller ej. Er muligheden ikke til stede, er der ingen grund til kunstig forlængelse af vedkommendes liv gennem fortsat behandling via respirator og sonder. Det autoriserede sygehuspersonale kan roligt og med god samvittighed slukke for alle apparater og lade patienten dø i fred.

Men selve døden indtræder ikke før patientens hjerte holder op med at slå.



Dette simple kendetegn har været almindeligt dødskriterium gennem årtusinder, fordi effekten af hjertets ophør er umiddelbart konstaterbar: øjnene brister, musklerne slappes, huden gulbleges, pulsen går i stå og legemstemperaturen begynder at falde, altsammen som følge af at der ikke længere pumpes iltet blod rundt i årerne.

Men på grund af lægevidenskabens muligheder for organtransplantation indførtes i 1980'erne i mange lande et helt nyt hjernedødskriterium der tillod lægerne at erklære et menneske for dødt, når al målelig hjernevirksomhed kunne konstateres ophørt. Så kunne man nemlig tage livsvigtige organer som hjerte og lever ud af det hjernedøde menneske mens respiratorerne fortsat holdt hjertet i funktion som leverandør af iltet blod til de ønskede organer, inkl. hjertet selv, og dette var betingelsen for at organerne kunne bruges til transplantation.

Kriteriet medfører som bekendt at døende patienter, hvis organer er anvendelige til transplantationer (ofte unge mennesker der får uhelbredelige hjerneskader ved ulykker) ikke får lov at dø i fred, men føres til kirurgisk behandling hvis de på forhånd har erklæret sig villige som organdonorer, eller at deres pårørende, hvis dette ikke er tilfældet, udsættes for overtalelsesforsøg vedrørende organerne - og i givet fald skal se deres ægtefælle, søn, datter, broder eller søster overført fra normal 'terminalbehandling' til transplantationskirurgi. En meget ubehagelig situation for de pårørende, fordi det forhindrer en medmenneskelig afsked med det døende menneske som har været normal i årtusinder. Den vækker derfor fortsat modstand blandt almindelige mennesker - og modstanden fører blandt de kyniske, naturvidenskabeligt indstillede læger til ønsker og forslag om obligatorisk donoraccept. Man skal ikke som hidtil blot på forhånd acceptere at være donor, men skal være tvunget til i døende og bevidstløs tilstand at afgive organer, hvis man ikke på forhånd har sagt fra.

Det ligger i de formuleringer der her er brugt, at den rent naturvidenskabelige indgang til spørgsmålet betragtes som kynisk eller umenneskelig, og dette skyldes naturligvis at den er udtryk for den opfattelse at menneskets sjæleliv kan reduceres til hjerneprocesser, på trods af at hjerneforskningen ikke på noget tidspunkt har kunnet eller vil komme til at kunne forklare sjælelivets faktiske eksistens og funktioner som hjerneprocesser.



Naturvidenskaben kan måle i hvert fald nogle hjerneprocesser, men den kan ikke måle sjælelige processer, for den véd intet om hvad disse er i fysisk henseende. Den har lov til og god grund til at anse det for givet at der er en eller anden sammenhæng mellem fysiske processer i hjernen og de sjælelige processer, men som nøgterne hjerneforskere indrømmer, så er der ikke givet nogensomhelst forklaring på koblingen mellem (fysiske) legemlige processer og sjælelige eller åndelige processer - allerede af den grund at der ikke gives nogen forklaring på det helt specielle og i disse spørgsmål altafgørende forhold at materien i menneskets tilfælde er nået op på et udviklingstrin hvor den bliver bevidst om sig selv.

Dette er et emergent fænomen i den biologiske udvikling, og emergente fænomener er uforklarlige, fordi de angiver et spring i udviklingen, hvis betingelser man i hvert fald delvis kan opregne, men hvis slutresultat forbliver en gåde der blot må tages til efterrretning. Uforklarligheden hænger formentlig sammen med to fakta: den høje grad af kompleksitet i de processer der foregår når "materien er bevidst om sig selv" (eller reflekterer) og den store hastighed processerne foregår i og som kan gøre objektiv (ikke-introspektiv) iagttagelse umulig - ligesom det er tilfældet for visse atomprocessers vedkommende. Graden af kompleksitet er så stor at hele fænomenet lettest kan ses som analogi til det elektromagnetiske felt i fysikken. Jf. artiklen om De psykiske fundamentalkræfter. Hele denne spegede sag skal iøvrigt ikke nærmere gennemgås her - da den er grundigt behandlet i andre artikler - jf. bl.a. Hjernedød og bevidsthedssyn.

Derimod skal det fremhæves, at hjerneforskningens og lægevidenskabens kyniske syn på sagen afspejler det forbløffende skred der i nyere tid er sket i indstillingen til vores sproglige behandling af naturens og eksistensens fænomener. Naturvidenskaben har haft held til at udbrede det såkaldte 'tingssprog' til alle sider af tilværelsen, således at det dagligsprog der er ene om at kunne dække tilværelsen i sin fulde dybde, højde og bredde er blevet marginaliseret i forhold til eksistensens centrale områder, selvom disse netop ikke kan undvære dagligsprogets vaghed, usikkerhed og markante hensyntagen til sjælelige og åndelige fænomener. Denne udvikling skyldes naturligvis at tingssproget dækker den målelige del af tilværelsen fortrinligt og derfor er blevet grundlaget for hele den teknologiske udvikling og det hermed forbundne fremskridt, mens dets modsætning - som dækker hele den umålelige del af tilværelsen og som man passende kunne kalde 'åndssproget' - er grundlaget for alt det der ikke direkte er forbundet med fremskridtet, nemlig den umiddelbare opfattelse af og stadige bekræftelse på den sammenhæng, mening og helhed vi fra fødslen forbinder med virkeligheden, ja som er en ufravigelig betingelse for sund virkelighedsopfattelse.

Det katastrofale er ikke at tingssproget anvendes og til stadighed forbedres, men at det trænger åndssproget længere og længere ud, for dermed undergraves selve dagligsproget som hinsides al specialiseret fagsprog bevarer den fulde føling med virkeligheden i og med at det omfatter både tingssproget og åndssproget. Naturvidenskabens systematiske indsnævring af sproget er ensbetydende med en indsnævring af virkeligheden.



Den eneste udvej af miseren er naturligvis at benytte komplementaritetssynspunktet og med dette som redskab betragte tingssproget og åndssproget som komplementære sprog der er logisk uforenelige, men begge berettigede og nødvendige, fordi de dækker lige vigtige områder af tilværelsen, den ene endog menings- og helhedsaspektet.

Dette betyder nu hvad angår dødens fænomen, at det eneste dødskriterium der kan kaldes menneskeligt bliver hjertedødskriteriet, fordi kun dette respekterer dagligsprogets føling med ikke blot den del af tilværelsen der er målelig og kan gøres nyttig, men også den del der er umålelig og ikke kan gøres nyttig, men som til gengæld er ene om at kunne fastholde al eksistentiel mening med og sammenhæng i tilværelsen.

Specielt må det her påpeges, at der er den ret vigtige forskel mellem det sjælelige og det åndelige, at det sjælelige kan ses som noget individuelt i den forstand at vi normalt betragter ethvert levende menneske som en sjæl (det var kun i Rusland man i sin tid kunne tale ironisk om 'døde sjæle', men dermed mentes personer der var afgået ved døden, men som stadigvæk talte med i statistikkerne. Jf Gogol's herlige 'Døde sjæle').

Det åndelige viser derimod hen til et mere overpersonligt fænomen; det forudsætter så at sige et fællesskab af individuelle sjæle, og dette kan let forklares med det fænomen der i moderne dybbepsykologi kaldes 'det kollektivt ubevidste', som igen lettest forstås i analogi med den elektromagnetiske feltteori. Med forklaring tænkes dog her ikke på nogen anerkendt naturvidenskabelig forklaring, for som sagt kan hverken det sjælelige eller åndelige måles objektivt videnskabeligt. Men det kan forklares i den forstand at det nøgternt kan henføres til åndelige fænomener som alle mennesker introspektivt kender fra sig selv, nemlig spontane drømme, ideer, forestillinger, fantasier, visioner og åbenbaringer - som går ud over den personlige erindrings rammer.

Analyserer man et bredt udsnit af sådanne spontane forestillinger - som Jung var den første der gjorde - viser det sig at de på forbløffende vis kan inddeles i grupper af meget ensartede forestillinger, som vel at mærke går igen fra kultur til kultur, fra tidsepoke til tidsepoke og som derfor siges at være af universel art. Jung kaldte disse universelle forestillinger for 'arketypiske forestillinger', dvs forestillinger der ser ud til at basere sig på en grundliggende fælles kilde, der kaldes 'arketype', men som ikke kan nærmere defineres, endsige dokumenteres.

De arketypiske forestillinger der dukker spontant op i menneskets drømme, ideer, visioner, planer m.m. er ikke destomindre faktiske, nøgternt konstaterbare bevidsthedsfænomener, mens de basale arketyper kun er hypotetiske størrelser vi kan have formodninger om, men som vi dog med fordel kan anvende for at kunne beskrive fænomenerne nøjere og mere systematisk. For eksemplifikationens skyld skal nævnes at typiske arketypiske forestillinger er begreber som far, mor, fødsel, død, guder, helte, engle, djælve, himmel, helvede, paradis, dødsriget osv. De konkretiseres som bekendt i alle kulturer, på alle sprog og af alle individer. Men den basale arketype synes indbygget i selve den menneskelige psyke.



Det ligger i sagens natur at mennesket er nødt til at forholde sig forskelligt til de to slags erfaringer og deres tilhørende sprog. De sanselige og håndgribelige ting kan erfares og beskrives relativt nøjagtigt som målelige størrelser i et tingssprog der har ret præcise begreber, mens de sjælelige og åndelige fænomener kun kan erfares gennem den subjektive og fortolkelige introspektion og kun beskrives gennem et åndssprog der er relativt vagt eller upræcist og bl.a. i vid udstrækning betjener sig af metaforer og analogier. De to slags erfaringer hænger igen sammen med de to slags psykiske grundprocesser.

Men forkaster man åndssproget, fordi det er upræcist og henviser til principielt umålelige størrelser, forkaster man dagligsproget og dermed den fulde føling med virkeligheden. Man indsnævrer virkeligheden i og med at man vilkårlig indsnævrer dagligsproget. Og så går det nødvendigvis galt, for man kan ikke skære den ene halvdel af tilværelsen fra uden at blive en sjælelig krøbling. Og man kan ikke over for dødens faktum og tragedie skære den ene halvdel af ældgammel menneskelig erfaring bort, uden at blive umenneskelig.

Læger der udtager døende, men hjernedødes patienters hjerter og levere med henblik på transplantation, og som for udfaldets skyld er nødsaget til at gøre dette inden patienternes hjerte er holdt op med at slå - altså ved at holde en respirator i gang på vedkommende indtil det pågældende organ er succesfuldt implanteret i et andet menneske - de er hjerteløse mennesker der ikke respekterer patientens ret til at udånde i fred og ro. Men disse læger er samtidig hjerneløse, for de respekterer heller ikke det ældgamle, på sund erfaring baserede dødskriterium der sætter et menneskes definitive død lig med dets 'afsjæling' der først sker når hjertet er holdt op med at slå.



Nu kan herimod naturligvis fra lægeligt og naturvidenskabeligt hold indvendes, at naturvidenskaben slet ikke kan konstatere at sjælen eksisterer, at et levende menneske har en sjæl eller at dets død følgelig er ensbetydende med dets afsjæling. Men det er jo ikke en indvending der tæller, for pointen i hele den argumentation der bruges i denne artikel er netop at det sjælelige eller åndelige ikke kan måles. Og det vil sige at sjælen og ånden ikke kan konstateres på naturvidenskabelig måde. Men til gengæld kan konstateres på anden måde.

Begge størrelser kan fuldstændigt nøgternt konstateres på ikke-naturvidenskabelige måde, nemlig gennem den introspektion der har fundet sted lige siden mennesket dukkede op i evolutionen og som er kendetegnet af selve det biologisk emergente, men uforklarlige eller gådefulde fænomen som gør os til mennesker at materien er begyndt at blive bevidst om sig selv.

Al kulturhistorie, al personlig og al kollektiv eksistens, herunder al religion, al kunst og musik, al erotik og kærlighed, al fest og kult, ja alt fællesskab og samfundsliv samt sprog er udsprunget af disse umålelige, men ikke ubeskrivelige fænomener vi forbinder med sjæleliv og åndsliv. Alle mennesker kender dem fra sig selv. Alle mennesker udveksler dagligt deres introspektive erfaringer med andre mennesker gennem det fælles åndssprog der er en del af det fælles dagligsprog. Og de er alle dage blevet gjort til genstand for kunst, digtning og kult. Så der er absolut ingen grund til at betvivle eksistensen af de sjælelige og åndelige fænomener.

Spørgsmålet er alene om mennesket ved at bøje sig for naturvidenskabens hjernedøde forsøg på at skubbe det umålelige væk fra virkeligheden og dagligsproget skal have held til at indsnævre begge dele - og dermed i realiteten fremmedgøre mennesket fra sig selv. Undertegnede mener naturligvis nej, og jeg vil også hævde at den eneste i længden effektive måde at imødegå alle trusler mod den vestlige verdens og dens værdier består i at værne om dagligsproget og det fulde føling med virkeligheden.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Hjernedød og bevidsthedssyn
Dødskriterier og organdonation
Aktiv dødshjælp

Psykologiens dybdeindsigt  (Afsnit af Værdimanifestet))
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl

Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom
Sproget og virkeligheden



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal