Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - jernesaltstatus08

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.08.


Status over Jernesalts sjette år

I sjette årgang af Jernesalt kan de store udenrigspolitiske problemer der knytter sig til Mellemøsten ikke siges at have fyldt særligt meget. Det skyldes naturligvis at udviklingen i regionen ikke har ændret sig væsentligt. Der er store problemer med at opretholde demokrati-indstillede regimer både i Afghanistan og Irak. Nato kan ikke blive enige om at øge troppestyrkerne i Afghanistan selvom det er yderst påkrævet, hvad ikke mindst de danske styrker i Helmand-provinsen kan mærke. Og i Irak gælder, at der fortsat er store spændinger mellem lokale, mere eller mindre etnisk og religiøst orienterede militser og regeringstropperne. Amerikanerne har øget indsatsen i en periode, og det har tilsyneladende hjulpet, men regeringen mangler fortsat ressourcer og effektivitet til at hamle op med de anti-vestlige og destabiliserende kræfter.

Alle steder afventer man præsidentvalget i USA til november. Den afgående, upopulære præsident Bush har ganske vist sat sig som mål at skaffe en fredsaftale mellem isrealerne og palæstinenserne i hus inden han forlader Det Hvide Hus, men ikke ret mange tror det vil lykkes. Både den palæstinensiske regering på Vestbredden under Mahmoud Abbas og den israelske regering under Olmert er så svage at de ikke er i stand til at give de nødvendige indrømmelser til modparten. Og i baggrunden lurer faren fra et atombevæbnet Iran med Hizbollah-forposter i Libanon. Der gisnes om at Bush eller Olmert kunne finde på at smadre Irans atomanlæg, hvis den forhandlingsvenlige Obama bliver demokraternes præsidentkandidat med udsigt til sejr over McCain.

Præsidentvalget i USA er blevet fulgt tættere af Jernesalt end sædvanligt, fordi det dels bliver afgørende for den fremtidige udvikling i Mellemøsten, dels har været særligt spændende som følge af at demokraternes to kandidater endnu ikke har nået nomineringsflertallet. Alt tyder nu på at Obama bliver opstillet og vil have gode chancer for at slå McCain. Han står i modsætning til denne for en egentlig fornyelse, hvad der i høj grad tiltrænges. Man der er naturligvis i USA som alle andre steder folk der frygter for store uforudsigelige forandringer. Foreløbigt ser alt ud til at vi slipper for en Clinton mere i Det Hvide Hus. Det ville i mine øjne næsten ikke være til at bære at skulle høre på Hillary Clinton fire år mere, når vi har hørt den karismatiske, men forsmædeligt handlende Bill i otte år. Det ville i hvert fald ikke være nogen fornyelse - og så kan man iøvrigt beklage lige så meget man vil at det ikke bliver en kvinde der bliver USA's næste præsident.



Herhjemme stjal folketingsvalget i november i høj grad billedet, fordi udfaldet lige til det sidste var uvist som følge af Ny Alliances opdukken på den politiske arena for et års tid siden. Partiet blev fra starten opfattet som et frisk pust, rettet mod både højre og venstre, men mest mod Dansk Folkepartis indflydelse på regeringen. Den er der en del borgerlige vælgere der har ondt af - og de troede Ny Alliance kunne råde bod på miseren. Det nye parti kom kun lige akkurat i folketinget, men vel at mærke uden at undergrave VKO-flertallet totalt. Diverse udmeldelser af Ny Alliance såvel som af Venstre og Konservative, truede en kort overgang flertallet og gav anledning til megen moro, hvad man ikke skal kimse ad, men alt førtes tilbage til det gamle da Malou Aamund forlod Ny Alliance og meldte sig ind i Venstre. Opbruddet på den fløj udeblev altså i denne omgang. Til gengæld var der opbrud på den anden fløj, idet SF under Villy Søvndal gik voldsomt frem ved folketingsvalget og er gået yderligere frem i meningsmålingerne efter valget. Han har gjort det godt, ham Villy - og derfor har Jernesalt ofret en længere omtale på manden - Klik.

En beskeden genoptagelse af Muhammedkrisen omkring Jyllands-Postens tegninger i 2005 fandt sted i marts måned som følge af at Politiets Efterretningstjeneste skred ind mod tre muslimer der havde planer om mord på tegneren Kurt Westergaard. Det udløste protester fra bl.a. Hisb-ut-Tahrir - og en helt usædvanlig stærkt reaktion herimod fra SF's Villy Søvndal, der direkte bad muslimer der var utilfredse med vores ytringsfrihed om at rejse ad helvede til. Man talte i den anledning om at retorikken var blevet stærkere, men det er da fordi erkendelsen af faren fra den islamistiske kant er blevet klarere - også på venstrefløjen.



Det gav sig også udtryk i den lidt besynderlige tørklædedebat der egentlig ikke kom til at dreje sig om substansen - at dommerne ved de danske retter ikke skal have lov til at bære muslimske tørklæder eller skilte med andre religiøse symboler - men om det formelle spørgsmål om hvilken instans der skulle afgøre det. Dommerne og integrationsministeren mente at det var domstolene selv der skulle have beføjelsen. Regeringen og et flertal i folketinget mente at det skulle stå i retsplejeloven. Integrationsministeren prøvede i allersidste øjeblik at stikke en kæp i hjulet på regeringens frembrusende tog, men måtte trække den hurtigt tilbage. Hun skulle efter sigende have overvejet at gå af, men blev desværre siddende. Den ellers tidligere så fornuftige retsordfører for Venstre har gjort en alt andet end heldig figur som minister.

Det gælder også andre ministre, herunder finansminister Løkke Rasmussen der har haft rod i bilagene som amtsborgmester for mange år siden og derfor nu er blevet udsat for en regulær hetz som blev startet af den nuværende konservative borgmester i Hørsholm Uffe Thorndahl der har en fortid i Fremskridtspartiet, men altså ikke kan døje Lars Løkke. Der er ingen tvivl om at medierne har overreageret, men næppe heller tvivl om at sagen har skadet Lars Løkke og navnlig hans udsigt til at blive statsmininster efter Anders Fogh Rasmussen. Liden tue kan som bekendt vælte et stort læs. Og læsset er blevet gjort betydeligt større i og med at der er skabt ret faste forventninger i mange kredse om at statsministeren inden længe vil sige ja til en større international post, hvis han får den tilbudt. Flere er mulige inden for et års tid, men selvfølgelig benægter Fogh at han er kandidat - og det kan han gøre med god samvittighed, for den slags jobs er man ikke officiel kandidat til. Det er jobs regeringscheferne i EU og Nato fordeler efter interne sonderinger og slagsmål.

Anders Fogh Rasmussen er ubetinget kompetent til flere af topposterne, men ender han med at påtage sig en af dem, vil dommen højst sandsynlig blive at han har svigtet både sit land og sit parti. Han førte partiet til valgsejr i 2001 på grundlag af en ny strategi der byggede på accepten af 'den tredje vejs politik', en decideret midterpolitik der nok er socialliberal i den gode betydning og altså hverken hælder for meget til liberalistisk eller socialistisk side. Strategien må siges at være lykkedes, og klassekampen dermed bragt definitivt til ende her i landet, men på grund af regeringens iøvrigt fornuftige accept af Dansk Folkeparti som fast støtteparti lykkedes det ikke, som hensigten var, at forhindre den blokpolitik som Det radikale Venstre under først Marianne Jelved og siden Margrethe Vestager mod al radikal tradition valgte som hovedstrategi i simpel dyb foragt for Pia Kjærsgaard og DF. Fogh har ikke formået at tale Det radikale Venstre til fornuft - og har heller ikke accepteret Dansk Folkeparti som medlem af regeringen. Ny Alliances opdukken gjorde kun stillingen endnu mere fastlåst. Fogh turde ikke tage stilling - og var blot heldig, da han ikke blev tvunget til det. Men reelt er den tredje vejs politik ikke ført til ende og gjort til en selvfølge her i landet. Fogh har ikke gjort arbejdet færdigt.

At forlade statsministeriet for en højere post i udlandet er i denne situation ikke særligt tiltalende. Det tyder nemlig på at Foghs ambitioner går mere på egen person end på landets interesser. Og selvom Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, sikkert kunne bestride posten som statsminister fagligt og forhandlingsmæssigt forsvarligt, så vil han hverken få befolkningens eller Venstre-vælgernes fulde hjertelige opbakning hertil. Et valg efter at Fogh er rejst vil næppe kunne vindes af VKO. Et alternativ er ganske vist ikke helt indlysende for øjeblikket, men et skifte vil komme før eller siden - og så må de nuværende oppositionspartier jo prøve at finde ud af at løse opgaven, når de ligefrem får den forærende på et fad. Det dybt beklagelige er at Fogh også løber fra den opgave at sikre sit partis idémæssige eller om man vil ideologiske fornyelse, dvs på det mere filosofiske plan sørge for en 'opdatering' af den danske socialliberalisme. Dette har Jernesalt påpeget gang på gang jf. bl.a. Partiskadelig uafklarethed i Venstre - og det vil vi også beskæftige os med fremover.

Når Fogh måske kan siges at være ude af stand til at løse en sådan mere filosofisk opgave, hænger det nu også sammen med hans yderst kritisable opfattelse af at religion hører til i de private rum og skal holdes ude af det offentlige rum. Dette kan - som Jernesalt også har påpeget gang på gang, se fx artikel - slet ikke lade sig gøre når en fremmed religions tilstedeværelse og udfoldelse er blevet et problem i vort sekulariserede land. Men det er heller ikke ønskeligt under normale omstændigheder, for religion er meget andet end læsning i hellige skrifter, bønner og ritualer samt dogmer og fundamentalisme. Religion er dybest set et folks umiddelbare føling med det kollektivt ubevidste - og kan allerede af den grund slet ikke bandlyses fra det offentlige rum, for dette rum er heldigvis fuldt af arketypiske forestillinger - uanset at de fleste mennesker ikke véd det eller ikke vil være ved det.

Her har Jernesalt fortsat en afgørende mission i såvel folkeoplysningen som oplysningen af den religionsforagtende elite og den religionsfrygtende politikerstand. Jernesalt har med større artikler om romantikken og det romantiske samt om de åndelige strømninger i det 19. århundrede forsøgt at påpege hvor betydningsfuld og uovervindelige følingen med det kollektivt ubevidste i grunden har været gennem de to sidste århundreder. Vi vil i det næste års tid fortsætte oplysningsarbejdet - med bl.a. opfølgende artikler om romantikken og en serie om moderniteten (Brandes, Poul Henningsen og kulturradikalismen) samt de afgørende nyerkendelser i det 20. årh.



Musik, kunst, teater og film er efter Jernesalts mening ikke blot og bar tidsfordriv for trætte sjæle, men afgørende for såvel individernes som fællesskabets evne til at holde kreativitetens og meningens kilder åbne, dvs til at sikre den frugtbare føling med det kollektivt ubevidste. Derfor artiklerne om Johan Sebastian Bach, Arne Haugen Sørensen og Jørgen Haugen Sørensen, 'Ordet' og 'Hamlet' på det nye Skuespilhus samt filmfolk som Kurosawa, Dani Levy, Roy Andersson og Ole Christian Madsen. Også dette vil blive fulgt op bl.a. med et essay om Richard Wagner.

Men hovedopgaven med hensyn til den nødvendige folke- og elite-oplysning bliver simpelthen at få skrevet en grundig og systematisk artikel om det kollektivt ubevidste, for uvidenheden om dette emne er umådelig, ja katastrofal. Den afspejler sig også i mere inferiør forstand i éndimensionaliteten i behandlingen af vigtige emner som hjerneforskning, organdonation og identitetsspørgsmål. Her er det umuligt at bryde snæversynet uden at fastholde en komplementær todimensionalitet mellem det bevidste og det ubevidste, således som den psykologisk er bestemt af den sideordnede forekomst af primærprocesserne og sekundærprocesserne i den menneskelige psyke, en forekomst Jernesalt ikke forsømmer nogen lejlighed til at fremhæve, heller ikke i denne statusopgørelse. Men overordentligt mange 'dannede' mennesker er totalt blokerede når talen falder på det kollektivt ubevidste. De betragter det som ren og skær overtro - og gider overhovedet ikke at beskæftige sig seriøst med nøgterne behandlinger af emnet.

Som eksempel kan nævnes identitetsseminaret på Københavns Universitet den 24. januar hvor der blev grinet godt og grundigt af Margit Warburgs oplæsning af citater fra almindelige danskeres besvarelse af spørgsmål om deres danskhed. Redaktør David Rehling fra Information morede sig også og kaldte seminaret lattermildt. Undertegnede sendte ham pr. mail min bedømmelse af seminaret, hvor jeg bl.a. skrev at det havde afsløret akademisk hovmod af allerværste slags. Deltagerne havde ingen anelse om hvad der kan røre sig i menneskers sjæledyb. Og jeg skrev også at den intellektuelle Rehling ikke fatter det folkelige, rationalisten i ham ikke det irrationelle og akademikeren ikke det åndelige. - Rehling takkede for den tilsendte artikel. Nu havde han da moret sig endnu engang.

Jernesalt går nu ind i sit syvende år - i fuld bevidsthed om sit ansvar! Jeg regnede fra starten med en udgivelsesperiode på syv år, og jeg kan i dag skønne at jeg formentligt når hvad jeg havde tænkt mig, således at jeg om et år kan levere en større udgave af min personlige filosofi i punktform til erstatning for den eksisterende lille udgave. Men jeg kan i dag også forestille mig at jeg fortsætter udgivelsen - med visse ændringer i målsætningen. Undertegnede er fuldstændigt klar over, at jeg ikke kommer til at kede mig det næste års tid, og jeg håber heller ikke de trofaste læsere kommer til det. Det er altid rart at høre fra læserne, omend beklageligt en gang imellem at måtte skuffe nogle af dem med svar de ikke havde ventet. Men det er faktisk meget opmuntrende midt under såre prosaiske problemer med bredbåndsforbindelsen - forårsaget af en tåbelig fejl fra TDC's side - at få en mail fra en læser, der ganske enkelt spurgte hvad der var i vejen, siden der i et par uger ikke kom nye artikler. Jeg håber ikke problemer af samme art dukker op igen.

Jernesalt går nu ind i sit syvende år - i fuld bevidsthed om sit ansvar! Jeg regnede fra starten med en udgivelsesperiode på syv år, og jeg kan i dag skønne at jeg formentligt når hvad jeg havde tænkt mig, således at jeg om et år kan levere en større udgave af min personlige filosofi i punktform til erstatning for den eksisterende lille udgave. Men jeg kan i dag også forestille mig at jeg fortsætter udgivelsen - med visse ændringer i målsætningen.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Status over Jernesalts syvende år  (2.6.09.)

Status over Jernesalts femte år - 2.6.07.
Status over Jernesalts fjerde år - 2.6.06.
Status over Jernesalts tredje år - 2.6.05.
Status over Jernesalts andet år - 2.6.04.
Status over Jernesalts første år - 2.6.03.

Programerklæring af 2.6.02.
At læse Jernesalt
Aksiomer
Redaktørens korte biografi
Redaktørens personlige filosofi i kort form
Inspiratorer og forudsætninger  (14.3.04. udvidet med omtaler)

Komplementaritetssynspunktet generelt
Indledningen til den komplimentære helhedsrealisme
Introduktionsserie til Jernesalts filosofi
Værdimanifestet komplet
Værdimanifestet i forkortet udgave



Stofområder:

Tværfaglighed
Komplementariteten
Helhedsrealismen

Redaktion
Inspiratorer og forudsætninger
Aksiomer
Afmagtspostulater
Humor

Samfund
Eksistens
Sekularisering

Essays
Peer Sendemands rubrik
Jens Vrængmoses rubrik 'Skidt og kanel'

Kronologisk artikeloversigt
Alfabetisk artikeloversigt

Emneindex
Personindex



Artikler om danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 2.6.2009