Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - afghan02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.12.07.


Afghanistan, Danmark og Nato

Det gør altid dybt indtryk når danske soldater mister livet på en mission så langt væk som Afghanistan. Inden for det sidste halve års tid er dødsfaldene kommet op på fem mand, og hver gang stilles der uundgåeligt spørgsmålstegn ved hvad dansk militær overhovedet skal i Afghanistan.

Svaret er naturligvis det ligefremme, at de skal være med til at bekæmpe den internationale terrorisme i form af Taliban og dermed også sikre at Afghanistan efter først Sovjetunionens og siden Talibans kontrol over Kabul kan forblive et frit, dvs. ikke-præstestyret land der ikke er base for islamistiske terrorister af Osama Bin Ladens slags, men om muligt blive led i den demokratisering af Mellemøsten som i sidste ende kan blive det eneste mulige effektive værn mod terror og destruktion.

Svaret er også at den danske mission er en del af Natos samlede indsats som blev iværksat efter terrorangrebet på World Trade Centret i New York 11.9.01. Det er altså verden stærkeste militærorganisation der står bag med ikke blot USA, Canada og Storbritannien som selvfølgelige partnere, men også Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og andre.

For Danmarks vedkommende gælder endvidere at missionen er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, omfattende VK-regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, De Radikale og SF. Og disse partier støtter fortsat engagementet og strategien.

Men problemet er at de relativt få danske soldater - en styrke på kun 5-600 mand - er placeret i den Helmand-provins i det sydlige Afghanistan, hvor kampene mod Taliban er mest utaknemmelige og krævende, og at meningsmålingerne herhjemme viser støt stigende flertal mod den fortsatte deltagelse i missionen.



For de danske soldater på stedet er problemet selve sikkerheden. De skal i forsøget på at holde området frit for Taliban-oprørere operere i et terræn der ikke giver noget naturligt værn mod snigskytter, men tværtimod er til største gunst for oprørerne i hele den kamp der er så asymmetrisk fordi oprørerne kan blande sig med civilbefolkningen. Navnlig Rasmus Tantholts nylige reportager på TV2 fra missionens lejr og udrykninger viste hvor ekstremt farligt opgaven er for de danske soldater. Og den slags gør åbenlyst indtryk på befolkningen herhjemme, der jo helst vil fred og forskånes for krig og hvad dertil hører af soldaters impulsive jubel over at have fået ram på en fjende.

Det gør imidlertid ikke situationen bedre at forsvarsminister Søren Gade, der ofte besøger tropperne i Afghanistan og er fuldstændigt klar over vanskelighederne, løber panden mod en mur hver gang han forsøger at overbevise sine kollegaer i Natos hovedkvarter i Bruxelles om at der er alt for få Nato-soldater i Afghanistan som helhed og i Helmand-provinsen i særdeleshed.

I og for sig er der ingen der bestrider dette faktum, men der er omvendt heller ingen andre forsvarsministre der ser ringeste grundlag for at forøge deres troppekontingenter. For de skal alle sammen tage højde for deres parlamentariske muligheder der igen begrænses af folkeopinionen i de respektive lande. For eksempel gælder for Tysklands vedkommende at man fra starten har gjort deltagelse i missionen betinget af at de tyske tropper ikke placeres i deciderede kampzoner! Selv Natos generalsekretær må under disse omstændigheder appellere fuldstændigt forgæves til regeringerne - og synes nærmest at have opgivet at ændre på såvel den samlede indsats som den indbyrdes byrdefordeling.



Forholdene i Afghanistan er anderledes end i Irak. Regeringen har mere styr på situationen, fordi den ikke er splittet i indbyrdes bekrigende partier og sekter. Men den er militært set uhyre svag. Hæren er for lille, for dårligt uddannet og for dårligt udrustet. Desuden har den som bekendt store problemer med at befolkningen lokalt ernærer sig ved opiumsdyrkning, der igen er med til at finansiere Taliban. Skal man bekæmpe Taliban, skal man bekæmpe opiumsdyrkningen, men bekæmper man opiumsdyrkningen tager man brødet fra bønderne og driver dem i armene på Taliban. Eneste udvej er at betale bønderne i dyre domme for at ødelægge deres høst af opium.

Naturligvis er der alternative muligheder for bønderne, navnlig i den frugtbare grønne zone langs Helmandfloden, hvis afvanding sker gennem regulering af Kajakidæmingen nordpå. Den blev bygget for amerikanske bistandsmidler tilbage i 1975 og genopbygget af tyske teknikere efter bombeangrebene i 2001. Men det er et stort problem for den afghanske hær at holde den fri for ødelæggelser fra Talibans side. Og det hører med til hele projektet at de udenlandske tropper hjælper den afghanske lokalbefolkning til at udbygge deres muligheder for at ernære sig på fredelig vis gennem dyrkning af området. De danske styrker har altså en dobbeltfunktion - og høster også anerkendelse for det fra afghansk side.

Men ulykken er, at kampen mod Taliban kan blive endeløs, fordi Nato har sat altfor få styrker ind for at nedkæmpe fjenden.



Problemet med de danske troppers tilstedeværelse i Afghanistan kan derfor til syvende og sidst koges ned til et tidsproblem: Sker der ikke inden for relativ kort tid markante forbedringer af troppernes muligheder for effektivt at bekæmpe Taliban i området, så må det forudses at de vil lide yderligere tab, og så vil regeringen og folketingsflertallet blive tvunget til at tage situationen op til overvejelse. Den hidtidige strategi og enigheden om den kan næppe holde til fortsat uvillighed i Natos hovedsæde til at opprioritere opgaven og sende massivt flere tropper til Afghanistan.

Regeringen står her i et alvorligt dilemma. For på den ene side ønsker den strategien fastholdt som værende i fuld overensstemmelse med regeringens grundsyn, at Danmark har forpligtelse til at påtage sig internationale opgaver i kampen mod terrorismen og forsvaret for demokrati og sikkerhed i verden. Men på den anden side kan man ikke forsvare i årevis at udsætte danske soldater for en risiko der er alt for stor i forhold til såvel den risiko andre Nato-lande, ikke mindst Tyskland, udsætter deres soldater for som den risiko der ligger i at sikkerhedssituationen på stedet ikke forbedres synligt i overskuelig tid.

Forholdene er af mange forskellige grunde ikke umiddelbart sammenlignelige med forholdene i og omkring Irak, men der er til gengæld ingen tvivl om at sporene fra Irak-krigen skræmmer. Denne krig har trukket ud, endda langt ud over hvad der var forudset og forventet da den startede. Det skyldes mange fejltagelser, men ikke mindst Iraks opsplitning i etniske, religiøse og klanmæssige grupperinger. I Afghanistan har problemstillingen fra starten været klarere. Men Nato har i hvert fald fejlet på det punkt, at man ikke har sat massivt ind for at forhindre Taliban i at få fodfæste i landets områder igen efter fordrivelsen fra Kabul. Eksperterne har derfor i årevis kunne påpege at Natos styrke i Afghanistan simpelthen er for lille til opgaven. Resultatet bliver uundgåeligt, at opgaven vil trække ud i det nærmest uendelige.



For den danske regerings vedkommende var situationen efter 11.9.01. meget klar. Danmark var forpligtet til at yde sit bidrag til den internationale kamp mod terrorismen og dens handlangere og træningscentre. Strategien var et klart brud på tidligere tiders danske neutralitet og appeasement-indstilling. Vi overvandt så at sige den forkærlighed for pacifismen som vi fik efter 1864 og som af gode grunde har præget Tyskland siden 2. verdenskrig. Men dette opgør med den gamle holden-sig-uden-for-konflikt-indstilling er lidt efter lidt fuset ud. I første omgang i forbindelse med Irak-krigen, hvor VK-regeringen sørgede for at trække de sidste tropper hjem inden der skulle være folketingsvalg. Men i anden omgang er det nu Afghanistan-missionen der er kommet under pres.

Alle de soldater der rejser derned frivilligt er båret af den indstilling, at de kan gøre en forskel i Afghanistan ved at bekæmpe terrorister og hjælpe civilbefolkningen med sikkerhed og opbygning. Og det har ikke hidtil været nogen illusion. Men det kan gå hen at blive det, hvis Nato ikke ændrer sin strategi og sender flere tropper af sted.

Det er karakteristisk for situationen, at forsvarsministeren og de politiske partiers forsvarsordførere bakker strategien op, men samtidig beklager udviklingen i opinionen og undskylder den med at de ikke har været gode nok til at forklare missionen. Men sandheden er at befolkningen udmærket er klar over hvad missionen går ud på, og for flertallets vedkommende sikkert også udmærket véd, at der er risici ved missioner af denne art. Men når forsvarsministeren og Natos generalsekretær selv gang på gang går ud og fortæller at de ikke kan få ønskerne opfyldt om at der bliver sendt det nødvendige antal tropper til Afghanistan, så følger det da af sig selv, at befolkningen må anse missionen for mere og mere tvivlsom. Og dette er desværre i længden undergravende for de danske soldaters moral, men det er også et svigt fra den politiske ledelses side.

Forsvarsministeren ser ud til at gøre hvad der er ham menneskeligt og politisk muligt, men statsminister Anders Fogh Rasmussen stikker hovedet i busken og nøjes med at sige at regeringen fastholder strategien. Han går derimod ikke i brechen for opgaven, herunder den selvfølgelige opgave at overtale sine kollegaer i EU til at skifte holdning til spørgsmålet om en nødvendig forøgelse af troppestyrkerne i Afghanistan. Det er efter min mening et klart svigt, men det tyder også på at statsministeren styres af helt andre hensyn end landets moralske konsistens.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Situationen i Mellemøsten generelt  (15.8.07.)
Danmarks exit af Irak ikke flatterende  (12.8.07.)
Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)

Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Hvad nytte er det til - det danske forsvar?  (15.3.04.)
Fogh og 29. august  (2.9.03.)



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal