Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanelunderhsamf

ARTIKEL FRA JERNESALT - 07.09.08.


Er Danmark ved at blive et underholdningssamfund?

af Jens Vrængmose

Krisen kradser andre steder end i Roskilde, hvor en vis bank har måttet overtages af Nationalbanken for at dens glade spekulationer ikke blot skulle gå ud over håbefulde spekulanter, men få uheldige konsekvenser for hele finanssektoren. Spekulationerne gjaldt boligmarkedet, og netop dettes prisoppustede boble er nu for alvor ved at sive ud, så prisniveauet kan komme ned på det mere normale. Det vil mange komme til at føle direkte, men indirekte mærker alle den afmatning i væksten på grund af forbrugernes stigende tilbageholdenhed. En ond cirkel der forstærker sig selv. Syv fede år afløses måske af syv magre. Og derfor er det igen blevet tid til forandring, her som i USA og mange andre steder i verden.

Skal dampen holdes oppe i vort såkaldte videnssamfund hvor den globale konkurrence er en kendsgerning alle må tilpasse sig, så er uddannelse alfa og omega. Det har det været for både regering og opposition i årevis. Men nu har faresignaler vist sig i form af betydeligt frafald fra både de lange og de mellemlange uddannelser. Dels er søgningen til disse uddannelser i år påfaldende mindre end tidligere - stik mod regeringens målsætning. Dels er der nu dukket flere og flere studenter op der har en indstilling til det at studere som er ikke alene uheldig og uønsket, men alarmerende.

Dette kom frem på undervisningsministeriets traditionelle årsmøde på Sorø Akademi i august, hvor formanden for Professionshøjskolernes Rektorkollegium Laust Joen Jakobsen analyserede problemerne med at tiltrække studerende til de såkaldte velfærdsuddannelser (skoler, daginstitutioner, social omsorg, sundhed og sygepleje), og herunder henviste til undersøgelsen "De unges uddannelsesrejser: Charterturisten, den rygsækrejsende og vagabonden" fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Selve disse tre betegnelser for dagens tre typer studerende turde være sigende, for det peger på et skred i de unges opfattelse af hvad uddannelse er. Den er ikke længere en vej der med mulighed for afstikkere fører fra et lokalt og individuelt udgangspunkt (folkeskole/gymnasium) til et lokalt og individuelt mål (eksamen og eksamensrelevant job), men en rejse ud i den vide verden.



Charterturisterne udgør den store gruppe. De ønsker en klar destination for deres uddannelsesrejse, idet de målretter deres interesse og orientering i forhold til et konkret erhvervsønske. De har ret præcise forventninger til uddannelsen. De ønsker hurtigst muligt og smertefrit af komme frem til destinationen, eksamen og arbejde. Rejsen eller uddannelsen er noget der skal overstås og minimeres mest muligt. De ønsker forudsigeligehed i uddannelsen, og den skal derfor være tilrettelagt i faste rammer. Det er målet der er intessant, og jo hurtigere de får job, jo bedre.

De rygsækrejsende opfatter selve rejsen som det interessante. Det er ikke eksamen og job, der er i fokus. Det finder de undervejs. De stiller høje krav til uddannelsen, da den er et led i deres personlige udviklingsproces. Uddannelsen skal være sjov og spændende, og de unge er optaget af at få oplevelser undervejs, ligesom det er vigtigt for dem, at de kan vælge nye retninger undervejs. I forhold til charterturisten ses uddannelse og arbejde i højere grad som en måde at selvrealisere sig på, hvor lysten og interessen er i højsædet.

Vagabonderne er unge som har svært ved at finde en retning på deres rejse og bide sig fast. De har typisk oplevet faglige nederlag i deres skolegang og mangler selvtillid. De har drømme og ideer om rejsemål, men i modsætning til de rygsækrejsende, hvor erfaringerne bygges oven på hinanden og drømmene efterhånden får en retning, sker der ingen læreproces i de erfaringer som vagabonderne gør sig. De har svært ved at rekonstruere hvad de har lavet. Disse vagabonder oplever et frit valg og en overflod af destinationer, men de er også bevidste om at de ikke kan nå alle destinationer.



På Sorø-mødet blev der ifølge avisreferaterne givet nogle vigtige tilføjelser. Laust Joen Jakobsen gjorde således opmærksom på at mange unge, især piger, stadigt tiltrækkes af værdier som handler om at gøre en forskel og arbejde med mennesker, men at budskabet bare ikke er nået frem til de rygsækrejsende. Forfatteren Lars Olsen understregede at mange af vagabonderne skræmmes væk af den akademisering som har sneget sig ind på både de kortere og mellemlange uddannelser og som han finder helt unødvendig. Lars Olsen har gentagne gange i kronikker, foredrag og bøger advaret mod den massive tendens til akademisering og individualisering i uddannelsessystemet.

Københavns Universitets studiechef Jacob Lange fandt situationen for de højere læreanstalter dramatisk. Uddannelsesmængden rasler ned, hævdede han, og nu var der kommet en fjerde type studerende på banen: X-Factor-studenterne. "Det er de unge som slet ikke ønsker at uddanne sig, fordi de tror, at viden og uddannelse nærmest vil ødelægge de kreative talenter, som en dag skal gøre dem til stjerner". Disse X-Factor-studenter styres af "drømmen om underholdningssamfundet, hvor enhver kan blive direktør for sit eget reklamebureau eller bryde igennem som popstjerne, bare kreativiteten slippes fri", lød det. Og der kom også en advarsel fra ham: "Vi risikerer at danskerne bliver dummere og dummere".

Nogenlunde samme toner kom fra virksomhedskonsulenten Christian Madsbjerg, hvis firma bl.a. har interviewet en lang række piger i alderen fra 13 til 27 år. Og her gik manglen på målrettethed igen. "I skolen er de konstant omgivet af de nye digitale medier. Men de bruges ikke til at lære noget. Man sms'er, chatter på Arto og lytter til iPod, og det fjerner alt sammen opmærksomheden fra undervisningen", sagde han. Og han kunne tilføje at for de lidt ældre piger der faktisk var i gang med at studere var det vigtigste slet ikke studiet. For det at studere er noget man gør ved siden af. Hovedformålet med tilværelsen er at man har det fedt med sine venner. Hertil kommer at mange unge simpelthen er forvirrede over de mange tilbud og muligheder. De unge synes det er helt uoverskueligt at skulle vælge og træffe beslutninger, og de udskyder derfor de store beslutninger.



Der er ikke noget at sige til at de højere læreanstalter er bekymrede, for selv om flertallet af unge fortsat stiler efter eksamen og job, så er det store frafald af mere eller mindre usikre og forvirrede unge en økonomisk og organisatorisk belastning for systemet og en klods for regeringens overordnede målsætning.

Og selvom man aldrig skal male fanden på væggen, fordi der i en generation findes en særlig type eller to der falder uden for normen, så synes 'vagabonderne' og 'X-Factor-typen' alligevel at være symptomatisk for en udvikling der må mane til eftertanke.

Generation afløser generation - og generationer er altid forskellige, fordi de i deres biologisk begrundede selvstændiggørelse nødvendigvis i et vist omfang må reagere mod deres forældre. Generaliserende taler vi om 68-generationen (født mellem 1943 og 1951/55) under ét selvom det ofte er alt for forenklet og uretfærdigt. Nogle kalder årgangene 1961-69 for 'nå-generationen' eller no-future-generationen, fordi de ikke kunne komme til efter 68'erne. Andre taler efter den canadiske forfatter Douglas Coupland om 'X-generationen', født mellem 1965 og 1980, som den typiske postmoderne generation med amerikansk-inspireret livsstil. Herefter kom 'Y-generationen' eller gøgeunge-generationen, der følte sig misforståede, var dovne på jobbet, men alligvel var krævende. Siden har vi også set en ironisk eller 'cool' generation uden uddannelse og med følelse af diskrimination. Men stadigvæk er der tale om generalisationer. Ind imellem findes fortsat mere normale unge mennesker der uddanner sig, finder et job, passer deres job og dermed holder samfundsmaskineriet i gang.

Men nu, hvor de forestående magre år vil føre til forandringer både økonomisk, socialt og politisk, er det trods alt noget bekymrende at velfærdssamfundets overflod har skabt ikke blot en kreativ klasse på elitært plan, men også en kreativitetsforlangende type af unge som flyr regelret uddannelse og arbejde. Den klasse
Richard Florida har betegnet som kreativ er i allerhøjeste grad kendetegnet af høj uddannelse og beskæftigelse. Kreativitet er her en selvfølge, fordi den altid har været der i dagligdagen og fortsat sikres i dagligdagen gennem miljøets gensidige stimuleren. Men arbejdet, uddannelsen, videreuddannelsen og forskningen er en integreret del af kreativiteten. Det ene kan ikke tænkes uden det andet, og dette hænger naturligvis sammen med at man på psykisk plan lader de kreative primærprocesser udfolde sig sideordnet (komplementært) med de rationelle sekundærprocesser. Legen kan gå hånd i hånd med arbejdet, humoren med alvoren, kreativiteten med realitetsprøvelsen og fastholdelsen af et ordnet civilt samfund.



Bliver drømmen om samfundet imidlertid til en drøm om et underholdningssamfund, hvor den styrende forestilling er mediernes kliché om reklamedirektøren eller popstjernen der skovler penge ind på lutter kreativitet, så er drømmen blevet en utopi af den art der ikke alene er umulig at realisere som helhed, men heller ikke kan virke inspirerende på den samfundsudvikling eller -forandring der hele tiden finder sted, netop fordi den ikke forbinder kreativitet med arbejde og uddannelse. Dermed forhindrer den personlig udvikling og gør i realiteten selvrealisering til udleven af simple driftsmæssige impulser i stedet for til realisering af de talenter den enkelte rummer.

Mytologisk set er det syndefaldsmyten om igen med den alvorlige tilføjelse at den generation der har mistet uskylden nægter at forlade uskyldighedens verden og påtage sig ansvaret for den normale voksenverden der er forbundet med arbejde og familieforpligtelser. Man forlænger barndommen ved at udskyde uddannelse og job så længe, at de bliver mere eller mindre urealisable. Og dette er igen kun muligt fordi velfærdssamfundets støtteordninger er så generøse som de er. Tilværelsens alvor behøver ikke at gå op for de unge før det er for sent.

I forvejen er der rigeligt med fristelser i form af stoffer og alkohol. Mange unge falder for fristelserne, fordi det er blevet en massiv trend at feste vildt mindst en gang om ugen. Det fører bl.a. til flere tilfælde af alkoholmisbrug for piger helt ned til 13-14-års alderen. Dette kunne man kynisk se som én stor udvælgelsesmekanisme for det moderne overflodssamfund. De fleste klarer udvælgelsestesten, men nogle dumper i - og sådan har det såmænd altid været. Det kan endda påvises at eliten blandt de unge studerende har deres bevidste morskab med udvælgelsen ved at organisere rusfesterne på de højere læreanstalter på en sådan måde, at alle uden undtagelse, altså også de mere stille og tilbageholdende eller decideret svage, tvinges ind i primitive og ofte psykisk, fordøjelsesmæssigt og seksuelt ydmygende indvielsesritualer. Det er, som netop skildret i et indlæg i Politiken, ren og skær - og fuldt bevidst - kynisme fra arrangørernes side, og det tillades vel at mærke af myndigheder, ministerium og folketing.



Den elitære strategi viser sig også på værste vis i den tendens til akademisering af flere og flere uddannelser som Lars Olsen ofte har påpeget og som bl.a. gør sig gældende som en systematisk højnelse af abstraktionsniveauet langt ud over det påkrævede. Den rammer alle der ikke er bogligt stærke. Og er med til at gøre kløften mellem de højtuddannede og de lavtuddannede større, alt imens man prøver at finde midler til at bryde den negative sociale arv.

Men tendensen til at gøre tilværelsen til underholdning og samfundet til et underholdningssamfund rammer dybere, fordi den er med til at undergrave samfundets evne til at overleve. Økonomisk kan det gå op og ned, fordi et frit samfund er afhængigt af markedet og dermed konjunkturerne. Men velfærdssamfundet burde ikke udannelsesmæssigt være ramt af de økonomiske konjunkturer. Her burde målsætningen om bedre og bedre uddannelse af alle ligge fast, så meget mere som der næppe er tvivl om at landets konkurrenceevne afhænger af at vidensniveauet til stadighed øges.

Velfærdssamfundet kan derfor ikke defineres ud fra forestillinger om lutter kreativitet eller lutter trivsel. Socialdemokraterne synes i deres nye trivselsprogram at være fristet af billige illusioner; det vender vi tilbage til. Men hvis de blandt unge meget udbredte forestillinger om et samfund af kreativitet og underholdning bliver udslaggivende for de kommende generationers valg og gennemførelse af uddannelse, så bliver hele samfundet æsteticeret på en uholdbar måde.

Danskerne påstås ifølge sociologiske undersøgelser at være et lykkeligt folkefærd sammenlignet med andre. Den slags statistikker kan man ikke bygge nogetsomhelst på. Men de kan bruges til at minde om hvad en klog amerikansk diplomat engang sagde: Happy nations have no history.

Skal en nation overleve på længere sigt, skal den drives af andre forestillinger end ideerne om underholdning, oplevelse, trivsel og lykke.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Jens Vrængmoses rubrik

Syndefaldet, myte eller sandhed?
De psykiske grundprocesser
Selvrealiseringens idé og psykologi
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Ungdomsoprøret og romantikken  (26.05.08.)

At blive som barn påny
Ungdom, druk og moral
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'

Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Velfærdsforhandlinger: Demonstration - utidig forlystelse?  (16.5.06.)
Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)
Velfærdsudspillet fra regeringen  (6.4.06.)
Velstand og lykke er to ting  (24.11.06.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal