Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - velfaerd01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.12.05.


Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?
- Eller begynder den politiske debat først nu?

Onsdag den 7. kom så den længe ventede slutrapport fra Velfærdskommissionen. Den blev forelagt for pressen og offentligheden i Egtveds Pakhus af formanden Torben M. Andersen der på moderne vis gennemgik hovedtrækkene ved hjælp af plancher på storskærme. Men af en eller anden grund blev mødet åbnet af Clement Direkte Kjersgaard med stor manke og slipseknude, friskfyragtig som sædvanlig, men ildevarslende. For skulle det hele blot være et mediestunt til underholdningsbrug eller et seriøst oplæg til politikerne og befolkningen om nærmere granskning af rapporten og efterfølgende debat. Signalforvirring.

Kendsgerningen er i hvert fald at mødet dårligt var forbi, før den ene politiker efter den anden trådte frem til de varme mikrofoner og fortalte at de ikke troede på forslaget. Villy Søvndal fra SF og Line Barfod fra Enhedslisten stemplede forslaget som nærmest bagstræberisk. Det indebar nemlig ingen udvidelse af den offentlige sektor, hvad der ellers for dem er den eneste tænkelige vej til velfærd. Og statsministeren personligt var ikke længe om at få understreget, at "de dele af Velfærdskommissionens rapport, der handler om skat og brugerbetaling ikke på nogen måde vil indgå i de forhandlinger om velfærdsreformer som regeringen lægger op til".

Kommissionens medlemmer tog det forholdsvist roligt. De udtrykte lidt skuffelse, men pointerede at de havde gjort det arbejde de var blevet bedt om. Og det garvede medlem professor Jørn Henrik Petersen udtalte på vanligt overlegne facon, at han var temmelig sikker på, at forslagene nok alligevel med tiden ville blive gennemført, for sådan var det gået med Socialkommissionens forslag for ti-femten år siden, skønt de var blevet afvist i første omgang.

Det mest bemærkelsesværdige er trods alt, at flere erhvervsfolk som Asger Aamund og Jess Søderberg finder det sørgeligt, hvis der nu går så meget politik i udfordringerne, at udviklingen ikke vendes. Både DR1 og DR2 samt TV2 fulgte op og fandt folk og eksperter der også kom med hurtige domme. Nynne Bjerre på DR2's Deadline havde torsdag aften fundet en antropolog fra Dansk Design der gav sig til at læse op af statsministerens gamle og forlængst kasserede bog om minimalstaten for at belyse at der ikke ville ske noget. Rent tidsspilde for seerne.

Altsammen på trods af at statsministeren i månedsvis har sagt at regeringens udspil ville komme når kommissionens rapport forelå og var kommet gennem høring i organisationerne en månedstid. Det sikre er altså at der kommer et regeringsudspil, som igen vil føre til forhandlinger med alle folketingets partier med henblik på et bredt forlig. Usikkert er derimod om det brede forlig om en større reform overhovedet kan nås - eller om det hele ender med ad hoc løsninger hen ad vejen - det vi bramfrit kalder lappeløsninger. Men det er nu engang spillets regler. Kommissionens medlemmer er ikke politikere og deres ansvar har ikke været politisk, men rådgivningsmæssigt. Om politikerne vil følge rådene, er her som altid op til dem selv, hvad der i praksis vil sige til deres partipolitiske og personlige interesser i forlig.



Problemerne og udfordringerne for det danske samfund består - og det skal Velfærdskommissionen da ikke have utak for at have påpeget og sat systematisk op.

Den helt store udfordring ligger i at vi lever længere og længere, hvad der med uændret pensionsalder vil betyde en stigende belastning af de offentlige finanser. Da der samtidigt fødes færre og færre, vil der fremover også blive færre og færre erhvervsaktive til at skaffe indtægterne. Derfor skal der under alle omstændigheder sættes ind for at skaffe flere i arbejde i længere tid. Det kan ske ved gradvis forhøjelse af pensionsalderen, hurtigere og bedre uddannelse af de unge og de arbejdsløse samt bedre integration af indvandrerne. Eventuelt kan det blive nødvendigt at åbne for indvandring af højt uddannede. Disse punkter er der ikke den store principielle uenighed om, derfor burde forlig være muligt.

Men resten kan der blive strid om. Efterlønnens udfasning, ændring af satserne for understøttelse, brugerbetaling for sundhedsydelser og ikke mindst omlægning af en del af skatten fra arbejde til bolig er de mest kontroversielle. Andre, mindre indgribende forslag indeholder pakken dog også.

En altid fornuftig kommentator som professor Jørgen Grønnegård Christensen tror ikke på 'en stor sammenhængende forkromet reform', men han er temmelig sikker på at et eller andet sker i den retning som kommissionen foreslår. Det ville nu også være mærkeligt andet. For ingen betrider jo udfordringen. Det er alene midlerne til opgavens løsning og deres indbyrdes prioritering der er diskutable. Og det har kommentatorerne sagt længe, herunder medlemmer af den såkaldte Alternative Velfærdskommission og Ældre Sagens direktør. Ikke mindst har de anfægtet de økonomiske og demografiske præmisser for den officielle analyse



Objektivt set har Velfærdskommissionen i hvert fald begået to alvorlige fejl. Den har bevidst tilsidesat regeringens udmelding om at der ikke skal røres ved skatterne. Og den har bevidst gjort sit forslag til en samlet pakke, der i store træk ikke kan pilles ved, hvis man vil acceptere forudsætninger og mål.

Velfærdskommissionen har selvfølgelig lov til at mene at skatteomlægninger er det bedste, men når nu regeringen på forhånd har afvist dem, selvom erhvervslivet også gerne vil have dem, så kunne det vel ikke være urimeligt at forvente, at kommissionen havde peget direkte på konsekvenserne af ikke at medtage dem.

Men sagen er jo, at kommissionen har satset på en samlet, forkromet pakke, som politikerne ikke kan pille enkeltheder ud af uden at ødelægge balancen. Det er da mildest talt tåbeligt, når man på forhånd vidste at den siddende regering, der skal udmønte rådene i konkret reformudkast, ville se fuldstændigt bort fra det centrale element om skatteomlægning. Men det allerbedste havde selvfølgeligt været at kommissionen havde opstillet alternative muligheder, så alle kunne se, hvilke konsekvenser det ville få, hvis de og de punkter gled ud, men den overordnede økonomiske balance skulle opretholdes. Sådan blev det ikke - og det har gjort det for nemt for kritikerne at sige nej til kommissionens råd.

Spildt har dens arbejde nu ikke været, for analyserne findes - og kan til hver en tid benyttes af både tilhængere og modstandere til egne formål. Efter sigende har hele herligheden kostet skatteyderne 32 millioner. Det er ikke en krone for meget. Det er tværtimod pjat at hæfte sig ved en sådan lovligt og normalt bevilliget udgift til en helt normal og kvalificeret ekspertbistand.



Givet er nu, at den politiske debat først for alvor kommer i gang når regeringen kommer med sit udspil engang i februar måned. For så lægges der op til de egentlige politiske forhandlinger der skal afgøre om der bliver en samlet og bred reform eller om delløsninger vil blive udskudt til de bliver påtrængende nødvendige. Meget taler for at der kan opnås bred enighed om i hvert fald justeringer af pensionsalder og efterløn, større indsats for integration og hurtigere og bedre uddannelse.

Men strid om enkeltheder skal der nok blive. De konservative, der var dem der ønskede kommissionen nedsat, har allerede erklæret sig uenig med statsministeren om afvisningen af skatteomlægningen. De ser ud til at glemme, at også statsministeren vil acceptere skattelettelser på arbejde, når og hvis økonomien tillader det. Det er en omlægning af skat fra arbejde til mursten der p.t. er uspiselig for såvel Venstre som socialdemokraterne.

Venstres dilemma er ikke at man klart har meldt ud, at man ønsker socialdemokraterne med i et Velfærdsforlig. Det kan ganske vist gøre et større forlig meget besværligt og måske helt umuligt. Nej, det er at statsministeren holder urokkeligt fast på konsensusdemokratiet og den gradvise udvikling. For dette betyder ikke blot nej til en revolutionerende reform, men kan også blokere for nødvendige langsigtede tiltag, så man undgår evindelige lappeløsninger og for en gangs skyld laver mere fremsynet politik. Det er blot helt forkert uden videre at kalde dette manglende mod og lederskab, således som bl.a. Jyllands-Posten gør i sin leder i dag.

Vist skal der mod og vilje til at gennemføre nødvendige reformer, og Venstre vandt jo valget i 2001 på at sige 'Tid til forandring'. Men Venstre ville ikke være et liberalt parti, hvis ikke det troede på den gradvise udvikling og de nænsomme reformer. Det udelukker ikke store forandringer over lang tid at drage omsorg for at reformer gennemføres så sjælene kan følge med. Det vidner derimod om at Venstre har lagt ideologien definitivt bag sig. Dette burde landets erhvervsfolk og andre liberalister have in mente.



Henvisninger:

Regeringens velfærdsudspil april 2006  (6.4.06.)

Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)

Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal