Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - velfaerd02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.4.06.


Velfærdsudspillet

Tirsdag den 4. april kom så regeringens velfærdsudspil under titlen "Velfærdsreformer og investeringer i fremtiden". Det kom godt en måned senere end oprindeligt beregnet, fordi Muhammed-sagen mens den kørte i højeste gear umuliggjorde en fornuftig fremlæggelse og debat. Men nu er debatten i gang og forhandlingerne i finansministeriet taget op. Regeringen satser på et forlig inden sommerferien. Og efter de foreløbige meldinger fra partierne og kommentatorerne at dømme bliver forhandlingerne uden tvivl hårde, men chancen for et bredt forlig hvor både Dansk Folkeparti og socialdemokraterne er med synes gode. Der er næppe tvivl om at statsministeren og vicestatsministeren såvel som Pia Kjærsgaard og Helle Thorning Schmidt ser et bredt forlig som det bedste for landet og partierne på langt sigt. Spørgsmålet er kun om det lykkes de to sidstnævnte partiledere at få deres respektive partiers folketingsgrupper og baglande med til de fornødne, ikke helt små kompromisser.

Udgangspunktet for hele reformarbejdet er naturligvis først og fremmest de internationale udfordringer i forbindelse med globaliseringen og de nationale udfordringer i forbindelse med de demografiske forskydninger. Udadtil bliver konkurrencen i de kommende år skærpet, så stigende investeringer i forskning og uddannelse bliver nødvendige. Indadtil bliver vi flere og flere ældre og færre og færre erhvervsaktive, så de offentlige udgifter til efterløn og pensioner kommer under stigende pres, fordi der bliver færre til at betale skat.



Ifølge regeringens eget forord til udspillet er formålet med reformen at skabe bedre betingelser for vækst, velstand og velfærd i fremtiden. Regeringen sætter fem pejlemærker:

Den vil sikre holdbar finansiering af fremtidens velfærd.

Den vil øge beskæftigelsen.

Den vil sikre midler til øgede investeringer i Danmarks fremtid.

Den vil sikre en stærk sammenhængskraft i det danske samfund ved at få alle med i udviklingen.

Og den ønsker at forandring skal gå i hånd med tryghed.

Hvad det sidste angår ønsker regeringen at hver enkelt borger får større frihed og føler et større personligt ansvar for sin egen tilværelse. Men regeringen ønsker også et samfund uden store skel og med et socialt sikkerhedsnet.



Af udspillet fremgår iøvrigt, at regeringen vil satse på et markant løft i investeringerne i forskning og udvikling, uddannelse, innovation og iværksætteri. Derfor foreslås bl.a. at der afsættes en globaliseringspulje til investeringer i fremtiden. Puljen skal bygges gradvis op til en størrelse på 13 mia kr. i 2015.

Regeringen ønsker at borgerne får flere aktive år på arbejdsmarkedet. Det betyder konkret at pensionsalderen foreslås sat op fra 65 til 66 i 2023 og til 67 i 2025, og efterlønsalderen gradvis fra 60 til 61 i 2017, til 62 i 2019 og til 63 i 2021. Desuden skal de unge under uddannelse tilskyndes til at gennemføre deres uddannelser hurtigere, så de gennemsnitligt bliver færdige omkring 25 år, dvs cirka et år hurtigere end for øjeblikket.

Regeringen stiler efter bedre integration, og det vil primært sige højere beskæftigelse blandt indvandrerne. Desuden ønskes bedre muligheder for tiltrækning af fremmed arbejdskraft med høj uddannelse. Det er ganske enkelt nødvendigt for at følge med i udviklingen på forskningsfronten. En af mulighederne er en green card-ordning for særligt kvalificerede udlændinge.

Regeringen understreger at udspillet sikrer balancen i den offentlige økonomi på længere sigt og samtidig skaber plads til de investeringer der skal påbegyndes her og nu. Den satser på at øge beskæftigelse med 125.000 personer i 2025 stigende til over 150.000 i 2040. Af de 125.000 personer i 2025 kommer 85.000 fra forslagene om senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, mens de 40.000 skyldes initiativer vedr. indvandring og uddannelsesforløb.

De foreslåede initiativer frem mod 2025 skaber et økonomisk råderum på godt 1,5 pct. af bruttonationalproduktet, heraf bruges en trediedel til investeringer i forskning, uddannelse, innovation m.m., mens to trediedele anvendes til finansiering af de stigende udgifter til ældrepleje, sundhed m.m.



De foreløbige reaktioner har ikke været særligt overraskende. Mest måske nok, at velfærdskommissionens medlemmer har været ganske positive. For de kan jo se, at mange af deres enkelte forslag og ideer går igen, selvom helheden - den samlede pakke - blev afvist, ikke mindst fordi den inkluderede en skattereform. Andre økonomiske eksperter er også overvejende tilfredse med udspillet. Dog naturligvis ikke mere end at de forudser, at nye reformer bliver nødvendige længe før udspillets egen tidshorisont er nået.

For partiernes vedkommende er det værd at notere, at de radikale langt fra er tilfredse, men dog vil være med i forhandlingerne, og derfor på forhånd har opgivet deres krav om total afskaffelse af efterlønsordningen. De har indset, at dette krav for tiden ingen chancer har for at komme igennem folketinget.

Socialdemokraterne vender sig primært mod forhøjelsen af efterlønsalderen med tre år og dermed fjernelsen af et år fra ordningen, og desuden er de imod udspillets korte ikrafttrædelsesvarsel. Kun folk der er fyldt 50 år bevarer den nuværende ordning, så de kan trække sig som 60-årige. Alle under 50 år må vente et, to eller tre år. Men ellers angriber socialdemokraterne mere udspillets påståede generelle tendens til 'mere pisk end gulerod'. Helle Thorning Schmidt brugte udtrykket så flittigt på førstedagen af debatten, at det kom til at virke halvkomisk.

Dansk Folkeparti ligger meget på linje med socialdemokraterne, men da de står regeringen nærmere og regner med at skulle med i et forlig, var Pia Kjærsgaards retorik noget mildere. Hun forudså dog hårde forhandlinger, navnlig om efterlønsordningens udskydelse med tre år. Men som flere kommentatorer har været inde på, kan man nok regne med at det færdige resultat lander på 62 år som ny efterlønsalder. Regeringen vil med forslaget om 63 tvinge oppositionspartierne til at komme med andre forslag til finansiering, dvs beskæringer af de sociale udgifter på andre felter.

Givet er at både socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kommer til at betale for at være med og altså må gøre op med sig selv, hvor høj pris det går an at betale i forhold til medlemmer og vælgere. Meget tyder på at Helle Thorning Schmidt får det største problem. For ganske vist kan hun forsøge at spille på det kort der hedder parløb med den værste konkurrent. Men spilles dette spil for højt, kan resultatet blive et valg.



Ser man bort fra de mange detailproblemer der skal forhandles på plads og i stedet for ser på det overordnede og langsigtede perspektiv, står det klart, at regeringens velfærdsudspil først og fremmest satser på at sikre velfærdssamfundets bevarelse gennem nødvendige justeringer således at der fortsat bliver økonomi til at finansiere de stigende udgifter der vil komme. Andre hensyn eller problemer nævnes, men nedtones. Det gælder spørgsmålet om uligheden i samfundet. Og det gælder spørgsmålet om forholdet mellem friheden og ligheden, altså i begge tilfælde klassiske spørgsmål i samfundsdebatten, som hænger nøje sammen.

Regeringen ønsker at forandring skal gå hånd i hånd med trygheden og at der sikres en stærk sammenhængskraft i det danske samfund ved at alle kommer med og alle får en chance. Og det lyder jo godt og rigtigt, faktisk så godt og rigtigt at ingen kan være imod det.

Men helhedsrealistisk set abstraheres der her fra grundliggende komplementariteter i samfundsdynamikken, nemlig komplementariteten mellem frihedstanken og trygheds- eller lighedstanken, komplementariteten mellem individ og samfund, og komplementariteten mellem den jordnære økonomiske realitet og den mere spirituelle realitet der har med værdier, livskvalitet og mening at gøre.


Som det fremgik af den tidligere uoverensstemmelse mellem socialministeren og statsministeren med hensyn til uligheden i Danmark (jf. artikel), så mangler Venstre en afklaring af spørgsmålet om forholdet mellem den for al dynamik nødvendige frihed og den for al tryghed nødvendige følelse af fællesskab eller solidaritet i samfundet. Alt andet lige øger friheden uligheden, og omvendt vil en fuldstændig lighed totalt forhindre al frihed. I et civiliseret og demokratisk samfund er det nødvendigt med forståelse for at begge principper er vitale, men ikke destomindre aldrig går op i en højere enhed. Derfor må der her tænkes komplementært.



Nøjagtigt det samme gælder hvad angår forholdet mellem individ og samfund. I et civiliseret og demokratisk samfund lægger vi vægt på individets frihed, men vi må også acceptere at samfundet trods alt står over individet, ikke i betydningen det konkrete samfundssystem, men i betydningen selve den underliggende samfundsmæssige sammenhæng som den bl.a. ligger i et fælles sprog og en fælles historie, men også i forestillingen om at et samfund ikke må splittes op i klassedelte enheder. Løsningen hedder igen komplementariteten. Individet skal så vidt muligt have optimale udfoldelsesmuligheder, men fællesskabet må ikke ødelægges, solidariteten ikke sættes overstyr, klassedelingen aldrig blive definitiv.

Her kommer spørgsmålet om samfundets sammenhængskraft ind i billedet, for på den ene side gælder at sammenhængskraften bliver for svag, hvis fællesskabet mere eller mindre opløses til fordel for individualismen eller egoismen. På den anden side gælder at en høj grad af tryghed og lighed aldrig er tilstrækkelige til at sikre sammenhæng i et samfund. Dem er der nemlig ingen egentlig kraft i. Den må søges og vedligeholdes i kulturen og religionen.

Dette betyder imidlertid at velfærdsreformer aldrig er tilstrækkelige til at sikre et samfunds sammenhængsevne eller -kraft. Velfærd må udvides til også at omfatte et større eller højere formål med samfundsudviklingen, og det vil igen sige i et dybt fællesskab og en dyb tro på at der er en mening, et mål og en retning med samfundsudviklingen. Og hvad dette angår er ikke alene regeringens udspil utilstrækkeligt, men regeringen svag, og det hjælper den ikke at oppositionen er mindst lige så svag. For alle tænker i alt for høj grad på økonomi og sociale ordninger.

Det råder den komplementære helhedsrealisme bod på - og derfor vil der i den. 8. april komme et specielt udspil til regeringen fra Jernesalt, nemlig et   Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen om rigets stilling og muligheder efter krisen omkring Muhammed-tegningerne
.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Regeringensudspillet på  Statsministeriets hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Demonstration - utidig forlystelse?  (16.5.06.)

Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)  
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)
Efterlønnen bevares i en eller anden form  (20.1.06.)

Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)

Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Øvrige artikler om Danmark  (i kronologisk orden)
Alle artikler om samfund

Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Individ og samfund som komplementære fænomener
Helhedsrealismen

Se også   Værdimanifestet  (forkortet version)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal