Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eu14xformand

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.14.

EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester

Fredag den 27. blev spændingen om valget af ny kommissionsformand for EU udløst. Statscheferne valgte Luxembourgs tidligere ministerpræsident, den borgerlige Jean-Claude Juncker som først og fremmest kansler Merkel gik ind for, men som også Europa-parlamentet med borgerligt flertal kan acceptere. Men for første gang valgtes formanden ikke uden afstemning blandt statscheferne. Storbritanniens konservative David Cameron forlangte afstemning, og her stemte han og Ungarns nationalkonservative, men kontroversielle Viktor Orban imod Juncker, der altså blev valgt med 26 stemmer mod 2. Og det er naturligvis blevet udlagt som et nederlag for Cameron, der da også udtrykte skuffelse - og straks blev hånet af alle sine modstandere i hjemland og udland, inklusive den største del af pressen.

Men Cameron har ret i sin kommentar: "Det er en dårlig dag for Europa. Denne beslutning risikerer at underminere de nationale regeringers og parlamenters magt for i stedet at give ny magt til Europa-parlamentet.... Hele denne proces styrker mig bare i troen på at EU skal reformeres.... Slaget er tabt i denne omgang, men krigen bliver lang og hård. Jeg vil stadig arbejde for at Storbritannien kan blive i et reformeret EU. Men helt ærligt, så bliver det sværere at overbevise den britiske befolkning". - Og det sidste har han også ret i, for den store vinder ved EU-valget var jo Nigel Farage's UKIP, der vil have Storbritannien ud af EU. Valg til Underhuset skal der være næste år, og Cameron har lovet folkeafstemning om EU-medlemsskabet i 2017, hvis han genvinder regeringsmagten.

Valget af Juncker skal dog ses i det ret snævre perspektiv, at det var vigtigt for Merkel og de andre konservative ledere i EU at gå ind for den formandskandidat der kunne blive accepteret af EU-parlamentet - og det var det tilsyneladende kun den konservative, ret farveløse, men helhjertede unionstilhænger Juncker der kunne blive. Selv socialdemokraterne i den tyske koalitionsregering bøjede sig for realiteterne og gav afkald på at støtte partifællen, den siddende parlamentsformand Martin Schulz som kandidat. Og det samme gjorde bl.a. Frankrigs Hollande og Danmarks Helle Thorning. Alle gav udtryk for at de har lyttet til kritikken af EU og vil arbejde for reformer i EU. Men det er mundsvejr. Realiteten er at den erfarne og dygtige Juncker er systemets mand, og at det var en sådan flertallet ville have. Man frygter forandringer og tror man kan løse EU-krisen med løfter om grøn dagsorden, bekæmpelse af skattesnyd og skatteunddragelse og diskussioner om velfærdsydelser (som navnlig Danmark lægger vægt på). Thorning tror endog hun kan tale David Cameron til rette.

Fortrænge den folkelige protest kan man imidlertid ikke. Men vi slap da for moralisten Martin Schulz som kommissionsformand, og vi kom da af med den magtfulde Barroso der kuppede EU i 2011. Nu mangler kun valget af EU-præsident og EU-udenrigsminister. Og her er den danske statsminister i spil.

Helle Thorning-Schmidt får gode ord med på vejen fra næsten alle sider. Merkel kalder hende ligefrem fantastisk! Men det karakteristiske ved situationen er, at hun i givet fald ikke bliver valgt til en EU-toppost som visionær politiker der virkeligt vil kunne gøre en forskel når det gælder at skabe de reformer der skal til for at støtte den folkelige protest mod hele den elitære tankegang i systemet. Hvis hun overhovedet bliver valgt - og her mindsker det hendes chance at Danmark har forbehold i EU og ikke er med i euro-samarbejdet - så er det for glatheden, den sikre optræden og den almindelige velvilje, og ikke for politisk substans endsige nytænkning. Hun vil ikke gøre nogen forskel. Og det synes at være hendes største aktiv.



Det mest besynderlige ved personspørgsmålet i EU er at det påvirker den politiske situation i Danmark i så høj grad, at alle ser hen til en afgørelse for at få ende på alle spekulationer. Det hævdes fra bl.a. Venstreformand Lars Løkkes side, at Danmark skal være stolt af eventuelt at få en international toppost, og det hævdes af bl.a. Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde at Helle Thorning fortjener en toppost. Men faktum er at vi nu er kommet derhen at vi ikke véd om landets statsminister og socialdemokratiets formand fortsat hedder Helle Thorning-Schmidt om tre måneder. Det forlyder endda fra de 'sædvanligvis velunderrettede kilder' (som ofte viser sig slet ikke at være spor pålidelige) at den socialdemokratiske partiorganisation forlængst er i gået i gang med valgforberedelser, og at der også er livlig diskussion om forestående ændringer internt i regeringen. Helle Thorning personligt siger ikke andet end det hun er nødt til at sige i denne situation: at hun ikke er kandidat til nogen toppost, og at hun bliver i Danmark som statsminister og partiformand. Det er slet ikke en decideret usandhed. Det er blot hvad en statsminister er nødt til at sige udadtil, hvis hun overhovedet vil bevare chancen for at få en toppost. Mere skal man ikke lægge i det. Og journalisternes evindelige spørgen til sagen i håb om en fortalelse, skal man ikke tage for andet end drillerier (som Thorning er klog nok til ikke at lade sig gå på af).

Men sagen har som bekendt også den bagside at dansk politik er havnet i en dyb ledelseskrise der ikke alene viser sig i at valget mellem en socialdemokratisk kandidat og en venstremand til statsministerposten næste gang er valget mellem to lige visionsløse opportunister, men også i at de øvrige partier (med de radikale som eneste undtagelse) udtrykkeligt har meldt ud at de hverken er interesseret i at danne regering eller at indgå i en koalitionsregering efter næste valg. Dette er noget helt nyt i dansk politik - og er i virkeligheden et dybt foruroligende svaghedstegn.

Helle Thorning og Lars Løkke kan unægteligt det politiske håndværk, men de er totalt blottede for genuin føling med de folkelige kræfter i landet og er derfor ude af stand til at føre landet frem til mål der drejer sig om andet end økonomisk vækst, præstationer og konkurrence, socialpolitik og fordelingspolitik. De taler naturligvis om visioner, men hvad de nævner i den forbindelse er floskler og almindeligheder. Den radikale Margrethe Vestager, der ikke lægger skjul på at hun vil i regering efter næste valg, er på samme hold. Og alle de andre, inklusive Lars Barfod, Kristian Thulesen Dahl og Pia Dyhr Olsen, satser udelukkende på størst mulig indflydelse uden tungt regeringsansvar. Selv Thulesen Dahl, der for et par måneder siden havde en enestående chance for at tage têten som midterfløjens topleder ved at distancere sig fra en mere og mere ormstukken Lars Løkke, skulle ikke nyde noget af at løbe en risiko.



En væsentlig grund til denne tilbageholdenhed (der ikke har noget med ægte ydmyghed at gøre) er naturligvis erfaringen af at partier der går ind i en regering som koalitionspartnere som hovedregel bliver tromlet over af det største parti og samtidigt skal lide under pressens og vælgernes uafladelige og nådesløse ministerkritik. Alle ministre synes dømt til at få en skandalesag på halsen før eller siden, takket være administrationens uhyre kompleksitet som selv embedsmænd på højeste plan ikke altid kan gennemskue. Men alligevel er politikernes tilbageholdenhed udtryk for manglende vilje og evne til at hæve politikken over dette jammerlige andedamsniveau der kun kan afføde politikerlede.

Skal politik være statmandskunst, så kommer den ikke uden om viljen til at få fuld føling med de skabende kræfter i folket eller evnen til at lede disse skabende kræfter ind i de konstruktive baner der skaber reformer nedefra, men også emergens i udviklingen. Det er sket utallige gange i historiens løb - også her i landet. Men det kræver føling med det kollektivt ubevidste - og den er der ingen af dagens politikere der har.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

EU er mere splittet end nogensinde  (21.7.14.)



Artikler om EU og Europa
EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges  (27.5.14.)
Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)
Politisk status II - Danmarks unikke situation  (18.3.14.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Fædrestyringens fallit og alternativ - foranlediget af debatten om Yahya Hassans digte (3.2.14.).
Værdikampen må op på et højere niveau - foranlediget af den uroen i dansk politik (4.2.14.).



'Den komplementære helhedsrealisme'

'Højsangen om den menneskelige eksistens' - introduktion af
stor og rigt illustreret fortælling om kunst, musik, mytologi,
naturvidenskab, idéhistorie, politik og kulturhistorie.

Uddrag af 'Højsangen':
Skitsering af udviklingen fra 2001 og frem
Falske myter i nutiden



Vor tids største udfordring: Nyskabelsen af den umiddelbare realitet  (13.11.13.)
Udfordringen for dansk politik og kultur 2013  (8.11.13.)



EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget  (26.11.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)
EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa, men udskød euro-redning og centralisering  (30.6.12.)
EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip  (25.5.12.)
Løjerligt Europamanifest fra broget intellektuelt hold  (11.5.12.)
Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.) Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal