Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - euromanifest12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.5.12.


Løjerligt Europamanifest fra broget intellektuelt hold

af Jens Vrængmose

Under et åbenlyst storskrydende reklameslogan som "Vi er Europa" har en selvbestaltet række af Europas førende intellektuelle i store dagblade i Frankfurt, London, Madrid, Rom, Warszawa og København offentliggjort et manifest som direkte "modspil til eliternes og teknokraternes topstyring og dominans i Europa". (Se engelsk udgave).

Anledningen er den store ungdomsarbejdsløshed i Europa der ligger på gennemsnitligt 25 %, men er højere i visse lande som Grækenland og Spanien, og som har sin årsag i den dybe finans- og eurokrise. Med rette påpeger manifestets forfattere og underskrivere at det kan føre til sammenbrud for hele den ellers så beundrede europæiske model, hvis "håbet for Europas unge generation bliver ofret på europakrisens alter". Og de opfordrer derfor Europakommissionen, de nationale regeringer, Europaparlamentet og de nationale parlamenter til at skabe "et Europa med aktivt beskæftigede borgere" og dertil sikre de økonomiske og juridiske betingelser for noget de kalder "Det europæiske år for frivilligt arbejde for alle".

Målet er noget så ejendommeligt som at "demokratisere de nationale demokratier for at genopbygge Europa i kampråbets ånd: Spørg ikke hvad Europa kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for Europa ved at deltage i Europa". (En omskrivning af John F. Kennedys opfordring til sine landsmænd ved indsættelsen som USA's præsident i 1960). Vi har, hedder det, brug for et europæisk civilsamfund og yngre generationers visioner, hvis vi skal finde svar på nutidens brændende spørgsmål. "Vi har ikke råd til at lade Europa blive forvandlet til målet for en 'vred bevægelse' af borgere der protesterer mod Europa uden europæere".

Det understreges at 'Det europæiske år for frivilligt arbejde for alle' er en selvhjælpsorganisation for kreativ ulydighed som kan udgøre et kraftigt modspil til den europæiske og nationale elites indflydelse på politikken og erhvervslivet. Det giver muligheden for håb og modstand mod en institutionaliseret mangel på visioner....

Og til sidst pointeres det at hensigten med 'Det europæiske år for frivilligt arbejde for alle' er at få det europæiske folk til at rejse ud i Europa og tage initiativ til at lære nye sprog og opstarte projekter.



Umiddelbart ser det sympatisk ud at disse førende intellektuelle bekymrer sig for ungdomsarbejdsløsheden og gældskrisen såvel som for det europæiske demokrati, men man studser alligevel over at det iøvrigt meget diffuse angreb på eliternes topstyring og dominans i Europa netop kommer fra et decideret elitært hold herunder fra folk der sidder i Europaparlamentet (selveste formand Martin Schulz er med) eller er tidligere formand for Europakomissionen (Jaques Delors) eller tidligere generalsekretær for Nato (Javier Solana), tidligere Bundeskanzler (Helmuth Schmidt) eller tidligere udenrigsminister (Joschka Fischer). Det tyder jo allermest på at de ærgrer sig over ikke i dag at sidde i spidsen for de organisationer der har mest legitimeret politisk magt og indflydelse i Europa. Og når de appellerer til bredere kredse med henblik på at skabe et modspil til den faktiske magtelite i navnlig EU i form af en selvhjælpsorganisation for kreativ - og ikke-voldelig - ulydighed og i det hele taget et selvbevidst europæiske civilsamfund der både har visioner og er i stand til at handle, så virker det som et slag i luften der er lige så nytteløst som enhver anden velment, men idealistisk idé der råbes ud fra tagene med høj røst og store fagter.

Mere jordnært og forståeligt bliver opråbet næppe af at det beder Europas virksomheder om at yde økonomiske bidrag til 'Det europæiske år for frivilligt arbejde for alle', med den begrundelse at det er nødvendigt at organisationen får et solidt økonomisk grundlag, for hvordan kan man forestille sig at private virksomheder generelt skulle være interesserede i at gå imod det etablerede politiske system. Og direkte ufolkeligt kommer hele projektet til at syne når det understreges at "det europæiske civilsamfund først vil blive til virkelighed, når borgerne lærer også at se verden gennem andres øjne", for her angribes selve den for tiden ret stærke og helt forståelige politiske tendens overalt i EU til at forsvare de - flere steder - ret svage folkelige fællesskaber der i flere årtier har været og stadig trues af det store antal indvandrere og flygtninger der strømmer til Europa fra uro-plagede områder i Afrika og Mellemøsten. De kommer nemlig til af overvejende sociale grunde, og de er alle vanskeligt integrerbare i modsætning til de højt kvalificerede mennesker virksomhederne og universiteterne selv rekrutterer fra udlandet. Her blander manifestets forfattere faktisk tingene så grundigt sammen, at man ikke skulle tro at de overhovedet var intellektuelle mennesker der kan skelne væsentligt fra uvæsentligt.

For vist har de da ret i at Europa ikke skal være et egentligt militært fort der skal forsvare sig mod enhver fremmed der ønsker at komme ind, eftersom Europa historisk set har været et fristed for folk der er flygtet fra vold og forfølgelse. Men sagen er netop i vor egen tid blevet at Europa på grund af et stigende antal indvandrere med sammenførte familier efterhånden - uden at nogen har tilsigtet det - har udviklet sig i en sådan pluralistisk retning at det grundliggende folkelige fællesskab og civilsamfund er blevet undergravet i og med at antallet af desintegrerede og dermed virkeligt fremmedartede mennesker er blevet stærkt forøget. Og det er langt fra flertallet af tilstrømmende der er flygtede fra personlig vold og undertrykkelse.

Over for disse kendsgerninger må det betegnes som idealisme og humanisme af værste skuffe at påberåbe sig at Europa i kraft at have været menneskerettighedernes vugge for tid og evighed skulle være totalt åbent og grænseløst for enhver der blot vil nyde fordele af de menneskerettigheder og den velstand Europa har opbygget, men ikke selv være med til eller i stand til at yde noget til forsvar for rettighederne og velstanden. De flygter derimod i vid udstrækning fra deres forpligtelse til at bygge deres hjemlande op som civiliserede lande det er værd at leve i og blive i.

Det viser sig da også at i hvert fald flertallet af manifestets medunderskrivere er principielt tilhængere af både pluralisme og multikulturalisme og nærmest sætter lighedstegn mellem disse to intellektuelle ideologier og det ægte europæiske demokrati eller bagatelliserer forskellene. Manifestets underskrivere postulerer jo faktisk rent ud og i strid med sandheden at der ikke er demokrati i det Europa vi taler om, nemlig EU-området, og at de derfor vil gøre plads for en demokratisering ved at få unge europæere til at rejse ud i verden og lære nye sprog samt lære at se verden gennem andres øjne. Noget sådant er en ganske glimrende anbefaling til alle unge der ønsker at få luft under vingerne og kvalificere sig til at leve i en globaliseret kultur med umådelig stor kommunikation og handel på tværs af grænserne, men det er propaganda at give det udseende af at vi europæere ikke skulle have behov for og gode grunde til fortsat at se med verden gennem vore egne øjne og forsvare vort demokrati.



Kigger man navnene igennem på den lange liste af forfattere og medunderskrivere, springer det i øjnene at der er flere socialdemokratiske politikere imellem dem som er kendt for at sætte globale og universelle interesser over nationale, skønt de sidste er forudsætninger for såvel integrationen og folkeligheden som en holdbar åbenhed og civilorden. Det er ligeledes påfaldende at der er mange sociologer iblandt dem, herunder polske Zygmunt Bauman og britiske Anthony Giddens samt tyske Ulrick Beck (der har initieret manifestet sammen med politikeren Daniel Cohn-Bendit), ikke fordi der er noget i vejen med sociologer eller politologer i almindelighed, men fordi de sjældent er upartisk, men tværtimod ofte politiserende på et intellektuelt og uforbindende niveau.

Det er i denne forbindelse også bemærkelseværdigt at man lader den overordentlig skarpe og systematiske tyske filosof Jürgen Habermas lægge navn til manifestet (selv om han et sted omtales i tredje person); han nævnes endda som den første af forfatterne. For så ledes man til at tro at han har haft med udarbejdelsen at gøre, men det kan umuligt være tilfældet, så uigennemtænkt og inkonsistent det forekommer.

Manifestet har sine klare forbilleder i Europakommissionens manifest for kreativitet og innovation anno 2009, der betegnede sig som et af de vigtigste resultater af 'det europæiske år for kreativitet og innovation 2009', og som var udarbejdet i fællesskab af 'ambassadørerne for det europæiske år', dvs udvalgte europæiske personligheder inden for kultur, videnskab, erhvervslivet, uddannelse og design. Manifestet ville med sine 'syv bud' medvirke til at forme EU's strategi for kreativitet og innovation i de kommende ti år. De såkaldte ambassadører overrakte manifestet til Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, ved en ceremoni i Kommissionens presserum.

De syv bud (som ingen kan have noget imod) var - 1. Gød jorden for kreativitet i en livslang læringsproces, hvor teori og praksis går hånd i hånd. - 2. Gør skoler og universiteter til steder, hvor elever/studerende og lærere engagerer sig i kreativ tænkning og “learning by doing”. - 3. Omdan arbejdspladser til læringssteder. - 4. Tilskynd til en stærk, uafhængig og mangfoldig kultursektor, der kan fastholde dialog mellem kulturer. - 5. Tilskynd til videnskabelig forskning med henblik på at forstå verden, forbedre folks liv og stimulere innovation. - 6. Stimulér designprocesser, tænkning og værktøjer med respekt for brugernes behov, følelser, ambitioner og evner. Og - 7. Støt forretningsinnovation, der bidrager til velstand og bæredygtighed. - Jf. Klik

Og allerede i 2003 fremlagde det tyske socialdemokrati (SPD) sit eget Europamanifest 2003. Det var underskrevet af Jürgen Habermas og den polske redaktør Adam Michnik foruden af Timothy Garton Ash, Slavenka Drakulic, Ferenc Feher, Paolo Flores d’Arcais, Anna Foa, Juan Goytisolo, Eric Hobsbawm, Yaroslav Hrytsak, Caglar Keyder, Milan Kundera, Jacques Le Goff, Tariq Modood, Claus Offe, Bhikhu Parekh, Krzysztof Pomian, Olivier Roy, Fernando Savater, Anthony D Smith og Joseph Ratzinger (den senere pave Benedikt).

Spørgsmålet der dengang blev stillet var ikke blot: hvor går Europas grænser? Men også: hvordan artikulerer grænseområderne sig? Hvad er forholdet mellem de kulturelle og politiske mønstre i f.eks. Ukraine og Tyrkiet og – på den anden side – de gamle europæiske politiske og kulturelle centre? Multi-kulturalisme er blevet et kernebegreb,der engagerer såvel modstandere som forsvarere, uden at der er klarhed over begrebets implikationer. Religion sættes over for sekularisme i en debat, hvor grundlæggende sider af den moderne selvforståelse udfordres. Internt i det gamle Europa – i de europæiske velfærdssamfund – er spørgsmålet: Indebærer de integrationsprocesser, som EU organiserer, undergravning af velfærdssystemet? Er nationalismen en historisk tilbagelagt eller forældet forståelsesform eller er dens appel voksende – og i så fald: i hvis interesse? - (Kilde: Peter Madsen (red.) m.fl.: Europa - Et uafsluttet projekt).

Og det var da unægteligt relevante og fornuftige spørgsmål, men nu i 2012 synes man ikke at spørge længere, nu er de intellektuelle skråsikre og udtaler sig partisk og ideologisk på hele den europæiske befolknings vegne, ja, de påstår at "Vi er Europa" og at Europa skal genopbygges nedefra som et åbent samfund der ikke sætter grænser.



Åbenlyst siger de selvbestaltede førere at Europa er et 'laboratorium for politiske og sociale ideer uden sidestykke'. Men de glemmer at selvom historien som helhed og mange tidsbestemte dele af den kan betragtes som et laboratorium eller endda et eksperiment i den forstand at resultatet af den historiske proces aldrig kan forudses eller forudsiges fordi der indgår så vel bevidste, rationelle og kendte faktorer som ubevidste, irrationelle og ukendte faktorer i den, så lader en bevidst og oplyst kultur aldrig tingene udvikle sig på bedste beskub, hvilket vil sige efter tilfældighedens princip. Ansvarlige ledere forsøger tværtimod altid at styre udviklingen så meget at man i det mindste kan undgå direkte forfald og undergang.

Det at være europæisk betyder, understreger de intellektuelle førere, at være selvreflekterende og kritiske, og det kan vist ingen være uenig med dem i. Men det selvreflekterende skulle da gerne indebære at man reflekterer over og bliver sig bevidste om sine egne værdier, og det kritiske skulle gerne indebære at man hverken sluger alle skøre ideer udefra eller alle intellektuelle opråb og påhit indefra.

Den elite af intellektuelle der udtrykker sig i manifestet påstår ligefrem at den europæiske identitet bygger på uenighed og konflikter mellem mange forskellige politiske kulturer, men de påpeger ikke det lige så afgørende at uenighederne og konflikterne ikke får identiteteten til at forsvinde op i den blå luft. Den består tværtimod neden under forskellene i form af et sammenhængende, men udefinerligt kollektivt fællesskab. Den bygger altså ikke på uenighed og konflikter, men rummer uenigheder og modsætninger. Og det er noget andet.



'Vi er Europa'-manifestet slår endelig fast at Europa også handler om ironi, nemlig om at vi kan grine af os selv. Ja, "Der findes ikke nogen bedre måde at fylde Europa med liv og latter end gennem, at almindelige europæere finder sammen og handler på egne vegne." - Og dét rummer da en vigtig sandhed, men rammer dem selv. For ironi og latter har altid eksisteret i Europa som folkets afgørende modspil til eliternes magtkamp og magtstræb. Humor og latter er som sådanne vigtige forudsætninger for det kollektive fællesskabs sundhed og livskraft - jf. Humor og tragedie og Latterkultur. Men de findes allerede og skal aldeles ikke først skabes gennem det manifestets forfattere kalder "aktivt beskæftigede borgere". De trives tværtimod i så høj grad at ikke alene eliterne i Bruxelles og Strasbourg, men også dem bag 'Vi er Europa'-manifestet rammes af dem.

Nok findes der både truende ekstremister på den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj, ligesom der findes farlige og terroristiske ekstremister på den udefra kommende islamistiske fløj vi skal vogte os for, men Europa er ikke ved at blive "forvandlet til et mål for en 'vred bevægelse' af borgere der protesterer mod Europa uden europæere". Europa er tværtimod fortsat et hjemsted og fristed for almindelige mennesker der kan se med sund kritisk skepsis på økonomiske og politiske magthavere såvel som på intellektuelle multikulturalister der blæser på alt værn om sund identitet der har naturligt nationalt grundlag.

De intellektuelles nye 'Vi er Europa'-manifestet er tomme ord der ikke ændrer det fjerneste ved den aktuelle økonomiske og struktuelle krise eller den katastrofale ungdomsarbejdsløshed i Europa. Det er derfor et slag i luften der kun kan fremkalde latter hos menigmand der har lidt sund fornuft i behold.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Link til Europamanifestet på tysk
samme på engelsk



Jens Vrængmoses rubrik

Humor og tragedie
Latterkultur

George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)
EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)
Status over året 2011  (1.1.12.)

Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)

At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal