Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eu12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.12.


EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa,
men udskød euro-redning og centralisering

Det var en smule symbolsk at det lykkedes Italien at vinde semifinalen i fodbold over Tyskland næsten samtidigt med at det lykkedes den italienske ministerpræsident på EU-topmødet i Bruxelles at få den tyske kansler til at acceptere direkte EU-hjælp til de betrængte italienske og spanske banker. Det var dog ikke et stort nederlag for den modstræbende Angela Merkel, for dels røg hun ikke ud af turneringen, dels er det i Tysklands egen interesse at tyske banker kan undgå tab på deres fordringer i Sydeuropa. Det hun forud for mødet havde erklæret sig som absolut modstander af var ideen om at lave deciderede EU-obligationer der ville betyde at eurolandene fremover ville komme til generelt at hæfte solidarisk for enkelte landes uansvarlighed. Og dette ville blive ekstra dyrt for Tyskland. Men disse eu-obligationer blev da heller ikke accepteret som andet end et pilotprojekt.

Løsningen blev derimod at de 17 eurolande besluttede at oprette et nyt banktilsyn ved Den Europæiske Centralbank, så kriseramte banker fra december 2012 direkte kan få hjælp fra EU's permanente redningsfond, ESM. Denne 'Europæiske Stabiliserings Mekanisme' (ESM) og den midlertidige redningsfond med det andet kriseprægede navn 'Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet' (EFSF) skal fremover bruges på »på en fleksibel og effektiv måde« for at stabilisere finansmarkederne. "Dermed kan redningsfondene direkte intervenere for at berolige finansmarkederne", sagde EU's præsident, Herman Van Rompuy, på pressekonferencen.

Den spanske regeringschef Mariano Rajoy og den italienske premierminister Mario Monti eller 'Super-Mario' krævede 'her og nu-krisetiltag', fordi deres gældsplagede lande for øjeblikket har meget svært ved at opdrive nye penge på finansmarkederne. I første omgang sagde de derfor af taktiske grunde nej til en vækst- og jobpagt, der ellers stort set var forhandlet på plads på EU-topmødet. Og dette fjortentimer lange pres hjalp. De fik den fornødne hjælp, også fra Angela Merkel - og vækstpakken kom i hus, så Monti kunne undgå at vende hjem til ballade i Rom. Men Merkel fik til gengæld omgående problemer hjemme i Berlin, hvor hun straks måtte tage en heftig debat i Bundestag. Ifølge Der Spiegel beskyldtes hun for eftergivenhed, men man trøster sig dog med at risikoen for tyske tab på bankpakken formentlig er ringere end de ellers ville have været. Bundestag vedtog i hvert fald den tyske godkendelse af de to nye EU-pagter med 491 stemmer mod 111, dvs med de to tredjedeles flertal der kræves for at en lov ikke kan indklages for forbundsdomstolen. Men flere medlemmer af regeringspartierne CSU og FDP stemte imod, og forbundsdomstolen kan nedlægge veto mod pagterne. hvis galt skal være.



Den nye vækstpagt skal skaffe mindst 120 milliarder euro (knap 892 milliarder kroner), der kan investeres i blandt andet byggeprojekter og dermed skabe arbejdspladser.

Vækstpagten får tre hovedpunkter:
- Større lånekapacitet til Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der yder lån til for eksempel nye infrastrukturprojekter. Investeringsbanken vil fremover kunne yde lån for 60 milliarder euro mere end i dag, idet medlemslandene skyder yderligere 10 milliarder euro ind i banken.
- Frigørelse af 55 milliarder euro i form af "gamle penge" fra ubrugte midler i EU's strukturfonde for budgetperioden 2007-13. De skal nu bruges til jobfremmende tiltag i stedet for regionsstøtte.
- Et pilotprojekt med projektobligationer til en værdi af 4,5 milliarder euro, der som en slags statsgarantier kan bruges til at finansiere vigtig infrastruktur inden for transport, energi og bredbånd.

Et fjerde element i pagten så lørdag morgen ud til at blive droppet, og det var ellers et element som det danske formandsskab havde lagt stort vægt og til det sidste kæmpede for at få med, nemlig et decideret 'EU-patent' med tilhørende 'EU-patentdomstol'; det skulle sænke prisen for at søge patent i hele EU fra 240.000 kroner til 5.000 kroner, og ville således være til stor fordel for mindre virksomheder - især i konkurrencen med USA og Kina. Men der kunne tilsyneladende ikke opnås enighed, bl.a. var der stor strid mellem de tre største lande om hvilken by der i givet fald skulle have domstolens domicil. Men i løbet af fredagen blev aftalen halet i land - og hovedsædet blev lagt i Paris, men med filialer i München og London. For Danmarks vedkommende indebærer aftalen intern strid om suverænitetsafgivelse. Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har krævet folkeafstemning om domstolen, men regeringen vil med bistand fra Erhvervslivet forsøge at tale dem fra det.



Hvad selve vækstpakken angår er der tilfredshed på markedet og blandt politikerne, for så vidt den er bedre end ingenting. Men som den danske statsminister sagde var der ikke grund til jubel, men kun til at lette lidt på hatten. Sagen er jo at kun de 10 mia euro (75 millioner kroner) er nye indskud. Resten fremkommer ved at man flytter lidt rundt på midlerne i bestående kasser, herunder de overskydende 410 mia kroner fra EU's strukturfonde. Så mere nøgterne analytikere kalder med god grund pagten 'varm luft i en krisetid'. Den ligger i hvert fald meget langt fra de forventninger der var forud for mødet. Og aktiemarkedets umiddelbare begejstring viser blot hvor kortsigtet dette marked er.

På den pressemeddelelse som van Rompuy læste op på pressekonferencen nøjedes rådet da også med meget beskedne og diplomatiske formuleringer i slutningen: "Vi bekræfter vores stærke vilje til at foretage det fornødne for at sikre den finansielle stabilitet i Euroområdet, navnlig ved at benytte de eksisterende EFSF- og ESM-instrumenter på en fleksibel og effektiv måde for at stabilisere markedet for de medlemsstater, der overholder deres landespecifikke henstillinger og øvrige tilsagn, herunder deres respektive tidsfrister i medfør af det europæiske semester, stabilitets- og vækstpagten og proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer. Disse betingelser bør afspejles i et aftalememorandum. Vi hilser det velkommen, at ECB har indvilliget i at fungere som repræsentant for EFSF og ESM i forbindelse med gennemførelsen af markedsoperationer på en fyldestgørende og effektiv måde."



Realiteten er at Italien og Spanien får nødvendig hjælp til at klare de akutte problemer, mens Grækenlands evne til at klare sine akutte problemer efter valget af et parlament der ønsker forbliven i euroen stort set er uændret, og at vækstpakken der først skal træde langsomt i funktion i første række kun giver lidt mere grund til optimisme. De virkeligt store problemer består: EU som helhed vil på tysk forlangende fortsat i højere grad spare sig ud af krisen end investere sig ud af den. Arbejdsløsheden i hele EU vil stadig ligge over fatale 11 % (mod USA's 8,2 %, Danmarks 6,2 % - eller Kinas 4,1 %). Væksten i EU som helhed vil være negativ for 2012. Og euroen som fælles mønt er slet slet ikke blevet reddet på langt sigt.

For nylig påpegede chefanalytiker i Den danske Bank Allan von Mehren at der var brug for initiativer der fokuserer på vækst og at EU burde starte med at lempe kravene til besparelser og give landene mere tid til at få budgetunderskuddet ned. - Det man har nu har gjort er at skyde kapital i nødlidende spanske og italienske banker og skabe et beskedent grundlag for nye investeringer. Og det er godt, men langt fra tilstrækkeligt.

Direktør i Fondsmæglerselskabet Maj Invest Jeppe Christiansen gjorde næsten samtidigt opmærksom på at euroen vil dø uden bankunion og euroobligationer. Og at det hastede med disse tiltag, fordi det vil tage 1-2 år at gennemføre dem. Og han spåede også, at euroen må opløses, hvis Tyskland ikke beslutter sig for en fælles eurobankgaranti og fælles euroobligationer. - Dette er foreløbigt ikke inden for rækkevidde, og euroen er altså ikke reddet.

Den amerikanske nobelpristager og flittige kommentator Paul Krugman har i sin nye bog 'End This Depression Now' kraftigt understreget at den økonomiske misvækst i Europa og USA kan og skal løses ved at investere massivt i nye job - og altså sætte sparebestræbelserne i anden række. Det var nøjagtigt det S og SF anbefalede før de dannede ny regering, men det finansministeriet med deres gamle finansmodeller har fået dem fra (og Bjarne Corydon med skattereformen har tvunget SF til at droppe!). Krugman anbefaler på keynesiansk vis flere offentlige investeringer og en mere ekspansiv pengepolitik - og går ikke af vejen for i et særskilt kapitel med den meget sigende overskrift 'Euro-dämmerung' at kalde den fælles europæiske mønt for en fejlkonstruktion. - Problemet i hans argumentation er at han fastholder forestillingen om ubegrænset økonomisk vækst og altså ikke synes at tage i betragtning at den globale økonomi om ikke ligefrem har nået et materielt 'mætningspunkt' (som tilsyneladende anes på Kinas lave økonomiske vækst, men modsvares af fortsat befolkningstilvækst), så i hvert fald venter på en investeringslyst der ikke har vist sig endnu og åbenbart kun kan komme fra en kant som de politiske ledere ikke har ringeste indflydelse på, dvs risikovillige private investorer af den slags der ikke længere er overflod af.

Men Krugmans ord om euroens fejlkonstruktion er værd at lægge mærke til, og de deles faktisk af vores egen, højt respekterede fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer der så sent som 15.6. i et koncentreret indlæg i Politiken påpegede at "Euroen er en bristet vision". Han ridsede EU's historie op ganske kort og fremhævede navnlig det forhold at Sovjetimperiets opløsning ikke var forudset - og derfor heller ikke daværende kansler Helmuth Kohls stærke engagement i tysk genforening og den franske præsident Mitterands lige så stærke frygt for en sådan. For at formilde Mitterand valgte Kohl overraskende at ofre D-marken på en fælles eu-mønts alter. Euroen vedtoges med Maastrichttraktaten i 1991 til indførelse i 1999. Det samlede Tyskland blev således fuldt integreret i Europa, men der var uheldigvis ingen styr på den økonomiske politik. Specielt var omkostningsniveauet i Middelhavslandene alt for stort i forhold til Nordeuropas - og det var på dette grundlag finanskrisen med dens stærke spændinger mellem Sydeuropa, Frankrig, Tyskland og Nordeuropa skabtes. Tyskerne der betalte mest til fællesskabet forlangte stabilitetspolitik fremfor alt andet - og med øjeblikkelig virkning. Og det førte lige så hurtigt til stigende arbejdsløshed. "Resultatet er med andre ord det modsatte af det tilsigtede. Tysk dominans er forstærket, samhørigheden mellem medlemmerne er forringet, og systemet er låst fast i stagnation", konkluderer Hoffmeyer der ingen løsning ser i enorme obligationskøb. Man må derimod ændre hele grundlaget for euro-samarbejdet - eller dele euroområdet i to.



EU's præsident van Rompuy, kommissionsformand Barroso og kansler Merkel ser udfordringen i øjnene, men vil ikke opgive euro-konstruktionen. Til gengæld ønsker de en massiv centralisering af den økonomiske politik og indførelse af en decideret finansiel og politisk union, og van Rompuy fremlagde faktisk i samarbejde med Barroso, centralbankens chef og eurozonens formand en plan for topmødet. Den skal redde euroen i og med at den skaber en ægte økonomisk og monetær union. Barroso forklarede at det ville indebære "store ændringer af den måde vore borgere bliver regeret på og hvordan deres skattepenge bliver brugt". Og med forblommede vendinger om hvor afgørende en 'større demokratisk legitimitet' ville være røbede han faktisk at kernen er nationernes afgivelse af suverænitet til en direkte valgt eu-top. Han kom for skade at kalde hele ideen for 'det store spring fremad' - og det var ikke så heldigt, for dette udtryk går tilbage til formand Maos store vision i 1958 om en lynhurtig og yderst brutal industrialisering af den tilbagestående kinesiske folkerepublik, et spring der kom til at koste 45 millioner kinesere livet og rent faktisk endte med en katastrofal hungersnød. Så det er mildest talt et overordentlig skræmmende udtryk som ingen mand med dyb respekt for folkenes genuine opfattelse af sund udvikling overhovedet burde at tage i sin mund. Barroso gør det ikke desto mindre, for han har netop ikke denne respekt - og derfor var det også ham der i fuld forståelse med van Rompuy i november sidste år begik et reelt statskup i Bruxelles og allerede dér lagde grundstenen til EU's kommende splittelse.

Hele planen diskuteredes på mødet i Bruxelles, men endnu engang blev den sendt til videre konkretisering i præsidentskabet og kommissionen og senere behandlinger på topmøder til efteråret og eventuelt traktatkonventer de følgende år. En uofficiel deadline for hele processen hedder 1. januar 2018, det er i sig selv lang tid, det giver ingen sikkerhed for positive virkninger på de akutte finansielle og sociale problemer, men det vil med sikkerhed dele EU i to dele: et lille centraliseret område med europagt og finansunion og et parallelt decentraliseret uden. De gamle Rom-traktat-lande bliver kernen i det centraliserede område. England vil stå uden for - og det samme vil Danmark. Ingen kan i dag forestille sig at Danmark tilslutter sig en skrøbelig og fejlkonstrueret euro - eller en 'legitimering af centralstyringen fra Bruxelles' med tilhørende reducering af den nationale suverænitet der har været bærende for europæisk kultur i århundreder.



Det er altsammen heldigvis endnu fremtid, selvom mange såkaldte eksperter [læs: uforbeholdne eu-tilhængere] render rundt og påstår at det er en uafvendelig udviklingsproces. Det er hvad fx Marlene Wind gør gældende hver gang hun åbner munden, senest i Deadline 29.6. Men foreløbigt kan slås fast, at juni topmødet i Bruxelles 2012 ikke med eller uden Barrosos store spring har bragt EU ind i:

- En finansunion, hvor der etableres en fælles euro-statsobligation, som betyder, at eurolandene solidarisk hæfter for hinandens gæld.
- En finanspolitisk union, hvor eurolandene afgiver suverænitet over deres finanslove og etablere fælles regler for, hvor meget gæld de må stifte - og formodentlig opretter en post som fælles finansminister.
- En bankunion med en fælles indskydergaranti i stil med den danske, hvor bankkunder får garanti for bankindskud på op til 100.000 euro. En sådan fælles bankunion vil omfatte et fælles banktilsyn, som overvåger bankerne og ensretter regler for europæiske banker.
- en politisk union der overfører suverænitet på en lang række politikområder fra de enkelte lande til fællesskabet, især på områder der er afgørende for den offentlige sektors udgifter og indtægter - f.eks. skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik, pensionsregler mv.

Hensigterne fra EU-toppen skal man ikke tage fejl af. De er indlysende klare, og de består i at lade den faktiske og meget vanskelige finanskrise trække en centralisering i land for den ene halvdel af EU der meget sandsynligt vil kunne få gavn af et nyt system på længere sigt og som også vil være villige til at betale prisen i form af suverænitetsafgivelse. Men eurokrisen som sådan løser man ikke på kort sigt med langsigtet centralstyring. Og drømmen om 'Europas Forenede Stater' får man heller ikke opfyldt. USA og præsident Obama kan kigge langt efter den kickstart af europæisk økonomi de ser hen til. Og vi andre uheldigvis endnu længere efter det ægte 'Nationernes EU' der var den oprindelige tanke.



Det danske formandsskab i første halvår af 2012 er nu et overstået kapitel og hele embedsmandsværket har bestået deres eksamen med fine karakterer. Økonomiminister Margrethe Vestager og europaminister Nikolaj Vammen har vundet respekt for deres indsats, men statsminister Helle Thorning-Schmidt har ikke fået meget andet igennem end dokumentationen for at hun kan begå sig sikkert og fejlfrit på de bonede gulve og gøre sig glimrende på de fotografier der bliver taget. Hun gør det der forventes af hende fra de ledende eu-politikeres side som den flinke og dygtige pige hun er, og hun fik da også med eu-patentet en lille sejr med hjem, men præget udviklingen i hele den omstillingsproces Danmark burde sætte sit præg på har hun ikke.

Hun har bestridt formandsskabet på den kedelige, forudsigelig måde, men på ingen måde indfriet nogen af de store forventninger til det danske formandsskab hun i sin nytårstale 1.1. påstod andre lande havde. Den daværende franske præsident Sarkozy havde absolut ingen forventninger, briterne heller ikke; Cameron kom Thorning aldrig på god fod med, selvom Danmark har mange fælles interesser med Storbritannien. Og en svensk avis spåede ligeud at Danmark ville blive statist i dramaet det næste halve år. Jernesalt skrev dengang at Helle Thorning går langt uden om kerneproblemet i forhold til EU-eliten: Skal Danmark tillade Barroso og Merkel at marginalisere de EU-lande der ikke er eller vil være medlem af euroklubben?. I dag kan det konstateres, at Helle Thorning absolut intet har gjort for at forhindre Barroso-eliten i at styre frem mod deres egne drømmemål: den har tværtimod langt hen ad vejen været tilfreds med hendes adfærd og holdninger.

Men endnu værre: Helle Thorning har absolut intet gjort for at vække en bred og dyb dansk debat om hvad vi egentlig skal med EU-medlemsskabet nu hvor EU står over for en regulær splittelse. Og dette på trods af at hun på det sidste har erkendt at det vil være halsløs gerning at sætte ophævelsen af selv det danske retsforbehold til folkeafstemning. Hun må af gode grunde frygte folkeviljen.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Det europæiske råd
Der Spiegel
Statsministieriet



Relevante artikler på Jernesalt:

EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)
Tobinskatten og radikal pragmatisme  (28.1.12.)
Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)

Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
EU-topmødet oktober 2009  (2.11.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om EU
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal