Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel76eukrise

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.11.11.


Økonomiens elendighed i Europa er virkelig tragisk

af Jens Vrængmose

Som skrevet i artiklen af 28.10. om den yderst alvorlige eurokrise der ingen ende vil tage, så blev der allerede i slutningen af oktober skabt et A-hold og et B-hold i EU. Det skete på et topmøde en sen nat, hvor euro-landene holdt møde helt for sig selv, og hvor kommissionsformand Barroso, kansler Merkel og præsident Sarkozy reelt begik statskup.

EU er ikke længere bare et "EU i to hastigheder", men er nu blevet et EU der består af en elite med skarp styring og en bred masse af regeringschefer der ikke har noget at skulle have sagt (men naturligvis har lov til at sige alt hvad de vil). Det samlede EU-råd af 27 medlemslandes regeringschefer er ikke længere øverste reelle myndighed. Det er derimod den såkaldte otte mands store Frankfurtergruppe der udover José Barroso, Angela Merkel og Nicolas Sarkozy består af fem håndlangere: præsidenten for Den Europæiske Centralbank, italieren Mario Draghi, chefen for Den Internationale Valutafond, franskmanden Christine Lagarde, Eurogruppens formand, luxemburgeren Jean-Claude Juncker, EU's præsident, belgieren Herman Van Rumpoy og EU's økonomikommissær, finnen Olli Rehn (som Barroso personligt satte ind som overkontrollør overfor de mest udskejende euro-lande).

Denne hårde kerne satte på få uger både Grækenlands og Italiens håbløse regeringer på plads som betingelse for udbetaling af nødvendig krisehjælp. Det udløste begge steder meget modstræbende regeringsudskiftninger, og resultatet var derfor i første omgang endnu mere pres på alle lande, især med meget bekymrende rentestigninger på italienske statsobligationer. Disse kom over den faretruende og panikgivende 7 % sats - faldt igen ved udsigt til en løsning, men steg igen tirsdag, da en løsning stadig trak ud. Den nye ministerpræsident, Mario Monti, kunne dog som bebudet præsentere sin rent teknokratiske overgangsregering onsdag. Og dermed er den store forfører Berlusconi formelt sat fra bestillingen (men er stadig formand for landets største parti og agter ikke at sidde med hænderne i skødet eller øjnene bag lukkede låg). Man har dog lov at håbe at arbejdsgiver-avisen med det muntre navn 'Il Sole 24 Ore' (Sol i 24 timer!) har en vis ret i sin håbefulde konstatering: "Nu er karnevalets regering overstået, og fastens stærke og mørke tider begynder-...!"

Totalsituationen i Europa er fortsat en uro og krise der gør markedet og fremtiden usikre og som får den selvbestaltede euro-top til at kræve afgørende ændringer i hele EU's konstruktion, så traktaten kommer til at svare til Barrosos praksis og målsætning: fuld integration og konvergens i hele EU. Merkel er i princippet enig med ham, men Sarkozy hører til dem der fortsat mener at det mest realistiske er at lade EU køre med to hastigheder, da han ikke kan forestille sig at total integration af 33 forskellige lande skulle være mulig (hvad han har fuldstændigt ret i).

Spanien under Zapatero går til valg på søndag med en uhyggeligt stigende rente og arbejdsløshed. Storbritannien under David Cameron hører som visse småstater ikke med i det Barroso forstår som euro-kredsens 'normalitet'. Og Irland og Danmark har ovenikøbet forbehold der i Barrosos øjne placerer os helt nede i unormalitetens allerværste skuffe. Men Helle Thorning-Schmidt bevarer - som det er blevet hendes bevidst indarbejdede attitude - optimismen fuldtud. Hun har lige været på besøg i Downing Street 10 og ser det som sin forestående opgave i næste halvårs formandsperiode at "smede Merkel og Cameron sammen"! Man kan kun ønske hende held og lykke med svejsearbejdet!

Men lad os lige repetere et par facts.



Grækenland

Den græske ministerpræsident Papandreou nølede så længe med at efterkomme EU's krav om accept af betingelserne for hjælp, at EU-toppen til sidst måtte give landet et definitivt ultimatum: Acceptér hjælpepakken og et regeringsskifte eller forlad euroen! Og det hjalp. Hjælpepakken og dens betingelser blev accepteret af det græske parlament og Papandreou lovede sin afgang. Han trak den ud nogle dage, fordi han, som det magtbegærlige menneske han er, ville diktere nogle betingelser for en ny regering, men til sidst bøjede både han og den konservative oppositionsleder sig, således at teknokraten, den internationalt anerkendte bankmand Lucas Papademos accepterede at danne regering. Den første hurdle var dermed passeret. Papademos kan kun love hårde tider, men Grækenland undgår statsbankerot i denne omgang og forbliver indtil videre i euroen. Euroen kan undvære Grækenland, men det omvendte er straks sværere. Og det værdifulde ved den teknokratiske løsning er just at den ellers hidtil meget modvillige befolkning langt om længe har accepteret alvoren i situationen.

Der er med andre ord kommet en decideret selverkendelsesproces i gang i den græske befolkning - og det er meget positivt. I en vis forstand sætter det demokratiet i dårligt lys, i og med at udviklingen har vist at folkevalgte politikere der hele tiden må klamre sig til vælgernes lunefulde gunst ikke evner og ikke har mod til at trække et land ud af en dyb krise med de midler der er nødvendige. Alt for længe kan de tværtimod lade stå til og udskyde ubehagelige beslutninger og tvingende nødvendige reformer. Men til sidst overlod de dog i Grækenland roret til styrmænd der er i stand til at holde den rigtige kurs.

Tiden vil så vise om det er nok. Skuden rettes ikke op på kort tid. Det vil formentlig tage flere år - og sætte befolkningens tålmodighed på en hård prøve.



Italien

I Italien gik det på nogenlunde samme vis. Det var ikke nok at Merkel og Sarkozy rystede på hovedet af Berlusconi og hans evner som statsmand. Der skulle tommelskruer til. Og de kom i form af et enestående dobbelttydigt afstemningsresultat i parlamentet som den magtfulde og dybt korrupte Berlusconi aldrig havde troet han skulle opleve: Parlamentet stemte nemlig på den ene side for redningspakken fra EU, men imod Berlusconi, således at forstå at flertallet for pakken kom fra oppositionen, mens Berlusconis egne folk stemte imod eller undlod at stemme. Hele hans kyniske metode med at stemple alle frafaldne som forrædere virkede ikke længere. Han fik et indirekte mistillidsvotum der ikke var til at misforstå - og han indgav efter nogen betænkningstid sin afskedsbegæring til præsidenten. Manden, der endnu levede i den illusion at han havde folkeånden i sin hule hånd, måtte forbitret opleve at blive hilst med sprogets værste skældsord da han kørte fra præsidenten. Og hans afgang udløste øjeblikkelig eufori på finansmarkedet.

Dermed blev der banet vej for udnævnelse af det nødvendige interims-teknokrati. Den tidligere EU-kommissær, økonomiprofessor og rådgiver for Goldman & Sachs, Mario Monti, tager over og har bebudet at han vil gøre alt for at sanere den finansielle situation og fremme væksten, samtidig med at han vil være opmærksom på den sociale lighed. Men som nævnt har Berlusconi ikke givet op. Han har tværtimod understreget at han til hver en tid kan hive stikket ud for den nye regering, der jo skal have alle lovforslag godkendt af parlamentet.

Man kan ikke som i Grækenlands tilfælde sige at Italien aldrig skulle have været medlem af euroen, for modsat Grækenland så har Italien grundlæggende en god økonomi og en konkurrencedygtig industri. Det er trods alt EU's tredjestørste økonomi, og landet har fra starten været et af de solide fundamenter under Romtraktaten. Det var blot den farverige ministerpræsident der var blevet problemet. Landet skulle naturligvis aldrig havde valgt og navnlig aldrig genvalgt en mand af Berlusconis korrupte karakter til at lede landet. Men som det er sagt mange gange af kendere, så elsker de fleste italienere netop den pigeglade Berlusconi for hans store charme, magtglæde og åbenlyse kynisme. Ja, som den italienske forfatter Giorgi Faletti netop siger i et interview til Politiken, så bor der en lille Berlusconi i enhver italiener, nemlig en skruppelløs charmør der først og sidst tænker på sig selv og giver fanden i fællesskabet.

Igen: dette er et stort demokratisk problem, fordi det fører til uansvarlig regeringsledelse over mange år - og derfor kun kan standses ved direkte indgriben udefra (dvs EU) og kun kan bringes til ny ansvarlighed gennem en teknokratisk overgangsregerings hårde genoprettelse. Befolkningen vil komme til at mærke ændringerne på kroppen og pengepungen, men den synes dog også - som i Grækenland - at være blevet indstillet på mere realitet. Så alt i alt har det været en meget nyttig proces. Man kan kun håbe at den nye ministerpræsident - populært kaldet Super-Mario - og hans teknokrater får held til at få så hurtigt styr på økonomien, at renten kan holdes under de famøse syv procent.



Tyskland og Frankrig

Den tyske forbundskansler Angela Merkel er ikke i tvivl om at Europa er inde i noget i retning af "den værste krise på kontinentet siden Anden Verdenskrig". Hvis euroen falder, gør EU også, har hun netop understreget på sit partis landsmøde i Leipzig. Og dén udsigt er ikke så rar, for Europa er selve grundlaget for den tyske velstand, når ikke mindre end 60 % af den tyske eksport går til andre eu-lande. Hvis det går dårligt for Europa som helhed, så vil det uundgåeligt få negative følger for Tyskland. Derfor går Merkel i brechen for et tættere og centralt styret økonomisk samarbejde i EU, og hun har rent faktisk været primus motor i håndteringen af den græske og italienske krise. Problemet for hende er, at hendes landsmænd gennemgående er overbeviste om at det er dem der kommer til at betale gildet for de uansvarlige sydeuropæiske lande, og det er de af forståelige grunde ikke meget for.

Merkels strategi er derfor at kræve ændringer i EU-aftalerne således at mulighederne for at gribe ind over for lande, der bryder med eurozonens stabilitetskriterier bliver betydeligt styrket. Inden udgangen af 2012 ønsker hun derfor afholdelse af en EU-konference, eller rettere et decideret 'reformkonvent', som skal bane vej for ændringerne.

Udefra set har Merkel optrådt overordentligt klogt og sikkert i forhold til Grækenland og Italien. Men i Tyskland står både hun selv og hendes parti så svagt, at Der Spiegel ligefrem har dømt CDU-partiet i kollektiv koma, i og med at debatten på partiets 'Parteitage' udeblev. Dette gør bladet nemlig Angela Merkel personligt hovedansvarlig for. Koalitionspartneren FDP er også nærmest i koma, for ikke at sige at det er ved at falde helt fra hinanden på grund af dårlig ledelse af Guido Westerwelle og Philipp Rösler som igen har givet en stribe dårlige landdagsvalg. Men der er længe til næste Forbundsdagsvalg i Tyskland, så Merkel forbliver regeringschef!



I Frankrig stiger renten på statsobligationer igen, mens renten på tyske statsobligationer falder. Rentespændet er det største siden begyndelsen af 1990'erne, og det er ikke godt for økonomien, eftersom investorerne falder fra. De franske banker har for store udlån til Italien. Investorerne frygter i stigende grad, at alle eurolandene bliver trukket med i faldet, hvis store lande som Italien og Spanien vælter. Og igen spiller panikken stærkt ind. Markedet styres ikke af rationelle overvejelser, men af meget irrationelle fornemmelser. Og sådanne kan selv ikke Merkel og Barroso eller Frankfurtergruppen som sådan kontrollere.

Frankrig skal have præsidentvalg til foråret. Sarkozy har længe været bagud i meningsmålingerne i forhold til socialisternes kandidat Francois Hollande, men han har halet ind på ham på det sidste fordi han har trukket på samme hammel som Merkel og Barroso i den resolutte behandling af Grækenland og Italien. Men han kan langt fra være sikker på at klare et genvalg. Og da der også er opbrud i Spanien, kan man generelt sige, at de romanske lande ligesom Grækenland endnu sidder i suppedasen, fordi de har været for længe om at se krisen i øjnene.



Kommissionsformanden udlægger teksten

Formand Barrosos svar på alle vanskeligheder er indlysende og forudsigeligt: Der er brug for en solidarisk union. Det sagde han i sin tale i Berlin forleden i anledning af årsdagen for den tyske genforening.

Europa står ved en skillevej, forklarede han. Vores mål skal ikke være at genoprette situationen før krisen, men at bevæge os videre til noget nyt og bedre, og det ville igen sige at udbygge stabilitetsunionen med en solidaritetsunion, så der ikke blot kommer mere stabilitet, men også mere solidaritet. EU's hastighed og styrkelsen af eurozonen må ikke bestemmes af de langsomste og mest modstræbende medlemslande, hed det videre. Der skal nok være beskyttelsesforanstaltninger for dem der ikke ønsker at gå videre, men til gengæld ingen hindringer for andre i at gå videre.

Hvad der behøves inden for EU er overnationale institutioner der har "uafhængighed og objektivitet til at sikre at alle lande både i og uden for eurozonen bliver behandlet ens i forhold til traktaten", som Barroso så smukt formulerede det. Men disse overnationale institutioner skal vel at mærke "kunne betroes at træffe visse beslutninger uden for de fora hvor de politiske forhandlinger foregår". Og dette skal man bide mærke i, for i disse formuleringer ligger Barrosos understregning af betydningen af Kommissionens rolle som økonomisk regering for EU. - Det kan simpelthen ikke siges klarere.

Kommissionen skal efter formandens mening på denne baggrund være "urokkelig i sin rolle som garant for alle medlemslandes interesser og for det indre markeds og den fælles mønts integritet". Integration og konvergens er den eneste vej til at forbedre disciplinen og stabiliteten og sikre både euroens bæredygtighed og væksten i EU.

Formand Barroso gjorde det ligeledes utvetydigt klart, at en splittet union ikke vil fungere. Udfordringen nu er at øge integrationen i eurozonen uden at skabe splittelse i forhold til dem der endnu ikke er en del af den, lyder hans pæne ord. Men de betyder at optagelse i eurosamarbejdet er såvel en pligt som en ret for alle EU's medlemslande. Det normale i EU-samarbejdet er at tilhøre - eller at ønske at tilhøre - eurozonen. Hvis man ikke er med, er det en undtagelse fra reglen, altså unormalt. Eller sagt med andre ord i samme tale: "De vanskeligheder vi står over for skyldes ikke respekt for fællesskabsmetoden, men snarere manglende respekt for den. Sandheden er at en økonomisk og monetær union i længden er uforenelig med den model hvor forskellige regeringer blot samarbejder".

Og så skitserede han ellers den pakke han senere vil forelægge og som rummer yderligere initiativer til at styrke den økonomiske ledelse af såvel EU som eurozonen.

Ingen kan herefter være i tvivl om at den mand der begik statskup i EU i Bruxelles natten til den 24. oktober 2011 målbevidst styrer efter mere union, mere integration, mere konvergens, mere disciplin og mere solidaritet for eu-stabilitetens og euro-stabilitetens skyld. EU skal styres ovenfra, af en overnational regering som de enkelte medlemslande velvilligt tilpasser sig.



Konklusion

Det hører med til billedet, hvad Politikens erhvervsredaktør Tage Otkjær påpeger i en klumme den 10.11., at spådomme om en sådan magtkoncentration med et betydeligt demokratisk underskud ville være blevet latterliggjort for få år siden. Men når han rask væk tilføjer, at magtkoncentrationen nu er en realitet på grund af det oprør på de finansielle markeder som er udløst af utilstrækkelig økonomisk styring, så er han en postgang eller to for tidligt ude med budskabet. For det første er der reelt dyb uenighed mellem Barroso og Merkel på den ene side og Sarkozy på den anden. For det andet står det endnu hen i det uvisse hvordan Storbritanniens David Cameron vil reagere, og det er trods alt ikke helt ligegyldigt. For det tredje er der ingen udsigt til at en traktatændring har nogen som helst chance for at gå igennem eller at alle lande uden for euroen vil gå ind i den hurtigst muligt. En ny meningsmåling her i landet viser således at modstanden mod euroen er steget markant de sidste uger. Og for det fjerde og måske allerværste for Barroso og Merkel, så er det alt for tidligt at spå om hvorvidt den aktuelle eurokrise overhovedet er løst.

Det er nu skabt vilje til at løse problemerne i Grækenland og Italien. Men Spanien og måske et par andre lande står for tur. Det kan på nuværende tidspunkt slet ikke siges med sikkerhed at euroen overlever, selvom kansler Merkel vil gøre alt for at det sker. Og hvad det demokratiske underskud angår, så er det indlysende, at demokratiet kun har kunnet sættes midlertidigt ud af kraft i Grækenland og Italien, fordi disse lande i sin tid frivilligt havde tilsluttet sig et eurosamarbejde som krævede en vis disciplin og som i sidste instans måtte reagere med ultimative krav om orden, hvilket reelt vil sige indordning under Barrosos og Frankfurtergruppens nye hakkeorden. Sådanne krav vil uden tvivl skræmme andre på plads, men atter andre vil måske til sidst foretrække egne løsninger med bevarelse af egen suverænitet. Det kan altsammen kun tiden vise.



Det tragiske i hele den aktulle europæiske finanskrise, eu-krise og eurokrise er i og for sig slet ikke at krisen er stor og endnu uløst, eller at den selv i bedste fald vil blive langvarig og kræve mange byrder og ofre. Ej heller at den udnyttes optimalt af centralistiske magtmennesker til at skaffe sig en magt der går langt ud over de beføjelser de har fået gennem hidtidige traktatændringer og aktuelle beslutninger i de øverste politiske organer.

Nej, det tragiske ligger i at krisen viser at det er svært at tackle dyb og længevarende økonomisk nedgang på demokratisk vis, når befolkningerne og deres politikere gennem for lang tid har vænnet sig til en nærmest automatisk økonomisk vækst og lullet sig ind i illusoriske forestillinger om at vækst altid kan fortsætte i det uendelige, at velfærdssamfundets udvikling altid bevæger sig hen mod den paradisiske fuldkommenhedstilstand og at økonomisk vækst og forbug er det eneste saliggørende.

Hvad krisen afslører er at hverken økonomi eller politik som helhed styres af mennesker på rationel vis, og at disse derfor aldrig kan fortsætte mod et givent mål eller en given utopi som fx det fuldkomne velfærdssamfund ved bare at finde nogle tilsyneladende fornuftige spor eller rettesnore og så bare køre derudaf med fuld damp. Barroso og hans elitære Frankfurtergruppe tror de kan rette op på miseren, ved at styrke den rationelle og centralistiske kontrolfunktion, således at hverken de politiske ledere eller den almindelige befolkning i de forskellige lande skulle være tvunget til at ændre adfærd eller nå til dybere erkendelse om tingenes sammenhæng.

Og her er vi netop ved det allermest tragiske i sagen, og det der ikke er spor sørgeligt eller nedslående, men tværtimod det bedste af det hele: Krisen er så stor, at der er mulighed for at befolkningerne langt om længe indser at hverken politikerne eller vælgerne kan forvente altid at få deres vilje eller at få deres ønsker opfyldt. Der er faktisk mulighed for at nå til klar og bevidst erkendelse af at politik ikke drejer sig om lutter vækst og gratisfornøjelser til flest mulige, men også kræver arbejde og afsavn samt tilpasning til de realiteter som bestemmes af internationale konjunkturer og konkurrenceforhold.



Ja, man kunne gå så vidt som til at sige som en langdistanceløber engang fortalte den japanske forfatter Murakami som udtryk for sin dybeste erfaring, at smerte er uundgåelig når man skal træne i at løbe langt, men at denne form for smerte vel at mærke er en lidelse man selv vælger, og dette gælder efter Murakamis mening generelt for alle former for liv hvor man sætter sig som mål at yde det optimale. Dette er i virkeligheden en dyb indsigt i selve tragediens væsen - og den kunne den europæiske befolkning med stor fordel prøve at benytte den aktuelle økonomiske krise og udfordring til at blive delagtige i, ikke modvilligt, men velvilligt.

For den danske befolknings vedkommende er der langt igen. Selverkendelse har ikke været i højsædet, hverken for politikerne eller befolkningen - heller ikke under VK-regeringen. Medierne og hangen til medieomtale er alt for dominerende. Og den nye S-R-SF-regering er lige midt i finanslovsforhandlinger der ser ud til at give visse sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige forbedringer, men hvis finansiering trods finansministerens intentioner står hen i det uvisse, bort set fra at skatterne vil stige. Der er derimod ikke kalkuleret med fortsat eurokrise af et omfang og en langvarighed der gør al snak om kickstart af en lille nationaløkonomi som den danske temmelig illusorisk. Finansministeren er klog nok til at love blod, sved og tårer, men hvis konkurrenceevnen forbliver dårlig, vil ledigheden uundgåeligt stige. Regeringen og statsministeren kommer først på virkelig prøve det næste halvår, hvor Danmark har formandskabet i EU-rådet.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Links

EU's officielle website
EU-kommissionen
EU-parlamentet

Der Spiegel online



Relevante artikler på Jernesalt:

Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
EU-topmødet oktober 2009  (2.11.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)

Irsk nej giver EU kvaler  (15.6.08.)
Ingen folkeafstemning om EU-traktaten  (12.12.07.)
EU's reformtraktat kom i hus  (21.10.07)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)

Humor og tragedie
1Q84 - Murakamis enestående dur-mol-fortælling om virkelighedens tvetydighed  (31.10.11.)



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om EU og Europa
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal