Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - terrordanm03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.02.07.


Hvorfor terrorisme?

om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde

Dommen i sidste uge i den første danske terrorsag efter stramning af terrorparagrafferne har sat fokus på spørgsmålene hvordan og hvorfor unge mennesker af fremmed herkomst bliver terrorister og hvordan det demokratiske samfund skal beskytte sig imod det.

Fire unge muslimske indvandrere, som på tidspunktet for deres anholdelse i oktober 2005 slet ikke kunne kaldes voksne mennesker, var primært sigtet for forsøg på terrorisme, men kun en af dem, den nu 17-årige palæstinenser Abdul Basit Abu-Lifa, blev dømt og fik syv års fængsel. De øvrige tre blev dømt for nogle mindre lovovertrædelser, men frikendt for terroranklagen på grund af manglende beviser.

Det var dog ikke nævningene, men de juridiske dommere der frikendte disse tre personer. Nævningene kendte dem alle skyldige - og underkendelsen fra juristernes side blotlagde dermed en klar kløft mellem fagfolks og lægfolks bedømmelse. Dommen må dog betegnes som en sejr for det danske retssystem, for så vidt det blev slået fast at der skal beviser til for at kunne dømme et menneske for terror. Det er ikke nok at have formodninger om kriminelle hensigter eller at have afdækket en for civilsamfundet betænkelig holdning.

Den 17-årige palæstinenser blev dømt fordi han havde deltaget i planlægning af terror - sammen med en dansk-tyrker og en svensker, der tidligere var blevet idømt hhv 13 og 15 års fængsel i Bosnien. Den 17-årige blev anholdt inden han fik udført de planlagte handlinger, og hele aktionen mod de fire sigtede i sagen kan derfor kun ses som en sejr for Politiets Efterretnings Tjeneste. Den forhindrede med sin aktion en terrorhandling og ventede ikke med at slå til indtil der forelå beviser for fuldførte handlinger. Det er dette dilemma PET må leve med - og som i praksis kan føre til frifindelser ved retten, men ikke nødvendigvis erstatninger for uberettiget varetægtsfængsling.



De frifundne og omgående løsladte indvandreres reaktion var forventelig. Ikke blot var de glade og lettede, men nærmest triumferende. Det sædvanlige 'Allah er stor' lå dem straks på læberne. Og deres forsvarere krævede også omgående erstatninger.

Den dømte Abdul Basit Abu-Lifa reagerede med ro. Han har haft bevislig kontakt med terrorister i udlandet og været involveret i oprettelsen af et al-Qaeda Nordeuropa, der skulle opfordre til hellig krig; han skulle i oktober 2005 være rejst til Bosnien til møde med den nu dømte svensker Maximus, men kom ikke af sted, da hans far greb ind og gav politiet et praj. Han nåede at ødelægge sin computer inden anholdelsen og har været tavs under hele retssagen. Han viste sin foragt for retten ved ikke at rejse sig når dommerne kom ind. Han har gået på en arabisk privatskole og var kendt som både troende og yderligtgående muslim. Han fik undervisning af den rabiate prædikant Abu Ahmed. Islam var for Abu-Lifa "en altomfattende livsanskuelse fordi den giver svar på alle menneskets spørgsmål", som han skrev i en stil i 8. kl.



Reaktionen på dommen har naturligt nok været blandet i både de danske og de muslimske miljøer. Men fælles for de fleste er bekymringen over at så unge indvandrere kan blive så radikaliserede at de uanset begavelse og muligheder for uddannelse vælger den politiske og religiøse fanatisme i den ekstreme udgave der fører til hellig krig og eventuel martyrdød. En storebroder til den dømte har givet udtryk for at "muslimers vrede er en naturlig reaktion mod den danske krigsførelse i Irak og Afghanistan". Men den kendte talsmand for Islamisk Trossamfund, Kasem Ahmad, er bekymret for både de unge muslimer og den holdning til muslimerne der afspejles blandt retssagens lægdommere. Hen mener denne holdning skader integrationen.

Ved fredagsbønnen i Trossamfundets moske i Nordvestkvarteret opfordrede imamen Mustafa Chandid dog klart til selvransagelse i det muslimske miljø. Forældrene bør holde øje med deres børn og unge. Men hvor meget opfordringen egentlig batter, er nok et spørgsmål. Trossamfundet er ikke just kendt for initiativer i den retning. Og når man nu opfordrer regeringen til at få undersøgt hvad der trækker unge muslimer i den forkerte retning, så er det i bedste fald en sovepude, for det véd man tilstrækkeligt om til at man allerede kan gribe ind, men i værste fald er det decideret hykleri, for man er jo selv med til - indirekte og direkte - at vedligeholde unge muslimers følelse af afstand til det danske samfund og de danske værdier.



Spørgsmålet forbliver derfor stående til konkret besvarelse her og nu: hvad gør unge muslimer til terrorister eller terroristsympatisører i et velordnet demokratisk og sekulariseret samfund som det danske?

Det er der naturligvis ikke ét enkelt svar på, da mange forhold og motiver kan spille ind i det enkelte tilfælde. Men uvidende om de mulige årsager er vi ikke. Det kræver ikke nogen ny såkaldt videnskabelig undersøgelse at udrede dem, for undersøgelser og forklaringer foreligger allerede - og skal de overhovedet have nogen nytteværdi, så skal de omsættes til praktiske forebyggelsesforanstaltninger. Men dem bliver der aldrig enighed om, da en af årsagerne til politisk-religiøs-ideologisk radikalisering og ekstremisme er den grundlæggende modsætning mellem demokratisk relativisering og sekularisering på den ene side og den udemokratiske absolutisme og ikke-sekulariserede fanatisme på den anden side. Det er galt nok at mange muslimer vokser op i en dobbeltverden, hvor de i hjemmene er tyrkere, palæstinenserne, syrere og pakistanere eller hvad de nu er sprogligt og kulturelt, mens de uden for hjemmets fire vægge er tvunget til at færdes i en verden hvor der gælder helt andre normer og værdier. Men det værste er, at de ikke får de to verdner til at hænge sammen, men betragter den ene som tryg og sand, mens den anden er fjendtlig og falsk.



Skal man remse de vigtiste forhold der kan føre til ekstremisme og terrorisme op, bør man pege på 1) at der altid har eksisteret terrorister, dvs folk der tyer til grov, ekstremt voldelig og ofte dødelig adfærd mod andre, ofte sagesløse mennesker for at nå et bestemt mål eller for blot at hævne sig mod bestemte grupper eller mod samfundet som sådant.

Terroren i forbindelse med regionale konflikter som løsrivelses- eller selvstændighedsbevægelserne i Irland, Baskerlandet, Tjetjenien eller dele af Indien er nærligende at nævne, fordi de har været langvarige og stadig pågår.

Men også de politiske betonede som Rote Armé Fraktion i Tyskland eller Den røde Brigade i Italien i 1970'erne eller i lille målestok Blekingegade-banden i Danmark bør nævnes, fordi de ligesom den russiske nihilisme i slutningen af 1800-tallet viser et yderst bevidst og fanatisk had mod det bestående samfund som i perioder kan give en vis sympati i visse revolutionære miljøer og kræve særdeles ubehagelige og uønskede modforanstaltninger fra samfundets side, men som reelt ikke har en jordisk chance for at sejre. Der er ofte tale om relativt begavede, men dybt frustrerede intellektuelle mennesker, undertiden endda af delvist psykopatisk tilsnit, som blankt nægter at bøje sig for det komplekse demokratis relative indstilling til alt og alle, og som intet middel skyer for at undgå at blive voksne og ansvarlige medborgere.



Men det nye der kendetegner det 21. århundredes terrorisme er at den 2) er blevet en global terrorisme der ikke kender til nationale grænser - og derfor bliver af særlig farlig karakter. Den er langt mere uforudsigelig og uberegnelig end den regionale terrorisme, den er mere ekstrem og kynisk i sin brug af midler - hvad angrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001 blev selve prototypen på - og den griber så dybt ind i bestående forskelle af kulturel og religiøs art mellem folk, at den både på bevidst og ubevidst plan omdanner disse uundgåelige, i mange henseende også værdifulde og trods alt håndterlige forskelle og modsætninger til regulære destruktive sammenstød mellem kulturer, religioner eller 'fortolkningsfællesskaber'.

Terrorismen får med andre ord gennem globaliseringen et løft til et højere niveau af radikalisering og farlighed der gør den vanskeligere at forstå end den regionale eller individuelle, foruden at globaliseringen også betyder at terrorismen kan udnytte den moderne kommunikationsteknologi til at skabe og vedligeholde handlekraftige netværk på tværs af alle grænser. Al-Qaeda er nærmest utænkelig uden disse moderne faciliteter og muligheder, der ikke mindst tillader en mand som Osama bin Laden at udnytte sin eminente karismatiske udstråling til optimal rekruttering og opildnelse af tilhængere.



En udbredt teori om årsagen til terrorismen er 3) den såkaldte Elendighedsteori, der kort sagt går ud på at man ved at provokere en statsmagt til omfattende modforanstaltninger kan opnå at skabe så megen elendighed i de ramte områder at det i sig selv vil skabe grobund for omfattende oprør af revolutionær karakter. Teorien minder meget om marxismens teori om at kapitalismen med nødvendighed ville skabe så megen fattigdom og elendighed i verden at det automatisk ville udløse revolution. Sådan gik det som bekendt ikke, da teoretikernes fantasi ikke var til forestillinger om at kapitalismen i egen interesse ville begynde at sprede velstanden for at kunne forøge købekraften og dermed også egne indtjeningsmuligheder. Den terroristiske elendighedsteori kan nok midlertidigt provokere fremmede magter til modforanstaltninger der vækker harme i terroristernes hjemlande - det er Irak-krigen jo for så vidt et godt eksempel på - men dels er virkningerne slet ikke kontrollable, dels er de langt fra alle til gavn for terroristernes sag.

I Irak, Palæstina og Libanon har terroristerne og deres provokationer i allerhøjeste grad været med til at skabe destabilisering, og det bekræfter i hvert fald at terror er effektiv til destruktion, men ineffektiv til det konstruktive. Al-Qaeda og andre, mere regionalt forankrede bevægelser har formået at ødelægge og at skabe grobund for ekstrem fanatisme, men har ikke formået at bygge op eller skabe grobund for fremskridt og frihed.

Det mest inkonsistente træk ved bevægelserne er at de ikke udspringer fra fattige mennesker der drømmer om revolution mod de rige, men fra middelklassen der drømmer om forandringer i magthierarkiet til egen fordel. En decideret demokratiseringsproces der øger friheden for alle - politisk, religiøst og økonomisk - bekæmper terroristerne indædt. Går de undertiden ind for demokrati er det på skrømt, dvs med det formål lokalt at opnå et absolut flertal der kan gøre det muligt at afskaffe demokratiet.



Generelt er den internationale terrorismes ledere veluddannede mennesker der ikke personligt har særlige sociale grunde til at at blive terrorister. En mand som Osama bin Laden er af yderst rig familie. De mest fanatiske af de religiøse ledere har solide magtbaser i moskeerne. Og mange af de mennesker der har deltaget i store terroraktioner i den vestlige verden har haft gode universitetsuddannelser i bagagen.

Men dette forhindrer naturligvis ikke, at andre muslimer kan blive fristet af rekrutteringen til terroren af 4) sociale grunde såsom isolering, udstødelse, kriminalitet eller manglende integration. Den store indvandring i de vestlige samfund har vitterligt skabt ghettoer og arbejdsløshed for indvandrere som har gjort det svært for dem at blive ordentligt integrerede i disse samfund. Fuldfører de ikke deres uddannelse, havner de ofte i en form for isolering eller udstødelse der kan friste til kriminalitet af grov art, en bandekriminalitet der ikke kender grænser.

Inkonsistensen er igen evident, for et menneske kan i længden kun tage vare på sit eget liv ved at indgå i normale sociale relationer via uddannelse og job, dvs ved at blive integreret bedst muligt i det etablerede samfund og herunder acceptere og tilegne sig dets grundværdier. Frivilligt at vælge ghettoisering og kriminalitet umuliggør indre konsistens.



Er en ung indvandrer af forskellige personlige grunde i tvivl om sine eksistentielle grundvalg, er det 5) let at finde politiske grunde til at sætte sig imod integration. Først og fremmest gælder at mange af de muslimske indvandrere med nær tilknytning til den palæstinensiske region i Mellemøsten følelsesmæssigt og politisk vil være stærkt involveret i den langvarige og bitre konflikt med Israel og dermed også i en stor uvilje mod lande der støtter Israel - som USA. Og bedre er det naturligvis ikke blevet, at USA på fjerde år har ført krig mod Irak på en måde der har ført dette land ud i endeløse interne magtkampe i stedet for som tilsigtet ført det frem mod en demokratiseringsproces og velstandsstigning. Da Danmark fra gammel tid har støttet Israel og under den nuværende regering har allieret sig med USA i Irak-krigen, har mange herboende unge indvandrere haft endnu sværere ved at identificere sig med Danmark og den vestlige verden.

Muhammed-krisen sidste år lagde kun endnu mere véd på det bål der nærer hadet til danske og vestlige værdier. Ytringsfriheden er for mange af dem ikke i sig selv af nogen værdi, og bruges den til direkte at håne deres religiøse følelser, gør det kun sagen endnu værre. For ganske vist er retten til at håne andres religiøse følelser en væsentlig del af ytringsfriheden, al den stund det slet ikke er folks religiøse fornemmelser i bredeste forstand der rettes kritik af, men tværtimod de snævre, indoktrinerede og derfor latterlige fortolkninger af den. Men dette forstås jo netop aldrig af mennesker der er indoktrineret med absolutistisk tankegang.



Den politiske modsætning vil derfor meget ofte føre direkte videre til en stærk religiøs modsætning der i snæver forstand kan se ud som en modsætning mellem islam og kristendom, men i virkeligheden er en modsætning mellem islam og den typiske danske mangel på religiøs interesse eller den på vore breddegrader helt normale relativiserede og sekulariserede indstilling til religiøse forestillinger og dogmer. Men for religiøse muslimer vil der dermed 6) blive stærke religiøse grunde til en afsky for dansk kultur og mentalitet. Det er ikke kristendommen som sådan der er hovedgenstanden for foragten, men vantroen eller den religiøse ligegyldighed.

Der er her i landet stadig debat om folkekirkens placering i forhold til statsmagten, idet mange etniske danskere er af den mening at sekulariseringen først er fuldført, når folkekirken er totalt løsrevet fra statens indblanding, uagtet sekulariseringen ene og alene betyder at kirkens magt skal holdes adskilt fra statens magt. Men i praksis har de fleste danskere et afslappet forhold til kirkens rolle. De fleste er fortsat medlemmer af folkekirken og lader deres børn døbe osv. Men hvad præsterne præker er man stort set ligeglade med. Præsterne i den danske folkekirke har ingen indflydelse på menigmand der kan sammenlignes med muslimske imamers indflydelse på almindelige muslimer. Religion i Danmark tager sig for troende muslimer ud som skinbarlig vantro - og er i grunden lige så afskyelig som al anden relativisme.



Derfor kan det blive en afgørende faktor for en ung muslimsk indvandrer der vokser op i Danmark (eller England), at han eller hun 7) kommer ind i et stærkt og aktivistisk miljø, hvor de sociale, politiske og religiøse påvirkninger er koblet tæt sammen. Faste normer og holdepunkter er i sig selv en tryghedsskabende faktor for enhvert ungt og usikkert menneske - ikke mindst når læren, religionen eller ideologien postulerer at give svaret på alle eksistentielle, moralske, politiske og religiøse spørgsmål det unge menneske kan stille.

Men hertil kommer den bevidste manipulation eller demagogi fra lærere og vejledere som de unge og ubefæstede sjæle udsættes for i de radikaliserede miljøer og radikaliserede moskeer. Det er en kendt sag at moskeerne og andre muslimske miljøer ofte er lukkede verdener, hvor offentligheden - medierne såvel som almindelige nysgerrige eller blot interesserede mennesker - ikke har adgang, og at der i visse tilfælde her foregår en ret målrettet indoktrinering der er direkte rettet mod de vestlige samfund, de vestlige værdier og specielt den almindelige relativisering og sekularisering.

Her er der optimal grobund for fanatisme, hævnfølelse og villighed til at ofre sig for sagen og om nødvendigt blive martyr. Her er der lydhørhed for budskaberne fra al-Queda sådan som de rundsendes via internettet.

Men sjælene skal dog i sidste ende være beredte.



Dermed kommer vi 8) til de psykologiske eller eksistentielle grunde der kan føre til ekstremisme.

Som udgangspunkt gælder at alle mennesker drømmer om fred og retfærdighed, og at især mennesker i den unge alder hvor aktivitetstrangen og aggressiviteten af gode grunde er stærkest også helst ser at der sker noget på handlingsplanet. De to ting bliver ofte koblet sammen således at de unge bliver revolutionære og ønsker at se deres drømme om fred og retfærdighed realiserede hurtigst muligt og med alle til rådighed stående midler. Da velordnede samfund normalt er meget træge at ændre, kan drømmen om en hurtig samfundsforbedring føre til brug af ekstremt voldelige kampmetoder, der igen i værste fald kan indebære at den revolutionære vælger den taktik at skade mest muligt og flest muligt i håb om at vække opmærksomhed og blive taget alvorligt.

Eksemplerne fra Europa er talrige fra årene efter ungdomsoprøret og frem til i dag. Den tyske Baader-Meinhof-gruppe var en lille gruppe mere eller mindre forkælede fanatikere fra pæne borgerlige hjem der blev mere og mere voldelige jo mere de - dybt frustrerede - måtte erfare at det etablerede system var urokkeligt, selvom det måtte barrikadere sig helt usædvanligt, og at den arbejderklasse de foregav at solidarisere sig med ikke ville stå last og brast med dem. De mange autonome grupper i vore dage - herunder dele af Ungdomshusets beboere - trækker i høj grad på 68-forældregenerationens forståelse, men trænger heller ikke igennem med deres utopier. De bliver tværtimod også frustrerede og tyer til vold.

Aggressivitetsdriften er umuligt at se bort fra; den kan ødelægge meget, men man glemmer ofte, at den er fuldstændigt uundværlig i menneskelivet som i dyrelivet, i samfundslivet som i kulturlivet. Hvis ikke mennesket havde en dyb trang til at gå ud over sine egne grænser, fandtes kulturen ikke.

Men hertil kommer at det er fra aggressiviteten mennesker og dyr har selve den begejstring og oplevelse af dyb følelsesmæssig intensitet som er uforglemmelig og som bevirker at de aktiviteter der udløser dem bliver yderst attraktive. Orgasmen kan stå som den biologiske urtype over alle på denne psykologiske højenergi der fremmer en ganske bestemt adfærd (som i vore dage er så stærkt løsrevet fra den biologiske formering at det får uheldige demografiske følger). Men generelt gælder at al aggressivitetsudfoldelse giver mulighed for oplevelse af ekstase eller andre intensive følelser der momentant, men totalt suspenderer nøgternheden og den sunde fornuft. Dermed gives der med andre ord høj psykisk belønning for alle former for suspension af fornuften, hvad enten den konkret skyldes skøn musik, religiøs hengivelse, seksuel aktivitet og sport eller politisk ophidselse, rå vold og voldtægt, hellig krig og nedslagtning af fjender.



I forbindelse med terrorismen gælder, at retfærdighedsfølelsen ofte forbindes med hævngerrighed. Palæstinenserne blev for snart 60 år siden fordrevet fra deres hjemland - og det kan på ingen måde betegnes som udtryk for retfærdighed mod palæstinenserne, selvom det af det internationale samfund dengang blev opfattet som retfærdighed mod jøderne. Det er let at forstå at palæstinensere der er opvokset i flygtningelejre uden attraktive muligheder for at gå ind i et normalt samfundsliv er fyldt med hævntørst - og nærer drømmen om Israels udslettelse. Men det er betænkeligt at de ikke som andre fordrevne folkefærd - fx millioner af fordrevne tyskere og polakker efter anden verdenskrig - efterhånden lærer at acceptere tingenes tilstand og derudfra begynder at koncentrere sig om opbygning af en ny tilværelse.

Hadet til fjenden er for stærkt og ødelægger totalt nøgternheden og den sunde dømmekraft. Men dette had er heller ikke en emotion blandt andre som eventuelt kunne modificeres ad socialiseringens vej. Den er af særlig ondartet karakter fordi den hænger sammen med det
Freud kaldte Ødipus-komplekset og som er kendetegnet af en til den rene mordlyst grænsende vilje til fjernelse af den ydre faktor der fremkalder ulidelige indre spændinger af ambivalente følelser. I barnets udvikling dannes dette kompleks typisk i fire-fem-års alderen hvor barnet ikke kan håndtere de ambivalente følelser der helt naturligt dukker op over for forældrene på anden måde end den tåbeligste af alle at regne den ene for god og den anden for ond - og vel at mærke fortrænge den ubærlige opfattelse af den ene som ond. Et barn i den alder ser alt som sort/hvidt og er ude af stand til at relativisere sine vurderinger. Mange unge mennesker og mange voksne mennesker har livet igennem problemer af samme art. Man kan i virkeligheden sagtens - uden at vride begreberne - betragte al senere uformuenhed til at se relativt på tingene og andre mennesker som udslag af det dybe Ødipus-kompleks.

Allerede hos børn i fire-fem-års alderen kan man konstatere en for mennesket artsspecifik højst uheldig mekanisme, nemlig den at fastlåste vurderinger gøres urokkeligt absolutte ved at blive knyttet til sproglige begreber. Et barn sætter sig ud fra en meget lille, tilfældig eller selektiv erfaring i hovedet at en ting forholder sig på den og den måde - og ingen skal derefter komme og fortælle barnet at det er en fejl eller illusion. Det insisterer på at have ret - og kan i værste fald afvise modargumenter eller belæringer med høje skrig.

Ofte tror vi at sund fornuft eller sund rationalitet er så nøje forbundet med den sproglige udvikling - dybdepsykologisk set hænger de jo nært sammen med udviklingen af de sekundære psykiske grundprocesser - at sprog og fornuft nærmest er to sider af samme sag. Men dette holder ikke. Tværtimod kan sprogets begreber anvendes lige så godt til fastholdelse af fordomme, illusioner og ufornuftige vurderinger som de kan anvendes til fastholdelse af nøgterne og realistiske data og vurderinger. Al dogmatik og teologi i denne verden bygger på denne sørgelige kendsgerning.



Af nøjagtigt samme mekanisme kommer den frygtelige, ofte historisk katastrofale skævhed som er indbygget i al intellektualisme, nemlig dens iboende tendens til at blive ren rationalisme der bygger systemer op på logikkens præmisser, men ser stort på såvel almindelig menneskelig erfaring som det almindelige dagligsprog. Netop dagligsproget er - som atomfysikeren Werner Heisenberg fornemt har påpeget - meget mere i kontakt med den fulde virkelighed end specialsprogene, idet dagligsproget er vagt og upræcist - ligesom virkeligheden. Vi kan ikke undvære specialsprogene i vore bestræbelser på at erhverve dybere erkendelse, men faren er at vi tror at fagsprogene dækker virkeligheden. Det gør de ikke, for det gør kun dagligsproget.

Den intellektualisme der ser stort på dette forhold - og det er desværre den mest udbredte - havner derfor ofte i en ideologisering, hvor det logiske system betyder mere end erfaringerne, og utopien mere end folks sunde sans. I værste fald fører ideologierne til systembygninger som det kommunistiske eller nazistiske - eller i nyere tid det islamistiske - dvs til tvangsregimer og diktaturer der bygger på absolutte sandheder. Men generelt ligger der den fare i intellektualiseringen som den britiske historiker Paul Johnson energisk har påvist i flere bøger, nemlig at de intellektuelle tænkere bliver 'samfundshersere' der plæderer for omvæltninger i samfundet som er udtænkt i studerekamrene, men som ført ud i praksis leder direkte til systematisk undertrykkelse. Jf artiklen om Intellektualismens dilemma.



Som det vil være fremgået er mennesket til alle tider i den grundsituation at det i og med puberteten bliver sig bevidst som et både kønsligt og skyldigt menneske. Det gennemløber det der i myterne kaldes 'syndefaldet' og som for en overfladisk betragtning kan opfattes som en meget moralistisk historie om de følger det kan få at opdage seksualitetens fristelser, men som dybest set er grundfortællingen om det at miste uskylden i enhver henseende og følgelig blive stillet over for kravet om at påtage sig det fulde ansvar for sit eget liv og ikke længere blot leve videre som hidtil under forældrenes beskyttelse.

Syndefaldet indebærer oprør mod autoriteterne - de konkrete forældre såvel som de mere underforståede samfundsmæssige eller guddommelige autoriteter. Intet menneske bliver selvstændigt uden dette oprør. Men intet menneske bliver heller voksent eller modent uden at blive ansvarligt, dvs skifte de hidtidige, mere eller mindre dogmatiske autoriteter ud med nye instanser der fastholder skellet mellem ondt og godt og nødvendigheden af at sørge for overvægt af det gode i livet. Autoriteten skal så at sige flyttes fra det ydre til det indre - og kan her nyde godt af de universelle forestillinger om godt og ondt, som ligger i de arketypiske forestillinger om guder og derfor går igen i myterne.

Puberteten og ungdomstiden kan være en vanskelig og undertiden smertelig proces der kræver mange eksperimenter for at vinde friheden og derfor ofte kan tage tid, men som til sidst må ende med at den enkelte realistisk accepterer de forhold i verden og i samfundet der ikke kan ændres - og dermed lader sig integrere som ansvarligt menneske i det bestående samfund.



Skal denne proces ende bedst muligt, vil den forudsætte forståelsen for relativiseringens fordele og dermed i grunden forståelse for såvel humor som tragedie.

Det kan måske lyde søgt, men er dog i forbindelse med terrorisme egentligt selvfølgeligt at påpege at uden relativisering af tankegangen løber det enkelte individ og de enkelte grupper i samfundet største risiko for at havne i fanatisme og fundamentalisme, hvad der netop vil sige i hævdelsen af absolutte sandheder, hvad enten disse nu er politiske, ideologiske eller religiøse. De absolutte sandheder vil altid være knyttet til sproglige formuleringer, dvs dogmer og principper, og de vil altid give anledning til hidsige debatter og opdeling af folk i tilhængere og fjender - endda oftest med den automatiske kortslutning at modstanderne er repræsentanter for ondskaben selv og følgelig skal bekæmpes med alle midler.

Det modsatte synspunkt, relativiseringens, er forbundet med humor og dermed også med tragediesynspunktet, at livets virkelige tragedie ikke er ulykker af den ene eller anden art, men selve det forhold at vi ikke kan nå til erkendelse af de store afgørende sandheder ad analysens, viljens eller den politiske og religiøse kamps vej, men alene ved at give slip på disse udmærkede ting og begive os ind i det område hvor det at have ret er hørt op. Her er der mulighed for visdom - men visdom er kendetegnet af at den kun kommer over mennesket mod dets vilje.

Relativisering er eneste alternativ til den fanatisme og fundamentalisme der fører til terrorisme, fordi kun relativiseringen effektivt undergraver de farlige absolutte sandheder og giver plads til humor og tragedie.

Derfor er forekomsten af muslimske terrorister eller terroristsympatisører i Danmark ud over dens sikkerhedsmæssige aspekter også en påmindelse om den diametrale modsætning mellem sekulariseret, demokratisk dansk kultur og en fremmed kultur med helt andre mønstre og traditioner. Forebyggelse af terrorisme indebærer derfor ud over helt nødvendige politimæssige foranstaltninger også en fortsat bevidst og målrettet sekulariseringsproces.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Bomben, tumpen og afmagten  (om Nordkorea - 13.10.06.)
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)
Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet i Mellemøsten  (16.8.06.)

Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)

Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
G8, klimaet og fattigdommen - i terrorens skygge  (10.7.05.)
London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)
Terrortid  om nyeste terrorudvikling i Rusland og Irak. (4.9.04.)
Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?
Terror på Bali og i Moskva  (oktober 2002)
11. september



Intellektualismens dilemma
Myte, ord og billede (herunder 'syndefaldet')
Kravet om indre konsistens  (Kan moral begrundes?)
Humor og tragedie
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi



Artikler om Terrorisme
Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Muhammedsagen (artikel-oversigt)
Artikler om Samfund

Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens

Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Mytologi
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal