Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - terrordanm02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.9.06.


Terrortruslen i Danmark og 11. september

Den danske sag ingen overraskelse
11. september ændrede verdenssituationen
Hvad gør en muslim til terrorist?
Hvad får muslimer til at se skævt til Vesten?
Det historiske perspektiv
Henvisninger



Den danske sag ingen overraskelse    
Til toppen  Næste

Den 5. september kl. 2 om morgenen slog politiet til mod et formodet terroranslag i Danmark og anholdt med stor styrke og voldsom adfærd ni muslimer i Vollsmose i Odense, som i et langvarigt grundlovsforhør blev sigtet efter straffelovens § 114, den såkaldt terrorparagraf. To af de anholdt blev hurtigt løsladt igen. To blev varetægtsfængslet i 4 uger, mens fem blev tilbageholdt i tre dage for at politiet kunne undersøge det beslaglagte materiale nærmere. Derefter blev også de varetægtsfænglet. Alle kæringer blev afvist af landsretten.

Det er den alvorligste sag i min tid som justitsminister, sagde Lene Espersen til medierne. Og PET-chefen Lars Findsen, der af gode grunde måtte være yderst tilbageholdende med konkrete oplysninger om sigtelserne, understregede, at der absolut ikke var tale om drengestreger. Stort set alle politikere accepterede sagens alvor, flere med krav om eller villighed til at drøfte skærpelse af sikkerhedsbestemmelserne. Alle, inkl. SF's formand Villy Søvndal, tog uforbeholdent principiel afstand fra al terrorvirksomhed.

Da medierne ikke havde en jordisk chance for at bringe konkrete detaljer om politiets efterretninger, materiale eller sigtelser, valgte de som sædvanligt i en sådan situation at kaste sig ud i alle mulige øjenvidneberetninger og udtalelser om hvad der var hændt ved selve anholdelsen og hvad der kunne siges i almindelighed om de anholdte personer.

Det er aldrig rart for noget menneske at blive vækket midt om natten ved at politiet braser gennem entredøren og derefter blive slæbt med på stationen i nattøj. I dette tilfælde skete der også tilsidesættelse af hensynet til muslimske kvinders pligt til at skjule deres hår over for fremmede mænds blikke. Politiets mænd havde sikkert andet at tænke på, men muslimske kvinder føler nu engang en sådan mangel på respekt for krænkende. Men sådan er vilkårene - også i en demokratisk stat når den takket være de mest uheldige sider af globaliseringen udsættes for terrorrusler. De berørte familier vil næppe få noget ud af at klage eller kræve erstatninger.



De sigtede skal naturligvis ikke dømmes på forhånd. Domstolene må til sin tid afgøre, hvor meget hold der er i anklagerne. Men selve det forhold at landsretten har godkendt varetægtsfængslingerne af de syv personer viser at politiet i hvert fald ikke er uden rimeligt grundlag for aktionen. Problemet er - som Lars Findsen har påpeget - at terrorhandlinger er af en sådan art at det er politiets opgave så vidt muligt at slå til mod terrorister før de får held til at udføre deres handlinger, men at man naturligvis ikke kan slå til på rene formodninger eller gætterier. Man skal fra overvågning have skaffet sig en begrundet formodning og et vist bevismateriale i form af opsnappede telefonsamtaler, e-mails eller tips fra tilfældige mennesker før man kan anholde folk eller beslaglægge computere, videobånd, breve og eventuelle materialer til fremstilling af bomber.

Hvad de involverede personer angår er der ifølge pressens mere eller mindre ulovligt fremskaffede og videregivne oplysninger tale om muslimer i alderen fra 18 til 33 år, to med kurdisk-irakisk oprindelse, tre med libanesisk-palæstinensisk, tre af anden palæstinensisk oprindelse og en enkelt konverteret 'pæredansker' (med tidligere tilknytning til Frelsens hær) - alle med gang i moskeen i Odense.

Alle har de pæne skudsmål fra familie, venner og bekendte, der til medierne udtrykker den helt sædvanlige undren over anholdelserne. Mange kan slet ikke forestille sig at de anholdte overhovedet har været med i terrorplanlægning, nogle er ligefrem overbeviste om at det er politiet der er ude på at give muslimer i almindelighed og Vollsmose i særdeleshed et dårligt ry.

Faktum er i hvert fald at en politiaktion rettet mod en bestemt gruppe muslimer i netop Vollsmose i kraft af lovene for de psykiske primærprocesser uundgåeligt vil få negativ effekt på holdningen til Vollsmose - og dermed give de behjertede forsøg på at bryde de dårlige integrationsmønstre i området et alvorligt tilbageslag.

Men overraskelsen over at nogle muslimer i Vollsmose overhovedet er blevet anholdt og sigtet for terrorplanlægning er mildest talt naiv. For noget sådan har været ventet længe, ikke mindst efter London-truslerne og Muhammed-krisen. At det er en gruppe muslimer i Vollsmose der først kom i søgelyset er nok tilfældigt. For der er flere andre miljøer i landet der kunne tænkes at give ly til ekstreme muslimers lyssky foretagender. Vi vil efter al sandsynlighed se flere sager af denne art fremover. Det er i allerhøjeste grad ærgerligt for det store flertal af lovlydige og skikkelige muslimer her i landet, for det rammer uundgåeligt dem alle på den generelle indstilling til dem. Men det bekræfter kun at integrationsproblemet i Danmark som andre steder i Europa er uløseligt sammenkædet med den internationale kløft og konflikt mellem muslimerne og den demokratiske og sekulariserede verdens kamp for frihed og sikkerhed.



11. september ændrede verdenssituationen    
Til toppen  Næste

Det er her 11. september 2001 kommer ind som den begivenhed i den nyere verdenshistorie der fremfor nogen har ændret verdenssituationen, ganske enkelt fordi den ramte verdens eneste supermagt på det allerømmeste punkt, troen på usårligheden, og gjorde det på den mest tænkelige spektakulære måde med flere samtidige angreb ved højlys dag på selve New Yorks stolteste vartegn - og for åbne kameraer så billederne løbende kunne sendes over hel verden til millioner af måbende og vantro seere. Billederne er uforglemmelige og fik med et slag alle tænkende vesterlændinge til at forstå at der var muslimer der hadede dem grænseløst. Efterfølgende blev det også klarlagt at de aktionerende muslimer var veluddannede mennesker der havde fået deres uddannelse i USA og Vesteuropa, og altså at Vesten intetanende har næret denne farlige slange ved sin egen barm.

Nu taler en lærd og skarpsinding mand som den amerikanske lingvist Noam Chomsky så om at vi dengang blev grebet af en massepsykose, og at politikere og menigmand siden har reageret ud fra denne psykose ved at vågne op og træffe omfattende militære, efterretningsmæssige og andre foranstaltninger mod truslen. Han er specialist i formalisme og ikke i psykologi. Han tror at alle vi der har ment det nødvendigt at reagere mod terrorhandlinger i modsætning til dem der mener det modsatte handler udelukkende ud fra intuition eller 'mavefornemmelser', men viser selv i hele sin argumentation at han ikke kan se forskel på intution (dyb indsigt) og mavefornemmelser (spontane fornemmelser i solar plexus området) og følgelig heller ikke er i stand til at forstå at billederne 11. september åbnede vore øjne for en kendsgerning vi ikke tidligere havde villet være ved, men som vitterligt er af afgørende betydning for vores forhold til muslimerne.



Man diskuterer i ét væk om konflikten mellem den ikke-sekulariserede muslimske verden og den demokratiske og sekulariserede vestlige verden skulle være et sammenstød mellem kulturer eller religioner, og man havner derved i de fleste tilfælde i en forenklet opfattelse af hele denne højst komplekse sag. Unægteligt indgår der i sammenstødet både kulturelle og religiøse elementer såsom forskelligt syn på kønnenes ligeberettigelse, forældreautoritet og livsværdier samt forskellig fortolkning af islam, kristendom, jødedom, ateisme og sekularisring. Men hele pointen er netop - som Lars Erslev Andersen fortrinligt har påpeget - at det er forskellige fortolkningsfællesskaber der støder sammem og ikke forskellige afgrænsede og entydige fænomener. Netop derfor skal alle besindige mennesker på begge sider af skellene være varsomme med at kæmme alle på den anden side over én kam. Det er netop ikke muslimer som sådanne der er fjender af den vestlige verdens værdier, men nogle af dem, og det er ikke altid religionen der i sådanne tilfælde er afgørende. Den er ofte kun et påskud eller et redskab.

Massepsykose er der derimod tale om i de tilfælde hvor masserne reagerer som en helhed der er blevet hidset op til aktioner og som styres af demagoger. Det ser vi i det små ved alle former for lynchning eller i det store ved massedemonstrationer som under Muhammedkrisen i begyndelsen af året eller i forbindelse med libaneseres, iraneres eller palæstinenseres massedemonstrationer. Dybdepsykologisk set er der her tale om manipulationer med folks psykiske primærprocesser, de processer der har høj intensitet, men lav stabilitet og som er uden ordentlige skel mellem fantasi og virkelighed og mange andre ting. Er der først rejst en stemning af had eller begejstring er der ingen ende på demagogernes muligheder for manipulation.

Anderledes forholder det sig med den også på de primære psykiske processer beroende tendens til at slutte fra del til helhed og i værste fald tage delen for helheden (pars-pro-toto-reglen), for den indebærer at selv fuldstændigt nøgterne mennesker kan drage den generaliserende slutning, at når nogle muslimer er terrorister så er alle muslimer reelle eller potentielle terrorister. Sådanne generalisationer er desværre yderst almindelige, og de er vel at mærke næsten umulige for alvor at mane i jorden med sund fornuft, solide data og rationelle argumenter. Det er yderst uheldigt for muslimer eller andre grupper der på tilsvarende vis bliver kendte for ekstremisme fra enkelte af deres medlemmer, men det har bare ikke nogetsomhelst med massepsykose at gøre.



Problemet med reaktionerne på 11. september fra amerikanernes og deres allieredes side er naturligvis at de har ført til militære aktioner i Irak og Afghanistan som langt fra er gået så heldigt eller hurtigt som det forventedes, men som tværtimod har øget muslimernes had til den vestlige verden, til demokratiet og til USA i særdeleshed. Aktionerne ville være kommet uden 11. september, de ville under alle omstændigheder have krævet et langt sejt træk. Men de bliver bedømt på den hidtil manglende succes, de store menneskelige, moralske, militære og økonomiske omkostninger og de mangler og fejl ved den formelle beslutningsproces som siden er påvist. Men man ser rask væk bort fra to afgørende forhold. For det første at beslutningstagerne i en sådan situation ikke kan udskyde deres beslutninger i det uendelige, men er nødt til at træffe dem på det foreliggende usikre grundlag af efterretninger. For det andet at status quo ante bellum aldeles ikke ville kunnet opretholdes, selvom beslutningstagerne ikke greb ind.

Det er simpelthen en illusion at tro at USA's sikkerhed i dag ville have været bedre end før 11.9.01. hvis præsident Bush ikke havde ført landet i krig mod Saddam Hussein og Osama bin Laden. Og det er en illusion at tro at konflikten mellem israelerne og muslimerne i de omliggende lande ville have været nærmere en løsning i dag end dengang uden Irak-krigen. Det er utænkeligt at USA og Israel skulle komme dertil, at de ikke har ret til hver for sig at tage de skridt til sikring af deres landes sikkerhed som de finder absolut nødvendige - uanset hvad andre måtte mene om nødvendigheden. Det man kalder unilateralismen er uundgåelig når det drejer sig om stater der på grund af deres størrelse (eller lidenhed) er udsat for helt specielle trusler fra omverdenen. Men naturligvis gælder omvendt også, at anvendt unilateralisme let får uheldige internationale følger i form af afstandtagen og protester fra andre lande, herunder lande der er mere eller mindre afhængige af de udfarende.

Præsident Bush har måttet sande, at der er begået så alvorlige fejl i krigen i Irak, at det har kostet dyrt både militært, moralsk og diplomatisk. Men han har ingen grund til at fortryde selve aktionen som sådan. 11. september 2001 satte skel i verdenshistorien og det vil det selv i bedste fald tage årtier at komme ud over. En demokratisering af Mellemøsten er fortsat betingelsen for fred i området, men den har efter alt at dømme meget lange udsigter.



Hvad gør en muslim til terrorist?    
Til toppen  Næste

Det er fortsat en gåde for de fleste at muslimer bliver terrorister, og især at det som hovedregel er veluddannede muslimer i de vestlige lande der giver sig i lag med terrorplaner og -aktioner i disse lande. Sidst har vi i forbindelse med anholdelsen i Vollsmose set at selv folk med særlig indsigt i terrorisme, integrationsproblemer, muslimske forhold og den islamiske religion efterlyser mere forskning i sagen, fordi det er oplagt at hverken sociale, udannelsesmæssige, beskæftigelsesmæssige, økonomiske, kulturelle eller religiøse forhold i sig selv gør udslaget.

For min skyld må man gerne forske i sagen endnu mere end man allerede har gjort, men jeg tror ikke et øjeblik på at man kommer sandheden ret meget nærmere end vi allerede er i stand til - og slet ikke så betids at det vil ændre trusselsbilledet.

Tilsyneladende vil selv de klogeste hoveder nemlig ikke rigtigt vedgå at den eneste vej til en forklaring går gennem dybdepsykologien, eftersom denne er i stand til at påvise sammenhængen mellem livsløgn eller dybe illusioner på den ene side og frustration og had på den anden side. Det er det blinde had der kan forføre mennesker til at vælge destruktionen, volden og terroren frem for konstruktionen, forhandlingen og samarbejdet, og i værste fald ligefrem bilde sig selv ind at destruktionen bliver belønnet med martyrstatus og paradisets 70 jomfruer. Et sådant had er blindt i den betydning at det ser bort fra alle realiteter om såvel et menneskes liv efter døden som et menneskes muligheder for at få et godt liv før døden. Hvis ikke det var blindt for realiteterne, ville ethvert menneske vælge anderledes. Realiteten er nemlig at mennesket er bundet til det ubønhørlige krav om indre konsistens som betyder at det til stadighed må sørge for overvægt af det gode i sit liv, hvis det ikke vil blive inkonsistent, asocialt, neurotisk eller ulykkeligt. Jf. artiklen om Konsistensetikken.

Man vil heller ikke rigtigt beskæftige sig med det ellers temmelig indlysende forhold, at en del vesterlændinge konverterer til islam, fordi de savner alvor, konsekvens og absolutisme i den vestlige religion, dvs. den sekulariserede kristendom. For konvertitter gælder generelt at de bliver 'mere katolske end paven', dvs mere nidkære i troen og dens dogmer end de officielle talsmænd og ledere af kirken. Det er simpelthen et tegn på ungdommelig umodenhed at kræve absolutte standpunkter og bruge den i denne alder veludviklede logiske sans til at kræve den yderste strenghed i rationaliteten, også selv om det går ud over den moralske konsistens.



Hermed er der naturligvis ikke givet nogen forklaring på, hvorfor nogle mennesker ubevidst vælger inkonsistensen, mens andre - langt de fleste ubevidst, men nogle også fuldt bevidst vælger konsistensen. Og dette vil der næppe nogensinde findes en generel forklaring på, selvom genetiske forhold utvivlsomt kan spille ind. For det er helt personlige forhold der gør sig gældende, og man skal altså i kontakt med det enkelte individ for at finde ud af hvor hans konkrete problemer ligger. Men det er sådan set heller ikke afgørende at finde nogen generel, gennemsnitlig eller statistisk sandsynlighed bagved, for man vil til syvende og sidst aldrig kunne forhindre folk i at vælge at gå i hundene eller gå i døden uden fornuftige formål. Derimod kan og skal man fra forældres, læreres, venners og myndigheders side prøve at give alle en så reel viden om den personlige eksistens og dens muligheder at man dermed giver dem en reel frihed til at vælge fornuftigt, dvs at foretage valg uden følelsesmæssige bindinger til uheldige forhold eller personer der fx kunne have bagtanker med deres påvirkning.

Afgørende for hadefulde og frustrerede menneskers og dermed potentielle terroristers vedkommende er derfor at de ikke havner i hænderne på demagoger, der leder dem ind i de illusioner og livsløgne der med stor sandsynlighed fører til meningsløst og formålsløst oprør mod samfundet eller indbildte fjender. Uden disse demagoger ville antallet af unge mennesker der vælger terrorismen som udvej i deres eksistensproblemer blive betydeligt mindsket, uden dog at forsvinde helt. Men terrorismen som stort internationalt problem ville ikke eksistere uden demagoger i verden. Vi véd fra undersøgelser af de miljøer potentielle terrorister lever i, at de udsættes for stærk og ensidig påvirkning fra personer og medier der er stærkt kritiske over for vestlige værdier og ikke sjældent prædiker had til Vesten - så som visse arabiske tv-kanaler.



Det skal i denne sammenhæng ikke forbigås, at det er væsentligt for alle menneskers udvikling, at de i en tidlig alder lærer at acceptere nederlag, så de ikke tror at de altid skal have deres vilje eller altid har ret eller kan få hævn over uret. Meget tyder på at denne grundlæggende menneskelige indsigt i højere grad mangler i vore dage end tidligere, hvad der kunne tænkes at have med en pædagogik at gøre der principielt mener det er forkert at sætte grænser for folk (det frustrerer jo!). Men al sund fornuft siger, at det er vigtigt at lære at acceptere nederlag i livet, da nederlag og skuffelser eller store tab ganske enkelt er en del af livet. De fleste oplever jo bl.a. nære pårørendes sygdom og død. Ofte også egen alvorlig sygdom eller ulykke. Undertiden endog helt ufattelige lidelser som langvarig gidseltagning eller kz-ophold.

Aktuelt har vi i den østrigske pige Natascha Kampusch set et af de smukkest tænkelige eksempler på et menneske der ikke blot overlever, men kommer modnet gennem mange års lidelse og frustration. Hun kunne lige så godt være gået totalt i spåner i løbet af det første år af sin indespærring i et ganske lille rum uden ringeste vished om at hun ville blive befriet. Men hun valgte altså efter nogle måneders klaustrofobi og fortvivlelse at holde ud, få det bedst mulige ud af situationen, blive stærk - og håbe og vente på befrielse. En sådan skæbne undgår ikke at præge et ungt menneske for livet. Pigen valgte at acceptere det ydre nederlag og vende det til en indre modning ved så at sige - og uden at vide det - at gå ind i 'tragediens område, hvor det at have ret er hørt op'. Det er den dybeste erkendelse et menneske overhovedet kan nå til. Det er faktisk en religiøs erkendelse. Kampusch's historie vender vi tilbage til i en senere artikel.

For mange af de palæstinensere og libanesere der er vokset op i flygtningelejre eller i hjem hvor forældrene er vokset op i sådanne lejre gælder at deres had til israelerne og de amerikanere og andre vesterlændinge der støtter israelerne er grænseløst. De drømmer om hævn og tænker kun på retfærdighed. De bekæmper Israel mest muligt og har nu også fra og med 11. september 2001 vendt sig mod den vestlige verdens fjerne egne - via udvandrere eller flygtninge. Desværre får de megen sympati og støtte fra mange vesterlændinge som ikke nøjes med at konstatere at palæstinenserne blev uretfærdigt behandlet i 1948, da staten Israel blev oprettet, men også at palæstinenserne ikke fik den selvstændige stat de var blevet lovet. Så sent som i lørdags havde tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft en kronik i Politiken, hvor han gjorde gældende at konflikten i Mellemøsten kun kunne løses gennem retfærdighed.

Det er en illusion. For den uretfærdighed der skete i 1948 kan ikke gøres om. Staten Israel kan ikke jævnes med jorden og palæstinenserne vende tilbage til de områder de stammer fra. Palæstinenserne kan, hvis alt går godt, få deres egen stat, og det bør alle gode kræfter samles om at de får. Men deri ligger hverken hævn eller fuld retfærdighed. Palæstinenserne må simpelthen acceptere det ydre nederlag deres forældre og bedsteforældre led i 1948 - og acceptere at muligheden for en selvstændig stat ligger i fred og forsoning med Israel. Kun demagoger siger noget andet.



Hvad får muslimer til at se skævt til Vesten?    
Til toppen  Næste

Det har stået klart gennem mange år at muslimerne i Mellemøsten har et meget ambivalent forhold til Vesten, de vestlige ideer og den vestlige livsstil. På den ene side misunder mange af dem vesterlændingene den frihed og velstand de ser med deres egne øjne på vestlige tv-kanaler. På den anden side afskyr de den umoral og dekadence de forbinder med det de ser, og netop afskyen stimuleres i høj grad af de moralske og åndelige vejledere i de muslimske lande, dvs. præster og imamer af alle slags.

Hertil kommer naturligvis afskyen for den indblanding i muslimernes indre anliggender på politisk og økonomisk plan som både er forbundet med militær intervention så som krigene i Afghanistan og Irak og med støtte til forbundsfæller i den lokale magtkamp, herunder ikke mindst det paradoksale samarbejde med regimer som er alt andet end demokratiske, men drager fordel af samarbejdet til at opretholde egen magt og forhindre demokratisering.

Faktum er at Vesten i vid udstrækning er kommet til at stå som selvmodsigende og inkonsistent, fordi især USA officielt går ind for demokratisering, men reelt i mange tilfælde har støttet diktaturer. I tilfældet Irak har USA desuden i praksis fungeret som en besættelsesmagt, fordi befrielsen ikke lykkedes i første omgang, og opbygningen af en fri og suveræn irakisk stat trækker ud. USA har ovenikøbet med klare overgreb mod fanger overtrådt de almindeligt anerkendte konventioner om menneskerettighederne. Der er altså når alt kommer til alt ganske gode grunde til at muslimerne i stort tal ser skævt til Vesten.



Reelt er dette imidlertid ikke godt for demokratiseringsprocessen i Mellemøsten og altså heller ikke heldigt for de muslimer der ønsker eller i hvert tidligere har ønsket demokratisering. Så længe man fra vestlig side farer frem som man nu har gjort i et par år uden synlig og sikker succes, kan man ikke fortænke flertallet af muslimer i at konkludere at Vesten har tvivlsomme eller direkte forkerte og umoralske politiske mål. Dermed er man kommet ind i en ond cirkel. Jo flere der tvivler på Vestens mål eller direkte afskyr Vestens metoder, jo sværere bliver demokratiserings- og fredsprocessen, og jo flere vender sig mod Vesten og føler sig tiltrukket af den radikale islamisme.

Igen er det afgørende om befolkningen i disse lande nærer illusioner om udviklingen eller ej - og om deres illusioner understøttes af demagoger der kan se deres egen magt styrket gennem opildning til had til Vesten eller om den ikke gør.

Åbenlys succes for demokratiseringsprocessen vil uden tvivl have afgørende effekt, men successen udebliver jo for tiden, ja, har med Hizbollahs nylige destabilering af Libanon fået endnu længere udsigter, og derfor er selve den onde cirkel med til at opretholde muslimernes illusioner. De tror at de kan vinde udviklingen, fremskridtet, velfærden og friheden ved at forhindre demokratiseringen. De bedømmer situationen på kort sigt. Og dette bliver flertallet af dem - trods besindige og moderate folk i kommentatorernes rækker - ved med, så længe de er i hænderne på demagoger.

Situationen er i dag, fem år efter 11. september 2001, værre end dengang.



Det historiske perspektiv    
Til toppen  Næste

Det store historiske perspektiv skal imidlertid ikke glemmes. Kampen mod den internationale terrorisme er kun fem år gammel, den er langt hårdere og langt mere krævende end kampen mod kommunismen og nazismen i forrige århundrede, og den kan meget vel komme til at strække sig årtier ind i det 21. århundrede. Terrorismens bagmænd - med Osama bin Laden i spidsen - har langsigtede mål - og giver ikke op, selvom dele af deres organisation er blevet svækket. Terrortruslen er kommet for at blive lang tid endnu.

Dette har så ført til forskellige holdninger i den vestlige verden, lige fra den æstetiske til den dybt ængstelige holdning, eller fra den militære til den diplomatiske, og fra den partipolitiske til den religiøse. Modsætningerne i de vestlige lande er ikke blevet mindre, selvom det store flertal er principielt imod terror som acceptabelt middel i den politiske magtkamp.

Den æstetiske indstilling er kommet til orde i bl.a. den tyske avantgardekomponist Karlheinz Stockhausens betragtning over terrorangrebet på World Trade Centeret som et stort kunstverk. Eller i den danske filmforsker Peter Schepelerns betragtninger over 11. september- katastrofens forbindelse til Hollywoods fiktionsverden (Kosmorama nr. 233, 2004). Den slags æsteticeringer kan man tage som det de er: udslag af fagfolks snæverhed og mere eller mindre kyniske leg med kendsgerninger og begreber. Fred være med dem.

Folk der accepterer militær indsats mod terroristerne som en nødvendig del af kampen mod demokratiets fjender står over for folk der ikke alene foretrækker diplomatiets gode, men også bevistligt utilstrækkelige metode, men påstår at den militære kamp har andre formål end de angivne og at den kun skaber mere terrorisme. Årsag og virkning blandes nemt sammen, fordi det vitterligt er umuligt at komme til bunds i motiverne. Det nye faktum siden 11.9.01. er, at den politiske splittelse og uforsonlighed i de vestlige lande er større end før.



Den psykologiske virkning af 11. september har været dobbelt. Dels en fuld erkendelse af hvilket grænseløst had til den vestlige verden der findes blandt muslimer i og uden for Vesten. Dels udbredelsen af mere frygt og usikkerhed end før. Erkendelsen er ubetinget et gode, for den er eneste grundlag for en nøgtern og effektiv kamp mod terrorismen. Men frygten har uheldige konsekvenser, hvis den påvirker for mange mennesker i hverdagen. Det er forståeligt at folk er tilbageholdende med at rejse til feriemål i fx. Egypten eller Tyrkiet der er særligt udsatte for terroraktioner. Det er kun godt at folk realistisk indser, at den internationale terrorisme i dag er så udspredt til lokale celler i hele den vestlige verden, at den kan slå til på et hvilket som helst sted når som helst. Men stadigt gælder, at risikoen for at blive udsat for terror er mindre end risikoen for at dø af alt muligt andet som fx trafikulykker. Der er ganske enkelt ingen grund til at gå i panik.

Heldigvis viser det sig da også at befolkningen i Danmark og andre vestlige lande nok erkender risikoens eksistens og forøgelse, men ikke lader sig gå på af den i hverdagen. Skrækscenarier og apokalyptiske dommedagsprofetier skræmmer dem ikke. De hører hjemme i æstetikken og patologien - og i visse journalister fantasier og salgskalkuler.



Skal et større historisk perspektiv imidlertid fastholdes over for terrorismens fænomen i den moderne globaliserede og informationsteknologiserede verden, så er den første forudsætning, at et land som Danmark skrotter det man kalder småstatstænkningen, og som indledtes efter nederlaget i 1864 og bevirkede at danske regeringer siden har tilpasset sig mægtige naboers overmagt og forsømt at tage klart og forpligtende parti i kampen om ret og frihed. Linjen ændredes så småt efter Murens og den kommunistiske trussels fald omkring 1990. Danmark ser nu i højere grad sine forpligtelser som internationale.

Denne linje er blevet markant tydeligere under Anders Fogh Rasmussens regering, og det er næppe tilfældigt at statsministeren nu har valgt dagen i dag til i Ugebrevet Mandag Morgen at offentliggøre sine tanker om en mere aktivistisk udenrigspolitik. Danmark skal efter hans mening være mere offensiv og aktiv i internationalt samarbejde og være parat til at deltage i militære operationer for at forebygge konflikter og sikre fred. Danmark skal være med til at præge det internationale handelssystem, og dansk udviklingspolitik skal i højere grad fokusere på bekæmpelse af fattigdom i Afrika. Statsministeren langer direkte ud efter forrige århundredes hykleriske og dobbeltmoralske udenrigspolitik. Og siger nu udtrykkeligt, at Danmark også skal være med til at sætte de globale dagsordener.

Set ud fra Jernesalts helhedsrealistiske synspunkt er disse tanker særdeles relevante og positive. Men der mangler én dimension: den religiøse.

Vorherrebevares vil mange nok sige her, for er terrorismen netop ikke et eneste uhyggeligt eksempel på hvor galt det kan gå når fanatiske mennesker blander politik og religion sammen. Og flere vil nok også mene, at amerikanernes, herunder den amerikanske præsidents, trang til at blande religionen ind i deres politik er yderst betænkelig. Men alt dette er kun eksempler på at religiøse forestillinger bruges og misbruges til at understøtte egne moralske og magtmæssige interesser. Men dybest set er religion noget langt større end moral og magt, ja, den er dybest set selve den dimension i eksistensen der peger på at der netop er noget større i tilværelsen end magt og moral og dermed også dogmer og absolutte sandheder.

I sidste ende kan det historiske perspektiv i såvel politik som i kulturudviklingen ikke forstås uden en religiøs dimension der tager højde for det der er større end magt og moral. Derfor kan kampen mod terrorismen eller andre fanatiske, totalitære og destruktive ideologier ikke føres med held, medmindre den trækker på universelle konstruktive forestillinger.

11. september 2001 har gjort dette klarere end nogensinde tidligere. Men statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke taget det til efterretning fuldt ud. Tværtimod har han selv efter Muhammedkrisen gentaget at religionen efter hans mening skal holdes uden for det offentlige rum. Altså det stik modsatte af hvad der på langt sigt kan løse op for problemerne. Og det stikmodsatte af hvad der for alvor kunne bringe Danmark i offensiven internationalt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)
Terrortid   om nyeste terrorudvikling i Rusland og Irak. (4.9.04.)
Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?
Terror på Bali og i Moskva  (oktober 2002)
11. september  (11.09.02.)
Terrorangrebet 11.9.01.  (2.6.02)



Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)



Artikler om  Terrorisme
Artikler om  Danmark
Artikler om  Mellemøsten
Artikler om  USA
Artikler om  Samfund

Artikler om  Psykologi
Artikler om  Etik
Artikler om  Eksistens
Artikler om  Religion
Artikler om  Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal