Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Terror

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02


Terrorangreb der sætter skel

Terrorangrebet på World Trade Center i New York og på Pentagon i Washington den 11. september 2001 var en så rystende, medietopdækket begivenhed, at den øjeblikkeligt fangede de fleste menneskers opmærksomhed og holdt den fangen i dagevis, så folk i Vesten havde svært ved at koncentrere sig om andet.

Arten af den nye terror

Terrorangrebet var så omfattende i ødelæggelse af liv, bygninger og symboler og så velplanlagt, velgennemført og veludført, at det i sin ondskab virkede som den mest kyniske terror der hidtil er set i verdenshistorien. Der et sat et ‘før' og et ‘efter' den 11. sept. 2001.

Kynisme fra terroristers side er ikke et nyt fænomen. Terrorister har alle dage sat målet over midlet, ja betragtet midlet som helliggjort gennem målet. Her var kynismen imidlertid drevet ud i sin yderste konsekvens både planlægningsmæssigt, teknisk og psykologisk, så vi må siges at stå over for en ny art af terror, der i og for sig hverken var uforudsigelig eller utænkelig (som hævdet af nogle), men som ikke desto mindre har overskredet en grænse, der gør det nødvendigt at søge de psykologiske mekanismer bag den.

Det karakteristiske er nemlig ikke kynismens grad, men dens særlige forening af mål og middel, nemlig den fanatiske tro på at det der for den almindelige og normale tankegang i Vesten er ondskab af værste slags i terroristernes egne øjne er ædel, ja hellig gerning der sikrer dem en plads i den fiktion af en himmel de tror på.

Det er imidlertid hvad der kan læres og bør læres af denne tragiske begivenhed, at fanatismen og fundamentalismen ikke bare er en ekstrem grad af tro og overbevisning, men i visse tilfælde udslag af en meget bevidst og bevidst styret helliggørelsesproces, der ikke alene sætter fanatikerne uden for enhver dialog og påvirkningsmulighed, men simpelthen bringer dem ind i en fase eller tilstand, hvor de på den ene side tvangsmæssigt føler sig nødsaget til at planlægge og udføre kyniske terrorhandlinger, og på den anden side får absolut vished for, at det de gør er et offer de bringer deres gud for deres personlige frelses skyld. Altsammen forudsætter igen en opdeling af menneskeheden i gode og onde, og en absolut tro på, at man selv hører til de gode og dermed har Gud på sin side.

Frygten for den nye terrors videre udvikling.

Da den nye terrorkynisme ingen grænser kender og ikke er påvirkningsmulig, er der i allerhøjeste grad grund til at frygte, at den vil videreudvikle sig og altså resultere i ny terror, der også omfatter misbrug af de kemiske, biologiske og atomare våben, der allerede er til rådighed og som yderligere vil blive udviklet.

Det vil simpelthen være usandsynligt, hvis ikke det lykkes disse fanatikere at udføre nye, endnu værre og endnu mere omfattende ødelæggelser, selvom årvågenheden nu skærpes rundt omkring - og selvom der også er sket og fortsat vil ske pågribelser af terrorister, indskrænkninger i deres bevægelsesfrihed, ødelæggelse af Bin Ladens træningslejre - og måske endda til allersidst tilfangetagelse af eller drab på denne hader over alle hadere.

Risikoen må vi altså lære at leve med. Der vil aldrig kunne skabes garanti imod nye terrorangreb. Vi er - som Tøger Seidenfaden skrev få dage efter 11.9. - i en vis forstand magtesløse over for den slags. Men livet skal jo gå videre, og det vil naturligvis gå videre. Det dummeste vil være at lade sig paralysere af risikoen for nye anslag. Men selvfølgelig vil det gå som det gik mht atomrisikoen i 60'erne og 70'erne. Nogle vil blive angste og paralyserede, så de ikke tør leve som før.

Det nye århundrede bliver terrorismens århundrede.

Det nye århundrede bliver næppe et nyt verdenskrigenes århundrede, eftersom de fleste stormagter vil se større risici og farer end positive muligheder ved verdenskrige. Vi får fortsat mange borgerkrige og mange regionalkrige, men sålænge de begrænses til mindre områder og mindre befolkningsgrupper, er der ikke den store risiko for en spredning eller en eskalering.

Det er vel stort set kun Mellemøsten - med Israel og olien som de afgørende omdrejningspunkter - som har potentiale til en krigssituation der vil involvere stormagterne, herunder først og fremmest supermagten USA. Om der overhovedet sker en sådan uheldig udvikling afhænger af to forhold:

- eskaleringen af en terror der vil true Israels eksistens
- eskaleringen af modsætningen mellem rige og fattige lande.

Det første kan ikke udelukkes, eftersom terroristerne ønsker denne situation, tillige med lande som Irak og Iran, men såvel Egypten som Jordan vil undgå den, hvorimod Arafat er et højst tvivlsomt kort i hele dette spil. Det andet forhold er derimod så stor en risiko, at de rige lande gør klogt i - inden det bliver for sent - at gøre noget effektivt for at undgå situationen.

Men under alle omstændigheder slipper vi ikke for terror i det nye århundrede. Og der er derfor grund til at frygte, at vi nu i forlængelse af de to verdenskrige står over for tragediens tredje del.

Tragediens første del var som bekendt de totalitære og militaristiske regimers opkomst, navnlig nazismens i Tyskland, der under Hitlers førerskab udviklede sig til den katastrofale anden del, selve 2. verdenskrig med dens enorme krigshandlinger, ødelæggelser og udryddelse af mennesker. Tragedien var, at krigen burde have været undgået - og også kunne have været undgået, hvis vestmagterne ikke havde sovet - og hvis kampen mellem kommunisterne og socialdemokraterne i Tyskland ikke havde udviklet sig til en bitter kamp på liv og død.

Tragediens tredje del - terrorismens hærgen i det nye 21. århundrede - ser allerede ud til at være i fuld udvikling, men kunne sandsynligvis være undgået, hvis ellers vestmagterne havde interesseret sig for dens årsager - og havde sat massivt og effektivt ind på de tre afgørende felter: at løse det palæstinensiske problem, at tage fat på en konstruktiv dialog med regimer som Irak og Iran, og endelig at se hadets årsager i øjnene og erkende, at det ikke udelukkende er de andre, muslimerne, der skal ændre deres livsform, nemlig i retning af frisind, men også os selv, nemlig i retning af mere seriøsitet. Den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld var hurtigt ude med sit budskab: "Vi har valget mellem at ændre vores livsform - og det er uacceptabelt - eller ændre deres livsform. Og det sidste vil vi gøre." Men dette synspunkt bliver skæbnesvangert, hvis det bliver doktrin i USA og den vestlige verden.

Tragedien i dybeste forstand ligger i, at vi vesterlændinge ikke har forstået at sætte noget helligt i stedet for det der faldt med den gamle Gud for mere end hundrede år siden.

Kløften mellem rige og fattige øges.

Der er ingen tvivl om, at kløften mellem de rige vestlige lande og de fattige lande i Mellemøsten, Asien og Afrika øges dag for dag og medfører nød og elendighed, sygdom og død - samt ikke at forglemme misundelse, flugt og - et ubegrænset had til Vesten og især USA.

Det er naturligvis det sidste der giver næring til alle drømme og ønsker om hævn over Vesten og vestlig kultur. Og det er samtidigt den del af modsætningsforholdet mellem rige og fattige som er sværest at tackle, fordi det stikker så dybt og stort set er upåvirkeligt af økonomisk og humanitær hjælp til de fattige lande.

Det er i hvert fald en kæmpeillusion som mange af Vestens politikere gør sig skyldige i, at tro at øget udviklingsbistand til de fattige lande forebygger misundelse, flugtdrømme eller had. For sagen er at selvom mange mennesker i de fattige lande drømmer om en tilværelse som den vi har i Vesten - og endda prøver at flygte over til den, hvis det er muligt - så føles den vestlige og især den amerikanske livsform for mange af disse mennesker som en direkte trussel mod deres egen følelse af identitet. De afskyr derfor denne livsform i så høj en grad, at vejen til hadet bliver yderst kort. Det behøver kun lige den afgørende tilkobling til en muslimsk fundamentalisme, som uden videre betragter den vestlige livsform som gudløs, umoralsk, syndig og fordærvelig.

Hadet til Vesten er ikke blot hadet til dem der er rige, men hadet til dem, hvis velfærds- og bevidsthedsniveau tillader dem at se stort på gammeldags religion og stammeprægede normer og idealer. Kløften mellem rige og fattige er derfor også en kulturkløft.

Kløften mellem demokratiske og udemokratiske lande.

Hertil kommer så, at kulturkløften i allerhøjeste grad også er en kløft mellem dem der har tilegnet sig de demokratiske idealer om flertalsafgørelser, respekt for mindretal, tanke- og ytringsfrihed samt religionsfrihed - og dem der ikke har.

Der er naturligvis historisk set tale om, at den vestlige verden efterhånden - over flere århundreder - møjsommeligt har erhvervet sig en menneskeopfattelse der har rod i kristendommens forståelse for det enkelte menneskes værdi - og dermed i allerhøjeste grad går på tværs af de primitive kulturers æresbegreb. Men da sækulariseringen stille og roligt har medført en afkobling mellem stat og kirke/religion, således at væsentlige dele af religionen er blevet folks privatsag, så går det ikke an at betragte den vestlige kultur som kristen i betydningen ‘kristen og intet andet', og derfor er det en graverende fejl at opfatte kløften mellem demokratiske og udemokratiske lande som en kløft mellem kristendom og ikke-kristne religioner.

Ændringen af det gamle æresbegreb er i virkeligheden meget centralt - og måske reelt det forhold der spiller størst rolle i sammenstødet mellem muslimsk og vestlig (nordeuropæisk og nordamerikansk) dagligkultur. For der er næppe noget der støder vestligt menneskesyn så meget som det muslimske kvindesyn, der eksempelvis indebærer, at enhver pige der vedkender sig sin erotiske sans og seksuelle trang betragtes som en luder.

Den aktuelle konfrontation mellem muslimsk terrorisme og vestlig kultur er ikke og bør under ingen omstændigheder simplificeres til en kamp mellem islam og kristendom. Der er gode og mindre gode ting i begge religioner. Og selvom vi vesterlændinge af gode grunde lægger størst vægt på vore kristne forudsætninger, og endda kan pege på den alvorlige brist i islamisk religion, at den stammer fra en profet der førte hellig krig, så skal det ikke glemmes, at enhver religion kan fortolkes, og at det derfor altid er de konkrete tilhængeres konkrete fortolkninger i hver enkelt konkret situation der bør være grundlag for enhver konkret vurdering.

Nej, den aktualiserede kulturkamp er i sin kerne en kamp mellem en demokratisk, frisindet og sækulariseret kultur på den ene side og en udemokratisk, snæversynet, intolerant og ikke-sækulariseret kultur på den anden. Muslimer lader sig demokratisere og sækularisere - og der findes mange frisindede muslimer i intellektuelle miljøer rundt omkring. Det er faktisk også betingelsen for integration i vestlig kultur. Udmærket dansk eksempel er Naser Khader, der jo er så integreret i dansk kultur, at han fra fundamentalistisk muslimsk side simpelthen får at vide, at han ikke er en af deres egne og derfor heller ikke kan være fuldgyldig repræsentant for muslimer. Men det rokker ikke afgørende ved den kendsgerning, at intet muslimsk land nogetsteds er demokratisk eller sækulariseret i vestlig forstand.

Behovet for alternativer i tænkning, livsform, etik og politik

Tragedien den 11. september viser med al ønskelig tydelighed, at der er et enormt behov for alternativer til såvel den muslimske mere eller mindre dogmefaste religion i Mellemøsten som den sækulariserede, men temmelig ansvarsfrie, mere eller mindre nihilistiske eller postmodernistiske gudløshed i den vestlige verden.

Der trænges i den vestlige verden i allerhøjeste grad til en filosofisk afklaring, der tør distancere sig fra Nietzsches på sin tid banebrydende, men i dag utidssvarende kritik af den gamle religion, og som tør give sig i lag med formuleringen af tidssvarende eksistentielle normer, der igen tør satse på tro, håb og fællesskab og give disse en nødvendig etisk og religiøs dimension. Det indebærer bl.a. en afklaring af problemet mellem frihed og moral, sådan som Rüdiger Safranski bidrager til i sin bog om "Det onde eller Frihedens drama".

Der er med andre ord brug for en nytænkning, en ny etik, ny psykologi og ny politik der er i stand til sprogligt at formulere nogle nye, nødvendige forbindelser mellem erkendelse, virkelighedstroskab og fremtidshåb og samtidig give disse forbindelser et nødvendigt overordnet perspektiv gennem nyopdagelsen af noget helligt i livet.

Til toppen    Til forside    Printversion   


utils postfix clean
utils postfix normal