Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 11. september

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.9.02


Elvte september

Terrorangrebet på USA den 11. september 2001 satte skel i moderne historie. Der er et ‘før' og et ‘efter' denne dato.

Terrorangrebet afslørede en ny art kynisk terror, funderet i hensynløs muslimsk fanatisme, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres under henvisning til fattigdom og forfordeling i verden.

Men den afslørede unægteligt også et brændende had til Vesten og USA som helt overskygger et forståeligt og rimeligt ønske om at udligne skellet mellem fattige og rige lande i verden.

Konflikten i Mellemøsten er en stadig påmindelse om, hvor uhyggeligt svært det er at forvandle destruktivt had til konstruktivt håb.

Det netop afsluttede topmøde i Johannesburg om bæredygtig udvikling bekræftede blot såvel dette fundamentale skel som det enorme had til USA, som trives i store dele af verden, og som tilsyneladende kun forstærkes af den åbenlyse dominans som USA efter den kolde krigs ophør indtager politisk, økonomisk og kulturelt.

Den 11. september vil år for år - måske århundredet ud - minde os om dette skel og dette had.

Da terrorismen på ingen måde er manet i jorden og da Osama bin Laden og hans al-Queda-net på ingen måde er sat ud af spillet, vil der stadig mange år endnu herske frygt i den vestlige verden for nye kyniske terroranslag, der sætter primitiv hævn og destruktionen over alle andre hensyn.

Derfor vil tragedien 11.9. også til stadighed minde os om det fundamentale skel mellem på den ene side demokratiske lande der har lært sig den besværlige kunst at ordne deres politiske og religiøse uoverensstemmelser på fredelig og civiliseret vis og på den anden side udemokratiske lande og befolkninger der holder fast i deres gamle klan- og stammementalitet, hvor det føles naturligt og nødvendigt at ordne de politiske og religiøse stridigheder med vold og magt.

Problemerne i det fra Taliban-styret befriede Afghanistan - herunder det nylige attentatforsøg på landets lovligt valgte præsident - viser hvor svært det er at erstatte klan- og stamme-systemets æreskodeks med demokratiets civiliserede styreform.

11.9. har også - helt utilsigtet - fået modsætningerne mellem muslimske og ikke-muslimske mennesker til at springe frem i al deres klarhed. Det er en eklatant fejl at tale om en krig eller en kløft mellem muslimer og ikke-muslimer, eftersom der på begge sider af dette skel er både moderate og fanatiske mennesker. Men det er relevant, ja absolut nødvendigt at se i øjnene, at der eksisterer en fundamental forskel mellem sekulariserede og ikke sekulariserede mennesker.

Det afgørende er ikke om man er ateist eller ej, eller om man tror på det ene ellet det andet (Gud, Jahve, Allah, videnskaben, agnosticismen, ateismen eller nihilismen - eller vellyst og nydelse). Afgørende er om man kan skille sin personlige tro fra en statslig elller statskirkelig tro og dermed forlade enhver illusion om at sidde inde med en højere objektiv sandhed.

Sekularisering eller verdsliggørelse behøver ikke at være ensbetydende med profanering eller nihilisme, men den indebærer i det mindste en relativisering af ens egen tro eller overbevisning, således at denne ikke hævdes som absolut sandhed som alle har at rette sig efter, men som en personlig sandhed som er sand for en selv, som andre må respektere, og som også må leve side om side med andre personlige sandheder i fred og fordragelighed.

Ens tro eller overbevisning bliver derved privat i den betydning, at man har lov til at have den for sig selv og sine nærmeste, men den bliver aldrig privat i den betydning, at man ikke står til ansvar for den i det omfang den har konsekvenser for ens deltagelse i det offentlige liv.

Den frygt som det kyniske terrorangreb 11.9. sidste år har skabt for nye anslag har uundgåeligt medført yderst skærpede sikkerhedsforanstaltninger i alle vestlige lande, der kan tænkes at blive mål for ny terror. Sådan virker vores selvforsvar nu engang - og det er der for så vidt intet at sige til. Ethvert folk og enhver nation har ret og pligt til at forsvare sig mod angreb, jo mere, jo større risikoen er.

Men samtidig gælder, at det vestlige samfundssystem, der netop er kendetegnet af usædvanlig stor åbenhed og frihed, naturligvis ikke må lade sig forføre til at lukke sig og indskrænke friheden på grund af denne frygt. Risikoen herfor er naturligvis altid til stede, og det forstår såvel terrorismens tilhængere og håndlangere som de modstandere af det vestlige kapitalistiske og demokratiske system som findes blandt intellektuelle ikke-terrorister i de vestlige lande selv.

Et af problemerne i den nye verdenssituation som terrorangrebet 11.9.01 har skabt er, at det har medført en så klar dominans for USA's vedkommende, at det ikke kan andet end give anledning til bekymring hos mennesker der er kritisk indstillede over for al magtudøvelse.

Det er aldrig sundt for et politisk, økonomisk eller kulturelt/religiøst system, at en enkelt stat bliver enerådende og til hver en tid kan sætte dagsordenen for de andre. Magt korrumperer altid, og derfor kan demokratiet ikke i længden bestå som åbent og frit system, medmindre det bevarer sin kritiske og selvkritiske sans og evne.

USA er den dominerende magt i verden af i dag, men det er ikke en position der er fremmende for en fredelig udvikling af verdenssamfundet som helhed. Omvendt gælder dog også, at det vil være et helt urimeligt og urealistisk forlangende at kræve af USA, at dette rige og veludviklede land skulle give afkald på en dominans det egentlig slet ikke har tilsigtet, men har fået, fordi det har tiltrukket begavede og initiativrige mennesker fra hele verden og givet dem chancen for udfoldelse.

USA tror på sig selv, sine evner og kræfter, principper og erfaringer, og det har ikke grund til andet. Det var før 11.9.01. på vej ind i en slags begrænset isolationisme, for så vidt lysten til fortsat at skulle rede trådene ud for andre alle mulige steder på kloden var dalet betydeligt hos republikanerne og præsident George W. Bush. Dette blev totalt ændret med et eneste slag for et år siden. Og intet tyder på, at det skulle blive anderledes foreløbigt. Tværtimod vil enhver ny trussel mod USA's sikkerhed og interesser kun forstærke handlekraften og -viljen.

Den eneste mulige løsning på problemet turde derfor være, at det grænseløse og destruktive had til USA i store dele af verden, men ikke mindst i de muslimske lande, bliver afløst af en vilje til sekularisering, fred, frihed, demokrati og udvikling i disse lande, således at den enorme destruktive energi i disse befolkninger kan blive omformet til en konstruktiv energi der giver folk i almindelighed, men især ungdommen et håb for fremtiden på jorden - fremfor det miserable og yderst illusoriske håb om et martyrium for handlinger der i virkeligheden er rene ugerninger.

Men det er ikke en udvej som USA eller noget andet vestligt land med nogetsomhelst pædagogisk humanitært eller økonomisk middel kan få disse befolkninger til selv at vælge. Dog må det noteres, at det i hvert fald er en absolut betingelse for valget af en sådan løsning, at USA og dets allierede ikke ved indre eller ydre svaghed giver haderne på jorden håb om nogensomhelst anden udvej i det afgørende lange løb. Det er nok den vigtigste lære af 11.9.01.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Terror på Bali og i Moskva
Terrorangreb der sætter skel
USA's dominans
Johannesburg-mødet - succes eller fiasko?
Sekularisering og religiøs krise

Artikler om Oversigt over artikler om den senere Muhammedsag



Artikler om Danmark
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 11.9.2016