Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - nordkorea

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.10.06.


Bomben, tumpen og afmagten

Hvad man end måtte mene om Nordkoreas diktator siden 1994 Kim Jong-Il, så er han for tiden det ubestrideligt mest taknemmelige offer for verdens hån og satire, og det gode ved overguden og hans land og undersåtter er at ingen af dem tager anstød af spotten, eftersom ingen får noget at vide om den eller overhovedet fatter den. I den henseende kan alle være trygge - modsat krænkelser af sårbare følelser i visse andre lande. Muhammed - Fred være med ham! - forbyder os at nævne navne.

Mindre trygge er det internationale samfund ved den store leders nyeste spøg, en påstået atomprøvesprængning langt under jordens overflade og så svag at den har været svær for omverdenen at registrere. Effekten har været så beskeden, at selv eksperter ikke rigtigt har kunnet afgøre med sikkerhed om der blot var tale om et lille jordskælv. Men verden skælver dybt og bredt. Mens fantastiske Kim Jong-Il udfolder en retorik der ikke har sin mage andre steder i verden og allerede derfor bør citeres med en ordret smagsprøve.

"Den videnskabelige forskningssektor i Nordkorea har 9. oktober gennemført en vellykket underjordisk prøvesprænging under sikre forhold - på et spændende tidspunkt, hvor hele landets befolkning er ved at tage et stort skridt i retning af at skabe en fantastisk, stærk og socialistisk nation. Det bekræftes, at der ikke opstod farlige situationer, for eksempel radioaktivt udslip, under prøvesprængningen, der blev gennemført under videnskabelige og nøje kalkulerede forhold. Atomprøvesprængningen blev gennemført med 100 procent indenlandsk kløgt og teknologi. Den er en historisk begivenhed, der er til stor opmuntring og glæde for Den Koreanske Folkehær og befolkningen, der har ønsket sig sit eget stærke forsvarsvåben. Den vil bidrage til forsvaret af freden og stabiliteten på og omkring Den Koreanske Halvø." (Kilde Politiken og BBC)



Den nævnte storhed i bedriften skal ses i sammenhæng med at Nordkorea nok råder over både kortrækkende og langtrækkende missilraketter, men at de er så svage at de slet ikke kan transportere en atombombe af nogen betydning. Den nævnte opmuntring er givetvis stor for den store folkehær på over 1 million mand (eller 5 % af befolkningen, hvor Danmarks er 2 % hvis vel at mærke hele hjemmeværnets frivillige stab tælles med!), for i ethvert diktatur er militæret et militaristisk foretagende der lever af sin talmæssige størrelse og militærteknologi. Men ordene om opmuntringen af befolkningen kunne være dyb ironi, hvis den store leder ikke var så dybt alvorlig som han vitterligt er. Den er derfor en regulær livsløgn, for befolkningen er ludfattig, underernæret og syg til døden - og havde mere brug for brød og ris end for atombomber og militærparader.

Er bomben et stort skridt i nogen retning er det i henseende til at den utvivlsomt kan opretholde styrets fantastiske selvbedrag om sin uovervindelighed. Sandheden er jo også at det internationale samfund reagerer, så det faktisk bekræfter Kim Jong-Il i troen.

Også det internationale samfund vil jo gerne opretholde illusioner, herunder illusionen om at atomspredningsaftalen skulle være ret meget mere værd end det papir den er skrevet på. Reelt er der allerede adskillige atomstater i verden som ikke har skrevet under på aftalen, og flere vil givetvis komme til. FN har drøftet risikoen ved Nordkoreas og Irans atomprogrammer i årevis - og Sikkerhedsrådet er i øjeblikket fuldt beskæftiget med bare at finde et kompromis om en resolution der kan fordømme Nordkorea og true med sanktioner. Ingen kan forhindre Nordkorea (eller Iran) i at fortsætte deres atomteknologiske udviklingsprogrammer, og eventuelle iværksatte sanktioner vil i Nordkoreas tilfælde - ganske som sanktionerne mod Irak før krigen - enten være virkningsløse eller komme til at gå mest ud over den i forvejen hårdt prøvede civilbefolkning.



Men Kim Jong-Il har ét klart og bestemt formål med sin prøvesprængning, nemlig at skabe så megen frygt og usikkerhed i omverdenen og navnlig hos sine nærmeste naboer, Japan, Taiwan og Kina samt sin fjerne hovedmodstander USA, at han kan sikre sin stats ukrænkelighed for angreb udefra. Ingen har lyst, vilje eller kapacitet til at angribe Nordkorea med henblik på at neutralisere atomvåbnet, og får omverdenen ikke held til gennem sanktionerne at bringe Nordkoreanerne til forhandlingsbordet på sine egne betingelser, så vil status quo forblive opretholdt - indtil systemet bryder sammen indefra eller Kim Jong-Il for selvopholdeldelsens skyld begynder at sælge ud af sin atomekspertise og dermed for alvor skabe frygt i omverdenen. Købere er der nok af, også kapitalstærke af slagsen.

Atomekspertise til militære formål er og har alle dage være tvetydig. Den er kun blevet brugt til krigsformål de to gange mod Japan i 1945, men efter at også Sovjetunionen kom i besiddelse af bomben har ekspertisen været effektiv som gensidigt skræmmemiddel. At der er gale mennesker der elsker bomben, véd vi om ikke fra andet så fra Stanley Kubricks pragtfulde fiktionsfilm 'Dr. Strangelove', hvis hovedperson var en parodi på den tidligere tyske raketekspert Wernher von Braun (fremragende spillet af Peter Sellers). Vi har alle haft grund til at være glade for at USA kom før Tyskland med opfindelsen, for Tyskland var netop ledet af en gal mand. Og det er præcis den slags der er den egentlige risiko.

Nordkoreas store leder er næppe gal på helt samme måde som Hitler, men blandt andet fordi ingen i den vestlige verden kender ham fra hverken forhandlingsbordet eller personlig omgang, bedømmes han ikke desto mindre som både uberegnelig og paranoid. Ingen kan vide, hvad manden kan finde på. Og det er naturligvis slemt. Men på forhånd at gå ud fra at det er givet at han vil det værst tænkelige, er alligevel værre.



Præsident Bush har forlængst udnævnt Nordkorea til en 'slyngelstat' på linje med Iran og ligeledes talt om en 'ondskabens akse'. Men det er ikke mere rationelt end hvad hans modstandere finder på. Alle motiver er i sidste ende irrationelle, det vil sige udspringende et sted fra der ligger hinsides eller før fornuften, men de kobles så af civiliserede mennesker til fornuftige hensyn og planer. Decideret rendyrket og bevidst ondskab skal man ikke regne med blandt dyr eller mennesker. Derimod kan stor og dybtgående frustration naturligvis omforme menneskets normale og sunde driftsaggressivitet til en ond, sygelig og destruktiv aggressivitet. Ondskab er og bør defineres som frustrationsaggressivitet. Og det der gør den særligt farlig er at den kan nå grader eller former, hvor det ikke længere er muligt at påvirke dens bærer i den rigtige, dvs konstruktive retning. Pædagogikken rækker simpelthen ikke. Her kan magtanvendelse i værste fald blive nødvendig, således som man ser det i psykiatrien - og ser det i verdenshistorien når gale mennesker kommer til magten.

For nylig kunne hele verden på tv-skærmene følge hvordan Venezuelas præsident Hugo Chavez på FN's generalforsamling i New York kaldte USA's præsident for både en psykopat og en djævel, hvis svovllugt stadig hang ved den talerstol manden selv havde stået på dagen før. Bifaldet var ikke voldsomt over den overraskende udmelding fra en mand der i årevis har været ven med Fidel Castro og langet ud efter præsident Bush. Og brugen af skældsordene på netop FN's talerstol afslørede ikke ligefrem en mand af allerstørste dømmekraft eller allerbedste goodwill. Faktisk sad man tilbage med netop det indtryk, at det var Chavez der trængte mest til psykiatrisk hjælp. Men under alle omstændigheder viser eksemplet, at statsmænd ikke kommer langt i international politik med primitive moralistiske udfald mod andre.

Chavez' tale var med til at bekræfte generalforsamlingens ry som et forum for tom retorik og således med til at afsløre FN's afmagt som organisation.



Rationaliteten er nu engang afmægtig over for den del af irrationaliteten der er forbundet med det mest primitive magtbegær, den værste frustration og det mest rodfæstede selvbedrag.

Rationaliteten er også afmægtig over for en uberegnelig mand som Kim Jong-Il, der nøgternt set må formodes at kunne finde på hvad som helst, og i hvert fald er dybt frustreret og spiller højt spil om sit lands suverænitet og eksistens.

Rationaliteten er også principielt afmægtig over for truslen fra atomvåbnet. For ingen kan vide sig sikre, hvis våbnet falder i de forkerte hænder. Og de værst tænkelige forkerte hænder er for øjeblikket hverken Nordkoreas eller Irans, men terroristernes.



Man skal i denne forbindelse ikke glemme afmagtspostulatet om atomvåbnet, således som det bl.a. er formuleret af den danske filosof Johannes Witt Hansen - jf afmagtspostulater, afsnittet om Witt Hansen. Det lyder at det er umuligt at løse internationale konflikter eller klassekonflikter med nukleare våben, for anvendelsen af disse våben medfører totaldestruktion af de stridende parter.

Afmagtspostulatet har vist sin holdbarhed under hele den kolde krig, fordi parterne trods alle konflikter og modsætninger vedblev at bevare så megen fornuft i deres politik, at de aldrig spillede om deres egen eksistens. Postulatets holdbarhed afhænger altså i sidste ende af de statsledere der er kommet i besiddelse af det voldsomme ødelæggelsesvåben ikke er så gale, frustrerede eller politisk trængte, at de er ligeglade med om en eventuel totaldestruktion rammer dem selv. Så gal var som bekendt Hitler, men hverken den kejserlige japanske hær i 1945 eller Sovjetunionens ledere.



Verden har for øjeblikket ikke nogen større grund til at frygte en totaldestruktion fordi Nordkorea har fået og Iran sikkert om kort vil få atomvåbnet. Faren ligger i forrykkelsen af magtbalancen i henholdsvis det fjernøstlige Asien og det nære Mellemøsten. Japan og Kina har gode grunde til at bekymre sig for Nordkoreas planer, mens Israel og USA mest af alt må frygte Irans uigennemskuelige hensigter.

Verden er i stor og hastig forandring i disse år. Det er ikke kulturer eller religioner i snæver traditionel forstand der er kommet i livstruende konflikt med hinanden, men det Lars Eslev Andersen kalder 'fortolkningsfællesskaber'. Og om de aktuelle konflikter mellem dem gælder at de ikke løses ensidigt med våben, ensidigt med diplomati eller ensidigt med dialog. De må prøves løst med alle midler, om nødvendigt også de mest ubehagelige - men de løses ikke uden at håbet for en sluttelig fredelig løsning samtidigt holdes oppe på trods af alle mellemliggende risici og al underliggende destruktivitet.

Utopien, forestillingen om fred og forsoning mellem folkene, skal fortsat holdes i live, selvom den er alt andet end rationel af karakter - og for øjeblikket alt andet end selvfølgelig.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Afmagtspostulater
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (om Lars Erslev Andersen - 21.5.06.)

Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)

Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (USA - 27.5.04.)
De grimme amerikanere  (USA - 3.5.04.)
Bush, FN og Europa  (USA - 26.9.03.)



Artikler om Europa
Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund

Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal