utils prefix normal JERNESALT - sf15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.6.15.

Socialistisk Folkeparti må bøde for letsindigheden i 2011

Alt tyder stadig på et meget tæt opløb mellem de to blokke af politiske partier ved valget den 18. juni, og det er en overraskelse, fordi blå blok førte sikkert for blot et par måneder siden. Ændringen skyldes først og fremmest at det er lykkedes statsminister Helle Thorning-Schmidt at vende Socialdemokraternes flerårige nedtur til en svingning omkring de 24,9 % hun fik ved valget i 2011, samtidigt med at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har kæmpet forgæves for at forhindre et dyk fra valgets 26,7 % til svingninger omkring 21 %. Det ligger meget langt fra de 31,2 % Anders Fogh Rasmussen trak hjem i 2001 og skyldes uden tvivl Lars Løkkes uhjælpeligt store problemer med troværdigheden. Hvem der bliver statsminister efter 18.6. kan dog endnu ikke forudsiges med nogen grad af sikkerhed, men det kan til gengæld forandringerne inden for hver af de to blokke.

Enhedslisten ser ud til - takket være Johanne Schmidt-Nielsen - at kunne holde fast i en stor del af fremgangen siden valget, og Uffe Elbæks Alternativet kommer givetvis over spærregrænsen og kan ende med 5-6 mandater. Og det betyder at det er regeringspartiet De Radikale og det tidligere regeringsparti Socialistisk Folkeparti der må betale regningen. De radikale ser ud til at tabe nogenlunde det samme som Alternativet vinder - det vender vi tilbage til. Og Socialistisk Folkeparti skal være glade og tilfredse hvis de kan holde de godt og vel 6 procent de fleste meningsmålinger spår og som vil være et tab på ikke mindre end halvdelen i forhold til valget i 2011.

Når SF ikke kan forvente et bedre resultat skyldes det ganske enkelt den indre tumult der har præget partiet siden det under Villy Søvndals ledelse gik i regering med Helle Thorning og de radikale, selvom hun og Søvndal i 2010 var gået sammen om et S-SF-program (Plan 2020) udenom de radikale. De havde håbet på et rent rødt flertal, men måtte tage til takke med en trekantsregering med disse besværlige radikale mennesker der gerne ville pege på Helle Thorning, men ikke vil regnes for røde, og de måtte - hvad der blev helt afgørende - affinde sig med at det blev de radikales daværende formand Margrethe Vestager der nærmest dikterede sine hårde betingelser for regeringsgrundlaget, herunder accept af den tilbagetrækningsreform de radikale havde indgået med VK og DF, men som S og SF havde stemt imod.

Regeringsgrundlaget blev helt naturligt set som en triumf for de radikale, men samtidigt som en utvetydig bt for S og SF. Et meget stort antal af disse to partiers vælgere betragtede regeringsgrundlaget som et klart løftebrud på flere punkter der var slået stort op forud for valget. Og det kom meget hurtigt til at koste i vælgertilslutningen i meningsmåling efter meningsmåling. Helle Thorning holdt dog tålmodigt stand i Socialdemokratiet i håb om bedre tider (og vælgernes glemsel), men presset mod Villy Søvndal, der var blevet udenrigsminister, steg og steg og kostede ham tilsidst formandsposten - samtidig med at hans nære rådgiver Thor Møger Pedersen måtte træde tilbage som skatteminister og kort tid efter gik helt ud af partiet.

Søvndal efterfulgtes af Anette Vilhelsen, der straks blev inviteret til møder på Marienborg med Helle Thorning og Margrethe Vestager for at blive orienteret om det indiskutable regeringsgrundlag - jf. artikel. Vilhelmsen accepterede betingelserne og udfordrede absolut ikke partnerne. Hun var sikker i stil, mål og meninger - først som erhvervs- og vækstminister og medlem af det centrale koordineringsudvalg, siden som socialminister efter en større regeringsrokade i august 2013, hvor også Pia Dyhr skiftede til det for hende eftertragtede transportministerium. Men Vilhelmsen fik trods pæne ord ikke helet det splittede parti. Det så faktisk slet ikke ud til at hun tog splittelsen alvorligt. Den interne uro endte imidlertid med at SF trak sig helt ud af regeringen i januar 2014, at Vilhelmsen ikke genopstillede som formand, og at Pia Dyhr blev valgt som ny formand ved en medlemsafstemning i februar 14. - Astrid Krag (sundhedsminister) meldte sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet som tidligere den politiske ordfører Jesper Petersen havde gjort. Og Ida Auken (miljøminister) gik også ud af SF, men til fordel for De radikale. Men baglandet var tilfreds - og Pia Dyhr blev genvalgt til formand uden problemer ved det ordinære landsmøde her i foråret. Og dermed kan det konstateres at Socialistisk Folkeparti nu efter nogle turbulente år er ført tilbage til sin gamle status som lille 'pressionsparti'.



Denne udvikling kan ikke lastes Pia Dyhr personligt, eftersom hun i 2005 uden reelle chancer stillede op til et formandsvalg mod Villy Søvndal fordi hun var imod hans syn på den sociale nød i landet som en "social massegrav" som det var samfundets pligt at fjerne. Pia Dyhr havde stor retfærdighedssans, men mente ikke at alle sociale tilfælde skulle betragtes som ofre. Alle mennesker har et medansvar for sit eget liv. Pia Dyhr blev støttet af Steen Gade og hans miljøfløj i partiet. Opgøret i partiet var derfor en kamp mellem grønne fornyere og røde traditionalister, men også mellem de unge og den gamle garde. Politikens 'At Tænke Sig' udnævnte Søvndal til partiets "store søvngænger". Men det var ham der vandt, bl.a. fordi han havde erfaring fra Folketinget og tilslutning fra dem der kendte 'baglandet' bedst.

Søvndal satte gang i en større ændring af selve partiorganisationen samt en klar strategi vendt imod den borgerlige regering. Og hans store force var talegaverne og lysten til at være i rampelyset. Hans mål var at SF skulle være et indflydelsesparti i stedet for et protestparti, et løsningsparti i stedet for et brokkeparti og et folkeparti i stedet for et eliteparti. - Problemet hvad det sidste angår var at 2/3 af partiets kernevælgere var offentligt ansatte (og kvinder), og at 39 % af dem havde en videregående uddannelse (mod 23 % i befolkningen som helhed). Strategien blev derfor primært at skærpe den sociale profil i kampen mod Fogh og samtidigt at få indflydelse på Socialdemokratiet. Og det skete som bekendt med den fælles S-SF-plan 2020 som Søvndal og Helle Thorning fik udarbejdet i 2010. Men Søvndals største triumf var dog fremgangen til 13 % af vælgerne ved valget i 2007. Det gav 23 mandater eller næsten en fordobling (ganske som Aksel Larsens triumf i 1966). Og gjorde både hans position i partiet og hans høje selvvurdering urokkelig. Det gjorde til gengæld ikke tabet af syv mandater ved valget i 2011. For Søvndal undlod at tage ved lære af Aksel Larsens kortvarige eksperiment med 'Det røde kabinet' i 1966-67.

Efter intermezzoet med den venlige, men temmelig visionsløse Anette Vilhelmsen blev det Pia Olsen Dyhr der skulle prøve at rette skuden op - og det lykkedes, for så vidt den interne uro stilnede af og partitilslutningen i meningsmålingerne kom til at ligge ret stabil omkring 6-7 procent. Men skaden var sket. Søvndals projekt var nøjagtigt så naivt som Aksel Larsens i 1966. Det førte socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidt frem til regeringmagten som hun har været i stand til at holde i næsten fire år (og meget vel kan bevare nogle år mere), men det satte igen spørgsmålstegn ved SF's eksistensberettigelse: Hvad rolle skal partiet spille på fløjen til venstre for Socialdemokraterne når det hverken vil være et idealistisk hængekøjeparti eller et opportunistisk regeringsparti uden rygrad. Så er der jo logisk set kun den tredje vej: at blive et folkeligt parti på midten af dansk politik, dvs et parti der har forladt alle illusioner om et utopisk samfund og erstattet dem med en nøgtern demokratisk opfattelse af den tredje vejs enestående chance for at bryde gammeldags klassekamp til fordel for en accept af de komplementære og yderst dynamiske modsætninger mellem frihedsprincip og lighedsprincip!

Men at gå denne vej vil kræve en dyb og alvorlig selverkendelse i det fordomsfulde parti og dets ledelse - og den lå simpelthen ikke for Søvndal der efter alt at dømme primært drømte om at gøre SF til en del af regeringsmagten for første gang i partiets historie. Søvndal gentog ikke Aksel Larsens fatale fejl fra 1966 med at lade hånt om de unge. Han trynede derimod den part i partistriden der havde betænkeligheder ved hans projekt - og fik dermed skabt stor intern uro under overfladen. Og han har end ikke prøvet at forklare sig ordentligt i hele dette spil. Problemet er stadig ikke blevet afklaret, og derfor er det meget naturligt at en hel del af partiets fremtrædende personer har valgt at gå til andre partier, mens flertallet af dem der er blevet tilbage accepterer den beskedne rolle som kritisk parti uden for den socialdemokratisk ledede regering.



Pia Olsen Dyhr har et andet syn på socialpolitikken end Søvndal, fordi hun nøjagtigt lige som Helle Thorning-Schmidt har et sundt syn på individets ansvarlighed. Vist er der nogle mennesker samfundet må hjælpe, hvis det skal kunne kaldes et velfærdssamfund, men ingen bør falde ned i hjælpeløshedens rolle som offer. Og derfor skal der stilles krav til alle mennesker om at bidrage til fællesskabet, også ved at hjælpe hinanden inden for familiens rammer. Og den indstilling har Pia Dyhr ikke fra fremmede.

I Nynne Bjerres serie om 'Det politiske menneske' på DR2 fortæller Pia Olsen Dyhr (født 1971) om sin opvækst i Vallensbæk i en relativt fattig familie, hvor moderen var rengøringskone og faderen ansat i DSB indtil han blev førtidspensionist på grund af diabetes og alkoholmisbrug. Forældrene blev skilt da Pia var 11 år, men i modsætning til sine to søskende valgte hun at blive hos faderen, fordi han simpelthen ikke ville kunne klare sig uden hendes hjælp. Hun blev mor for ham. Og det er jo en imponerende ansvarlighed og fighterindstilling at vise som 11-årig.

I skolen mærkede hun at der var lærere der så ned på hende og to andre piger, fordi de kom fra de sociale boliger og ikke fra de nyriges villaer ved strandsiden. Og hun reagerede senere på to drenges groft nedsættende bemærkninger om pigekønnet ved at gå på biblioteket og læse partiprogrammer fra venstrefløjens partier. Hun syntes bedst om Socialistisk Folkepartis program og blev som 15-årig medlem af SFU (og senere formand 1996-98), og hun har altid syntes at SF var det rigtige parti for hende. Hun er pragmatisk og udogmatisk - og vil se løsninger. Og hun ser ikke på partierne som sådanne, men på de politiske målsætninger. Derfor kan hun i en konkret sag som dagpengene samarbejde med fx Dansk Folkeparti, hvis politik hun generelt er imod.



Men det skal tilføjes at hun lige så lidt som Søvndal og Vilhelmsen er filosofisk indstillet. Bl.a. kan man høre hende udtale at hun simpelthen ikke forstår at der kan være onde mennesker i verden. Og dette er dog ellers let at forstå, hvis man blot husker at mennesket netop adskiller sig fra dyrene ved at have fået en bevidsthed der gør det muligt at skelne mellem ondt og godt. Med denne skelnen følger også muligheden for at vælge mellem ondt og godt. Og denne mulighed indebærer igen at enhver kan vælge magtens vej, hvis han eller hun vil. Og denne vej er nu engang forskellig fra kærlighedens, omsorgens og hjælsomhedens vej, ja fører ofte til ondskab og undertrykkelse.

Som allerede nævnt stillede Pia Dyhr op mod Villy Søvndal ved formandsvalget i 2005, støttet af Steen Gade og dennes miljøfløj. Allerede her ligger en klar tilkendegivelse af at hun foretrækker den bløde politiske vej frem for den hårde magtpolitiske vej. Og det kan man finde tiltalende - og er formentlig fuldt afklaret i personlig forstand. Men det ser ikke ud til at være afklaret i partiet. Det står derfor stadig i en position mellem Socialdemokratiet på midten af dansk politik og Enhedslisten på den socialistiske venstrefløj. Og det svækker i realiteten Helle Thorning lige så meget som Det radikale Venstres tiltagende idealisme med hensyn til indvandrere og flygtninge. Men hverken SF eller de radikale drømmer om at vælte Helle Thorning. Og Pia Olsen Dyhr har under alle omstændigheder fået gjort SF til et ret homogent parti der ligger forholdsvist stabilt omkring 6 % af vælgerne. Meget mere kan det næppe blive til - og så hjælper det ikke at partiet i sin valgkampagne kører ret massivt frem med store fotos af formanden i forskellige aldre, inklusiv et foto af hende som barn. Pia Olsen Dyhr er blød og sympatisk, men det rækker ikke til fremdrift for partiet.

For god ordens skyld skal til sidst udtrykkeligt nævnes, at Socialistisk Folkepartis officielle mærkesager hedder: en grøn omstilling, flere voksne i daginstitutionerne og en ordentlig dagpengeløsning samt stop for nedskæringer i ældreplejen. - Partiet vil: Et Danmark i arbejde, et Danmark i vækst, et solidarisk Danmark, et Danmark i uddannelse, et grønt Dannmark, et trygt Danmark, et mangfoldigt Danmark og et internationalt Danmark.

Ejvind Riisgård



Link til Socialistisk Folkeparti



Litteratur:

Hans Mortensen: Den røde tråd - SF og vejen til magten (Lindhardt og Ringhof. 2011)

Jernesalts e-bøger:

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'
'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'



Relevante artikler på Jernesalt:

Genvinder Helle Thorning regeringsmagten?  (15.6.15.)
Venstre p andenpladsen - takket vre Løkkes eskapader  (14.6.15.)
Dansk Folkeparti synes bange for magten  (13.6.15.)
De radikale undgår næppe tilbageslag  (11.6.15.)
Demokratiets udvikling kræver mere end rettigheder  (4.6.15.)
Enhedslisten i venstrefløjens klassiske dilemma  (3.6.15.)
Valgudskrivningen satte gang i den egentlige valgkamp  (28.05.15.)
Liberal Alliance hylder den ekstreme liberalisme  (25.5.15.)
Det konservative folkeparti svækket med Pape  (8.5.15.)
Er 'Alternativet' virkeligt alternativt?  (24.4.15.)



Regeringsrokale og partiudmeldinger  (12.8.13.)
Første maj er blevet en tvetydig affære  (3.5.13.)
SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut  (21.3.13.)
SF's nye formand [Vilhelmsen] og muligheder  (17.10.12.)
Formandsopgøret i SF - og Søvndals fatale brøler  (2.10.12.)
Villy Søvndal har også sejret ad helvede til!  (8.9.12.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Mon dog Villy Søvndal vækkes af sin livsløgn?  (5.8.12.)
Søvndal retter det splittede SF ind under trussel om hele projektets fald  (28.6.12.)

Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
En kynisk Villy Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategi   (17.4.12.)
Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Ole Sohns fortrængninger nok engang  (28.11.11.)
Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.)
SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)

Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
S spiller højt spil med skatteudspillet med SF  (29.8.09.)
Bliver SF rygraden i en alternativ regering?   (13.8.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)

Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
SF, polakkerne og intolerancen  (13.07.08.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal