Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel85sfformandsvalg

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.10.12.


Formandsopgøret i SF - og Søvndals fatale brøler

af Jens Vrængmose

Socialistisk Folkeparti har alle daget været et lystigt parti.

I sine første otte år (1958-66) havde partiet svært ved at rive sig definitivt fri af skyggen fra Kreml - trods stifterens klare brud med fortiden. Og det blev derfor af socialdemokraterne anset for ikke-stuerent - et begreb der som bekendt spiller en stor rolle i det store, gamle arbejderparti der gerne ville have monopol på social og økonomisk ansvarlighed og pragmatisme.

Men ved folketingsvalget i 1966 blev partiets mandattal fordoblet, og miraklet skete, at taberen, den standpunktsløse opportunist Jens Otto Krag uden videre forklaring inviterede Aksel Larsen ind i den gode stuevarme for at sikre sig regeringsmagtens fortsættelse. Larsens største drøm blev opfyldt på ti sekunder i et tv-studie, og var det ikke for unge galninge i partiet, så var han såmænd blevet minister et par dage senere. Nu måtte den gamle mand nøjes med en æresplads i det røde skyggekabinet, og da han her sammen med sine tro fæller Morten Lange og Sigurd Ømann accepterede indførelsen af den merværdiomsætningsafgift eller 'moms' som han og hele partiet havde tordnet imod under valgkampen med største succes, så blev det for meget for de unge. - Jf. Latterkoncilet.

Desværre var de unge mennesker uerfarne og tøvende og kunne organisatorisk slet ikke hamle op med de garvede leninister og stalinister i partiet, så momsen på dengang beskedne 10 procent blev indført, og partiet splittet i et lille halehængs-SF med dikkende Morten Lange-hale og et endnu mindre VS der ikke kunne blive enig med sig selv om hvorvidt det skulle dyrke den rene anarkisme eller en mere principfast socialisme.



Krag måtte udskrive valg i december 1967 - og resultat blev 3½ år med VKR-regeringen under den radikale Hilmar Baunsgaard. I 1971 kom Krag tilbage med de nordatlantiske mandaters hjælpende hånd og fik som bekendt for netop 40 år siden bugseret Danmark ind i de Europæiske Fælleskaber (EF som det hed dengang). Og umiddelbart efter overlod han til alles overraskelse roret til Specialforbundets formand Anker Jørgensen, der for længst er kommet på plejehjem. Og det blev hårde tider for både S og SF.

SF skiftede formand nogle gange, men fik endelig i 1991 ro med Holger K. Nielsen der vandt et kampvalg over Steen Gade - og som året efter formåede med konens reklamehjælp at få flertallet af vælgerne til at sige "nej til unionen". Da en ny traktat blev forhandlet på plads, fik Danmark fire forbehold som vi stadig trækker på og trækkes med - og formentlig ville have fået afskaffet, hvis ikke den internationale krise satte ind med fuld styrke i 2009 og har gjort hele euro-projektet til én stor risiko og misforståelse. Så tak for det, Holger!

Men den nye partiformand var trods alt ikke lystig nok til at skaffe stemmer, så SF valgte i 2005 den 53-årige lærer og markante kommunalpolitiker Villy Søvndal fra Sdr. Bjert til ny formand, og resultatet blev forbløffende. Partiet fik ved valget i 2007 næsten fordoblet sit manddattal (som i 1966) - og Socialdemokraternes nye, unge og uerfarne, men ambitiøse formand Helle Thorning-Schmidt med de målbevidste spindoktorer var ikke i tvivl om at den eftertragtede regeringsmagt kun kunne vindes med Søvndals hjælp. Alene havde hun ikke - som ellers postuleret - kunnet slå Fogh, men med Søvndal ville hun kunne slå den Lars Løkke som ikke rigtigt levede op til Foghs format.

Søvndal og Thorning dannede en helt ny slags politisk partnerskab som de med et passende blødt kælenavn kaldte 'Fair løsning', og som de i lettere opdateret form gik til valg på for et år siden i det håb at få et rødt flertal og kunne danne en S-SF-regering med Enhedslisten som eneste nødvendige støtteparti.



Men skæbnegudinderne ville det anderledes. I den nordiske mytologi er 'nornerne' ikke særligt menneskevenlige. Deres dom betyder for det meste død eller ulykke. I Margrethe Vestagers skikkelse anno 2011 blev Det radikale Venstre tungen på vægtskålen, der ikke alene lod vægten hælde mod Helle Thorning - ganske som lovet - men også stillede betingelserne for et fælles regeringsgrundlag for S-R-SF. Og ingen har siden kunnet bestride at Vestager tog sig godt betalt derude i forhandlingstårnet i Ørestaden hvor trådene blev spundet og spundet over ti lange dage. SF kom under de radikales åg af borgerlig, økonomisk ansvarlighed på en så hård og ubønhørlig måde at ikke engang salig Per Hækkerup kunne havde forestillet sig det muligt med sine primitive stokkemetoder. Der skal kvindelist til den slags.

Men lystighederne stoppede ikke der. Rorgænger Søvndal blev udenrigsminister og dermed ansvarlig for at Syriens uhyggelige despot blev sat eftertrykkeligt på plads, og at det nye håb i dansk politik Thor Møger i ansvarlighedens hellige navn accepterede både betalingsringens endeligt og en skattereform med Venstre uden om Enhedslisten.

Helle Thorning så stadig godt ud på alle bonede gulve - og i dag også på folketingets talerstol. Og Villy Søvndal dokumenterede sine evner som moderne skolemester ved med ord og smil at sætte partiets landsmøde, landsledelse og folketingsgruppe behørigt på plads - og til sidst troede han åbenbart vejen banet for en problemfri retræte som formand.



Ansvarlighed behøver vel ikke nødvendigvis at indebære at man gør det projekt færdigt man selv har lagt op til og rodet sig ind i. Det er hårdt at holde styr på Assad hele tiden, når han er komplet døv for gode råd, så hvorfor ikke overlade det utaknemmelige besvær med dansk økonomi til yngre folk med kræfterne og illusionerne i behold.

Søvndal meddelte kort og godt at han ville trække sig som partiets store rorgænger og lade partiets medlemmer vælge en ny. Der var ganske vist ingen selvfølgelige kandidater. For næstformændene betakkede sig hurtigt af meget forståelige grunde, og Søvndals højrehånd, skatteminister Thor Møger, var umulig som partiets ubestridt mest upopulære mand. Men en lysende komet på stjernehimlen over vore hoveder fandtes i den 29-årige, nybagte mor Astrid Krag, der bortset fra barselsperioden har klaret sit sundhedsministerium udmærket, uden dog ligefrem at brillere. Hun tænkte sig godt om inden sin beslutning, men glemte måske at tænke sig om inden hun begyndte at tænke, som den polske Stanislaw Lec ellers anbefaler. Hun stillede op og fik straks samtlige SF-ministre plus den politiske ordfører Jesper Petersen og den kontroversielle Steen Gade som støtter.

Men ak, det forfærdelige og upålidelige 'bagland' var straks på stikkerne og efterlyste en modkandidat til Krag - og se, om ikke en af partiets mindre kendte folketingsmedlemmer, den 52-årige Annette Wilhelmsen fra Kerteminde meldte sig og i løbet af få dage fik massiv opbakning fra medlemmerne, foruden fra garvede nestorer som Holger K. Nielsen og Aage Frandsensamt gruppeformand Pernille Vigsø Bagge.

Og så begyndte lystighederne for alvor.



For baglandets reaktion var jo altsammen i sidste ende oprør mod partiledelsen der havde dummet sig uopretteligt med et unfair angreb på Wilhelmsen. Ledelsen forstår tilsyneladende ikke at opbakningen til Wilhelmsen skyldes den store frustration som flertallet af partiets medlemmer har følt over at blive reelt overhørt og totalt overkørt i sin kritik af regeringsgrundlaget og udviskningen af SF's profil som selvstændigt parti.

Naturligvis har partiledelsen god grund til bekymring over formandskampen, for uanset hvad Wilhelmsen fremkommer med at forsikringer om at hun ikke vil trække SF ud af regeringen, så betyder hendes sandsynlige valg som formand rent faktisk at regeringen kommer i knibe. Måske betyder det regeringsrokade (der nødvendigvis må give plads til Wilhelmsen selv på en central post - og absolut ingen til Steen Gade). Måske betyder det et finanslovsforlig med Venstre i stedet for med Enhedslisten, og måske SF's sluttelige udtræden af regeringen inden for et års tid. Ingen kan vide det med sikkerhed. Ingen kender dagen før solen går ned - eller folketingsåret før medlemmerne går på tiltrængt sommerferie. Alle beslutninger i politik har både tilsigtede og utilsigtede virkninger, og de utilsigtede kan blive rigtigt alvorlige for mange mennesker, ja, for hele nationen. Og det regnes endda for ganske vist at Margrethe Vestager vil græde tørre tårer - som krokodiller og andre uhyrer har for vane.

Villy Søvndals beslutning om at træde tilbage for at give plads for yngre kræfter i god tid før næste valg forekommer på denne baggrund som den lystigste beslutning overhovedet i partiets historie. For det første er der intet der tyder på at det er den yngste generation i partiet der vinder formandsvalget (og derved kan udsivningen til Enhedslisten måske mindskes eller helt forhindres). For det andet løber manden jo fra ansvaret for sit eget projekt i utide. Han skulle i det mindste have forblevet på posten som partiformand i to år mere og så - om muligt til den tid - stille og roligt havde fået placeret en mere selvfølgelig efterfølger i en nøgleposition der ville blive bredt accepteret i partiet. Og for det tredje - og væsentligste - skulle Søvndal forlængst have sørget for en erkendelsesproces i sig selv, sine nærmeste, sine partimedlemmer og sine vælgere der kunne overbevise dem alle om at SF hverken er et idealistisk hængekøjeparti uden indflydelse eller et opportunistisk regeringsparti uden rygrad. Men et moderne folkeligt parti i midten af dansk politik der har forladt alle illusioner om et utopisk samfund og erstattet dem med en nøgtern demokratisk opfattelse af den tredje vejs enestående chance for at bryde gammeldags klassekamp til fordel for en accept af de komplementære og yderst dynamiske modsætninger mellem frihedsprincip og lighedsprincip.



Som partiet nu ligger kan formandsvalget ikke løse noget problem. Ingen af kandidaterne har en jordisk chance for at gøre den skete skade usket og samle partiet. Villy Søvndal har intet andet opnået med sit naive projekt og sin hasarderede beslutning om tilbagetrækning end at sætte spørgsmålstegn ved selve SF's eksistensberettigelse. Hvad skal vælgerne med et parti der prøver at sætte sig mellem to stole - uden at det lykkes, og uden at det gavner den statsminister der netop i dag har benyttet sin nye åbningstale i folketinget til at male fremtiden op i rosenrøde farver. Og hvad skal vælgerne med et parti der tager totalt fejl af situationen og tiden uden at det på nogen måde fører til så meget som lidt selverkendelse.

Villy Søvndal har ikke gentaget Aksel Larsens fatale fejl fra 1966 med at lade hånt om de unge. Han har nærmest forsøgt det omvendte ved at give de helt unge og uprøvede kræfter chancen for at vinde regeringserfaring. Men han har i virkeligheden gjort det efter selvsamme fatale recept, nemlig at tryne den part der ikke fik sine helt naturlige interesser varetaget. Det er ubegribeligt i 2012 - og det er meget sigende at Søvndal end ikke prøver at forklare sig. APESE-syndromet er tydeligt. Den afgående formand lider af Angsten for Personlig og Eksistentiel SelvErkendelse. I værste fald betyder det at SF nu dømmes tilbage til en trist ørkenvandring - og at socialdemokraterne igen gør klogest i at se bort fra SF som mulig regeringspartner. Under alle omstændigheder kommer der ingen ny erkendelse fra de kanter. Retorik og spindoktorering er hos begge partier blevet sat over ægte politik og folkeligt hensyn - og har dermed vist sin lystigste bagside.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Links til

Socialistisk Folkepartis hjemmeside



Relevante artikler på Jernesalt:

Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)
Villy Søvndal har også sejret ad helvede til!  (8.9.12.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Mon dog Villy Søvndal vækkes af sin livsløgn?  (5.8.12.)
Søvndal retter det splittede SF ind under trussel om hele projektets fald  (28.6.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
En kynisk Villy Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategi   (17.4.12.)
Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)

Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Ole Sohns fortrængninger nok engang  (28.11.11.)
Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.)
SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
S spiller højt spil med skatteudspillet med SF  (29.8.09.)
Bliver SF rygraden i en alternativ regering?   (13.8.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)

Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
SF, polakkerne og intolerancen  (13.07.08.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



Mon dog socialdemokraterne er de bedste?  (21.08.12.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Trepartsforhandlingernes sammenbrud en bét for regeringen  (12.6.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)

Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Latterkoncilet.



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om
Artikler om Samfund
Artikler om
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal