Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sfogs2013a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21 .3.13. (Ugebrev)

SF en vittighed
og S-SF-koalitionen en narresut

Med Jesper Petersens flugt fra SF til Socialdemokratiet har SF fået en lige ventre der har sendt dem til tælling og samtidigt udstillet Anette Vilhelmsens manglende evne til at vende udviklingen i det parti den tidligere formand Villy Søvndal førte frem til regeringsmagten, men lod i stikken som leder da vanskelighederne tårnede sig op i og med at han gennem hård centralstyring ville overlade magten til den yngste og helt uerfarne generation. Jf. artiklen Formandsopgøret i SF - og Søvndals fatale brøler.

Jesper Petersens beslutning kommer på det værst tænkelige tidspunkt fordi både partiet selv og Socialdemokratiet står lavere og lavere i meningsmålingerne og kun har problemer foran sig med vækstpakke, kontanthjælpsreform og overenskomstforhandlinger samt kommunalvalg. Som dygtig og energisk politisk ordfører med basis i den astrid-kragske 'børnebande' der skulle overtage arven efter Villy Svøndal, men tabte formandsvalget har Petersen lige til sin officielle udmelding tirsdag aften stået i offentligheden som en målrettet forkæmper for partiets drøm om regeringsduelighed og medansvar for regeringslinjen. Men til sidst gav han op - med den begrundelse at han føler sig mere hjemme i det socialdemokrati der bærer det langsigtede projekt end i det SF der huser stor skepsis over for socialdemokratiet og trækker mere og mere væk fra regeringskoalitionen. Og hans udmelding skete samme dag som partiets pressechef og tidligere rådgiver for Søvndal også gav op.

I forvejen havde Villy Søvndal smidt handskerne sammen med Ole Sohn. Og de blev blot passive tilskuere til at den unge fremstormende Thor Møger blev sendt ud af regeringen og ud i kulden, og at bl.a. næstformand Mattias Tesfaye også mistede troen på partiet. Andre er fulgt efter - allersidst Thor Møgers kæreste Nanna Westerby og partiets EU-parlamentariker Emilie Turunen. Og flere må formodes at være på vej væk, eftersom de ikke kan se et fornuftigt formål med at blive i et svækket og stækket parti hvis fremtid tegner usikker.

Anette Vilhelmsens rolle som ny partiformand er højst besynderlig. Hun har ingen chance for at rette skuden op, for hun har valgt den forkerte strategi: den hårde topstyring a la Larsen, Lange og Søvndal kombineret med total mangel på nytænkning. Hver gang hun åbner munden kommer der pænt formulerede flosker ud af hende. Intet tyder på at hun gør sig de ringeste forestillinger om hvad der kræves for at skabe fornyelse i hverken partiet eller dansk politik.

Folks partiskifte må naturligvis respekteres, da det i det lange løb er bedre at politikerne placerer sig i de partier de føler sig mest i pagt med - politisk og strategisk - i stedet for at blive ved med at prøve at opvise falsk loyalitet over for et parti de ikke længere tror på. Og da folketingsmedlemmer ikke er bundet af partihensyn, eftersom grundloven slet ikke kender 'partier', har de ingen pligt til at afgive deres mandater, fordi de skifter parti. Men da der i SF ikke er tale om en enkelt person eller to der er kommet i nedslidende samvittighedskvaler, så må spørgsmålet stilles, hvordan det er gået til at partiet under Villy Søvndal indgik en koalition med socialdemokraterne som på papiret så ideel og lovende ud, men i realiteternes hårde verden hurtigt viste sig at være en kæmpeillusion for begge partier.



Det første der melder sig i erindringen er at det fælles valgoplæg under navnet 'Fair Løsning 2020' blev fremlagt i maj 2011 som en revideret udgave af den et år gamle 2015-plan - uden om de radikale og efter at de radikale have indgået forlig med VK-regeringen og Dansk Folkeparti om en tilbagetrækningsreform. De to partier ville dengang ikke acceptere den meget langsigtede tilbagetrækningsreform - og satsede i virkeligheden på en valgsejr der ville muliggøre en rød regering med støtte fra Enhedslisten og en ophævelse af reformen. Forbrødringen var stor, og alle husker at Helle Thorning og Villy Søvndal i mange måneder temmelig konsekvent lod sig fotografere sammen foran 'Fair Løsning 2020' for at signalere om ikke enhed, så stor enighed. Fokus var klart at erobre regeringsmagten i fællesskab.

Og som bekendt endte valget også med at Helle Thorning Schmidt fik sit eftertragtede statsministerium og Villy Søvndal drømmeministeriet for udenrigspolitik, men begge partier gik så meget tilbage at projektet kun lykkedes fordi de radikale Venstre fik et særdeles godt valg med en gevinst på otte mandater og hele tiden havde peget på Thorning som statsministerkandidat. Det var altså muligt at danne en blakket S-R-SF-regering med Enhedslisten som parlamentarisk støtte ude på sidelinjen hvor man kan brokke sig over spillet på banen, men det holdt hårdt at få lavet et fælles regeringsgrundlag, fordi de radikale med den vundne styrke stillede nogle yderst klare betingelser, herunder at den kontroversielle tilbagetrækningsreform skulle stå ved magt - og der iøvrigt skulle føres troværdig og ansvarlig økonomisk politik, hvilket på almindeligt dansk vil sige borgerlig politik med rimelig balance mellem offentlige udgifter og indtægter.

Det tog fjorten dage for de tre partier at nå til enighed ude på højhushotellet Crown Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden, og det mest bemærkelsesværdige var at regeringen bebudede en HELHEDSLØSNING FOR DANSK ØKONOMI der skulle omfatte en trepartsaftale om øget arbejdsudbud, reformer af aktivering, kontanthjælp, fleksjob, førtidspension, international rekruttering, uddannelse, forebyggelse, integration mv, en fuldt finansieret skattereform, der markant sænker skatten på arbejde og en forhøjelse af statens indtægter.

Dernæst bebudede man STABILITETSORIENTERET FINANSPOLITIK OG KICKSTART I 2012der primært skulle omfatte flere investeringer i veje, baner, cykelstier mv. i 2012, flere investeringer i kommunerne og i regionerne i 2012 herunder i klimatilpasning og energirenovering, flere renoveringer af de almene boliger i 2012, styrket indsats for praktikpladser og et 'grønt tilskud' til energirenovering af private boliger i 2012 og 2013.

Det lå altså fra denne start i 'Tårnet' klart at S og SF havde måttet opgive store og flotte løfter de gav før valget, men som valgresultatet ikke gav mulighed for at indfri. Og lige så klart var det at den store vinder af koalitionen var Det radikale Venstre og dets formand Margrethe Vestager. Hun fik sikret en regering der ikke som Venstres var afhængig af Dansk Folkeparti (og det var væsentligt for hende), men rød blev den i hvert fald ikke.



Det kom hurtigt til at vise sig at specielt SF ikke kunne komme igennem med deres store mærkesager som Betalingsringen og den markante nedsættelse af billetpriserne på offentlig transport. Trepartsforhandlinger løb ud i sandet. Og det kom efterfølgende til at vise sig at den økonomiske krise slet ikke var så let at løse som man havde bildt sig selv ind. Tværtimod blev det slået fast, hvad enhver burde vide i forvejen, at det er de internationale konjunkturer der bestemmer Danmarks økonomiske muligheder - uanset hvem der sidder på regeringstaburetterne. Det blev derfor også tydeligt at selve drømmen om regeringsmagten må have været så afgørende for både Helle Thornings og Villy Søvndals dispositioner at den skulle indfries for hvilken pris de radikale end forlangte. Og tiden lige siden har bekræftet at vælgerne er flygtet fra S og SF fordi de mener at regeringen fører en borgerlig politik der til forveksling ligner den en blå regering ville have ført, ja, forekommer mange at være hårdere ved de mange. S holder sig klogeligt fra ethvert tilløb til formandsskifte, men SF løb omgående ind i problemer med partiets bagland - og disse kunne slet ikke styres, da Søvndal overraskende valgte at overlade kommandobroen til partiets mest upopulære mand, den helt unge Thor Møger, der havde fået skatteministerposten. Partiet var begyndt at tabe tilslutning allerede før valget, men den fortsatte og accellerede meget logisk efter valget og er nu historisk lav med under 5 %.

Men også Socialdemokratiet bløder, idet Helle Thorning ikke trods smil og spin har formået at rette op på det halvdårlige valgresultat, men tværtimod er havnet nede på under 20 procent, ja et par gange har tangeret bundrekorden under 17 og disse gange er blevet slået af hovedmodstanderen, for ikke at sige dødsfjenden, Dansk Folkeparti som hele tiden har kapret mange socialdemokratiske stemmer som følge af indvandringspolitikken og langt fra er blevet svækket af sit formandsskifte. Socialdemokraterne er forlængst blevet indhentet af Poul Nyrups fatale fordømmelse af Dansk Folkeparti som ikke-stuerent. Han ville i sin tid aldrig erkende at DF i dette spørgsmål repræsenterede jævne menneskers opfattelse. Og det er i grunden sagen i en nøddeskal. Socialdemokraternes vælgerskare er blevet regulært spaltet i en halvdel der følger de højtuddannede ledere der tænker akademisk og elitært - og en halvdel af traditionelle arbejdere og funktionærer der tænker jævnt borgerligt og ikke længere føler sig hjemme i et eliteparti.

Og det er jo ikke første gang det er blevet spaltet. Det blev det også i 1973, da Gladsaxe-borgmesteren Erhard Jakobsen brød med Anker Jørgensens linje og stiftede Centrumdemokraterne der fik stor tilslutning fra de middelklasse arbejdere der havde ejerbolig og bil - men blev hånet af venstrefløjen som ligusterfascister. Jakobsen fik fat på partiets højrevælgere, mens Anker tog sig af resten. I dag er Centrumdemokraterne blevet overflødige, for S-toppen har placeret sig på hans linje. Nu er det de jævne og almindelige vælgere der ikke har et såkaldt 'arbejderparti' at stemme på. Socialdemokratiet kunne ikke skræve over begge fløje, hvor gerne det end ville, for befolkningen har ændret sig, arbejderklassen har ændret sig - og det kræver nyorientering af partierne.

Hvad der manglede og mangler i både S og SF er afklaring og selverkendelse om disse faktiske samfundsændringer der kortest kan sammenfattes med ordene at flertallet af den arbejdende befolkning som følge af den almindelige velstandsstigning i dag tilhører og tænker som middelklasse. De føler sig hverken dækkende repræsenteret på tinge af akademikere i djøf-klassen, der tænker i EU-baner, eller af venstrefløjsidealister der stadig drømmer om socialismen. Forløbet af krisen i S og SF er derfor på flere punkter blevet en gentagelse af farcen i 1966-67 med Krag og Larsen.



Ved valget i november 1966 fordoblede Socialistisk Folkeparti med gamle Aksel Larsen i spidsen sit mandattal fra 10 til 20, på grund af socialdemokratiets svigtende boligpolitik og Aksel Larsens absolutte nej til den indførelse af en moms-afgift som socialdemokraterne ville bruge til en systematisk udvidelse af den offentlige sektor. Statsminister Jens Otto Krag, der på sin side havde afsvoret at han ville have noget med Aksel Larsen at gøre, havde efter valget kun én chance for at fortsætte som regeringsleder, og det var at indlede et samarbejde med selvsamme Larsen - og dette krævede følgelig at Krag skiftede standpunkt. Og som den opportunist han var, havde Krag ingen problemer med den side af sagen. For en opportunist har kun et standpunkt til han tager et nyt. At skifte standpunkt er for en opportunist på linje med at skifte skjorte. Det kræver ikke etiske eller principielle overvejelser og slet ikke officielle begrundelser. Og derfor tilbød Krag allerede på selve valgaftenen Aksel Larsen en forhandling om samarbejde. Intet kunne gøre Larsen gladere, for det var netop hvad denne forhenværende kommunist havde drømt om i årevis. Endelig bød der sig en chance for at komme til ære og værdighed som den eminente politiske begavelse han var. Han glemte totalt sin absolutte modstand mod momsens indførelse og blev altså hin sene time opportunist fra det ene øjeblik til det andet. Resultatet blev det såkaldt 'røde kabinet', der fik indført momsen trods protester fra hele den unge generation af SF'ere - men siden gled i Krags devalueringsforslag. Krag kunne ikke forestille sig at nogle af SF's unge folketingsmedlemmer af samvitighedsgrunde kunne føle sig nødsaget til at stemme imod hans forslag. Men det gjorde seks af dem. Regeringen faldt; SF blev splittet i to partier - og VKR-regeringen kom til i januar 1968. - Jf. artiklen om Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet.

Aksel Larsen og partitoppen i SF (med Morten Lange som den barske gruppeformand) fejlvurderede totalt situationen i 1966-67. Ingen af dem havde ringeste respekt for den unge generation der var kommet til. Aksel Larsen forsømte totalt det der var allermest påkrævet, nemlig en åben og fordomsfri debat i partiet, en gennemtænkning af regeringsprojektet og en nyvurdering af det gamle venstrefløjspartis rolle i forhold til socialdemokratiet. Larsen kunne ganske enkelt ikke se noget alternativ til en socialdemokratisk ledet regering eller til hele den socialdemokratiske vision om en udvidelse af den offentlige sektor som selve vejen til et bedre samfund. Han opdagede ikke at mange af de unge i SF var imod en alt for stor stat.

I 2010-11 gentog historien sig med Helle Thorning-Schmidt i spidsen for socialdemokratiet og Villy Søvndal i spidsen for SF - omend på lidt andre forudsætninger. Ingen af disse to partiformænd eller deres partiledelser og folketingsgrupper kunne forestille sig andet alternativ til en borgerlig regering med V, K og DF end en socialdemokatisk ledet regering med deltagelse af SF. Villy Søvndal havde dygtigt ført SF frem til et flot valgresultat i 2007 og gode meningsmålinger en tid fremover, men hans nære samarbejde med Thorning om en fælles strategi gav bagslag - uden vel at mærke på noget tidspunkt at føre ham til dybere overvejelser. Både han og Ole Sohn led som i sin tid Aksel Larsen af en dyb angst for psykisk og eksistentiel selverkendelse (APESE-syndromet), og det betød at de blindt byggede illusioner og livsløgne op omkring forestillingen om hvilken betydning selve regeringsdeltagelsen kunne få. Søvndal lod sit unge håb Thor Møger om at føre forhandlingerne i Tårnet om regeringsgrundlaget med S og R - og han satsede på bedre vilkår for dem der smurte madpakker hver dag og gik på arbejde, og det er i sig selv ganske fornuftigt. Men han lod samtidigt partiet sluge de radikales betingelser, stadig i illusionen om at alt kunne ændre sig til det bedre så snart regeringen havde fået den obligatoriske kransekage hos dronningen og var trådt i funktion. Han forudså ikke hvilke problemer der ville komme af alle gode bestræbelser på at ændre kontanthjælp, dagpenge og pensioner m.m. Og han forudså heller ikke hvilke problemer det alt sammen ville give i SF's bagland.



Resultatet er blevet fatalt for både S og SF, for det har ført SF ned i et dynd hvorfra det ikke kan rejse sig som et troværdigt parti. Ene og alene Enhedslisten har fordel af SF's misere. Og resultatet har ført socialdemokraterne ned i en position omkring eller under 20 procent, hvor det er henvist til konkurrence med det foragtede, men stærkere og stærkere Dansk Folkeparti om hvem der tiltrækker flest arbejder- og funktionærstemmer. Venstre kan under alt dette - og foreløbigt uden at røre en finger - sole sig i en tilslutning på over 30 procent. Nogle målinger giver partiet flere vælgere end S, R og SF tilsammen. Og man skal vel at mærke ikke give Helle Thorning-Schmidt skylden alene for denne udvikling. For nok savner hun substans som egentlig visionær politisk leder. Hun vandt formandsvalget i sit parti på sin charme, skønhed, smil og sikre manerer samt kvindelighed, hun lader sig ikke slå ud af dårlige meningsmålinger, intern uro eller intern kritik - og er måske i sidste ende fuldt tilfreds med bare at få bevist at en veluddannet kvinde kan nå toppen i dansk politik bare hun ikke stikker ud fra andre.

Nej, partiets fald går tilbage til opportunisten Jens Otto Krags fejltagelser og letsindigheder i 1966 og i 1971. Han undlod som nævnt - hvad der ellers burde have været helt selvfølgeligt for en seriøs og ansvarlig politiker - at redegøre for hvorfor han valgte at skifte standpunkt med hensyn til samarbejdet med SF og Aksel Larsen. Det skulle man tro var en både overkommelig og ærlig sag, men alt yder på at Krag netop ikke var redelig i det spil, men regnede med at det var muligt at gøre SF til et føjeligt redskab for socialdemokratiets egne interesser. Her forregnede han sig imidlertid så grundigt at han udløste og tabte et valg og måtte affinde sig med tre et halvt år i gold opposition. Men det værste var at han i næste omgang - valget i sept. 1971 - reddede sig ved hjælp af de nordatlantiske mandater, fik Danmark ind i det store Europæiske Fællesskab (EF, senere EU) - og straks efter valgte at tage sit tøj og gå af i et forfængeligt håb om at få tid til at skrive og male! Han overlod roret til formanden for Specialarbejderne i Danmark den sympatiske Anker Jørgensen, og denne fortsatte den gamle socialdemokratiske linje - og løb allerede i 1973 direkte ind i det store vælgerskred der ramte alle de fem gamle etablerede partier, men skaffede nye frem og definitivt ændrede dansk politik.

Partiet blev på intet tidspunkt klogere under hverken Krag, Anker eller Auken. For der var intet tilløb til nytænkning endsige refleksion over at socialdemokratiet stod over for en helt ny samfundssituation. Alt endte som bekendt med ti års forskellige Schlüter-regeringer i 1980'erne - og de var såmænd også blottet for nytænkning. Den eneste der fik en lys idé var den radikale Niels Helveg Petersen der så chancen for at få socialdemokratiet tilbage til regeringsmagten ved at vælte Svend Auken til fordel for økonomen Poul Nyrup Rasmussen. Og det lykkedes minsandten, så socialdemokratiet kunne fortsætte at spille Kongen af Danmark og undgå enhver kritisk tanke. Nyrup holdt kursen med held indtil han dummede sig med en efterlønsgaranti som han ikke kunne holde - og i 2001 faldt så eftertrykkeligt at partiet måtte vælte ham.

Systemskiftet blev en realitet ved at Anders Fogh Rasmussen med sikker hånd brugte den britiske Labourleder Tony Blairs metode med den tredje vej: Hverken den rene liberalisme eller den rene socialisme dur, når den gamle klassekamp er et overstået kapitel og flertallet af befolkningen føler sig placeret på midten. Nyrup hånlå i folketinget, da Fogh erklærede klassekampen for passé. Men det var og forblev realiteten. Nyrup kunne heller ikke tænke nyt. Partiet skiftede formand to gange - og endte i 2005 med valget af den unge uerfarne, men smukke og dygtige flinkeskolepige Helle Thorning-Schmidt, om hvem der kan siges meget positivt, men blot ikke at hun har politisk substans og integritet som Stauning, H.C. Hansen eller Auken. Hun har satset og vundet på politisk spinarbejde. Hun efterabede Blair og Fogh, men uden at have skyggen af disse to politikeres personlighed.

Nedturen for socialdemokratiet er komplet. Det lykkedes at skabe et nært samarbejde med Søvndals SF og efter valget i 2011 også en koalition med de radikale som kunne og kan overleve til 2015 på Enhedslistens nåde. SF bliver den store taber, fordi Søvndal i angst for selverkendelse slap tøjlerne og lod hestene styre sig selv efter forgodtbefindende. SF er dermed blevet til grin som én stor vittighed, som Enhedslisten umiddelbart kan godte sig over, men den borgerlige opposition høste på. Socialdemokratiet kan indtil næste valg køre videre som om intet er hændt. Og gør det formentligt. Men skulle de mod sædvanen begynde at reflektere over udviklingen, måtte de sande, at S-SF-koaliteten var en stor illusion, der ødelægger SF og definitivt bekræfter systemskiftet i dansk politik. Der kan kun føres midterpolitik her i landet, men der er meget at rydde op efter den socialdemokratiske velfærdsmodel fra 1960'erne der kom til at betyde at alt for mange danskere ikke betragter det som en selvfølge at voksne mennesker skal arbejde for føden, familien og fællesskabet.

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:

Links:

Socialdemokraterne
Socialistisk Folkeparti
Det radikale Venstre



Relevante artikler på Jernesalt:

SF's nye formand og muligheder  (17.10.12.)
Formandsopgøret i SF - og Søvndals fatale brøler  (2.10.12.)
Villy Søvndal har også sejret ad helvede til!  (8.9.12.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Mon dog Villy Søvndal vækkes af sin livsløgn?  (5.8.12.)
Søvndal retter det splittede SF ind under trussel om hele projektets fald  (28.6.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
En kynisk Villy Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategi   (17.4.12.)
Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Ole Sohns fortrængninger nok engang  (28.11.11.)
Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.)
SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)

Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



Thorning bekender kulør med borgerlig politik  (1.3.13.)
Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format  (6.1.13.)
Regeringens åbne sår  (5.10.12.)
Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)
Helle Thornings skattesag pinlig for alle  (27.8.12.)
Mon dog socialdemokraterne er de bedste?  (21.08.12.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Trepartsforhandlingernes sammenbrud en bét for regeringen  (12.6.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet



'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (13.3.12.)

Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal