JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mellemoesten2023b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.10.23.

Israels store tragedie i nyt lys

Hamas' overraskende angreb på Israel lørdag den 7.10. var ikke et almindeligt terrorangreb, men et særdeles fataLt, fordi det betød at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne med et enkelt overlagt træk blev skudt tilbage til nulpunktet hvor det groteske spil begynder forfra. Israel blev taget på sengen og reagerede helt automatisk med bombardementer af Gazastriben, razziaer i de grænseområder hvor Hamas var brudt igennem, total blokade af alle livsnødvendige leverancer til Gazastriben - plus bombastiske trusler om fuldstændig udradering af Hamas. Efterfølgende blev truslen udvidet til også at omfatte opfordring til evakuering af civilbefolkningen i Nordgaza til det i forvejen overfyldte Sydgaza, hvad der på få dage førte til en humanitær katastrofe for palæstinenserne. Israel lagde op til en massiv invasion af det nordlige Gaza med hundredvis af moderne kampvogne og genindkaldelse af tusindvis af reservister. Kun USA's udenrigsminister Blinkens og præsident Bidens besøg medførte en forsinkelse af invasionen. Men også denne indgriben blev på uopklaret vis skudt i sænk ved en "forfejlet" eksplosion på Al-Ahli- hospitalet.

I Libanon står Hizbollah parat med etablering af en ny front mod Israel - støttet af Iran, og på Vestbredden står Hamas-militser klar til terror mod israelske bosættere.

De internationale nødhjælpsorganisationer råber op for om muligt at forhindre en totalkollaps for den palæstinensiske civilbefolkning. Enkelte vestlige kommentatorer efterlyser også stilfærdigt alternativer til den officielle støtte til Israel. Det afsløres tydeligt hvem der er uforbeholdent knyttet til USA, og hvem der kan bevare lidt kritisk sans. I Danmark viger Dagbladet Politiken ikke tilbage for at sige at Israels premierminister Netanyahu er helt uegnet til at lede Israel gennem krisen.

Bemærkelsesværdigt er dog også åbne indrømmelser fra garvede folk som fhv. departementschef Ulrik Federspiel og professor Ole Wæver. Federspiel erklærede i et interview i Berlingske den 16.10. at verdenssamfundet havde spillet fallit i konflikten. Han havde meget svært ved at se en tostatsløsning for sig, men det betød ikke at der ikke kunne findes en anden løsning. Hvilken kunne han dog ikke svare på. Det triste svar blev taget op af Niels Krause Kjær i Deadline 17.10., hvor Ole Wæver blev spurgt om han også var blank. Både ja og nej, svarede denne. Men vi var nu kommet til det punkt hvor vi må genstarte søgningen efter en holdbar enstatsløsnig. Den ville nok blive endnu sværere, men der var dog tidligere folk som Carter, Sadat, Begin og Arafat, Peres og Rabin der havde mod til at gå nye veje. Det var alt. For når politikerne åbenlyst ikke kan nå frem til en holdbar løsning, og diplomaterne ikke er i stand til at tænke visionært, så er konklusionen indlysende: efter hospitalseksplosionen i Gaza by er konflikten kommet ind i en spiral af vold og ødelæggelser hvor alt håb lades ude.

En sådan barsk konklusion vil dybest set sige at konflikten må føres tilbage til selve Israels oprettelse som selvstændig stat i 1948. Det var her man uopretteligt accepterede en fordrivelse af 700.000 palæstinensere fra deres hjemland. Og denne fordrivelse kunne kun medføre dyb frustration og dybt had til alt der er jødisk.

Anden verdenskrigs sejrende magter ville råde bod på den grufulde nazistiske holocaust ved at give jøderne en stat på den jord de oprindeligt kom fra. Området var i 1917 blevet et britisk mandat hvor migration af jøder og jødisk opkøb af jord var begrænset. Proklamationen af Staten Israel 14.5.48. i Tel Aviv udløste Uafhængighedskrigen 1948-49 mellem Israel og Transjordanien, Egypten, Syrien, Libanon og Irak. Her erobrede Israel ca. 50 % mere areal end de havde fået tildelt af FN's generalforsamling. Vestbredden blev annekteret af Jordan, mens Gaza kom under egyptisk kontrol. De arabiske stater accepterede aldrig Israels oprettelse. Og palæstinenserne blev spist af med løfter.

I 1967 fulgte 'Seksdageskrigen' hvor Egyptens diktator, oberst Nasser, nærmest blev gjort til grin, fordi han flygtede som slagen mand, mens Israel erobrede store landområder, herunder hele Sinai.

I 1979 sluttede præsident Sadat fred med Israels ministerpræsident Begin. Sinai skulle rømmes senest 1982. Begge havde fået Nobels fredspris i 1978, men Sadat blev myrdet i 1981.

I 1987 bryder en palæstinensisk opstand - intifadaen - ud både i Gaza og på Vestbredden. Det førte til nær kontakt med den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) med hovedkvarter I Tunis. Den havde væbnet kamp som princip. Men i Oslo blev der holdt hemmelige møder mellem PLO's leder Arafat og Israels Peres og Rabin. De førte i 1993 til en Principaftale med gensidig anerkendelse af hinandens legitimitet. Og denne banede vej for det palæstinensiske selvstyre først i Gaza og siden på Vestbredden.

Den islamiske modstandsbevægelse Hamas var aktiv fra 1987 og udfordrede efter Osloaftalen PLO bl.a. med terrorangreb mod Israel. I september 2000 startedes en ny Intifada.

For at forstå hele denne ulykkelige udvikling skal vi dog helt tilbage til 1898, for det var her zionismen opstod som en politisk bevægelse der skulle sikre jøderne en "tilbagevenden til Det Hellige Land". Længslen efter Zion (Jerusalem) havde i århundreder været en central del af jødisk selvforståelse, men blev fra nu af den politiske ledetråd båret frem af den karismatiske jødisk-østrigske journalist Theodor Herzl. Han skrev i 1892 det klare politiske program "Der Judenstaat", hvor han slog fast at det jødiske problem ikke kan løses ved assimilation. Herzl døde dog allerede i 1904.

Men i 1917 gav Storbritannien (med Balfour som udenrigsminister) sin støtte til ideen om en jødisk stat i Palæstina, vel at mærke under forudsætning af at det ikke skete på bekostning af den indfødte befolknings rettigheder. Allerede da Palæstina blev britisk mandatområde var der blandt jøder delte meninger om hvordan en jødisk stat skulle formes.

Filosoffen Martin Buber (uortodoks jøde af den chassidiske fromhedsretning) holdt på en binational løsning i form af en fælles arabisk-jødisk nationalstat. Men da staten Israel blev oprettet i 1948 efter beslutning i FN - skete det uden at verdensorganisationen eller Storbritannien gav de fordrevne palæstinensere en reel chance for at etablere en levedygtig stat ved siden af og i fred med Israel.

Israels første ministerpræsident var arbejderlederen Ben Gurion 1948-53 (og igen 1955-63), og han delte den zionistiske tro på at Israel nu var vendt tilbage til Det Hellige Land med Zions høje - og dermed den religiøse forestilling om Jerusalem som menneskehedens centrum. Også den første præsident (1948-52) bør nævnes, Chaim Weizmann (1874-1952), for han var præsident for World Zionist Organization 1920-30 og 1935-46. Han deltog under 1. verdenskrig i de forhandlinger der førte til Balfour-deklarationen i 1917, og han var kendt for en moderat kurs over for araberne.

Ben Gurion og den senere Golda Meir (1969-74) var udpræget karismatiske personer der ikke alene følte at de havde en historisk, men en decideret religiøs opgave. Og denne specielle forestilling har præget de fleste israelske statschefer lige siden - og det er den der har gjort Israel til noget ganske særligt i det internationale spil. Den har i realiteten umuliggjort en sekularisering af den art der er kommet til at præge flertallet af demokratierne i Europa og Amerika, og som betyder at religion ikke må være en magtfaktor. Stik imod dette har Israel givet de mest yderligtgående ortodokse partier en fatal rolle efter at Likud-partiets leder Benjamin Netanyahu blev ministerpræsident 1996-99 og igen siden 2009. Han havde siden 1980 været nær ven af Donald Trump, og han er en ihærdig forkæmper for flere bosættelser på Vestbredden, den største anstødssten for palæstinenserne.

Den afgørende fejl ved zionismen var ikke at mange jøder i Europa efter Holocaust drømte om en selvstændig stat i Det Hellige Land og udnyttede alle chancer og al europæisk forståelse for at få den etableret, men at man fordrev palæstinenserne fra den by der også var hellig for dem. Man tog i det hele taget aldrig til følge at Jerusalem var og er et helligt sted for såvel muslimer og jøder som kristne. Men tragedien viser sig her i 2023 endnu større.

For efter eksplosionen på Al-Ahlis hospitalet i Gaza er kendsgerningen blevet at den arabiske verden koger af vrede og at konflikten breder sig til Libanon, Vestbredden, Egypten og Iran samt ikke at fortie til alle vestlige lande med jødiske mindretal. Sidst men ikke mindst har den ydmyget den amerikanske præsident Biden just som han var rejst til Mellemøsten for at mødes med såvel Netanyahu som udvalgte arabiske ledere i Jordans hovedstad.

Tragedien ligger hverken i selve den arabiske vrede eller konfliktens fatale geografiske udvidelsen, eller i at store dele af verdens befolkning tror mere på Hamas end på Israel, men i det forhold at den israelske ministerpræsident har ladet sig trænge op i den militære eskalerings uhyggelige mørke. Herfra er der nemlig ingen konstruktiv udgang. Den religiøse dogmatik og fanatisme får Israel til at forsvare sig blindt med alle midler i troen på Zion som Det Hellige Land.

Netanyahu og hans ultraortodokse regeringspartnere er ude af stand til at forstå Martin Bubers forjættende tanke om hvor afgørende det er at gå ind i tragediens område hvor det at have ret er hørt op. Her kan man på et og samme areal og i et samme fællesskab give rum til jøder, muslimer, kristne og alle sekulariserede mennesker. Her kan man acceptere de internationale konventioner om forsvarlig krigsførelse såvel som de gode demokratiske idealer om fællesskab og integration af alle statsborgere uanset hudfarve, køn, etnicitet og religion og meningsforskelle. Her slipper man ud af politikernes og diplomaternes magtesløshed, fordi det udslaggivende aldrig er de blotte juridiske rettigheder eller rationelle argumenter, men de højst subjektive og irrationelle oplevelser der dybest set styrer al konstruktiv menneskelig eksistens. Tragediens område giver også mulighed for at opfylde konsistensetikkens grundprincip om at sørge for overvægt af det gode i livet - for såvel borgerne personligt som samfundet som helhed. Uden denne overvægt ingen indre konsistens hos hverken individet eller samfundet.

Men det store problem i den højst ufuldkomne verden vi alle lever i og som i alt for høj grad er præget af frustration, vrede og fanatisk had, bliver unægteligt omstillingen fra had til forsoning eller fra destruktion til konstruktion. Det er ikke nok at enkeltpersoner omstiller sig. Det store flertal i Mellemøsten og Europa må med, og for at det kan lykkes må det omstilles fra ødelæggelseslyst til opbygningsvilje. Ja, der kræves en folkelig vækkelse af så gennemgribende art at den også må betegnes som religiøs. En fredelig og konstruktiv vækkelse af både folkelig og religiøse karakter så vi i Danmark i 1800-tallet. Den er også set andre steder i nyere tid, fx blandt de farvede i USA. I dag kræver den imidlertid endnu mere fordi nutidens mennesker i alt for høj grad er ude af stand til at styre deres fornemmelser og handlinger, når destruktive mennesker tilbyder dem opmærksomhed og billige udløsningsmekanismer.

Det vil i dag være nødvendigt at ændre folks afhængighed af de sociale medier og de digitale løsninger - og få dem til at værdsætte de analoge. Det vil være nødvendigt at gøre op med al dogmatisme og ortodoksi ikke blot hos jøder og muslimer, men sandelig også hos kristne. Helt konkret vil det være påkrævet med et dybt opgør med al bekendelsestro, med al indoktrinering og udenadsterpen af religiøse læresætninger såvel som et opgør med troen på gammeldags diplomati, moralisme og pacifisme.

Ja, der er behov for en helt ny folkeoplysning der slipper forældet viden, fordomme og overtro samt blind autoritetstro og for alvor tager skridtet ind i det tredje årtusinde. Had må erstattes af en sund fornuft der først og fremmest beror på dyb indsigt i det forhold at en ny historisk æra af fred og forsoning ikke kan komme i stand uden at folkene på ny får åndelig kraft fra arketypiske forestillinger der findes i alle religioner, men i jødedom, kristendom og muhamedanisme er blevet tilsløret af det forfærdelige magtmiddel der hedder dogmer. Dette vil alt sammen lyde utopisk for den der ikke vil befatte sig med noget der er både større og dybere end religionernes snævre læresætninger. Men som den mellemøstlige konflikt efterhånden har udviklet sig er der intet andet alternativ.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Israel er nu i skæbnesvanger krig med Hamas  (11.10.23.)
Regeringen tackler koranafbrændinger forkert  (7.8.23.)
Overblik over Mellemøstens problematik - gennemgang og kritik af Lars Erslev Andersens nye bog "Oprør og Alliancer"  (31.10.21.)
(Staten) Israel fylder 70 år - med uforandret status som muslimernes ærkefjende  (15.5.18.)