JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mellemoesten2023

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.10.23.

Israel er nu i skæbnesvanger krig med Hamas

Lørdag den 7. oktober gennemførte terrororganisationen Hamas fra Gazastriben et decideret chokangreb mod Israel. Hamas sendte ikke alene en mængde missiler mod mål i Israel, men gennemførte også adskillige terroraktioner ind på israelske territorier ved først at bryde gennem grænsehegnet med simple redskaber som tænger og gravemaskiner og derefter begå massedrab på hundredvis af civile israelere i flere mindre byer tæt på grænsen, herunder en grusom massakre mod deltagerne i en brasiliansk psytrance-musikfestival i en kibbutz, hvor deltagerne simpelthen blev majet ned i en maskingeværild da de forsøgte at flygte i alle retninger. Alene denne massakre skønnes at have kostet 2-300 mennesker livet. Desuden tog Hamas flere hundrede israelere som gidsler. Militsfolk gik i udvalgte byer fra hus til hus, dræbte nogle og tog andre til fange.

Israel blev denne lørdag morgen bogstaveligt talt taget på sengen af den gennemtænkte og velplanlagte aktion der oven i købet fandt sted på en jødisk hellidag der tilfældigvis også var 50-året for Yom-Kippur angrebet fra Egyptens og Syriens side i 1973.

Ingen har hidtil kunne give anden forklaring på overraskelsen end den at Hamas i hele sin lange planlægning bevidst har undgået et kommunikere internt på de internet-medier de fleste bruger, men som også nøje overvåges af den israelske efterretningstjeneste.

Den umiddelbare reaktion var naturligvis israelske missilangreb mod Gazastribens tætbefolkede områder plus miitæroperationer i de særlige områder på begge side af grænsen som skønnes at have været udgangspunkt for terroraktionerne og gidselstagningen. Desuden erklærede den israelske regering Hamas krig med store trusler om udryddelse af hele Hamas - og premierminister Netanjahu bebudede at ville omdanne sin mandatmæssigt svage regering til en samlingsregering. Dette skulle bl.a. råde bod på det uheldige forhold at flere af de højststående generaler der har bedst forstand på krigsførelse og efterretningstjeneste tilhører partier der står uden for regeringen. Allerede her viser sig det ejendommelige forhold, at den siddende forsvarsminister slet ikke vil have disse generaler med i det israelske sikkerhedsråd. Det endte da også med et særligt 'krisekabinet'.

Typisk for situationen er at Israel straks fik sympatitilkendegivelser og fuld opbakning til sit forsvar fra USA, EU og langt de fleste vestlige lande, men samtidigt at de arabiske lande var forbeholdne over for det ekstremistiske Hamas, og at FN's sikkerhedsråd ikke var enige om en ensidig fordømmelse af terrororganisationen.

Israel er åbenlyst kommet i et svært dilemma. Det har på den ene side indført øjeblikkelig blokering af Gazastriben hvad angår forsyning af vand, strøm, medicin og fødevarer, og på den anden side har det tilkendegivet at det militært vil tilføje Hamas en massiv gengældelse, som reelt vil risikere at gå ud over de mange israelere der er taget som gidsler, samtidigt med at den uundgåeligt vil gå hårdt ud over den i forvejen dårligt stillede palæstinensiske civilbefolkning der ikke kan undvære den humanitære hjælp udefra.

Og ser man på selve muligheden for en fremtidig fredsløsning, så er sagen den at den umuliggøres af parternes uforsonlighed, og at den ulykkeligvis har historiske rødder som ikke kan fjernes overhovedet.

Unægteligt en ny virkelighed for Israel, Palæstina og hele Mellemøsten.

Hamas-angrebet vækker de dybeste historiske traumer i Israels jødiske befolkning, de traumer der omhandler selve eksistensgrundlaget for de jøder der så at sige definitivt har forladt 'exodus' og efter mange århundreders drøm om eget land i det Judæa de oprindeligt kom fra, endeligt har kunnet slå sig ned i 'det forjættede land'. Nu trues denne realitet for alvor - på en måde der ikke længere kan klares alene med militær overlegenhed.

Politikens indsigtfulde redaktør Marcus Rubin har straks været ude i sit blads lederspalte for at understrege, at der nu ikke er nogen vej uden om en tostatsløsning. Og det lyder da rigtigt, hvis man vil undgå en katastrofal voldseskalering. Men en tostatsløsning hvor Israelerne har en del af Palæstina og palæstinenserne en anden del (inklusiv hver sin del af Jerusalem) er ren utopi, sålænge parterne ikke er i stand til at erstatte deres had og foragt for modparten med tolerance og tillid. Og sand tolerance og tillid er ikke noget man kan beslutte sig til fra den ene dag til den anden, men noget man bygger op over mange år. Er den ægte, kan den ikke udslettes ved forførelse fra folk der hader og vil knuse deres modstandere.

Ideelt skal der hos såvel almindelige mennesker som deres ledere råde en konsistensetik der overvinder had og frustration og sætter viljen til det gode liv over alt andet, hvad der igen vil sige sætter den afgørende livserfaring langt de fleste mennesker får som spæde ved moders bryst til den selvfølgelige målestok for eksistensen. Denne fundamentale vilje er ens for alle mennesker - uanset køn, race, etnicitet og religion. Den er med andre ord ens for israelere og palæstinensere, for muslimer og jøder og kristne.

Dette er grunden til at man i den aktuelle konflikt mellem israelere og palæstinensere skal huske at hele Gazastribens befolkning ikke må forveksles med Hamas, ligesom man i den aktuelle konklikt i Ukraine ikke skal betragte alle russere som umennesker eller dæmoner. Man relativerer hverken Hamas og styret i Kreml ved at indrømme at de begge har medlemmer og borgere der bag eventuelt had og frustration rummer en almenmenneskelig længsel efter varme og kærlighed.

Derfor skal man også være forsigtige med at sammenligninge Hamasangrebet på Israel forleden med Pearl Harbour den 7.12.1941 eller med 'World Trade Centeret New York' den 11. september 2001. Pearl Harbour betød i 1941 at en europæiske krig pludseligt blev en verdenskrig, og angrebet på World Trade Centeret 11. september 2001 betød at amerikanerne pludseligt engagerede sig i krige og konflikter i Afghanistan og Irak. - Hamasangrebet forleden rummer ricisi for spredning til hele regionen, men det kan undgås hvis både Vestens og Mellemøstens ledere overvejende frarader eskalering af volden.

Geopolitisk kan der ikke være megen tvivl om at en langvarig krig mod Hamas vil kunne bortlede USA's opmærksomhed fra Ukraine-krigen og måske endda tvinge Rusland til at vælge side i konflikten. Derfor er det vigtigt at forstå at hverken Ukrainekonflikten eller konflikten mellem Israel og Hamas kan løses uden at parterne opgiver troen på at en absolut retfærdighed skulle være mulig. Det er absolutismen der er den store fare.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: