Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - klimatop09d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.12.09.


Klimatopmødet II: Skrækscenarier

Klimaforskere er ikke helt enige om hvor stor opvarmningen af kloden som følge af stigende CO²udslip egentlig er, for der er nu engang stor usikkerhed om alle målinger og beregningsmodeller der ligger til grund for prognoserne. Og dette er ikke så mærkeligt i sig selv, eftersom klimaet er et uhyre komplekst fænomen, hvis begyndelsestilstand ikke kendes, og hvis enkelte data heller ikke kan gøres op i alle detaljer og indbyrdes sammenhænge på noget givet tidspunkt.

Nogle forskere er derfor helt naturligt skeptiske over for alle beregninger og forudsigelser og kalder rent ud nogle af de udarbejdede, mere officielle rapporter for manipulerede og svindel.

Men flertallet af forskere er dog efter ca. ti års intensiveret forskning blevet nogenlunde enige om at den globale opvarmning er en kendsgerning der hovedsageligt - men ikke udelukkende - skyldes det store CO²-udslip, der igen er følgen af en stor befolkningstilvækst og et stærkt stigende forbrug, herunder ikke mindst en voldsom udnyttelse af de begrænsede fossile brændstoffer.

Og derfor samles forskere og embedsmænd samt politikere for øjeblikket på topmødet i København - COP15 - hvor de stiler efter en aftale i slutningen af ugen.



Faresignalerne er mange, men knytter sig særligt til tre fænomener: smeltende gletsjere og stigende have samt voldsommere naturkatastrofer med tsunamier og oversvømmelser.

De smeltende gletsjerer giver mere vand i havene og øger risikoen for vandstigninger, ikke blot i oceanerne, men også i floder i bjergegne som Himmalaya og Andesbjergene. Dette betyder at selve eksistensgrundlaget på kort tid kan forsvinde for millioner af mennesker rundt omkring på kloden.

Havstigning og tsunamier vil give øget risiko for katastrofale oversvømmelser i tæt befolkede områder som Bangladesh med en befolkning på omkring 130 mio mennesker på et område der kun er 3 gange større end Danmark. Visse koraløer som det meget omtalte Tuvalu i Stillehavet med kun 11.000 indbyggere på 25 km² ligger så lavt at de vil helt forsvinde, hvis havet stiger med de 1½ m man ikke regner for usandsynligt. Det allerseneste realistiske skøn ligger i dag på en stigning mellem 0,5 m og 1,5 m i løbet af dette århundrede. Men usikkerheden om tallene er fortsat stor, fordi de for beregningerne nødvendige observationsserier for den såkaldte kryosfæres udvikling ikke er lange nok. Eller med andre ord: forskerne véd endnu for lidt om den langsigtede udvikling af jordens samlede ismasse-system (indlandsis, gletsjere, permafrost m.m.).

Andre steder betyder den globale omvarmning at ørkenområderne vil blive større. Dette gælder især Afrika (bl.a. Sudan), men også det nordlige Kina - og selv Spanien vil bive ramt. Opvarmningen nødvendiggør desuden generelt ændringer i landbrugets afgrøder mange steder - og den vil desuden føre flere sygdomme med sig.

Og endelig skal nævnes at antallet af alvorlige skovbrande i Australien, Californien og Grækenland vil blive øget kraftigt.



Noget må gøres, hvis udviklingen skal vendes eller bremses.

Da Storbritannien netop har været udsat for oversvømmelser af et omfang som ikke har været set i mands minde, er det ikke så underligt at der er kommet lydhørhed for premierminister Gordon Browns advarsler forud for COP15-mødet. Tiden er inde til et skelsættende valg, sagde han i oktober. Hvis vi fejler, betaler vi en høj pris. Selve kloden er i fare. Der er ingen plan B. Derfor: "Når skaden fra ukontrollerede udledninger først er sket, kan ingen global aftale ændre dette valg med tilbagevirkende kraft."

Browns udtalelser er blevet taget ad notam af EU's ledere som sund fornuft. Han har selv siden mod forventning presset på for at få den bedst mulige aftale i hus i København. Og han følges op af den franske præsident Sarkozy der på sin side skal have udøvet stærkt pres på USA's præsident for at få denne til at møde op til slutforhandlingerne i København. Og det ser nu også ud til at han kommer - endda med noget i ærmet.

Fra den knapt så seriøse front er advarslerne langt stærkere. Her tales fx om at en ny istid nærmer sig. Eller at havenes vandstigning vil blive på 4 - fire - meter, så uhyre store dele af verdens beboede områder vil komme under vand. Hvis hele indlandsisen smelter, skønnes det at havet vil stige med syv meter! Den slags advarsler kan man grine af og forarges over. For hvad er egentlig formålet? Men dette spørgsmål synes der at kunne svares ret simpelt på: Formålet må være det sensationsmageri der giver kasse og opmærksomhed. For hvis formålet skulle være det mere jordnære at få de politiske ledere til at vågne op til dåd, bliver der skudt langt over målet.



Til kategorien af tvivlsomme og nytteløse advarsler hører de såkaldte kastastrofefilm, der dog lige så meget omhandler nedslag på kloden af kæmpemæssige meteorsten.

Allerede i 1998 kom 'Deep Impact' (Dybt nedslag) og 'Armageddon', der er Apokalypsens betegnelse for det sidste stor slag mellem Gud og dæmonerne. I år er Roland Emmerichs '2012' kommet på biograflærredet. Den viser jordens totale undergang på en særdeles spektakulær måde, idet tilskuerne ser højhuse styrte omkuld, bjerge skride ud over afgrunden, tsunamier overskylle beboede områder. Selv muslimernes hellige Kaba i Medina går ikke ram forbi. Underholdende er det, hvis man kan lide gys.

Steven Spielbergs 'AI' (Artificial Intelligence) fra 2001 skildrer de katastrofale følger af polarisens smeltning. Mens Roland Emmerichs 'The Day After Tomorrow' fra 2003 er en klimatologs forsøg på at vise vej ud af klimakatastrofen, en ny istid.

Fælles for disse stærkt virkende film er at de udover at friste med gys og flotte filmeffekter appellerer til en ældgammel arketypisk angst: Angsten for jordens og dermed hele den menneskelige eksistens' og kultur's totale undergang. Sådan foreligger den skildret i den nordiske mytologis 'Fimbulvinter', den strenge vinter der varsler Ragnarok. Men først og fremmest i det ny Testamentes 'Åbenbaring' (Apokalypse) af Tidernes ende, som først og fremmest var en påmindelse om hvor galt det vil gå, hvis ikke menneskene retter ind efter Guds stenge lov og forskrifter.

Apokalypsen er central for kristendommens senere angstforestillinger og går igen i bl.a. Jehovas Vidners fundamentalistiske og deterministiske moralisme. De er som bekendt overbevist om Jordens undergang og har flere gange lanceret en absolut dato - uden at undergangen er set. Men det bør nævnes at Apokalypsen også ligger til grund for Ingmar Bergmans angstfyldte film 'Det syvende Segl' fra 1956.

Generelt gælder for disse angstforestillinger at de er dybt forbundet med religiøs skyldfølelse. Jordens undergang ses som en straf for menneskets ugudelighed eller syndefuldhed. Og derfor er det ikke så underligt at man hos fanatiske klimaprofeter ser kraftig, men skjult appel til denne skyldfølelse.



Disse angsforestillinger blev da også kort berørt i debatten om 'katastrofetænkning' eller 'katastrofevidenskab' i Jes Stein Petersen tv-udsendelse på Deadline 2. sektion den 6.12., hvor litteraturforskeren Isak Winkel Holm også mindede om Lissabon-jordskælvet i 1755. Det var egentlig ikke værre end så mange andre jordskælv, men det rystede ikke destomindre - hvad Holm ikke uddybede - den almindelige opfattelse af verden som et gudsskabt sted. Hvis Gud har skabt verden som et godt hjem for mennesket, hvordan kan så naturkatastrofer at dette omfang finde sted? Spørgsmålet forudsætter opfattelsen af en Gud som en almægtig hersker over alt og alle, der råder både for naturen og for liv og død, som en slags himmelsk marionetdirektør der trækker i samtlige tråde. Denne deterministiske opfattelse er uholdbar - og fik altså med jordskælvet sin hidtil alvorligste rystelse. Men den deterministiske tankegang og det deraf afledte spørgsmål er langtfra udryddet. Og det kommer stadig frem ved nye naturkatastrofer som tsunamien i 2003. Det kom frem ved angsten for atomvåbnet i 1960'erne. Og det ligger under megen nutidig bekymring for følgerne af den globale opvarmning.

Deadline-udsendelsen trak bekymringen lidt ned på jorden. Klimaforskeren Katherine Richardson understregede at der i dag var bred enighed blandt forskerne om den globale opvarmnings realitet, såvel som i opfattelsen af at udviklingen skal vendes inden for relativt kort tid. Antropologen Kirsten Hastrup kunne fortælle, at der allerede nu er meget stor opmærksomhed om klimaproblemet lokalt alle steder i verden. Men at der er brug for en klarere global bevidsthed. Hun pointerede at klimaproblemet er globalt, og at nationalstaterne ikke kan klare udfordringen hver for sig. Men hun afviste hård regulering oppefra af den art der i et særskilt indslag blev foreslået af en økonom. Men politikerne halter bagefter både forskerne og den oplyste befolkning når det gælder at erkende problemets alvor, mente Hastrup.

Alle tre forskere var enige om at der var brug for en bevidsthedsændring der var i stand til at ændre både folks adfærd og politikernes beslutninger.



Givet er at hverken udmaling af skrækscenarier eller appel til skyldfølelser dur til nogetsomhelst i klimaproblematikken. Appel til stærke 'følelser' kan rive folk med og skabe hysteri på mange ledder, men angst blokerer omtanke og sund fornuft, fordi appel til de stærke fundamentalkræfter - de primære psykiske grundprocesser - aldrig er befordrende for fornuftige løsninger der kræver både overblik og evne til at skabe praktisk gennemførlige udveje folk kan acceptere.

Det er rigtigt at udfordringen er global, og at nationalstaterne ikke kan løse problemerne hver for sig. Men heraf følger ikke at nationalstaterne er overflødige, for det er stadigvæk dem der bestemmer over ressourcer og handlemuligheder og som skal blive enige om de nødvendige foranstaltninger.

Sund fornuft indebærer derfor at verdenssamfundet hele tiden gennem de nationale regeringer og disses multinationale forhandlinger justerer sine lokale og fælles udveje af konflikten ved fordragelige aftaler der er til fordel for alle involverede parter, således at freden, sikkerheden og demokratiet kan rodfæstes bedre og bedre overalt på kloden og til gengæld alle forsøg på løsninger gennem ensretning og elitær regulering forhindres.



Det kan derfor være nødvendigt til skrækscenarierne at føje den værst tænkelige, nemlig at de politiske ledere ikke senest i 2010 får lavet en bindende juridisk aftale som effektivt bremser udledningen af CO² så betids at de værste katastrofer ved fortsat opvarmning af kloden kan forhindres. For en sådan opvarmning i forbindelse med den fortsatte tilvækst i befolkningerne vil givetvis føre til en strøm af klimaflygtninge fra truede områder der igen vil indebære folkevandringer og derfor også voldsomme politiske og magtmæssige konflikter. Og disse kan i allerværste tilfælde komme helt ud af kontrol, således at det vil blive de stærkeste, mest hensynsløse og mest diktatoriske regimer der vil overleve, mens de svageste, mest hensynsfulde og mest demokratiske vil bukke under eller få svært ved at overleve. Og i så fald er det internationale samfund kommet fra asken i ilden.

Dette betyder at det vil være strengt nødvendigt for alle demokratiske og oplyste samfund at gøre hvad de overhovedet er i stand til for at finde en modus vivendi der sætter de stærke lande i stand til at holde magtbalancen i verden, og som samtidigt får de fattige lande bragt ind i en vækst der kan give dem håb om en bedre fremtid og dermed forebygge befolkningsflugt.

Forudsætningen er ikke blot et passende alment oplysningsniveau og en tilstrækkelige politisk vilje til at gøre hvad der skal gøres, men utvivlsomt også en bevidsthedsændring der udnytter det momentum klimatopmødet i København noget overraskende har fået udløst. Dette bør fastholdes i tiden fremover, så alt ikke bare går tilbage i den gamle gænge, men tværtimod kommer op på et højere niveau af fælles indsigt og fælles vilje.

Paradoksalt nok forudsætter dette igen at de stærke fundamentalkræfter ikke blot - af angst for det irrationelle - manes i jorden som skadelige, men som momentum flyttes over på arketypiske forestillinger af den art der kredser om dybe længsler efter fred, fremskridt, vækst, sikkerhed og frihed.

Jan Jernewicz



Denne artikel er den anden i en række om Klimatopmødet COP15. Den første drejede sig om problemstillingerne generelt. De følgende vil dreje sig om idealisternes drømme og de fattiges illusioner, og der rundes naturligvis af med slutresultatet: Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde  (10.12.09.)
.



Henvisninger:

Links til:

COP15 Copenhagen
IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
Den danske klimakommission

Klimadebat.dk - Dansk forum om klimaændringer  website med mange links til andre websites og organisationer (kan midlertidigt være overbelastet)



Relevante artikler på Jernesalt:

Klimaet mellem idealer og realiteter  (25.9.09.)
Klimaaftale i København til december i knibe  (12.9.09.)
EU-topmødet i Bruxelles 11.-12.12.08.  (16.12.08.)
Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet
  (17.11.08.)

Klimaet, fattigdommen, G8 og afmagten  (10.7.08.)
Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg  (11.1.08.)
Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting  (16.12.07.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
FN-rapporten om klimaforandringerne  (05.02.07.)



Artikler om Klima og Miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal