Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - klimatop09a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.9.09.


Klimaaftale i København til december i knibe

Det netop afholdte møde i Udenrigsministeriet i København mellem udenrigsminister Per Stig Møller, David Miliband (Storbritannien), Bernard Kouchner (Frankrig), Carl Bildt (Sverige) og Alexander Stubb (Finland) kan kun ses som et krisemøde der var blevet helt nødvendigt, fordi de internationale klimaforhandlinger er gået i stå og dermed truer FN's klimatopmøde i København til december.

Fra dansk side er der blevet lagt stor vægt på det kommende klimatopmøde, fordi det er blevet placeret i København. Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen markerede sin regerings ambitioner med en tale på Københavns Universitet i februar 2008 - efter at han i november havde delt det gamle miljøministerium op i et klima- og energiministerium med Connie Hedegaard som leder og et miljøministerium med Troels Lund Poulsen som chef, og siden har ladet Connie Hedegaard fare verden rundt for at animere regeringschefer, udenrigsministre og klimaministre til større gejst for sagen. I sommers havde hun samlet nogle miljøministre til dialog på Grønland, og den 19. og 20. september har hun inviteret en række indflydelsesrige miljøpolitikere til New Work for at sætte yderligere skub i forhandlinger op til mødet i København. Mødet i New York finder med fuldt overlæg sted i en uge, hvor der holdes tre andre møder med relevans for klimaforhandlingerne, nemlig Major Economies Forum on Energy and Climate, G20-landenes møde i Pittsburg og FN-generalsekretær Ban ki-Moons møde med verdens ledere.

Fra den 2. til den 6. november mødes embedsmændene fra de 192 lande i FN's klimaforhandlinger til et sidste forberedelsesmøde før politikerne tager over, men hvis politikerne ikke forinden er blevet enige om den overordnede ramme, kommer embedsmændene i største tidsnød. Og det skal ikke forties at FN's nuværende generalsekretær synes at være en meget svag leder af den i forvejen svage organisation.

Det hører med til billedet, at mens forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ligesom sin klimaminister som nævnt havde store ambitioner for klimatopmødet, så har hans efterfølger som regeringschef Lars Løkke Rasmussen nok erklæret sig helt på linje med Fogh og Hedegaard, men han har tilsyneladende ikke lagt sig synderligt i selen for sagen. Det har han overladt til Per Stig Møller.



Et hovedproblem for det forestående klimatopmøde er naturligvis blevet, at den igangværende økonomiske verdenskrise er en dårlig baggrund for store, omfattende og bindende aftaler for en reduktion af CO²-udslippet i og med at denne vil komme til at koste mange penge og derfor automatisk vil udløse den største strid om målsætningen for de enkelte lande og regioner og fordelingen af udgifterne mellem landene.

Der vil ikke mindst udfolde sig en strid mellem de rige og de fattige lande, fordi de sidste kan slå på at det er de rige lande der udleder mest CO², mens de fattige landes udledning er meget ringere - men til gengæld uundgåeligt vil være stigende, hvis de skal have mulighed for den ønskede økonmomiske vækst. Først og fremmest er det fattige, men befolkningsrige lande som Kina og Indien der stritter imod alle forsøg på at tvinge dem til reduktion af CO²-udslippet. De kræver hjælp til omstillingerne fra FN - og det er her EU kommer ind i billedet, fordi EU skal bidrage med mange milliarder kroner, hvis slutresultatet skal blive godt.

Der tales om ialt 15 mia euro fra EU (svarende til ca. 111 mia kroner) årligt til ulandenes håndtering af klimaproblemerne. Beløbet vil efter EU's beregninger svare til 30 procent af behovet i 2020. Og det forventes at USA vil bidrage med andre 24 procent. Resten skal komme fra private selskaber og rige regeringer. Men kritikere hævder at beløbene slet ikke er tilstrækkelige.

Hvad specielt angår USA ligger det sådan at præsident Barack Obama som bekendt er løbet ind i meget store vanskeligheder med at få sin ambitiøse sundhedsreform igennem kongressen. Det amerikanske sundhedsvæsen er set med velfærdsbriller håbløst forældet, men meget kostbart. Obama stiler efter at få det til at dække hele befolkningen, men det bliver dyrt for både det store flertal og for skatteyderne. Og falder reformen får det konsekvenser for præsidentens ligeledes ambitiøse klimalov. Ja, som den danske USA-kender Mads Fuglede siger om problemerne, så er klimaloven fuldstændigt uinteressant i USA, sålænge man har sundhedsreformen på dagsordenen. Får USA ikke afklaret problemerne inden december, kommer præsident Obama givetvis ikke til København - og det kan betyde at en større bindende aftale ikke kommer i stand.



I forvejen kan det konstateres, at der fortsat er den allerstørste uenighed om alvoren af klimaproblemet og vurderingen af mulighederne for en bindende aftale. Formanden for forskningsinstitutionen og tænketanken 'Council on Foreign Relations', Richard Haass, gjorde for nogle uger siden opmærksom på at der næppe er velvilje til en global bindende aftale. "Regeringerne vil ikke opgive økonomisk vækst på hverken den korte eller mellemlange bane for at opnå langsigtede miljømæssige fordele", skrev han ligeud. USA vil ikke acceptere et loft der markant reducerer udslippet af drivhusgasser, hvis det medfører højere omkostninger og skatter som kan bremse den økonomiske genrejsning. Og udviklingslandene er om muligt endnu mere imod disse 'lofter'. Et mislykket forsøg på at begrænse udslippet af drivhusgasser vil - i værste fald - med tiden føre til yderligere klimaforandringer som vil resultere i øget fattigdom, vandmangel, et voksende antal klimaflygtninge og interne fordrevne, flere sygdomme samt flere og voldsommere storme. Flere lande risikere ligefrem at gå bankerot - og der opstår derfor flere konflikter mellem stater ..... Ikke just lyse udsigter.

Og i denne sammenhæng hælper det næppe at formanden for den danske klimakommission, Katherine Richardsson i en kronik i Politiken 7.9. udtrykker undren over klimadebattens onde cirkel: at afstanden mellem fagfolkenes og borgernes opfattelse at klimaproblemet er så stort som den er. Det er efter hendes mening ikke mindst mediernes skyld. Men det skyldes også det forhold at en offentlig debat om pålideligheden af de enkelte bidrag til de videnskabelige forudsigelser slet ingen mening har. For det er det samlede billede som forskningsresultaterne giver der fortæller om risiciene for samfundene - og derfor alene dette samlede billede der bør debatteres.

Indtil nu har politikerne og deres vælgere valgt ikke at prioritere bekæmpelsen af klimaforandringerne særligt højt, konstaterer Richardsson. Det er dog, fortsætter hun, svært at klandre befolkningen for manglende engagement i klimaspørgsmålet, når den bl.a. gennem medierne har dannet sig en opfattelse af, at klimaeksperterne til stadighed er meget uenige om klimaforandringernes årsag.

To dage efter stod der en kronik i Jyllandsposten som hævdede at den globale opvarmning faktisk er standset og en afkøling så småt begyndt. Men en sådan afkøling har ingen klimamodel forudsagt. Og det betyder at prognoser for fremtidens klima er utilregnelige! Kronikken var skrevet af professor Henrik Svensmark der er leder af 'Center for Sun-Climate Research' på 'DTU Space' (Danmarks tekniske Universitets Rumforskning). Han har tidligere fremført sine provokerende synspunkter i bogen 'Klima og Kosmos'. Hans hovedsynspunkt er at klima-prognoser der ikke tager hensyn til prognoserne for solens udstråling er upålidelige.

Og dér står vi så med et modsynspunkt til det officielle der ikke blot drejer sig om nuancer det kan være svært for menigmand at forstå og at forholde sig til, men som direkte anfægter det dominerende hovedsynspunkt.



Her stopper forvirringen dog ikke, for en sociolog som den britiske Anthony Giddens, der var manden bag den progressive idé om "den tredje vej", som først Tony Blair og siden Anders Fogh Rasmussen valgte at gå, blander sig også i klimadebatten med en skarp bemærkning om at klimaet er for stor en udfordring til at man kan overlade det til de grønne. Dermed vil han sige at klimapolitik og miljøpolitik er to vidt forskellige ting. Miljøpolitikken drejer sig om en let forståelig og nærliggende beskyttelse af jorden og vore naturlige ressourcer mod rovdrift og forgiftning her og nu, mens klimapolitik handler om et langt mere abstrakt og langsigtet globalt problem som det er svært at overskue og forholde sig til.

De grønne aktivister har gjort sig fortjent ved at pege på miljøproblemerne og slå til lyd for 'bæredygtig udvikling', men deres bevægelse har haft den store fejl at den overvejende har været antipolitisk - og dermed forblevet utopisk-idealistisk.

Klimaproblemet kræver normal politisk debat og beslutning. Den kan efter Giddens mening ikke undvære utopier, men de skal være realistiske. Dermed bestrider han ikke Cathrine Richardssons påstand om afstand mellem eksperterne og folket, men hævder at afstanden skal overvindes ved at politikerne fokuserer på det positive, på værdierne og engagementet i stedet for at skræmmer med hvad han kalder "et abstrakt, dystopisk fremtidsbillede" (dystopisk betyder her et sted hvor alt går i den forkerte retning). Det positive ligger derimod i at finde frem til en renere energi og dermed gøre den fremtidige vækst grøn. Fattigdomsbekæmpelsen som sådan er ikke det centrale element, for fattigdommen i verden er ikke en direkte trussel mod klimaet. Det er derimod en stigende udledning af CO², sålænge vi ikke véd hvordan vi slipper af med den udledte mængde. Udledningen af CO² er og bliver et helt overskyggende problem, slutter Giddens et interview med Politiken 29.8.



Det gamle spørgsmål om eliten kontra folket og om idealismen kontra realismen må altså på pragmatisk vis løses ved at de politiske ledere viser vejen og får deres vælgere med sig ved at definere opgaven i positive vendinger. Det kræver dog som altid en betydelig karisma hos dem.

Men befolkningstilvæksten på kloden bliver fortsat et kardinalspørgsmål, fordi den automatisk medfører stigende CO²-udledning. Ulykken er, at de rige lande gennem den begrænsede befolkningstilvækst i forbindelse med den øgede økonomiske vækst står for den største CO²-udledning, og at de fattige lande ikke vil kunne få den økonomiske vækst de ønsker hvis der kræves reduktion eller blot stilstand af deres udledning. De er så mange i tal at økonomisk vækst umiddelbart medfører øget befolkningstilvækst og dermed øget CO²-udslip.

Endeligt er det komplet umuligt at forudberegne klimaets udvikling, eftersom klimaet er et yderst komplekst system, hvis begyndelsestilstand man ikke kender. Alle tilsigtede virkninger af politiske beslutninger af globalt omfang vil desuden altid ledsages af utilsigtede virkninger. Det betyder ikke at politikerne ikke skal foretage sig noget, men at de delvis handler i blinde. Solsystemets udvikling kan og vil de ikke tage højde for, og modsætningerne mellem rige og fattige lande i verden fører i sig selv til uforudsigelige resultater.

Èt står imidlertid fast, og det er at den mennesket iboende trang til transcendens altid vil medføre behov for ekspansion samt vækst i både viden og velfærd. Derfor vil belastningen af miljøet fortsætte med at stige - samtidigt med at klimaet vil vise sig umuligt at regulere. Et vist håb ligger der dog i teknologisk udvikling af renere energi.

Så hvis det store internationale klimatopmøde i København til december ikke ender med en stor forkromet aftale der binder alle deltagende lande til effektiv reduktion af CO²-udledningen og fordelingen af udgifterne hertil, bør det ikke komme som den helt store overraskelse. Bølgerne skal såmænd nok komme til at gå højt forud for mødet og på selve mødet - og hvis det ellers står til miljøaktivisterne også uden for mødelokalerne. Debatten bliver værd at følge. Slutresultatet bliver ikke ligegyldigt. Men et vigtigt fingerpeg vil det blive om USA's præsident Barack Obama ulejliger sig til staden.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

FN's Klimaforandrings konference 7.-18. dec. 2009 i København
Fælleserklæringen fra udenrigsministermødet i København 10.9.09.
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
den danske klimakomission Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Københavns Universitet 22.2.08. om klimapolitikken
'DTU Space' (Danmarks tekniske Universitets Rumforskning)
Wikipedia om Anthony Giddens



Relevante artikler på Jernesalt:

Klimaet mellem idealer og realiteter  (25.9.09.)
Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet
  (17.11.08.)

Klimaet, fattigdommen, G8 og afmagten  (10.7.08.)
Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg  (11.1.08.)
Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting  (16.12.07.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
FN-rapporten om klimaforandringerne  (05.02.07.)

Miljøkonferencerne i København  (31.5.04.)
Realpolitik, luftkasteller, ansvarlighed, bæredygtighed eller hvad?



Artikler om Miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal