Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - miljoerapp2007

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.2.07.


FN-rapporten om klimaforandringerne

I modsætning til den tidligere FN-rapport fra 2001 kommer den nye på et særdeles gunstigt tidspunkt for den videre debat. Der har nemlig i de sidste to-tre år været så mange påfaldende tilfælde af ekstremt vejr over hele kloden at de fleste mennesker er villige til at drage den umiddelbare konklusion, at klimaforandringerne er en realitet som varigt fænomen, at de ganske givet kun vil blive værre de næste hundrede år, og at de primært skyldes menneskenes sløseri og frådseri med energien.

En sådan konklusion er selvfølgelig en 'kortslutning'. Man kan ikke drage nogensomhelst holdbare konklusioner af vejrets omskiftelighed over nogle få år, da vejret altid har store variationer over årene. Men FNs klimapanel har arbejdet på rapporten i mange år; det består af højt kvalificerede og dybt seriøse forskere; og det har udarbejdet en særdeles grundig rapport det vil være vanskeligt at angribe videnskabeligt som helhed betragtet og umuligt at negligere moralsk og politisk som advarsel. Og det grundlag som disse forskere drager deres konklusioner på er ikke nogle få år, men et spand af år på omkring 150. Dette spand er ganske vist også et relativt spinkelt grundlag at drage uimodsigelige konklusioner på når vi taler om egentlige klimaforandringer til forskel fra mere tilfældige variationer fra år til år, da også varige globale forandringer kan være en del af endnu mere omfattende astrofysiske forandringer i selve solsystemet. Men de globale ændringer over de sidste 50 år hænger påfaldende godt sammen med den samtidige industrielle og demografiske udvikling. Vi er blevet mange flere mennesker på kloden, vi forbruger enorme mængder forurenende energi, og vi slipper enorme mængder CO² ud i atmosfæren. Problemfrit kan det umuligt være.

Rapporten fra Intergovernmental Panel on Climate Changes er på 1600 tunge sider, men forelagt med et overskueligt og omhyggeligt formuleret resumé på 16 sider, og den bekræfter i hovedsagen tidligere redegørelser, men altså på et solidere grundlag. Resumeet blev forhandlet endeligt på plads i Paris i sidste uge og er et kompromis mellem videnskab og politik i den forstand at dets formuleringer tager hensyn til de mange nationale interesser som landenes forskellige delegationer har søgt at varetage. Det kan siges at have sine skavanker. Men en rapport der blot ville være udtryk for ren videnskab, ville være for nem for politikerne at gemme væk i skufferne. Nu har de fået et vist medansvar for den videre behandling af problemet - og hovedpunkterne er meget klare.



For det første kan det slås fast med betydelig sikkerhed at temperaturen på vores smukke klode stiger foruroligende, nemlig et sted mellem 1,8 og 4 % gennemsnitligt frem til år 2100, afhængigt af om og hvor effektivt samfundene sætter modforanstaltninger ind. Temperaturstigningen vil blive størst ved Nordpolen.

Virkningen bliver, at isen ved Nordpolen vil begynde at smelte, så vandstanden i havene vil stige. Havisen ved Nordpolen er allerede skrumpet med syv-otte procent de sidste tredive år, ligesom temperaturen i det øverste lag af permafrosten er steget med tre grader.

Det betyder alt i alt at havene frem til år 2100 vil stige mellem 18 og 59 centimeter. Måske endnu mere, hvis der ikke sættes ind i tide. Det betyder risiko for flere oversvømmelser mange steder i verden.

Samtidigt gælder at det vil regne mere i de nordlige dele af Europa og Amerika, men også i Sydamerika og store dele af Asien. Til gengæld vil der falde mindre regn i dele af Sydasien, i Australien, landene omkring Middelhavet, i Sydafrika og området syd for Sahara. Disse områder vil blive udsat for flere længevarende perioder af stærk tørke.

Endvidere vil resultatet af forandringerne blive mere ekstremt vejr, dvs voldsommere og længerevarende orkaner, tyfoner og tsunamier flere steder, men især de steder der i forvejen er hårdt ramt.

Meget store dele af verden vil altså blive berørt af klimaforandringer i form af mere regn, mere tørke, højere vandstand i havene og flere oversvømmelser samt heftigere orkaner. I værste fald vil eksistensgrundlaget for mange millioner mennesker blive truet, ligesom kulturmønsteret kan blive forskudt, så eksempelvis Sydeuropa bliver alt for varmt og tørt, mens Nordeuropa vil få behageligere udendørsvejr.

Årsagen til den globale opvarmning ligger efter FN-panelets mening hovedsageligt i den stigende CO²-udledning som igen primært skyldes industriens og de private husholdningers ødsle energiforbrug, herunder benzinforbruget. Skal der gøres noget effektivt ved den foruroligende opvarmning, skal der altså sættes ind med foranstaltninger imod disse tre fænomener, hvad der igen vil sige imod den form for økonomisk vækst de rige lande bygger deres velstand på og de fattige lande deres forhåbninger om udvikling på.

Skal de værste følger af den foruroligende klimaforandring undgås, skal der altså sættes ind hurtigst muligt med foranstaltninger der ikke kan undgå at kræve betydelige omlægninger af såvel den industrielle produktion som det generelle forbrug af energi, og da sådanne foranstaltninger selv i bedste fald vil ramme skævt på de forskellige landes udvikling og møde betydelig træghed hvad angår ændringer i livsmønstret, må der forudses betydelig debat om foranstaltningernes art, omfang og nødvendighed - samt stor politisk uenighed.



Debatten, der allerede er mærkbart øget gennem de seneste år, skal nok blive stimuleret af rapporten, og den kan måske endda blive trukket ned på jorden, dvs de realistiske planers verden, i stedet for at svæve rundt på idealernes og dommedagsprofeternes blå himmel. Men ingen skal tro, at rapporten uden videre bliver omsat til effektive politiske indgreb i hverken folks forbrug eller forbrugsforventninger endsige i selve markedsøkonomiens love for vækst og udvikling.

Bevidstheden om miljøproblemerne er blevet øget ganske betydeligt i de udviklede lande. Eksempelvis er interessen for økologiske produkter og vedvarende energi ganske stor i de vestlige lande. Og ansvarliggørelsen af regeringerne synes også væsentlig større i dag end for blot ti eller tyve år siden. Selv USA der er den vestlige verdens store synder når det gælder energiforbrug er begyndt at forstå skriften på væggen. Vil man være mere uafhængig af olien fra de usikre olieproducenter, så må man for alvor i gang med at lære at spare på energien, bruge mere vedvarende energi samt finde nye energikilder.

Dermed er egentlig påpeget noget temmeligt centralt i den miljømæssige situation, nemlig at muligheden for at sikre sig tilstrækkelig energiforsyning i fremtiden hænger nøje sammen med uafhængigheden af usikre leverandører, ændringen af adfærden hos forbrugerne og opdagelsen og implementeringen af ny teknologi. Det sidste er under alle omstændigheder en nødvendighed, da olie- og naturgasressourcerne ikke kan betragtes som uudtømmelige. Udvidet anvendelse af atomkraft er fortsat en løsning, men har sine sikkerhedsproblemer på langt sigt. Udvikling af rene og rentable energikilder som biogas har fremtiden for sig.



Det helt store problem synes at være indstillingen til problematikken i de mest folkerige dele af verden, nemlig Kina og Indien, af hvilken Kina allerede tæller som forureningsskurk. Det er uhyre vigtigt for disse landes vedkommende at der er styr på befolkningstilvæksten, men samfundsordenen som sådan vil der ikke være styr på uden en økonomisk udvikling der giver de store befolkninger øgede forbrugsmuligheder og som allerede af den grund vil være en direkte trussel mod miljøet.

Selv Kina er i dag meget mere miljøbevidst end for ti år siden, men landets ledere er af meget forståelige grunde ikke indstillede på at begrænse den økonomiske vækst for at redde miljøet på globalt plan. Og for de landes vedkommende der i de kommende årtier vil mærke truslerne fra regnen og tørken, vil presset på økonomisk vækst også være stort, fordi en vækst vil blive betragtet som selve forudsætningen for at tackle truslerne.



Bevidstheden om at alle skal yde et bidrag til løsningen af miljøproblemerne er stor, i hvert fald på det uforpligtende teoretiske plan, men evnen er meget forskellig i de forskellige dele af verden - og viljen afhænger når det kommer til stykket utvivlsomt i højere grad af udsigterne til en succesrig økonomisk vækst end af hensynet til en bæredygtig udvikling. Det korte sigt er ikke det samme som det lange sigt, og politikerne der skal træffe beslutninger bedømmes mest på det korte sigt. Det er ganske karakteristisk for den politiske kamps natur, at en person som fhv. vicepræsident Al Gore først er blevet missionær for en miljømæssigt bæredygtig udvikling i verden efter at han har forladt den politiske magtkamps arena. Det er nemlig ikke noget man hidtil har kunnet styrke sin position på som aktiv politisk leder.

Presset fra det internationale samfund, herunder FN og miljøorganisationerne, vil blive større og større i de kommende år, men hverken tørre videnskabelige data og prognoser eller moralske pegefingre af nok så velmenende art vil være nok til fundamental ændring af etikken, politikken eller væksten.

Sandheden er fortsat den, at markedsøkonomien nødvendigvis skal være en integreret del af en samlet løsning, således at det i højere og højere grad bliver økonomisk attraktivt at sikre en vækst og et forbrug der er forenelig med ønskerne om en bæredygtig udvikling for helheden.



Hele det etiske problem er så gammelt som 'syndefaldet', dvs så gammelt som den udtræden af den naturlige uskyld som fandt sted i mytens urtid (for måske 30.000 år siden) og som var indledningen til kulturens opståen - jf. artiklen Myte, ord og billeder. Mennesket er nok selv et stykke natur, men dog særegent ved sin enestående bevidsthed, og det har i kraft af denne bevidsthed grebet ind i naturens orden - og siden har der ikke været andet end udvikling og problemer! Det er de fleste af os glade og taknemmelige for. Vi tager alle fremskridtene som de kommer og presser endda allesammen på i retning af mere fremskridt - i hvert fald så længe vi er unge og friske. Men resultatet er også, at menneskeheden har sat noget i gang, den ikke selv har fuldstændigt overblik eller fuldstændig kontrol over. Historien er dybt præget af den lov om tilfældighed som bl.a. har givet den britiske historiker Paul Johnson anledning til formulering af 'loven om utilstigtede virkninger': alle beslutninger vi træffer har ved siden af tilsigtede virkninger også altid virkninger der ikke er tilsigtede, men som ofte kan være meget store og negative.

Dette giver selvsagt menneskene et stort ansvar. Ja, selve syndefaldet, dette at træde ud af uskylden, er ensbetydende med at blive gjort ansvarlig for sin tilværelse, hvad enten man kan lide det eller ej. Og som bekendt er det ikke alle der er lige gode til eller ivrige efter at påtage sig det fulde ansvar for egen tilværelse. Unge mennesker skal normalt vænne sig til tanken (og det tager lang tid i vore moderne tider med en yderst kompleks samfundsorden). Politiske, moralske og religiøse ledere har vi fordi nogle er bedre til at se ansvarets rækkevidde og villigere til at påtage sig dets forpligtelser - eller blæse på dets forpligtelser og køre folkeligt eller ideologisk frihjul på bedste demagogiske vis. At menneskeheden har mistet uskylden betyder også, at vi er blevet afhængige af vore ledere, men ikke altid kan gennemskue deres etik eller mangel på etik. Demagoger kan opkaste sig til rene diktatorer og med folkets hjælp føre en nation i ulykke, men omvendt gælder også at demokratiske ledere let bliver ofre for folkets stemningssvingninger og derfor undertiden undlader at gøre hvad der faktisk burde gøres.



På historiefilosofisk plan kan man tale om et indre etisk krav om samfundsmæssig konsistens svarende til det indre krav om etisk konsistens der gælder for individets vedkommende. Det indre krav indebærer i begge tilfælde en dybtliggende forpligtelse til at sørge for overvægt at det gode, varme og lyse i tilværelsen. Ser man stort på denne forpligtelse får det fatale følger for henholdvis individets og samfundets indre, sjælelige sundhed (samfundet her betragtet som en organisme med en kollektivt ubevidst 'sjæl'). For individets vedkommende fører det til sygdom, neuroser og fejldispositioner der undergraver muligheden for kærlighed i livet. For samfundets vedkommende fører det til indre spændinger der giver sig udslag i destruktive fænomener der udelukker stabil civil orden, tolerance og udvikling.

Krige, borgerkrige, terrorisme, folkemord og systematisk undertrykkelse er fænomener der truer en civil og konstruktiv orden. Men det samme gælder dybest set truslerne mod miljøet. 'En bæredygtig udvikling' er derfor ikke blot en smuk og idealistisk talemåde, men et ansvar for kloden og naturen der forpligter menneskeheden til at leve op til kravet om samfundsmæssig konsistens. Mennesket har mistet uskylden og revet sig løs fra den rene naturlighed, men det er fortsat en del af naturen - og vil ikke på langt sigt kunne sikre overvægten af det gode, varme og lyse i tilværelsen uden på en eller anden måde fortsat at være i pagt med naturen. Fritstillede over for naturen er vi ikke som kulturvæsener, men forståelsen heraf forudsætter selvfølgeligt at man ser naturen som andet end død materie.



Som påpeget i artiklen om Miljøkonferencerne i København i maj 2004 er opstillingen af et modsætningsforhold mellem økonomisk prioritering og politiske valg en falsk problemstilling, fordi modsætningen er af rent logisk art, som man i praksis kan komme helt uden om ved at tænke komplementært: det ene udelukker ikke det andet, men kan supplere hinanden og tilsammen udgøre det mest fuldstændige billede af hvad der kan gøres og hvad der er nødvendigt, her og nu såvel som på langt sigt.

Økonomi er unægteligt det mest realistiske hensyn at tage for politikerne, men bæredygtigheden i den økonomiske, sociale og miljømæssige politik er ikke dermed dømt ude af billedet, for bæredygtighed skal - som Brundlandt-rapporten fra 1987 fastslog - forstås som "en udvikling der opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare". Og dette ideal bliver naturligvis ikke meningsløst, fordi det må erkendes, at det er uhyre svært at sige noget sikkert om udviklingen tyve, tredive eller fyrre år frem i tiden - for slet ikke at tale om udviklingen flere hundrede år frem. Først og fremmest kendes de teknologiske muligheder for fremtiden slet ikke.

Det blev i artiklen også fremhævet, at problemet med fx den lomborgske synsvinkel i miljøkampen ikke er nytteværdien af jordnære økonomiske cost-benefit-beregninger, men derimod den totale abstraheren fra politisk, social og individuel etisk ansvarlighed som en ensidig fokusering på investeringer i bekæmpelse af sult, sygdom, forurening og for ringe skolegang indebærer.

Vi kommer ikke uden om at den etiske ansvarlighed for samfundet og samfundsudviklingen gælder for hele miljøet og hele kloden, og ikke kun for de nærmest følgende år, men på meget langt sigt.

Samfundet kan kun bevare sin indre konsistens ved at tage miljøproblemerne dybt alvorlige. Men vi skal omvendt ikke være naive og tro at rapporten fra FN's klimapanel afskærer al videre diskussion om nødvendigheden af ændret holdning og ændret politik. Og slet ikke at den får verdens folkerigeste lande og deres politiske ledere til at afstå fra økonomisk vækst.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Rapporten fra FN's klimapanel kan læses på Intergovernmental Panel on Climate Changes

Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)

Miljøkonferencerne i København  (31.5.04.)
Realpolitik, luftkasteller, ansvarlighed, bæredygtighed eller hvad?

Lomborg, realisterne og miljøforkæmperne
om topmødet i Johannesburg om 'bæredygtig udvikling' - september 2002.



Syndefaldsmyten
Eksistens-etikken
Komplementaritetssynspunktet
Introduktion til Jernesalts filosofi
At læse Jernesalt

Artikler om Miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal