Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - lomborg4

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.1.08.


Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg

Den 42-årige samfundsvidenskabelige forsker Bjørn Lomborg er stadig en kontroversiel miljø-debattør der kan ophidse gemytterne og tilsyneladende befinder sig godt ved det. Hans bog om 'Verdens sande tilstand' fra 1998 slog hans navn fast internationalt. Time Magazin udnævnte ham i 2004 til en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Men herhjemme gav bogen anledning til stor ståhej om forfatterens videnskabelige redelighed angående de statistiske data.

Sidste år udgav Lomborg så bogen 'Cool it - The Skeptical Environmentalist's Guide to Global Warming'. Og den blev godt modtaget af bl.a. Stig Ørskov (Pol. 4.9.07.) der talte om et tiltrængt indlæg imod dommedagsprædikanterne og den panik de forsøger at skabe. Ørskov imødegik også de to sejlivede myter som har været med til "at stigmatisere Lomborg og gøre ham til en paria i periferien af videnskabens gode selskab", nemlig at Lomborg skulle benægte at der sker en menneskeskabt global opvarmning, og at han skulle mene vi ikke behøver gøre noget ved den. Begge dele er forkerte, og det er man på intet tidspunkt i tvivl om, når man læser hans bog. Hans ærinde er at få debatten ned på jorden, så man kan diskutere løsningsmuligheder og ikke mindst prioriteringer på et realistisk grundlag der inddrager andre relevante samfundsproblemer og dermed ser miljø- og klimaproblemet i en større sammenhæng.

Derfor er det ganske afslørende for det lave debatniveau som Lomborg vil til livs at Politikens anmelder af den danske udgave af bogen (20.10.07.) nedsættende taler om Lomborgs hedetur og fremhæver at bogen hyldes af konservative anmeldere, men afvises af fagfolk. "Lomborg er ikke forsker eller videnskabsmand", står der. "Han er en debattør der beskæftiger sig med væsentlige spørgsmål. Desværre har han skabt sig et navn ved hjælp af de forkerte svar, og hans skriverier er blevet et godt påskud for denne verdens Fogher og Busher til både at skære på klimapolitikken og ulandshjælpen!". Det er vel en yderst kompetent, objektiv og neutral fagmand der har fået stillet spalteplads til rådighed. Nej, det er såmænd den forhenværende socialdemokratiske miljø- og energiminister Svend Auken, der stadig behersker den i visse kredse yndede sport at sætte folk i bås med klicheer der ødelægger enhver tiltrængt debat, herunder også en principiel debat om Lomborgs syn på etikken i forhold til problemet. Det er derfor på sin plads lige at minde om, at det britiske The Guardian ved årsskiftet placerede Lomborg blandt de 50 mennesker der kan redde klodens klima!



Bjørn Lomborg indleder sin nye bog med at fastslå at det er indiskutabelt at menneskeheden har fået atmosfærens indhold af kuldioxid (CO²) til at stige betydeligt i de sidste år og dermed bidraget til den globale opvarmning. Men denne opvarmning er et utroligt kompliceret spørgsmål som ingen har - eller påstår at have - alle svar på. Vi er derfor henvist til at handle ud fra det bedste af den viden natur- og samfundsvidenskaberne råder over.

Lomborgs hovedargumenter er dels at den globale opvarmning er et faktisk og menneskeskabt fænomen, men at udtalelserne om de voldsomme, uhyggelige og umiddelbare konsekvenser af den ofte er stærkt overdrevne, dels at vi har brug for enklere, klogere og mere effektive løsninger end dem der sædvanligvis fremsættes, og endeligt at der er mange andre problemer der er mere presserende - såsom sult, fattigdom og sygdom i verden. Det er naturligvis det sidste punkt der er mest provokerende og derfor senere skal tages op til særskilt behandling.

I sin korte gennemgang af den globale opvarmnings problematik pointerer Lomborg at FN's mellemstatslige klimapanel IPCC i sit standardscenarie har forudsagt at den globale gennemsnitstemperatur anno 2100 vil være steget med 2,6°C i forhold til nuværende. Men ingen befolkninger lever på et sådant gennemsnit, da temperaturændringen vil være forskellig fra region til region. Og alt i alt er der ikke tale om en katastrofe, menneskeheden ikke skulle kunne tilpasse sig ved fornuftige foranstaltninger. Men dog om en stigning der bør bremses i det omfang det kan betale sig ud fra cost-benefit-analyser af omkostningerne.

Specielt påpeger Lomborg at det er uholdbart at drage vidtgående slutninger om fremtiden ud fra meget omtalte, men enkeltstående fænomener som hedebølgen i 2003, der kostede mange menneskeliv. Yderligere tilpasning til den globale opvarmning er ikke uproblematisk, skriver han, men den vil faktisk medføre lavere dødstal totalt, for der bliver væsentlige færre der dør af kulde. For storbyernes vedkommende anser Lomborg det for sandsynligt at den såkaldte varme-ø effekt der skyldes ophobningen af mennesker, bygninger og veje på begrænsede arealer vil nødvendiggøre særlige modforanstaltninger, men dommedagsprofetier er falske for de tager netop ikke højde for tilpasningen eller modforanstaltningerne.



Hvad angår Kyotoaftalen skriver Lomborg ligeud at den vil få meget lidt betydning for klimaet, for selvom alle lande tilsluttede sig og ville leve op til forpligtelserne, ville den globale temperaturstigning på 2,6 grader kun blive udsat i fem år, fra 2100 til 2105. Aftalen er efter hans mening kun et lille skridt af nærmest symbolsk værdi. Og selvom den efterfølgende Bali-aftale (som Lomborg af gode grunde ikke kunne tage i betragtning da han skrev sin bog) er mere ambitiøs, ville han sikkert hævde det samme om den. Prisen for at nedbringe CO²-udslippet efter Kyota-aftalen vil være enorm, og udledningen fra udviklingslande som Kina og Indien vil betyde relativt mere og mere end udledningen fra den vestlige verden fordi de er midt i en rivende økonomisk udvikling. Vi skal naturligvis gøre noget ved problemet ved bl.a. at indføre afgifter på CO²-udslip, men fjerne det helt kan vi ikke. Højst stabilisere det så temperaturstigningen holdes nede på 1,5 grader.

I sin gennemgang af de problemer den globale opvarmning faktisk vil give os og som også bekymrer os påpeger Lomborg at det ikke tjener noget fornuftigt formål at vise følelsesladede skræmmebilleder af fx smeltende gletsjere, da der også forekommer voksende gletsjere, og desuden er der fordele ved den øgede vandmængde de smeltende gletsjere giver.

Hvad havvandsstigningen angår afviser Lomborg blankt Al Gores påstande om en stigning på 6 meter i dette århundrede som rent hypotetisk. Den sandsynlige stigning vil, som FN har anslået, være omkring 29 cm - og det svarer stort set til den stigning der har fundet sted fra 1860 til i dag. Issvindet på Grønland er i realiteten lille, og Antarktis bliver fremover koldere, lige bortset fra de 4 % der ligger nordvestligt uden for polarcirklen, nemlig Den antarktiske halvø.

Den globale opvarmning vil efter Lomborgs mening sikkert medfører mere nedbør, især i form af stærk regn, og det vil give flere oversvømmelser. Men problemet kan løses ved bedre informatiom om risikoen, bedre sikkerhedsforanstaltninger (kystsikringer), tilbageholdenhed med hensyn til brug af dæmninger der i sig selv kan øge risikoen - og endeligt simpelthen ved at acceptere flere vådområder som stødpudezoner.

Snakken om en ny istid i Europa giver Lomborg ikke meget for. Hollywoods katastrofefilm og Pentagons vejrmareridt er glimrende eksempler på effektive filmiske 'speciel effects', men giver ellers ingen mening. Skræmmebillederne - inklusive Golfstrøms-skrækscenarierne - er vildt overdrevne. En vis svækkelse af Golfstrømmen må forudses, men den kan blive en fordel for Europa ved at mindske den opvarmning der samtidigt vil ske.

Forudsigelser om mere ekstremt vejr, anser Lomborg for ekstremt overdrevne. Den globale opvarmning skaber ikke orkaner, men gør dem kraftigere. Og det må der tages hensyn til. Den seneste stigning i tropiske cykloners påvirkning af lokalsamfund skyldes hovedsageligt den voksende koncentration af indbyggere og infrastruktur i kystområder - og det er derfor disse ting man skal sætte ind overfor gennem kortlægning og regulering af sårbarheden og forbedring af byggevedtægter og infrastruktur.

Angående vandmanglen anser Lomborg det for korrekt at der er og vil være lokale og logistiske problemer med vandforsyningen, men at der samlet set er vand nok. Han deler FN-klimapanelets vurdering af at manglen på vand primært skyldes ineffektive vandingssystemer. Da fortsat befolkningstilvækst er givet, vil der blive flere 'vandstressede' mennesker, men dem hjælper man hovedsageligt ved at skaffe rent drikkevand og god kloakering - ikke ved at nedbringe CO²-udslippet generelt.



Der er altså efter Bjørn Lomborgs mening ingen tvivl om at den globale opvarmning vil give problemer, fordi dens konsekvenser overvejende er negative. Men hans pointe er at nedbringelsen af CO²-udslippet ikke vil løse problemerne eller blot få særlig stor effekt. Det er simpelthen meget svært at regulere udslippet; det tager lang tid at ændre landenes energisystemer - og det koster enorme pengesummer. Vi kan derfor udrette meget mere ved at vælge andre strategier.

Først og fremmest skal der satset markant på forskning og udvikling i ikke CO²-udledende energi. Dvs. grundforskning, målforskning, pilotprojekter og innovative 'spin-off effekter', der vel nærmest kan oversættes til givende bivirkninger. Det værste ved Kyoto-aftalen i denne henseende er at den i stedet for fokuserer på den umiddelbare nedbringelse af udslippet og investeringer der direkte går hertil. Men efter Lomborgs mening mangler der en fornuftig dialog om forskningen, bl.a. fordi forskere der ikke bekender sig til skrækscenarierne oplever at de ikke længere får penge til deres forskning, ja at deres arbejde bliver latterliggjort.

Den fornuftige dialog mangler også i det politiske liv, fordi retorikken præges af frygt, terror og katastrofe. Der er så at sige skabt et 'katastrofesprog' der er blevet det politisk korrekte sprog om klimaproblemet. Og samtidigt er intolerancen steget. Lomborg har personligt oplevet at få en lagkage i hovedet af en forsker der var uenig med ham. Eller oplevet at en anden forsker retorisk har spurgt hvad forskellen er mellem Lomborgs menneskesyn og Hitlers! Og det på trods af at Lomborg faktisk i årevis har påpeget at der kan reddes flere menneskeliv ved en anden prioritering end den miljøforkæmperne vil have. Medierne dyrker klimaskrækken som den bedste dårlige nyhed. Og det er som bekendt det der tæller for dem. Ja vi har - som det fastslås i bogen - institutionaliseret hykleriet ved at lægge vægt på utopier og undlade handling.



En forsker kan ganske vist påpege forskernes etiske dilemma ved at anføre at de har brug for at fange folks opmærksomhed ved at skaffe sig masser af mediedækning. "Derfor er vi nødt til at lave skræmmebilleder med forenklede dramatiske udtalelser". Men katastrofesproget er hverken forskningens eller den fornuftige dialogs sprog. Tværtimod er den konsekvente fremstilling af klimaforandringen som et fænomen der skaber frygt og stress en selvopfyldende profeti. Eksempelvis vil en forsker som George Monbit slet ikke deltage i en dialog om den opvejning af fordele og omkostninger som Lomborg og Copenhagen Consensus foreslår. Han kalder det direkte en umoralsk sammenligning, fordi den ikke indregner de lidelser som overgår folk der bliver ramt af oversvømmelser. Men som Lomborg svarer, så argumenterer Monbit jo blot for sin egen løsning. Lomborg derimod påpeger at man ved at sammenligne fordele og omkostninger ved omregning til samme dollar-enhed, først og fremmest får understreget de barske konsekvenser af de mulige valg - og på denne måde opretholder en økonomisk objektivitet.

Copenhagen Consensus lavede i 2004 en prioriteringsliste over alle problemerne - jf. artiklen Miljøkonferencerne i København. Og en sammenligning med Kyoto-aftalens målsætninger viser, at Kyoto-aftalen fuldt gennemført ville koste 188 mia $, mens Copenhagen-prioriteringen er nede på 52 mia $ om året. Og Kyoto-aftalens resultater vil være langt ringere end Copenhagen-forslagene på de fleste enkeltområder som oversvømmelser, orkaner, malaria, fattigdom, hungersnød og vandstress og den vil - modsat Copenhagen - helt mangle mål når det kommer til hiv/aids, drikkevand/kloakering og frihandel samt forskning og udvikling.

Et problem ved Copenhagen-prioriteringen er dog at den er fuldstændigt uforpligtende for politikerne, mens Kyoto-aftalen og den senere Bali-aftale trods alt er indgået af politikere og opsætter mål for beslutningstagerne. Desuden udelukker Kyoto-aftalen absolut ikke initiativer på andre områder end klimapolitikkens. Bl.a. er der fortsat tale om ulands-bistand og hjælp til aids-bekæmpelse fra mange vestlige lande til udviklingslandene, ligesom de vestlige lande også forsker i ny teknologi. De to ting udelukker ikke hinanden, men bør betragtes som sideordnede og komplementære. Udviklingslandene skal hjælpes til en økonomisk, humanitær, social og politisk udvikling i den rigtige retning. Men klima- og miljøproblemet som særskilt og presserende opgave skal ikke forsømmes.

Men hovedproblemet er og bliver den grundlæggende forskel i den etiske vurdering. Objektiv bliver bedømmelse af den globale opvarmning og dens konsekvenser aldrig, fordi økonomien ikke kan stå alene - og alle skøn og prognoser iøvrigt er behæftet med usikkerhed. Der vil uundgåeligt komme såvel politiske som moralske vurderinger ind i billedet. Og som bekendt er hverken politik eller moral en videnskab. Men først og fremmest gælder at hele den fra Brundtland-rapporten af 1987 udgående forestilling om en 'bæredygtig udvikling' i bund og grund er en etisk forestilling, nemlig forestillingen om en moralsk forpligtelse til at sikre fremtidige generationers muligheder for at opfylde de samme behov som de nuværende generationer får opfyldt - eller med andre ord at sikre en balance mellem udnyttelse og beskyttelse af jordens ressourcer så menneskets livsgrundlag ikke ødelægges.



Det er disse forestillinger om en moralsk forpligtelse der giver anledning til den engagerede og ofte voldsomme og subjektivt prægede debat om klimaforandringen. Debatten kører i vid udstrækning af sporet, fordi medierne går efter sensationer og skrækscenarier samtidigt med at forskerne lader sig engagere i skånselsløse fejder som intet har med videnskab at gøre, men mest af alt ligner ideologiske eller religiøse fejder der kun kender venner over for fjender, frelste over for vantro, og som derfor ender i gensidig mistænkeliggørelse og forestillinger om dommedag. Processen bliver selvforstærkende og selvopfyldende, fordi selve engagementet på dybdepsykologisk plan bliver belønnet med primærprocessernes fantastiske oplevelse af intensitet som er diametralt modsat sekundærprocessernes relativt vage, men til gengæld stabile forestillinger som er dialogens og forskningens forudsætninger.

Men Bjørn Lomborg er tilsyneladende slet ikke klar over dette. Derfor forfalder han ofte til i sig selv forståelige og berettigede subjektive udfald mod de miljøekstremister der som Al Gore fremstiller problemerne stærkt forenklede og tendentiøse - og som oven i købet i hans tilfælde kan gøre det med en alt andet end neutral norsk komité for Nobels Fredspris i ryggen.

Det er typisk for Lomborg at han skal nedvurdere Kyoto-aftalens forkæmpere til folk der tænker på hvad der 'føles godt', hvorimod han selv og hans Consensus-folk står som dem der 'vil udrette noget godt'. Et sted skriver han således, at det moralsk virker nødvendigt at løse alle problemer, men virkeligheden er at dette slet ikke er realistisk, og det viser at manden dybest set afskriver moralen som urealistisk. Al Gore citeres for at understrege at klimakrisen giver os chancen for at opleve en fælles opgave for vores generation, nemlig at kunne følge et forpligtende moralsk mål. Krisen drejer sig efter hans mening ikke om politik. men er "en åndelige udfordring". Men omgående erklærer Lomborg det for urealistisk at tro at klimaforandringen vil give os nogen målrettethed. "Vi skal ikke vælge den fælles opgave bare fordi det får os til at føle os gode.... vi bør gøre det bedste vores generation kan gøre og derfor prioritere realistisk."



Det er værdifuldt at Bjørn Lomborg fortsat provokerer med kontroversielle synspunkter der kan opveje ensidigheden i den miljøpolitiske korrektheds og de sensationslystne mediers oplysning og skræmmekampagner. Men det er en åbenlys svaghed ved hans egen analyse og retorik at han ikke fatter det etiske aspekt af klima- og miljøproblemet. Næppe mange vil være uenige med ham, når han gør gældende at vi ikke kommer langt med frygt, terror og katastrofer der flyver gennem luften, men er nødt til at finde en fornuftig og faktabaseret strategi-dialog, hvor vi kan høre argumenterne, diskutere deres fortrin og finde langsigtede løsninger. Men når han selv kan tilslutte sig Tony Blair's udsagn fra 2005 om at sandheden om klimaproblemet er at ingen lande vil nedsætte sin vækst eller sit forbrug på grund af et langsigtet miljøproblem, så må han dog indse at det ikke er nok med hverken fine Kyoto- og Bali-aftaler eller fine prioriteringer fra Copenhagen Consensus.

Når han i sin konklusion gør gældende at vores primære mål ikke er at nedskære CO²-udslippet, men at forbedre livs- og miljøkvaliteten, så er han reelt langt inde i en etisk vurdering der som sådan går langt ud over objektive, økonomiske og videnskabelige data. Det er i høj grad ønskværdigt at Lomborg kan få sit håb om en nedkøling af dialogen opfyldt, så vi fremover undgår de ødelæggende overdrivelser og får gang i en fornuftig snak om hvad vi bedst kan udrette. Men etikken er ikke til at komme udenom, eftersom det er den der både giver os forestillingen om en bæredygtig udvikling og viljen til i fællesskab at finde de løsninger som i det lange løb er både nødvendige og realistiske.



Bali-konferencen viste med al ønskelig tydelighed at det er overordentlig svært trods al god vilje at nå frem til enighed om konkrete og forpligtende mål, og at det derfor også bliver overordentligt vanskeligt at nå frem til et kompromis i København i 2009 der vil kunne samle verdens nationer og organisationer på tværs af deres vækst- og udviklingsstadier. Som angivet i mine 'Afmagtspostulater' er det ikke muligt at styre eller kontrollere miljøet 100 %, når 1) vores viden om miljøet er og vedblivende vil være begrænset, 2) når den ustyrlige markedsøkonomi ikke kan afskaffes, og 3) når den politiske vilje til pragmatisk konsensus om miljøpolitikken ikke kan skabes. Jf. Politisk-økonomiske afmagtspostulater.

Det er derfor fristende at forudsige, at kompromiset kun kommer i stand hvis det bliver tilstrækkeligt udvandet og derfor i sidste ende ikke vil gøre nogen nævneværdig forskel. Modsætningerne mellem de rige og de fattige lande er vitterligt enorme. Og der er hverken politisk, økonomisk eller videnskabeligt enkle løsninger og altså ikke blot nogle få 'knapper' at dreje på. Problemet er overordentligt kompleks - og selvom en mand som Al Gore i bedste mening taler om 'vor generations fælles opgave', så er det ikke ensbetydende med at alle er enige i hans definition på opgaven eller i viljen til at gøre ord til handling.

Verdenssamfundet er når alt kommer til alt ikke en sammentømret organisation der er styret af rationelle overvejelser og hensyn, men tværtimod en meget løs organisme med fælles dybe forestillinger af universel art om overlevelse og beskyttelse af naturen. Men menneskeheden har forlængst forladt paradiset - jf. syndefaldet - og begivet sig ind i en kulturudvikling der er ét langt brud med naturen som sådan. Derfor er menneskeheden i realiteten prisgivet en moralsk vurdering der på den ene side accepterer og stimulerer fremdriften og fremskridtet og på den anden side tvinger til konsistens i form af hensyn til den natur vi kommer fra og fortsat bærer i os.

Derfor vil der aldrig blive en holdbar løsning på klima- og miljøproblemet eller nogetsomhelst andet stort og kompleks politisk og kulturelt problem, medmindre såvel beslutningstagerne som almindelige mennesker holder fast i konsistensetikkens forpligtelse til i det lange løb at sørge for overvægt af det gode i såvel eget liv som i samfundslivet - og naturen som vort livsgrundlag.

Der er grund til bekymring for klimaet og miljøet på grund af den store befolkningstilvækst og den økonomiske udvikling, der begge medfører en voldsomt stigende belastning af jordens ressourcer og det livsgrundlag naturen giver os. Men der er også grund til at holde fornuften fangen og undgå at blive grebet af panik. Både mennesket og naturen har heldigvis en meget stor tilpasningsevne.

På mentalt plan er der derfor grund til at sige både 'Køl af!' og 'Frygt ikke!'.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links:

Lomborgs hjemmeside
FN-s hjemmeside for klimatopmøde
Intergovernmental Panel on Climate Changes (FN's klimapanel)



Relevante artikler på Jernesalt:

Konsistens-etikken

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens, opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeligt fra privatliv til samfundsliv, fra ansvar for eget liv til ansvaret for helheden.

Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting  (16.12.07.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
FN-rapporten om klimaforandringerne  (05.02.07.)

Miljøkonferencerne i København  (31.5.04.)
Realpolitik, luftkasteller, ansvarlighed, bæredygtighed eller hvad?

Lomborg renset  (22.12.03.)
Jagten på Lomborg
om Uredelighedsudvalgets uredelige dom 8.1.03. over Bjørn Lomborg.

Lomborg, realisterne og miljøforkæmperne
om topmødet i Johannesburg om 'bæredygtig udvikling' - (september 2002).



Artikler om Miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal