Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Lomborg 2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.1.03.


Jagten på Lomborg

Så skete det forudsigelige.

Den yderst kontroversielle direktør for Instituttet for Miljøvurdering, Bjørn Lomborg, blev af en institution der kalder sig ‘Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed' (UVVU) under ledelse af formanden, fhv. landsdommer Hans Henrik Brydensholt, på bedste middelalderligt skolastiske vis forsøgt fradømt sin videnskabelige ære efter indgivne klager over hans bog "The Skeptical Environmentalist" (Cambridge University Press. 2001) fra fire af hans indædte og forbitrede modstandere i den offentlige og altid lidenskabelige miljødebat.

Til forskel fra inkvisitionsdomstolene i middelalderen har UVVU ingen kompetence til at dømme kætteren til bålet, eller blot så meget som fratage ham sit embede, men man har gjort hvad der har været forfølgelsesmæssigt muligt i vore forholdsvis civiliserede dage og samfund, nemlig forsøgt at bringe misdæderen i kollegial miskredit og dermed gjort hvad man kunne for at forhindre den bredest mulige forskning og debat om de meget komplicerede miljøproblemer verden står overfor i dag, og som ingen enkeltperson eller enkeltorganisation er i stand til at overskue, endsige foreslå en endegyldig løsning på.

Nogle griner, andre græder. Det eneste sikre er, at man ikke får held til at gøre kætteren tavs eller uønsket i debatten, endsige at få forskningen ødelagt eller debatten indskrænket. Protester fra anerkendte videnskabsmænd og andre interesserede er begyndt at indløbe. Det eneste man derfor umiddelbart opnår er at cementere selve polariseringen i debatten og bekræfte begge parter i deres tro og fordomme, hvor der ellers i langt højere grad var brug for nedbrydning af jerntæpperne. Sandsynligvis får man også latterliggjort udvalget med det uredelig navn så det ikke foreløbigt blamerer sig igen. Muligvis og forhåbentlig får man også grundigt latterliggjort selve ideen med et sådant kontrolorgan, som allerede ved det famøse navn har givet flere kommentatorer associationer til Orwells ‘1984'.



Lad det indledningsvis blive slået fast så det ikke er til at misforstå: Vor tids miljøproblemer er så komplicerede i både art og årsagsforhold, at det ligger uden for nogen videnskabsgrens eller noget videnskabeligt forums muligheder at beskrive verdens tilstand bare nogenlunde korrekt og dækkende. Men det er ikke destomindre noget sådant World Watch Institut forsøger med sin årlige publikation "Verdens tilstand", og det er præcis denne illusion Bjørn Lomborg har taget dygtigt, veloplagt og polemisk til genmæle imod med sin bog fra 1998 "Verdens sande tilstand".

Lomborg har ikke givet sig ud for at være miljøekspert, men har tværtimod understreget at hans vurderinger primært er af statistisk art, men han mener til gengæld også, at den statistiske vurdering er absolut nødvendig, fordi kun den kan give et overordnet syn på det komplekse problem. Derfor kaldte han bevidst sin bog "Verdens sande tilstand" til forskel fra World Watchs årbøger der altså efter Lomborgs mening er usande i betydning ufuldstændigt sande. Det kan man være uenig med Lomborg i eller ej. Det er indlysende at World Watchs leder, Lester Brown, og med ham de fleste af verdens miljøaktivister er dybt uenige, men modspillet er fuldstændigt redeligt fra Bjørn Lomborgs side. Og hele den debat hans bog har rejst over hele verden viser, at det var på høje tid, at miljøaktivisterne fik et modspil. De har alt for længe fået lov at dominere debatten med deres pessimisme og dommedagsprofetier. Og de har også alt for længe haft held til at dominere den politiske beslutningsproces med deres mafialignende lobbyvirksomhed.

Set ud fra såvel et videnskabeligt, uvildigt sandhedssøgende synspunkt som ud fra et offentligt, politisk prioriteringssynspunkt er det værdifuldt, at den snævre videnskabelige og den brede offentlige debat er så fri som mulig. Netop i en så følsom sag som miljøpolitikken, der har tendens til at vække de allervoldsomste følelser i folk, fordi der er andet på spil end saglige hensyn, er det vigtigt at alle parter kommer til orde, ligesom det er vigtigt at politikerne holder hovedet koldt og aldrig forfalder til at nære uholdbare illusioner om, at politik skulle kunne være eller nogensinde blive objektiv videnskab. Politikerne bør være så fornuftige, at de lytter til fagvidenskabelige råd, men de må til hver en tid selv tage ansvaret for deres fremadrettede beslutninger, vel vidende at de aldrig kan være sikre på disses rigtighed og effekt, men kun på deres usikkerhed, risici og utilsigtede bivirkninger.

Da Bjørn Lomborg allerede blev angrebet, da han blev udnævnt til direktør for det af VK-regeringen nyoprettede Institut for Miljøvurdering, er det værd at erindre om, at en af dem der fulgte debatten grundigst dengang var Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. I en stor artikel den 3.2.02. kunne han konstatere at sagen var en lille smule skræmmende. Scientific Americans generalangreb på Lomborg satte nemlig næsten ikke spørgsmålstegn ved Lomborgs data. Men tidsskriftets retorik var voldsom. Den vrimlede med generelle, nedsættende påstande samt påstande om misvisende og manipulerende brug af data og videnskabelig litteratur. Og Seidenfaden kunne notere, at "den aggressive retorik og mistænkeliggørelse af Bjørn Lomborg står i markant kontrast til mandens egen praksis."

Lomborg kom også i mediernes søgelys, da han forud for topmødet i september i Johannesburg om bæredygtig udvikling skrev en artikel til New York Times, hvor han ligeud gjorde gældende, at "udfordringen i Johannesburg bliver at se, om verden er parat til at sætte udvikling foran bæredygtighed". Og han tilføjede, at "hvis USA slår tonen an, vil verden måske omsider finde modet til at gøre det." Han appellerede direkte til USA om at bruge den enestående mulighed for at bruge sin magt til at trække opmærksomheden over på udvikling.

Den slags var ikke velset blandt de mere eller mindre utopiske miljøaktivister, og det blev naturligvis heller ikke refereret særligt uvildigt af den hjemlige presse. Det var faktisk heller ikke i tråd med Gro Harlem Brundtlands oprindelige forestilling om ‘bæredygtig udvikling' som et entydigt og enhedsmæssigt ideal, men det var stort set hvad realpolitikerne kunne enes om i Johannesburg. Det realpolitiske er nemlig, at de begrænsede økonomiske ressourcer i verden gør det bydende nødvendigt at prioritere de politiske målsætninger. Man kan undlade en prioritering med hensyn til energiforbrug, udledning af kuldioxyd og bistandshjælp til de fattige lande, ligesom man i vid udstrækning undlader en prioritering i den hjemlige sundhedspolitik, fordi man derved undgår direkte at støde nogen, men det fører ikke til mere udvikling eller bedre udnyttelse af ressourcerne, derimod kun til forflygtigelse af ansvaret og udskydelse af problemernes delløsninger.



Det er væsentligt ved en vurdering af Bjørn Lomborg at holde fast i, at han grundlæggende betragter sig som statistiker og grundlæggende mener, at statistik er vores bedste kilde til information om vores omgivende samfund. Hans mål med bogen "Verdens sande tilstand" har angiveligt været at give "en beskrivelse af problemstillingerne, sådan som eksperterne selv har fremstillet dem i de relevante bøger og tidsskrifter, og sætte de forskellige emner i perspektiv, så vi kan se og vurdere deres væsentlighed". "Pointen er her," fortsætter han, "at vi ikke bør lade miljøorganisationerne og medierne være alene om at formidle sandhederne og prioriteringerne, men snarere sikre os en stadig, demokratisk kontrol ved at kende de væsentlige sammenhænge på de væsentlige områder."

Et par af Lomborg konklusioner bør anføres, blot for at eksemplificere hans besindighed og perspektivering. Om drikkevandsproblemet her i landet hedder det, at "Vi har ikke uanede mængder af drikkevand, og naturligvis skal vi ikke bare bruge los. Men der er heller ingen grund til at tro, at det danske vandforbrug vil stige over de kommende år, og nationalt anvender vi stadigt langt mindre vand, end vi får ind. Derfor vil eventuelle vandforsyningsproblemer i værste fald være lokale."

Om pesticid-problemet hedder det bl.a. "Hvis vi vælger at fjerne pesticider fra produktionen, får vi fødevarer og drikkevand uden spor af disse stoffer. Det vil formentlig [Jernesalts fremhævelse] også betyde, at vi undgår omkring et halvt dødsfald om året. Omkostningen vil derimod være omkring 5 milliarder kroner, at mere natur skal lægges under plov, og at måske 500-1000 flere vil dø årligt af kræft [på grund af store prisstigninger på fødevarer]. Det er vores valg."

Om drivhuseffekten skriver han: "Pointen er, at hvis vi på længere sigt er indstillet på at bruge mindst 2 % af vores globale BNP på at beskytte verden mod skader fra drivhuseffekten, så kunne vi formentlig [Jernesalts fremhævelse] bruge pengene langt bedre. Det mest indlysende forslag ville være at investere direkte i u-landene..... en sådan massiv investering ville gøre u-landene langt mere robuste over for den globale opvarmning, som - hvis drivhuseffekten slår fuldt igennem - under alle omstændigheder vil ramme os i midten/slutningen af næste århundrede" [altså i midten/slutningen af 2000-tallet].

Og til sidst en prøve fra det mest kontroversielle kapitel om ‘Verdens sande tilstand', hvor Lomborg angriber miljøbevægelsen, herunder udover Lester Brown fra World Watch først og fremmest daværende vicepræsident al Gore og hans bog om "Kloden i balance". "Gores klage over vores "dysfunktionelle civilisation" og tabet af vores "umiddelbare oplevelse af den virkelige verden" afslører en skræmmende idylisering af vores fortid og en afgrundsdyb arrogance over for u-landene. Fakta er, som vi har set, at denne civilisation over de sidste fire hundrede år har bragt os en fantastisk beretning om stadig fremgang. " Og senere hedder det. "Det betyder naturligvis ikke, at alt bare er godt, og vi ikke har nogen problemer. Der er stadig en lang række udfordringer, som menneskeheden skal tackle, nu og i fremtiden. Men det betyder at vi kan forvente, at disse problemer kan løses. Det betyder, at vi kan gå til problemerne med mod, inspiration og nytænkning og arbejde på det fælles projekt om at skabe en endnu bedre verden."

Sammenfattende siger Bjørn Lomborg, at verden ikke får det dårligere og dårligere. Vi må derfor holde op med at placere vores miljøtænkning i et dommedagsperspektiv. Prioritering er helt centralt for at opnå den bedst mulige fordeling af ressourcerne i samfundet. Men der kræves et opgør med forsigtighedsprincippet.

Ærligt og redeligt tilstår Lomborg, at der selvfølgelig er omkostninger både ved at være for optimistisk og ved at være for pessimistisk. Og ærligt og redeligt siger han ligeud, at han betragter omkostningerne ved pessimismens løsningsforslag som større end omkostningerne ved optimisternes.

Det kan man naturligvis være uenig med Lomborg om - så meget desto nemmere, som ingen sort på hvidt kan bevise, om det pessimistiske synspunkt er mere holdbart end det optimistiske. Det kan kun tiden vise. Man kan tværtimod hævde imod Lomborgs hovedsynspunkt, at det i sig selv er uheldigt, at miljødebatten er havnet derhenne, hvor det er en temmelig ensidig pessimisme der står over for en temmelig ensidig optimisme.

Men Lomborgs relevans i denne sammenhæng er og bliver den realpolitiske. Der er ikke grundlag for at tro, at miljøaktivisternes pessimisme og dommedagsprofetier - eller om man vil deres utopier for fremtiden - for alvor vil få politikerne til at sadle om. Det har noget med politikernes, moralprædikanternes og videnskabsmændenes fælles afmagtssituation at gøre: Ingen instans i samfundet har eller vil nogensinde få den fulde kontrol over den teknologiske og samfundsmæssige udvikling. Realpolitik er derfor fortsat et spørgsmål om at se nøgternt på fordelingen og anvendelsen af de begrænsede ressourcer. Cost-benefit-analyserne af ressourcernes anvendelse kan ikke stå alene, og de er slet ikke uproblematiske, men det vil være naivt at tro, at de er til at komme udenom.



På denne baggrund sættes den helt aktuelle kætterjagt på Bjørn Lomborg bedst i relief. Kritikken i tidsskriftet Scientific American (som ikke er et forskningstidsskrift, men et tidsskrift for formidling af forskning over for et bredere publikum, af nogle kaldt et populærvidenskabeligt tidsskrift) er helt selvfølgelig en del af miljødebatten. Men de fire forskere der har kritiseret Lomborg er ikke anderledes end øvrige debattører: de er engagerede og partiske forskere og borgere - ganske som Lomborg selv. De kan ikke løbe fra deres subjektivitet.

"Udvalgene vedrørende Videnskabelig uredelighed" burde allerede derfor have udvist så megen videnskabelig konduite, at de havde afholdt sig totalt fra en stillingtagen til klagerne over Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed, al den stund Lomborg på intet tidspunkt har snydt med egne måleresultater eller taget æren for andres resultater. Han har derimod på fuldt forsvarlig videnskabelig vis fremlagt sine overordnede, overvejende statistiske synspunkter og vurderinger med henblik på at skabe tværfagligt overblik over de indviklede problemstillinger i miljøpolitikken. Han har nøje redegjort for sine kilder, der overvejende er af officiel art og derfor lettilgængelige for alle interesserede (bl.a. på internettet). Og han har alligevel formået at fremstille hele materialet på en for almindelige mennesker tilgængelig, men samtidig spændende måde. Han har dermed rejst en debat der for alvor har givet det tiltrængte modspil til den hidtidige, altfor ensidige miljøaktivistiske oplysning af ofte propagandamæssig karakter.

Udvalget har været i vildrede med, hvorvidt det overhovedet kunne bedømme Lomborgs bog, eftersom en bedømmelse forudsætter, at genstanden findes videnskabelig! Dette kunne man jo imidlertid ikke attestere, når formålet var at stemple den som det modsatte. Men man opfandt derfor til formålet et sandt Columbus-æg. Den omstridte bog fandtes ikke at være direkte uvidenskabelig, men blot at være "dårlig videnskab" og kunne følgelig gøres til genstand for bedømmelse. Udvalget afslører dermed, at man har misforstået sin opgave, nemlig at bedømme om et indiskutabelt videnskabeligt arbejde er uredeligt eller ej, dvs om der populært sagt er snydt på vægten og/eller stjålet fra andre. Ingen af delene er der tale om i Lomborgs tilfælde. Så konklusionen burde være, at hans bog falder uden for udvalgets kompetence. I stedet har man uden nærmere dokumentation blot givet klagerne ret i deres påstande. Det er sølle. Ja, det er med Tøger Seidenfadens ord i DR2's Deadline simpelthen skandaløst.

Sagen tjener allermindst den forhenværende landsdommer Brydensholt til ære, men påminder os tværtimod om, hvad filosoffen David Favrholdt gjorde opmærksom på allerede i 1968 (i bogen "Filosofi og samfund") at jurastudiet i Danmark som det eneste universitetsstudium herhjemme er tilrettelagt som almindelig skoleundervisning uden stænk af forskning, og at det ikke kræver nogen videnskabelig modenhed at tage den juridiske eksamen. Dette gør det nemlig en smule mere begribeligt, at det skråsikre UVVU har valgt at afgive sit votum i Lomborg-sagen uden at gå ind i nogen reel vurdering af Lomborgs miljøoverblik som det er fremlagt i hans omstridte og bevidst provokerende bog, men har nøjedes med ved hjælp af spidsfindigt juristeri at dømme ham på grundlag af Lomholt-modstandernes påstande om formelle afvigelser fra visse specielle, langt fra almindeligt anerkendte krav til offentliggørelse af videnskabelige skrifter.

Det er derfor glædeligt, at mange debattører i Berlingske Tidende, BT, Kristeligt Dagblad og Politikken har protesteret mod udvalgets inkvisitoriske forsøg på at standse en nytænkende forskers og formidlers kamp for at få drejet miljødebatten. Specielt bør fremhæves fremtidsforskeren Martin Ågerups indlæg, hvor det er landsdommer Brydensholt der får prædikatet uredelig. Ågerup hævder, at det er UVVUs kritik af Lomborg der er i strid med normerne for god videnskabelig skik på grund af ekstrem ensidighed i udvælgelsen af data. Dog er det en formildende omstændighed, at udvalget tydeligvis ikke har den mindste smule forstand på opgaven. Og han fastslår at den videnskabelige debat bør føres blandt videnskabsfolk og ikke afgøres af landsdommere og smagsdommere. - Så fik de den!

I samme dagblad advarer Claes Kastholm Hansen mod pludseligt at tale om videnskab i bestemt, uimodsigelige form, som en guddommelige enhed, en religiøs, uanfægtelig instans. Den er netop et langt mere facetteret begreb, der er bedst tjent med åben og fri debat. Han spørger, hvorfor fornuftige synspunkter bliver betragtet som så farlige, at mægtige kræfter mobiliseres for at slæbe manden til kætterbålet. Og hans svar lyder: "Det skyldes naturligvis synspunkternes gennemslagskraft. Herved bliver de en trussel mod miljøprofeternes magtmonopol. Megen hellig tro, mange penge, mange videnskabelige karrierer står på spil, og det er i dette spil UVVU har ladet sig misbruge til at pådømme en bog der overhovedet ikke hører hjemme i en videnskabelig sammenhæng, men er et konstruktivt og dynamisk, tværfagligt indlæg i den offentlige debat."

I Kristeligt Dagblad ser Niels Højlund hele Lomborg-sagen som udtryk for, at den pseudoreligiøse boble der hedder miljøpolitik gør Lomborg til syndebuk, fordi han på blasfemisk vis har stillet kritiske spørgsmål om den nye erstatsningsreligion: den truede natur. Og på samme vis har gjort sagen til en almindelig politisk sag blandt andre, dvs en sag om penge. Det er Lomborgs sande synd. For kan man ikke ramme regeringen, kan man jo altid gøre det af med en syndebuk. Sådan er verdens sande tilstand, nu som tilforn, slutter Højlund med brug af Lomborgs bogtitel, men nu i betydningen verdens faktiske moralske tilstand. Og han bakkes fuldstændigt op af dagbladets lederskribent.

Men mest bemærkelsesværdigt de sidste par dage er, at anerkendte videnskabsmænd er begyndt at reagere med højlydte protester mod uredelighedsudvalgets dom. Professor David Lando fra Københavns Universitets Matematiske Institut finder UVVU helt ude af trit med den videnskabelige virkelighed og betegner det videnskabelige niveau i afgørelsen som "chokerende lavt", og sammen med to andre professorer fra Handelshøjskolen i København har han startet en underskriftindsamling imod afgørelsen.

Han støttes af direktør Karen Siune fra Analyseintituttet for Forskning, som gør gældende, at UVVUs beskrivelse af god videnskabelig praksis er et idealiseret billede, der slet ikke er repræsentativt for hvordan videnskabsmændene arbejder i virkeligheden.

Lektor ved Økonomisk Institut ved Københavns Universitet, Frank Jensen, kalder i et indlæg i Berlingske Tidende 11.1. dommen over Lomborg for et af de største angreb på åndsfriheden i Danmark i nyere tid. Og betegner borgernes frie ret til at udvælge de argumenter som de mener er mest relevant til at belyse egne teorier og tanker som selve kernen i den videnskabelige proces. Det er den efterfølgende åbne debat der langsomt skal udskille de mest levedygtige ideer. Og med direkte adresse til udvalgsformand Brydensholt fortsætter Frank Jensen: "Hvis en forsker var forpligtet til kun at levere en afbalanceret redegørelse, som tager skyldigt hensyn til den herskende mening, herunder hvad en jurist evner at forstå, så ville vi stadig køre rundt i hestevogn."

Professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet er medunderskriver på et åbent brev til de medlemmer af UVVU der repræsenterer de samfundsvidenskabelige fag, idet han betegner det som en tvivlsom affære at påberåbe sig standarder, normer og regler i en samfundsvidenskabelig sammenhæng således som man gør inden for sundhedsvidenskaberne. Dem har man nemlig ikke i samfundsvidenskaberne.

Og dér rører han ved noget uhyre centralt: Man kan i samfundsvidenskaberne slet ikke komme i nærheden af den objektivitet man har som mønster i lægevidenskaben (og som iøvrigt også dér er og bliver et uopnåeligt ideal). For man må i langt højere grad arbejde med skøn. Netop derfor er den frie og åbne debat absolut nødvendig, ligesom det er nødvendigt for politikere ikke at falde i den fælde at betragte ekspertudsagn som den endegyldige absolutte sandhed. Derfor oplever vi gang på gang at Det Økonomiske Råds vurderinger modsiges af Nationalbanken, af arbejdsgiverne eller fagbevægelsen eller af finansministeriet. Og derfor oplevede vi forrige nytår statsminister Anders Fogh Rasmussen lange ud efter eksperter og smagsdommere.

For almindelige mennesker gælder, at det er nødvendigt aldrig at betragte videnskabens udøvere som autoriteter hævet over kritik og tvivl. De er mennesker som os andre - med sympatier og antipatier, fordomme og illusioner, følelser, holdninger og engagement. Men de bør kunne argumentere bedre for deres synspunkter. Det er alene på argumenternes vægt og kvalitet de adskiller sig fra andre.

Forsøget på domfældelse af den kontroversielle, skarpe og skarpsindige, men venlige og velmenende Bjørn Lomborg er for både uredelighedsudvalgets og mediernes side en blamage af rang, fordi man har undladt den møjsommelige argumentation. Domfældelsen var et forsøg på at stoppe en nødvendig og gavnlig debat om miljøpolitikken, der alt for længe har været domineret af dommedagsprofeterne. Godt at forsøget allerede få dage efter offentliggørelsen kan konstateres for totalt mislykket. Udvalget kan selv dømmes for uredelighed og misbrug af sine beføjelser.

Lomborg er der sandelig stadig brug for, som chefredaktør Erik Meier Carlsen skrev i sin leder i BT den 8. januar.



Tilføjelse 16.1.

Da sagen om Bjørn Lomborg fortsat udvikler sig, er der grund til at tilføje i hvert fald tre væsentlige ting:

1. Chefredaktør Tøger Seidenfaden offentliggjorde den 13.1. i Politiken en lang kritik af uredelighedsudvalgets afgørelse, idet han gør gældende at sagen er vigtig, fordi der ikke kun er tale om et forsøg på at lukke munden på en fremtrædende samfundsvidenskabelig forsker, men også på at stække den videnskabelige ytringsfrihed her i landet.

På trods af at Bjørn Lomborgs debat-, oversigts- og formidlingsværk "The Skeptical Environmentalist" rummer et af de mest omfattende tværfaglige overblik over data og litteratur på området der nogensinde er samlet, så dømmer UVVU værket og forfatteren på en form for og definition af uredelighed som det selv har opfundet til formålet. Men hele den også på anden vis usædvanlige procedure er betænkelig af flere grunde og lever efter Seidenfadens mening næppe op til de basale krav der må stilles til en forvaltningsafgørelse (UVVU arbejder på vegne af Forskningsstyrelsen).

Det mest problematiske ved UVVU's brug af artiklerne i Scientific American er, at det ikke oplyses hvilke af kritikernes mange påstande om Lomborgs bog de er enige i og lægger til grund, på trods af at det med sikkerhed kan slås fast, at en del af dem ikke holder vand.

Seidenfaden mener, at UVVU's redegørelse er fuld af inkonsekvenser, irrelevante argumenter, manipulationer og bemærkninger der nærmer sig prokuratorkneb. Arbejdet betegner han som skandaløst ringe. Hvis ikke UVVU og de bagvedliggende videnskabelige miljøer selv retter op på den forvoldte skade, vil de, skriver han, blive bedømt som integritetsløse magtmisbrugere. Sikkert er det, at dette åbenlyse angreb på den videnskabelige ytringsfrihed her i landet ikke bør og ikke vil få lov til at blive stående.

2. Professor i miljø og ressourcer ved DTU, Poul Harremoës meddelte den 14.1., at han med øjeblikkelig virkning udtræder af bestyrelsen for Institut for Miljø Vurdering (IMV), skønt han dagen forinden havde tilsluttet sig bestyrelsens fælles opbakning til direktøren. Hans udtræden skete som umiddelbar reaktion på Lomborgs udtalelser samme dag til BT om, at han ikke regnede med at forblive som direktør for instituttet kontraktperioden ud, fordi han grundlæggende var akademiker og forsker, og ikke administrator.

Det var for Harremöes dråben der fik bægeret til at flyde over. "Dette cirkus holder jeg ikke til længere", var hans ord i radio, TV og Berlingske Tidende (15.1.). Han havde på bestyrelsesmødet plæderet for en suspension af Lomborg, var gået med til kompromisset, men fortrød det nu, fordi Lomborgs udtalelse for ham var et tegn på, at Lomborg ikke tog sin direktørpost og instituttets udfordring om at sikre det faglige niveau alvorligt. Han ville hellere føre sig frem med hurtige politisk opportune udredninger. Harremoës kritiserede også bestyrelsen for at opfatte hans eget krav om større perspektivering mht alternative holdninger som basis for divergerende konklusioner samt hensyntagen til usikkerhed i data og konklusioner som værende udtryk for manglende forståelse for cost-benefit-analyser, ja udtryk for ensidig holdning til fordel for miljøet.

Poul Harremoës' udtræden af bestyrelsen er naturligvis et slag mod IMV, for så vidt den afslører at den dybe uenighed i miljødebatten også hele tiden har luret i bestyrelsen og altså ikke har kunnet tåle Lomborgs tidsmæssigt uheldige udtalelse om sin eventuelle opgivelse af den administrativt belastende direktørpost til fordel for universitetsforskningen. Og den må følgelig foranledige, at bestyrelsen nu får skabt den fornødne klarhed om sine mål og sin strategi.

3. Hævet over politik bliver IMV dog aldrig, så ideologisk følelsesladet som miljødebatten nu engang faktisk er. Derfor er det også udmærket, at såvel statminister Anders Fogh Rasmussen som miljøminister Hans Chr. Schmidt den 15. januar udtalte fuld støtte og tillid til såvel instituttet som direktøren personligt. Statsministeren gjorde også opmærksom på, at han kun var blevet bekræftet i nødvendigheden af instituttets og dets debatskabende aktivitet ved at konstatere den hidsighed, hvormed venstrefløjen bekæmper det. Det viser, at vi er på rette spor. - Samme tanker gjorde Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo sig til talsmand for i TV2-nyhederne samme aften.

Fronterne er med andre ord trukket op både på det politiske og det forskningsmæssige plan. Det skaber uro, men forhåbentligt også på visse punkter efterhånden afklaring. Men miljøpolitikken falder aldrig fuldstændigt til ro. Det ville også kun være skadeligt.



Senere artikel:

Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg  (11.1.08.)
Lomborg renset  (22.12.03.)

Link til:

Lomborgs hjemmeside
UVVU's hjemmeside
Instituttet for Miljøvurdering

Læs også to tidligere artikler

Lomborg, realisterne og miljøforkæmperne
Av, for et miljø

Opmærksomheden henledes også på artiklen om DR2s serie om "Meningen med livet", hvor et afsnit netop drejer sig om Bjørn Lomborgs livsforståelse:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal