Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - klimatop09b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.9.09.


Klimaet mellem idealer og realiteter

Det imponerende opbud af statschefer samlet til FN's klimatopmøde i New York den 22. og 23. september som led i bestræbelserne for at få en bindende global klimaaftale på plads i København i december er et overbevisende vidnesbyrd om at de alle mener klimaet det godt og i hvert fald ikke offentligt tør sige at der ikke bliver en aftale i København.

Skepsis har der længe været, fordi det er oplagt at de ideelle løsninger ligger langt fra de realistiske muligheder, og at navnlig verdens største magt økonomisk og militært samt hvad angår udledning af drivhusgasser - USA - slet ikke har afklaret sin stilling og af indenrigspolitiske årsager givetvis ikke vil kunne nå at vedtage en klimalov inden december.

Nogle kommentatorer har derfor allerede uden omsvøb kaldt det kommende topmøde i København for et flop. Men FN's generalsekretær bevarede optimismen. Den danske klimaminister var overbevist om at der var kommet mere skub i forhandlingerne. Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen - der for første gang spiste kirsebær med verdens førende politikere - skruede ned for forventningerne. Det er ikke sikkert at der kommer en endelig aftale i København, men at København måske kun bliver en station på vejen til en aftale i 2010.

USA's præsident Barack Obama - vor tids største retoriker - fik understreget landenes fælles ansvar meget klart: "Vores generations svar på denne udfordring vil blive bedømt af historien, for hvis vi fejler, risikerer vi at sende kommende generationer mod en uoprettelig katastrofe.... Den tid vi har til at vende udviklingen, er ved at løbe ud." Men Obama fik også udtrykkeligt benævnt København som "et vigtigt skridt på vejen i kampen mod klimaforandringerne". Og dér ligger problemet.



FN's svage generalsekretær Ban Ki-moon - der kæmper alvorligt med sit image som svag - gav også forsamlingen i New York klar besked: "Fremtidige generationers skæbne og håbet og levevilkårene for milliarder af mennesker i dag hviler bogstaveligt talt på jer..... At mislykkes med en bred aftale i København vil være moralsk uforsvarligt, økonomisk kortsigtet og politisk uklogt.... Vi kan ikke gå længere ad den vej. Hvis vi har lært en ting fra krisen det seneste år, er det, at vores skæbner hænger sammen."

Smukt sagt. Ikke mange kan være uenige. Men ord er det. Og autoriteten bag dem er uendeligt lille. Ki-moon har selv forsøgt at forklare sin svaghed med sin kulturbaggrund som asiat. Kritikken af ham synes han skyldes et kultursammenstød: den vestlige tilgang til diplomatiet er ligefrem, den asiatiske derimod formel og tilbageholdende. Men man skal heller ikke i bedømmelsen af manden glemme, at han blev valgt af Sikkerhedsrådet, fordi USA - i Bush-regeringens ringeagt for FN - ikke ville have en stærk mand på posten. USA's nye præsident gjorde på sin tale til FN's almindelige generalforsamling den 24.9. opmærksom på at USA ville ændre indstillingen til FN og fremover stile efter samarbejde. Men faktisk har han i klimasagen god hjælp af en svag leder for FN!

At asiater ikke har store armbevægelser eller store følelser uden på jakkesættet fremgik af den kinesiske præsident Hu Jintaos tale på klimamødet. Den var ventet med store forhåbninger for det var på forhånd blevet bekendt, at Kina have besluttet at gøre ren energi til forudsætning for den økonomiske vækst, den nationale inudstri og det nationale marked. Hu Jintao nøjedes da heller ikke med en generel konstatering af at hele verdens interesser står på spil i kampen mod klimaforandringern, han lovede at reducere CO²-udslippet mærkbart inden 2020. Men han gjorde det samtidigt klart at Kina ikke ville binde sig til bestemte målsætninger, medmindre USA gjorde det samme.

Japan viste også forståelse for det store problem, og det samme gjorde Indien, men Indiens miljøminister lagde ikke skjul på at krisen i klimaforhandlingerne skyldtes USA's manglende evne og vilje til at fremlægge troværdige reduktionsmål for udledningen af drivhusgasser i 2020.



Set fra dansk side var der visse positive tendenser i New York. Men fortsat gælder at hverken Lars Løkke Rasmussen eller Connie Hedegaard skal regne med at kunne hale en aftale i land i København til december - ligegyldigt hvor hårdt de knokler og hvor meget de rejser rundt til de øvrige aktører for at holde kedlen i kog. Embedsmændene i alle lande skal såmænd nok gøre hvad de kan for at få et acceptabelt resultat hjem. Og Lars Løkke skal nok mægle alt det han kan mellem de mange modstridende interesser. Det hjælper altsammen kun lidt, hvis USA ikke er beredt til en klimalov og Obama ikke kommer til København for at nå til enighed med Kina, Japan, Indien, Brasilien og alle de andre store lande.

Ét er at klimaproblemet - som påpeget i artiken den 12.9. Klimaaftale i København til december i knibe - ikke er så overskueligt som de fleste af eksperterne (naturvidenskabsmændene) siger, og at beslutninger når det gælder yderst komplekse spørgsmål som klimaet ikke er så ligetil og forudberegnelige som man kunne ønske sig. Noget helt andet er at de reelle økonomiske interesser er så forskellige for de implicerede lande at de står i vejen for en både bindende og effektiv aftale.

Den afgørende modsætning ligger naturligvis i selve spørgsmålet om den fremtidige økonomiske vækst. Kan den fortsætte i samme tempo? Kan den omlægges så fordelene bliver lige så store som hidtil, men miljøomkostningerne langt lavere? Kan de store og rige industrilande reducere CO²-udslippet i nødvendigt omfang uden at ødelægge deres økonomier (der i forvejen er ramt af den økonomiske krise)? Kan de fattige lande, udviklingslandene, overhovedet få den økonomiske vækst de ønsker - og alle synes de har ret til og fortjener - uden at det vil medføre en klimaforurening der vil være katastrofal? Og kan det forhindres at den voldsomme befolkningstilvækst i de næste årtier totalt vil undergrave alle de forsøg der gøres på at redde klimaet?

Spørgsmålene er mange - og sandheden er at ingen instans kan overskue alle problemer og pege på de rigtige løsninger - eller overhovedet har autoritet og magtbeføjelser til at føre de rigtige løsninger ud i livet.

Ord gør det som sagt ikke. Ingen nuværende retoriker i det politiske system er større end Barack Obama. Han blev valgt på sin retorik. Han har skabt store forhåbninger og forventninger på sin retorik. Men hans popularitet i hjemlandet er faldet støt og hurtigt, fordi han hidtil ikke har formået at indfri mange af sine store løfter. I øjeblikket hænger han fast i det morads af modstridende interesser der hedder amerikansk sundhedsreform.



For nylig var der en god kronik i Politiken af en konsulent i bæredygtig udvikling og klimaforandringer, og den handlede om opfindsomhed som nøglen til klimaproblemet. Meget rigtigt blev det fastslået at dommedagsbudskaber ikke batter, fordi tonen som regel er rent intellektuelt, generelt fordømmende og mangler følelsesmæssig intelligens.

Kronikøren, Mille Bøjer, slog til lyd for en udfordrende forestillingsevne der tør viske tavlen ren og forestille sig en verden uden visse ting, nærmere betegnet uden flyrejser, uden bil, uden madvarer der ikke hører årstiden til, uden billigee engangsprodukter, ja - uden økonomisk vækst! Den skulle så kombineres med en kreativ forestillingsevne der kan sætte noget andet i stedet, dvs frembringe nye muligheder ved at kombinere eller omdanne ting og begreber.

Igen kan det kun fastslås, at idealismen skam ikke fejler noget, men rejser spørgsmålet: vil brugen af de to forestillingsevner føre til resultater der er realistiske, hvilket her vil sige som fører til at både almindelige mennesker i alle jordens lande og deres politiske ledere vil forstå hvad opgaven drejer sig om og på det grundlag træffe og implementere de rette beslutninger?



Forestillingen om en verden uden økonomisk vækst forekommer fuldstændig utopisk - allerede af den grund at mennesket nu engang, i modsætning til dyrene, er et intelligent, transcenderende og ekspanderende væsen der simpelthen ikke kan leve uden uafladeligt at skabe vækst, det være sig videnskabeligt, teknologisk, økonomisk, socialt eller kulturelt. Der er simpelthen ingen realitet i ønsket om nulvækst, men først realitet og ræson i at dreje væksten i en retning hvor klima og miljø kan bære den.

Hovedproblemet er og bliver imidlertid at modsætningerne mellem de forskellige landes interesser er umådeligt store og simpelthen aldrig forsvinder. Det er allerede utopi at forestille sig at verdens i dag stærkeste magt, USA, vil skrue ned for sine ambitioner (og opgive at forblive den stærkeste), eller at verdens måske stærkeste magt om hundrede år, Kina, vil mindske sin kamp for at komme opad og gøre sig mere og mere gældende. Og befolkningstilvæksten i de fattige lande vil blot gøre det hele endnu mere kompliceret og vanskeligt.



Den kloge amerikanske matematiker Norbert Wiener, kybernetikkens skaber, vidste om nogen hvad kommunikation, sprog og oplysning var. Han betragtede sproget som vort fælles spil mod forvirringens kræfter. Han fastslog, at det at leve effektivt var at leve med et dækkende oplysningsforråd. Og han påpegede allerede i 1950 klart og tydeligt hvad jeg vil kalde 'en naturlov for udslaggivende kommunikation': "Det er ikke mængden af afsendt oplysning, der er vigtig for handlingen, men snarere den mængde af oplysninger der kan trænge tilstrækkeligt langt ind i et kommunikations- og oplagringsapparat til at tjene som igangsætter for handlingen."

Men lige netop her ligger jo også forklaringen på at retorik ikke er nok.



Alle vore velmenende politiske ledere verden over siger - med få undtagelser - pæne og smukke ord om behovet for at bevare et sundt og bæredygtigt klima og miljø på kloden.

Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen gør det. Merkel, Sarkozy, Brown gør det. Hin Jintao, Manmohan Singh og 'Lula' gør det - sammen med mange andre. Og ingen gør det bedre end Barack Obama. Men sandheden er at ingen formår at rokke afgørende ved den igangværende udvikling.

Deres smukke ord trænger nemlig ikke så langt ned i kommunikations- og oplagringsapparaterne at de igangsætter de nødvendige handlinger i tide. Og grunden turde være at disse 'kommunikations- og oplagringsapparater' slet ikke er kolde hjerner eller kolde politiske og administrative systemer, men levende menneskesjæle. Og disse består igen ikke - som det er almindeligt at tro - af et simpelt system af hjerner og hjerter, men af yderst komplekse systemer af to slags vidt forskellige psykiske grundprocesser, de stærke og de svage psykiske fundamentalkræfter.

De svage sekundære grundprocesser omfatter alle de stabile følelser og tanker der en forudsætning for opretholdelsen af et ordnet samfundsliv med udbygget uddannelsesystem, videnskab, erhvervsliv, social organisation og politiske og kulturelle institutioner. De stærke primære grundprocesser omfatter alle de intense følelser og tanker der er en forudsætning for såvel alle store oplevelser og erfaringer som alle etisk bindende erkendelser.

Det nytter altså ikke det fjerneste for politikere eller eksperter ensidigt at tale til intellektet (hjernen) eller følelserne (hjertet). Det er nødvendigt på basis af den viden man har på grundlag af de sekundære grundprocesser at tale til de intense følelser og tanker som er etisk bindende og fører nødvendige handlinger med sig. Og dette er langt sværere end nogen tror. Det kræver nemlig noget langt mere end retorisk begavelse. Det kræver føling med det kollektivt ubevidste og dermed det man også kan kalde 'folkedybet'. Og det kræver forståelse for at der må være højere formål med livet end dem der er knyttet til snævre økonomiske, politiske, moralske eller naturvidenskabelige interesser. - Jf. iøvrigt afsnittet om retorik i kapitlet Samtale, debat og medier i 'Jernesalts 2009-filosofi'.

Ikke en eneste af de politikere der i denne uge har været samlet til klimatopmøde i New York har den nævnte føling - heller ikke den store retoriker Obama. Og derfor skal man ikke tro at topmødet i København til december - eller et opfølgende møde næste år - bringer løsningen på klodens klimaproblemer.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Major Economies Forum on Energy and Climate,
G20-landenes møde i Pittsburg
og FN-generalsekretær Ban ki-Moons møde med verdens ledere.

FN's Klimaforandrings konference 7.-18. dec. 2009 i København
Fælleserklæringen fra udenrigsministermødet i København 10.9.09.
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
Den danske klimakommission 'DTU Space' (Danmarks tekniske Universitets Rumforskning)



Relevante artikler på Jernesalt:

Klimatopmøde I: Problemstillinger  (12.12.09.)

Klimaaftale i København til december i knibe  (12.9.09.)
Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet
  (17.11.08.)

Klimaet, fattigdommen, G8 og afmagten  (10.7.08.)
Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg  (11.1.08.)
Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting  (16.12.07.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
FN-rapporten om klimaforandringerne  (05.02.07.)

Miljøkonferencerne i København  (31.5.04.)
Realpolitik, luftkasteller, ansvarlighed, bæredygtighed eller hvad?



De psykiske fundamentalkræfter
De svage sekundære grundprocesser
De stærke primære grundprocesser
Samtale, debat og medier
Etik og eksistens



Artikler om Miljø og Klima
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal