JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - venstre23b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.10.23.

Jakob Ellemann forlader politik

Det kom ikke som den store overraskelse at økonomiminister og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen mandag meddelte at han med øjeblikkelig virkning forlod regeringen, folketinget og formandshvervet i Venstre, for det var efterhånden blevet klart for hele offentligheden at han dag for dag blev mere og mere svækket som leder af sit parti. Blot var der ingen i partiet der ville fælde ham direkte ved det forestående landsmøde i partiet den 18. og 19. november. Men han følte at han "skyggede" for både partiet og regeringen og havde derfor besluttet sig for definitivt at forlade dansk politik.

Men samtidigt understregede Ellemann at dette ikke indebar at Venstre gik ud af SVM-regeringen, idet den konstituerede formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, der havde været med til at udarbejde regeringsgrundlaget, fortsat ønskede samarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne opretholdt.

På det personlige plan er der tale om en decideret deroute, for Ellemanns store drøm om at blive statsminister er bristet. Dermed fik han samme skæbne som sin far, hfv. udenrigsminister Uffe Ellemann, der var partiformand for Venstre 1984 til 1998. Jakob havde nok faderens skarpe replik, men ikke hans dybe humor eller tæft. Og han gik ned både fysisk og mentalt på det arbejdspres der fulgte med det specielle regeringssamarbejde med socialdemokratiet som han ellers forud for valget havde afsvoret, men under regeringsforhandlingerne kom han til at se fordelene ved det, i hvert fald på langt sigt. Det kunne vælgerne bare ikke se, og Ellemann måtte hurtigt sygemelde sig på ubestemt tid. Først til august vendte han tilbage til det tunge forsvarsministerium, men valgte få uger efter at skifte til økonomiministeriet.

Han tog sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen ud på en lang rundfart til udvalgte byer for at forklare sit partis politik for baglandet. Men det hjalp ikke på meningsmålinger, der tværtimod satte bundrekord med 9,7 % (mod valgets 13,3.)

Selve formandsskiftet synes ikke at blivet noget problem. For den driftssikre Troel Lund Poulsen er nærmest sikker på at blive kåret til ny formand med regionsformand Stephanie Lose som næstformand. Troels Lund er vellidt, men er heller ingen "billetsælger". Han overtager problemet med en CO²-afgift der ifølge planerne skal delvis pålægges landbruget i produktionsleddet. Og selve forsvarsministeriet er og bliver et 'rædselskabinet' af møgsager. Men hovedproblemet er og bliver regeringssamarbejdet med S og M, der så længe det står på, giver både Inger Støjbergs udbryderparti Danmarksdemokaterne og den unge, fremstormende Alex Vanopslags Liberale Alliance frit slag som konkurrenter. Venstres regeringsdeltagelse har svækket både Venstre selv og hele den blå fløj i dansk politik så eftertrykkeligt at det er svært at se en udvej.

Det ironiske i denne situation er at Jakob Ellemann for nogle uger siden vakte opsigt med et interview i Politiken, hvor han kritisrede tidl. partileder og statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have kvalt idédebatten i sit parti ved konkret af have slået hårdt ned på unge Venstrefolk som Søren Pind og Eva Kjer Hansen der ikke blot havde "tænkt liberale tanker", men gudgjælpeos havde påstået at frihed fører til ulighed. Og det ville Fogh ikke høre tale om.

Det kan for så vidt være en temmelig ligegyldig teoretisk diskussion, men Foghs skarpe reaktion skal ses i lyset af at han bevidst var gået den af den britiske sociolog Anthony Giddens lancerede "tredje vej" der blødgør konventionel liberalisme for at kunne tiltrække flere af de mange midtervælgere der ikke længere føler sig knyttet fast til et enkelt parti, men skifter parti fra valg til valg så ofte at man må tale om et vælgeropbrud i stor skala.

Men som bekendt lykkedes det Anders Fogh at vinde vælgernes gunst både i 2001 og i 2005, så Venstre blev det største parti og kunne danne regering. Det var derfor meget uklogt af Jakob Ellemann at rette skytset mod Fogh når han selv ligger nede omkring en tredjedel af dennes stemmer ifølge meningsmålingerne. Dybest set er det udtryk for at Ellemann ikke reflekterer særligt meget eller særligt seriøst over hvor Venstre skal placere sig i forhold til konkurrerende udbrydere som Lars Løkke og Inger Støjberg.

Faktisk er den største ulykke ved SVM-regeringn at det er denne regering hen over midten som i dag kvæler idédebatten - ikke ved at lukke munden på eventuelle kritikere, men ved at sløre selve den modsætning der nu engang findes mellem liberalismens frihedsprincip og socialismens ligheds- eller tryghedsprincip. Denne modsætning er så at sige naturgiven (den ligger i kampen mellem menneskets udfoldelsestrang og dets omsorgstrang) og er derfor en overordentlig dynamisk faktor i såvel menneskelivet som samfundslivet.

Alle ønsker om en regering hen over midten (en samlingsregering) synes ikke at have andet reelt formål end at blokere for den meningsudveksling der uvægerligt forstyrrer al drøm om fred og harmoni i samfundet. Dermed sløres den debat der er endnu vigtigere end den nogensinde har været før, nemlig hvor stor den offentlige sektor må være, hvis vi skal undgå at den blive større end den private sektor og dermed forrykker den partipolitiske magtbalance i vort demokratiske system ved at blive lønførende. Dette er jo den hovedproblematik vort samfund i dag er havnet i fordi sygehusvæsenet og plejesektoren er blevet så store som de er i kraft at den medicinske behandling bliver bedre og bedre samtidig med at befolkningen bliver ældre og ældre.

Denne problematik er nøjagtigt lige så vigtig som den grønne omstilling, og den er langt vigtigere end problemet med skattelettelser. Statens udgifter må ikke fremover stige i takt med befolkningsudviklingen og lægevidenskaben. Fremover kommer vi ikke udenom at det skal være den private sektor der påtager sig flere og flere opgaver - og at dette i stignede grad skal finansieres ved brugerbetaling! Og det er følgelig dette vi skal til at debattere for alvor. Og det berører i høj grad uligheden i samfundet.

Skal vi desuden sætte alt dette ind i den helt store sammenhæng, drejer det sig frem over mere og mere om at erstatte den hidtidige blinde vækstøkonomi med en økonomi der prioriterer menneskets trivsel på arbejdspladserne højt.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: