Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - larsloekke2014a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.5.14.

Lars Løkkes exit kun et spørgsmål om tid

Valget til Europa-parlamentet i søndags var ikke alene et jordskred blandt vælgerne i Danmark, Frankrig og Storbritannien, der gav store sejre til Dansk Folkeparti (Morten Messerschmidt), Front National (Marine le Pen) og UKIP (Nigel Farage), men var også et stort nederlag til de førende nationale partier som vil give genklang i landenes interne politiske magtkamp fremover.

I Danmark betød EP-valget specifikt bemærkelsesværdige nederlag til både Venstre og Socialdemokrater der begge mistede et mandat og kom under 20 procents tilslutning, men mest markant var det et nederlag for Venstre og Lars Løkke Rasmussen personligt, fordi partiet kun fik 16,7 % og dermed mistede 3,5 % af vælgerne i forhold til EP-valget i 2009, men ikke mindre end 10 % (ti procent) i forhold til folketingsvalget i 2011. Det gik dermed fra at være landets største parti til at være nummer tre. Og det var nu Dansk Folkeparti der var blevet størst med en stemmeprocent på linje med Venstres ved valget i 2011.

Venstres nederlag kan simpelthen ikke forklares med den almindelige protestbølge mod de førende EU-partier og EU som sådan. Det hænger nøje sammen med balladen omkring Lars Løkke Rasmussens nye forbrugs- og ødselheds-skandale - og skyldes med andre ord ganske enkelt Lars Løkke personligt - og intet andet. At hænge pressen ud som hovedansvarlig er latterligt, al den stund pressen altid kaster sig glubske over skandaler der rammer ledende politikere og andre 'store navne'. Og at tale om gemen og infam forfølgelse - som den pastor Søren Krarup gør der altid ser 'Systemet Politiken' bag al kritik af de borgerlige - er udenomssnak. Folk kan sagtens gennemskue den slags. Det har de vist i vurderingerne af Helle Thorning, Villy Søvndal, Lene Espersen, Lars Barfoed, Ninn-Hansen med flere, for slet ikke at nævne Henrik Qvortrup....

Kritikken mod Lars Løkke kommer jo også fra Venstres egne rækker, herunder fra Birthe Rønn Hornbech, der selv har prøvet at have ørerne i pressemaskinen. Men alle nogenlunde nøgterne bedømmere må i den aktuelle sag henholde sig til at Lars Løkke vitterligt har afsløret en omgang med penge til sit eget forbrug som ikke alene er dybt anstødeligt i sig selv (uanset skatteproblemerne), men viser en mand der intet som helst forstår af folks forventninger til en person med hans placering i det offentlige liv og hans ambitioner om at generobre statsministeriet. Det eneste der i den forbindelse kan siges til hans forsvar, er at hans partifæller i folketingsgruppe og forretningsudvalg er meget tilbageholdende med kritik, men det skyldes jo hverken ekstraordinær kærlighed til manden eller sandheden, men simpel opportunisme: ingen ønsker at stå frem med kritik der kan ødelægge deres egen chance for placering i Lars Løkkes næste regering hvis en sådan skulle vise sig som andet end et fata morgana. Ulykken er alene at Lars Løkke ikke aner hvor meget opportunismen her spiller ind.



Men dilemmaet for partiet er klart: Der er intet medlem af folketingsgruppen der umiddelbart kan træde ind som erstatning for Lars Løkke og inden for et års tid klare en valgkamp med Helle Thorning-Schmidt med held. Tværtimod vil et formandsskifte betyder at Thorning højst sandsynligt - mod alle hidtidige odds - kan sikre sig en regeringsperiode mere, hvis hun udskriver valget til efteråret. Venstre har ganske vist en næstformand der som sådan er selvskreven som kandidat, ja er favorit til at overtage formandsposten, og Kristian Jensen er en dygtig og respekteret politiker. Men han er blevet mere og mere usynlig som næstformand - og kan i givet fald ikke regne med opbakning fra hele folketingsgruppen. Og han er derfor fornuftig nok til ikke at kandidere til formandsposten.

Det betyder at dilemmaet går videre til Dansk Folkeparti, hvis leder Kristian Thulesen Dahl dels har erkendt at EP-valgsejren ikke uden videre kan overføres til et folketingsvalg, dels tydeligt har meldt ud at partiet stadig betragter Lars Løkke som sin statsministerkandidat. Thulesen Dahl går slet ikke efter at få Dansk Folkeparti ind i en ny borgerlig regering (partiet har størst indflydelse ved at stå uden for). Og han går slet ikke direkte efter statsministerposten, angiveligt fordi han husker hvor galt det gik den radikale Marianne Jelved da hun pludseligt efter successen som økonomiminister under Poul Nyrup udråbte sig selv til de radikales statsministerkandidat - og nærmest blev til grin. Det vil Thulesen Dahl ikke risikere - og det kan man for så vidt godt forstå. Men det viser ikke desto mindre manglende mod og handlekraft fra Thulesens side. Og sammenligningen gælder ikke.



Undertegnede betragter det som givet at Lars Løkke Rasmussen har dømt sig selv ude af kampen om at blive landets næste statsminister. Allerede hans rod med og håndtering af GGGI-sagen viste at han som formand for en verdensorganisation ikke kerede sig en døjt om hvor vidt fordele og begunstigelser for ham selv var rimelige i forhold til sammenlignelige organisationer. I forvejen havde han sagen om sit rod med udgiftsbilag som amtsborgmester for Frederiksborg amt, der også viste manglende omhu. Og nu kom så 'tøjsagen' der ikke alene afslørede rod med bilag, skatteoplysninger og pressemeddelelser (til en presse der lystent snager i folks privatliv, men dog har krav på oplysninger om forhold der kommer offentligheden ved), men også i flere uger afslørede en komplet mangel på forståelse for at en mand med Lars Løkkes ambitioner måtte og skulle lukke sagen aldeles omgående ved at lægge alt frem. Derfor kom det bag på manden at den fortsatte tilsløring og udenomssnak søndag den 25. maj fik den kolossale effekt på valgresultatet som alle nu kender, nemlig at Venstre på denne ene dag blev degraderet med ti procent til at være landets tredjestørste parti (med 16,7 %), langt efter Dansk Folkeparti (26,6 %) og et stykke efter Socialdemokraterne (19,1 %).

Det kan ganske enkelt ikke rettes op - og en frisk meningsmåling for TV2 og Politiken viser nu også at Venstre ved et folketingsvalg kun ville få 19,3 % af stemmerne mod Socialdemokraternes 22,9 % og Dansk Folkepartis 21,3 %. Andre meningsmålinger viser at Lars Løkke nu ligger langt bag efter Helle Thorning, når det gælder spørgsmål om egnethed og værdighed som statsminister. Det må med andre ord betragtes som givet at Venstre ikke alene frem til næste valg må kæmpe op ad bakke, men sandsynligvis må opgive alle drømme om at genvinde statsministermagten. Alt afhænger i hvert fald af Dansk Folkepartis fremtidige tilslutning - og her er det bemærkelsesværdigt at dette parti ser ud til at tabe på den fortsatte tilslutning til Lars Løkke som statsministerkandidat, mens Socialdemokraterne er på vej mod en førerposition. Forholdet mellem 'rød blok' og 'blå blok' er svundet drastisk ind til kun 3,8 %.

Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl stod allerede før Lars Løkke-krisens kulmination og EP-valget i en enestående position for at tage têten i dansk politik og blive det store borgerlige parti på midterfløjen med evne og vilje til at samarbejde med begge sider. Og den chance lå lysende klar efter søndagens EP-valg. Men Thulesen Dahl tror ikke på den; han er klar over at risikoen ved at slå til nu og her er stor, og han synes åbenlyst bange for at løbe en sådan risiko. Det er måske forståeligt nok, fordi hans folketingsgruppe ikke ligefrem er overrepræsenteret med folk der er decideret minister-egnede (for nu at sige det på dén måde). Men den dybere årsag til Thulesen Dahls betænkeligheder er nu en helt anden, nemlig den at han slet ikke forstår situationens enestående muligheder: Han forstår ikke at udviklingen i dansk politik efter flere års usikkerhed og tab af troværdighed for landets to store partier nu kræver et parti der tør føre an på en helt ny, højtkvalificeret og etisk ansvarlig måde som lader de andres opportunisme bag sig til fordel for ægte visioner.



Hvad der generelt mangler her i landet som i andre europæiske lande er et politisk førerskab der ikke fokuserer ensidigt på økonomiske eller fordelingsmæssige problemer, men ser den politiske udvikling i det store kulturhistoriske perspektiv med en tidshorisont på to-tre tusinde år, altså sådan som den komplementære helhedsrealisme gør det, jvf. Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)

Helhedsrealismen er progressiv ved at fastholde såvel en eksistentiel sandhed om helhed og sammenhæng - som umuligheden i at skabe logisk konsistente totalsystemer eller holistiske ideologier i en dynamisk, ikke-deterministisk verden der præges af emergente fænomener. Helhedsrealismen slår samtidigt til lyd for en moderne inddragelse af den overordnede 'religiøse' orientering i samfundslivet. En sådan orientering bliver nemlig progressiv når den bliver udogmatisk og altså undgår at bruge trossætninger som magtmidler. Religion som vedvarende dialog om de eksistentielle sandheder kan ikke undværes i den offentlige debat og bliver kun 'opium for folket'; når den forsøger at løse dualismen mellem ånd og materie ved at gøre den åndelige verden hinsidig. Betragter man i stedet for modsætningen mellem ånd og materie som en dynamisk komplementaritet, bliver den overordnede 'religiøse' orientering dennesidig og helhedsrealistisk og fri for overtro eller metafysik. Dens intention er at sørge for retningen fremad mod et fællesskab, der sikrer overvægten af det gode under bibeholdelse af alle komplementære modsætninger.

Det er dette der frem for alt skal satses på i de kommende år. Men ingen danske politikere har dette perspektiv - og det lider hele riget under.

Ejvind Riisgård




Relevante artikler på Jernesalt:

Lars Løkke vandt respit, men Venstres krise fortsætter  (4.6.14.)
EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges  (27.5.14.)

Politisk status II - Danmarks unikke situation  (18.3.14.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)

Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'
Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.)
Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.)

'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.),
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) og
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal