Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel11

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.10.04.


Hån mod Ole Grünbaum

af Jens Vrængmose

Jes Stein Pedersens samtale med forfatteren Ole Grünbaum i Deadline's 2. sektion søndag den 24.10. var ikke så lidt af en nedtur efter forrige søndags gode samtale med filosoffen Hans-Jørgen Schanz. Ole Grünbaum er en helt anden type. Slet ikke den stille tænker og forsker der sidder i sit elfenbenstårn og afslører illusioner i ideernes verden og sin egen sjæl. Men en gammel provo der alle dage har nydt at provokere den offentlige mening. Han har bevæget sig lige så markant væk fra sin ungdoms illusioner som Schanz, men i en helt anden retning, nemlig mod stadig større begejstring for markedskræfterne, it-revolutionen og globaliseringen.

Han burde derfor være lige så spændende at have i studiet til en samtale om værdier som Schanz, men det syntes Jes Stein åbenbart ikke. For Grünbaum blev så grundigt og systematisk konfronteret med socialdemokratiske idealer, bøger, skikkelser og argumenter at det mere lignede afledningsmanøvrer end ærlig vilje til at finde frem til hvad manden egentligt mente. Grünbaum fik kun en eneste gang chancen for at gøre rede for sine grundtanker i sammenhængende form.

Jes Stein indrømmede gentagne gange, at han faktisk ikke forstod tankegangen i Grünbaums nye bog 'Farvel til Krønikesamfundet - fortællinger fra den danske Metropolis', men spørgsmålene der skulle lede ind til en mulig forståelse - og det er vel mening med spørgsmål og ægte dialog - gjorde nærmest det modsatte. For det væsentligste for Stein syntes at være at få gjort kritik af det samfund han selv elsker suspekt.


To indslag forekom en sinke som undertegnede at være decideret hån.

Først lod Jes Stein det tidligere DDR-band 'Ramstein' komme til orde med videoen 'Amerika, Amerika', der med helt ordinær musik, refræn og billedmontage gjorde billigt grin med amerikaniseringen i form af måne-vandring, coca-cola i Afrika, storbyreklamer og lignende. Grünbaum så fuldstændigt uforstående ud. Og Stein måtte forklare, at han syntes en sådan ironi på en måde var mere samfundskritisk end Grünbaums bog - det vil sige bedre end kritik der uddybende bruger fortællinger og argumenter!

Senere viste Jes Stein et klip fra et møde i folketinget omkring 1967, hvor finansministeren - en fin fyr - understregede at regeringen lagde afgørende vægt på at dens indgreb ikke vender sig mod nogen enkelt samfundsgruppe. Det fremgik at indgrebet bl.a. omfattede en engangsskat for ikke-lønmodtagere. Alene ordet giver associationer til Storm P. En mand spørger hvorfor det hedder engangsskat, og får svaret: Fordi der ikke er noget anden gang!

Finansministeren var såmænd Henry Grünbaum, manden der under det røde kabinet fik indført momsen og andre skattereformer med SF's stemmer, reformer der samlet betød en kolossal vækst af den offentlige sektor på ganske få år, og som da VKR-regeringen kom til udløste behov for en såkaldt 'perspektivplanlægning' under departementchef Erik Ib Schmidt. Det sympatiske menneske Henry Grünbaum lever endnu - 93 år gammel - og var iøvrigt bror til partikommunisten Isi Grünbaum der i flere år foldede sig ud heroppe i det nordjyske som amtsforvalter.

Henry er far til Ole - og konfrontationen med faderens politik ledte Jes Stein til den bemærkning, at det var som om Ole vender sig mod netop den politiske indstilling og den form for teknokrati faderen stod for. "Din bog er et manifest for hjertets banken og ser ligesom bort fra, at der i et samfund som det danske er brug for en central magt."

Det syntes Ole Grünbaum nu slet ikke. For individet har fået mere plads siden ungdomsoprøret i 60'erne. Og dét er det væsentligste. Samfundet er til for individets skyld og ikke omvendt.



Tidligere i samtalen fik Grünbaum lagt i skoene, at han skulle mene at 'det moderne socialdemokratiske samfund' - ja, det sagde studieværten faktisk - er blevet en formynderstat. Det er dine ord, lød det fra Grünbaum. Men Jes Stein fortsatte sin insinueren: "Jamen er det ikke det der ligger i din kritik: du vil ligesom Anders Fogh Rasmussen have mindre stat?" - Herligt på denne måde at sætte den gamle provo i bås med den liberale statsminister, og herligt at fremture med en forældet påstand om at den liberale statsminister fortsat skulle være tilhænger af minimalstaten, en idé han definitvt begravede i 1998!

Men Ole Grünbaum fik da lejlighed til at fremkomme med udsendelsens eneste længerevarende og fyldestgørende forklaring: "Det gamle skel mellem et højre af borgerlige der vil have færre skatter og mindre stat og et venstre af socialdemokrater og venstrefløj der vil have flere skatter og mere stat er forældet. Den nuværende regering, der i teorien skulle være liberal, praler af at den offentlige sektor er blevet større. Men jeg fornemmer at alt det dér med folket, nationen, staten langsomt er ved at blive et borgerligt begreb, og dér står de venstreorienterede og ved ikke hvad de skal stille op. De siger staten er vennen og markedet er fjenden, men siden 60'erne er det faktisk markedet der har gjort livet sjovere for os alle med rejser, internet, satelitter, fortovscafér m.m. Men markedet har sin begrænsning. Det er ikke så godt til omsorg, uddannelse og meget af kulturen. Men selv om omsorg og uddannelse skal være offentlige anliggender, er det jo ikke det samme som at sige at de skal være statens opgaver. Jeg tror at for fremtiden vil de borgerlige have effektiv stat og stordrift, mens den progressive linje hedder nærdemokrati og mindre enheder."

På spørgsmålet om dette ikke blot var det gamle midteroprør om igen, svarede Grünbaum, at krønikesamfundet han gør op med - med navn efter tv-serien - er det gamle klassesamfund hvor alt har sin faste plads. 60-oprøret var frihed, frihed og broderskab. Det var et livsstilsoprør. Enhver ville leve som han havde lyst til - med seksuelle eksperimenter, hash osv. Men der er to gange frihed, for der er også frihed til kollektiver, lilleskoler, Christiania, græsrodsbevægelser.....



Noget fik vi altså trods alt at vide om Ole Grünbaum og hans kritik af krønikesamfundet. Vi fik også besked om hvad han mener med at kalde vor tids mennesker 'fusionsmennesker'. Det betyder at vi alle er blevet kapitalister der indgår i det stigende antal fusioner mellem store selskaber, der igen indebærer at vi må forholde os til magten på en helt anden måde end tidligere. Den findes ikke i særlige bygninger, den findes som netværk vi alle indgår i. Verdenssamfundet er ikke et gammeldags imperium, men en lang række netværk der binder det hele sammen. Virkeligheden er realtime-computerverdenen.

Til sidst fik Ole Grünbaum også lejlighed til at slå fast, at uligheden i verden ikke kan afskaffes. Heller ikke en progressiv politik vil fjerne den. Kampen for at vi alle skal være ens og have lige meget - det er krønikesamfundet. Faktisk faderens idealsamfund! Men dét var Ole hensynsfuld nok til ikke at sige.

Jes Stein forstod i bund og grund slet ikke Ole Grünbaums tankegang, fordi han ikke kunne eller ville opgive sin egen i virkeligheden meget socialdemokratiske tankegang om statens, centralmagtens rolle i omfordelingen af goderne. Men faktisk er der intet mystisk i Grünbaums tankegang, for dens udgangspunkt er individet og individets frihed. Grünbaum fornægter ikke fællesskabet så længe det er et fællesskab i nærdemokratisk forstand (kollektiver, lilleskoler, græsrodsbevægelser, fristæder). Men det skal tjene individets udfoldelsesmuligheder. Staten - derimod - er det undertrykkende apparat. Herbert Marcuse blev ikke nævnt, men turde være en af forudsætningerne.

Man kunne - og Jes Stein burde - have indvendt at Ole Grünbaum har svært ved at få det indvidualistiske og det samfundsmæssige til at gå i spænd. Han opregnede selv nogle paradokser i velfærdssamfundet, fx at hjælpeforanstaltninger støder folk ud af samfundet, men også at vi bliver mere og mere individualistiske samtidigt med at vi bliver mere og mere socialiserede gennem opdragerstatens indgreb (vi må ikke ryge, blive fede osv).

Den tanke, at der netop består et komplementært forhold mellem individualsynspunktet og samfundssynspunktet dukkede ikke op, skønt den netop er velegnet til at belyse det faktum, at de to modsatrettede tendenser eller kræfter aldrig vil kunne gå op i en højere enheds balance - sådan som de naive midteroprørere i sin tid postulerede med deres ligevægtssamfund. Nej, der er netop ikke ligevægt i et dynamisk samfund. Der bliver heller aldrig total lighed mellem folk. Friheden indebærer på en og samme gang initiativ og udfoldelse samt uligheder og differentiering.



I betragtning af hvor lidt Ole Grünbaum fik lejlighed til at forklare om sin kritik af krønikesamfundet er det rart at kunne genlæse hans lille essay i Politiken den 16.10.04, for her får han sagt hvor svært det er at være venstreorienteret. Gang på gang i de forløbne 40 år har han fået 'øjenåbner' efter 'øjenåbner', kig ned i afgrunde, der har givet ham indsigt i at der var og er noget fundamentalt galt fat med den venstreorienterede tænkning. Venstrefløjen sad og sidder fast i dogmer og automatmodstillinger som fx den at individualisme er et skældsord. Han hælder derfor i dag nærmest til den anskuelse, at det er de venstreorienterede der er blevet reaktionære.

Den slags skal man naturligvis ikke sluge råt. Vist er der en rød tråd i Ole Grünbaums udvikling, nemlig kampen for frihed og individualisme. Men intetsteds ser man trådens tyndhed bedre end i den gamle provos store begejstring for it-teknologien og de globale netværk og hans nedvurdering af det folkelige og nationale. For det er disse ting der afslører postmodernisten i manden. At alt til syvende og sidst primært drejer sig om livsstil og livsstilsfornyelse. En mere grundlæggende etik er forduftet hvis den nogensinde har været der.

Hvad Jes Stein Pedersen anbelanger, så har han foreløbigt ikke røbet sine politiske sympatier tydeligere end i netop denne udsendelse. Det lover ikke godt for ideen med 2. sektion af DR1's Deadline.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Øvrige udgydelser fra Jens Vrængmoses pen:  Klik

Tidligere artikler om udsendelser fra Deadline's 2. sektion:

Marxisme, modernitet og uforudsigelighed  (20.10.04.)
om idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker
fremsat i Deadline's 2. sektion 17.10.04.

Antiamerikanisme i Europa?  (om Deadline-program 26.9.04.)

Ny vært på Deadline's 2. sektion  (23.9.04.)

Eksistens på søndags-Deadline
om den nye 2. sektion af Deadline fra 31.8.03.
bl.a. med indslag af Hans-Jørgen Schanz i udsendelse om tro.

Ny Deadline på DR2
om den nye udgave af deadline-udsendelserne fra 18.8.03.

Andre relevante artikler:

Samfundet (kapitel af 'Værdimanifestet')

Komplementaritetssynspunktet generelt
Komplementariteten individ/samfund
Komplementariteten liberalismen/socialismen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal