Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - tyrkietvalg07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.7.07.


Tyrkiet: valget, religionen og fremtiden

Parlamentsvalget søndag i Tyrkiet gav det siddende islamiske regeringsparti AK (Retfærdighed og Udvikling) en overbevisende sejr på næsten 47 procent af stemmerne og dermed en fremgang på 12 procent. Partiet bevarede sit absolutte flertal, men led mandatmæssigt tab, idet der denne gang var tre partier der klarede den høje spærregrænse på 10 procent, nemlig foruden AK også Det republikanske parti (CHP) med 20 % og Den nationale bevægelse (MHP) med 14 procent. Derved blev mandaterne dyrere. AK fik 341, CHP 112 og MHP 20. Desuden indvalgtes 27 enkeltkandidater, de fleste var kurdere under paraplyorganisationen DTP (Demokratisk samfund).

Da en ændring af forfatningen kræver totredjedeles flertal af parlamentets 550 pladser, kan AK med sine 341 mandater (en tilbagegang på 22 i forhold til 2002) ikke få vedtaget den ønskede ændring uden støtte fra andre partier eller enkeltmedlemmer. Premierminister Erdogan er altså på den vis faktisk blevet svækket - og vil næppe heller kunne komme igennem med valg af en præsident der er for islamisk indstillet, således som den forkastede kandidat, udenrigminister Gül, anses for at være.

Erdogans sejr var ventet, fordi manden vitterligt er både karismatisk og populær. Han har desuden ført sit parti mod midten, hvad der i Tyrkiet ikke vil sige mod det vi her nordpå forstår ved den brede, oplyste middelklasse, men derimod mod det en kommentator har kaldt en troende underklasse af fattige og fromme tyrkere. Men disse tyrkere har fået stigende betydning fordi de er blevet flere og flere (de får flere børn end den bedrestillede middelklasse), og de har vel at mærke haft gavn af landets økonomiske fremgang de sidste fem år. Erdogan har bevidst ført en 'industriel fordelingspolitik' der er kommet de fattigste byboere til gode. Og det gav ham naturligvis gevinst.

Hertil kommer så det udslaggivende, at AK som islamisk parti står for den understregning af det religiøse i det politiske og kulturelle liv som tiltrækker både underklassen og dens opadstræbende del. Det store sekulære parti CHP, der er stiftet i 1923 af selveste Atatürk, har trods sin traditionelle hældning mod en socialdemokratisk linje - og ved dette valg også en nationalistisk holdning - ikke haft vind i sejlene.

Erdogans sejr er indiskutabel som procentvis fremgang, men en del problematisk hvad udfaldet angår. De store problemer hedder ikke økonomi eller udenrigspolitik, men præsidentvalget, islamiseringen, forholdet til det kurdiske mindretal og forholdet til EU.



Parlamentsvalget blev udskrevet, fordi det ikke tidligere på året lykkedes premierminister Erdogan at få sin udenrigsminister Abdullah Gül valgt til ny præsident. Valget foregår under den nugældende forfatning ikke ved folkeafstemning, men ved afstemning i parlamentet, men der kræves her tilstedeværelse af så mange medlemmer, at en boykot fra oppositionens side var tilstrækkelig til at forhindre en afgørelse, endda to gange. Desuden lød der alvorlige advarsler fra militæret, der fortsat har stor indflydelse på den siddende regerings politik, fordi det kan spille på truslen om et nyt kup.

Spørgsmålet er nu om Erdogan vil prøve at trumfe sin islamiske kandidat igennem, eller om han vil acceptere en moderat kandidat som både oppositionen og militæret vil acceptere.

Demokratisk set vil han stå sig ved det sidste, da en moderat præsident i nogen grad vil være en garant for et fortsat sekulært styre, men ingen kan vist være sikre på Erdogan i den sag. Han kan pønse på en forfatningsændring der vil gøre præsidentvalget til et direkte folkevalg. Men han skal i så fald have støtte fra en del af de kurdiske mandater. Hvis han ligefrem vil have et bredt forlig i stand om sagen, må han også sikre sig støtte fra de to store oppositionspartier.



Det kurdiske problem drejer sig om hvor vidtgående det kurdiske mindretals selvstyre i den østligste region skal være, hvilken grad af ytringsfrihed og sproghensyn man vil indrømme det, og hvor stærkt militæret skal sætte ind mod indblanding fra kurderne i Nordirak. Den tyrkiske regering frygter kurdernes stigende krav om selvstændighed, som er dybt inspireret af kurderne i Irak. Den frygter også fortsat PKK som den regner for en terrororganisation. Den tillader kurderne at bruge deres eget sprog i privat sammenhæng, men ikke officielt, og den prøver derfor bl.a. gennem retsforfølgelse af kurdiske borgmestre at lægge hindringer i vejen for kurdiske tv-stationer der sender programmer på kurdisk. En af dem (ROJ TV) opererer som bekendt fra Danmark, men stemples af den tyrkiske regering som støtte for PKK og dermed som terrorstøttende. Selv den kurdiske paraply-organisation DTP regnes for utroværdig eller ikke-stueren, fordi den har forbindelse til PKK.

Men omvendt gælder at Erdogan kan stå sig ved at inddrage kurderne i sine politiske afgørelser, selvom det eventuelt må indebærer at han skal lægge en dæmper på militærets store lyst til at bekæmpe kurderne i Nordirak.



Det store spørgsmål set fra oppositionens og udlandets side er dog hvor langt det islamiske regeringsparti vil gå med hensyn til at røre ved selve den sekularisering der har kendetegnet den tyrkiske republik som Atatürk skabte i 1923, og som lige siden har gjort Tyrkiet til et land der adskilte sig markant fra den øvrige muslimske verden.

Reccep Tayyip Erdogan har i høj grad vundet valget ved at slå på de islamiske strenge og forbigået sin hidtidige positive, men efterhånden mere nøgterne holdning til optagelse i EU. Den brede befolkning lægger vægt på de islamiske værdier og tager i højere og højere grad afstand fra de vestlige, men Erdogan står faktisk for en modernisering af landet og kan derfor ikke betragtes som islamist i ordets snævre, radikale betydning.

Men et springende punkt i hans modernisering er kvindepolitikken. Generelt gælder her - som det bl.a. fremgår af Sven Burmester bog Fred og fare - at de muslimske lande ikke vil kunne gennemgå en fuldstændig modernisering uden at kvinderne får ligeberettigelse med mændene. Dette forudsætter igen et opgør med de gamle islamiske regler for kvinders påklædning og adfærd i det offentlige rum. Og her har den tyrkiske regering ikke vist sig progressiv. Blandt andet optræder såvel premierministerens som udenrigsministerens ægtefæller altid med tørklæder offentligt, hvad der ligger klar signalværdi i.

Tyrkiet må dog indtil videre fortsat betragtes som et sekulært land, og forholdet til den arabiske verden vil derfor fortsat være præget af disse landes frygt for sekularisering og demokratisering. Men på lidt længere sigt vil problemet være, at en yderligere modernisering af landet gennem økonomisk vækst, forbedret undervisning og uddannelse samt kvindernes ligeberettigelse vil indebære at landet får en mere oplyst middelklasse - og derfor sandsynligvis får lagt større afstand til religionen som politisk overkontrollør. Men en sådan udvikling bliver selv i bedste fald en langstrakt affære.

Helt aktuelt er derimod Erdogans og hans partis forhold til islamiseringen i den øvrige mellemøstlige region, og her synes det som om han ikke er synderligt bekymret over at han rider med på den islamiske bølge. Regeringen plejer gode forbindelser med såvel Syrien som Iran, mens forholdet til USA er kølnet betydeligt. Hverken den amerikanske regering eller EU kan være helt sikre på hvad vej Erdogan vil gå - ud over at han vil styrke sit lands og sin egen profil og rolle.



For EU's vedkommende gælder at Tyrkiet fortsat er kandidat til et medlemsskab og fortsat forhandler om de nærmere betingelser. Men befolkningen er som nævnt mere og mere skeptisk over for et medlemsskab, og regeringen er ikke nær så ivrig efter at presse på, som den tidligere har været, og ikke mindst var under topmødet i København i december 2002, hvor udenrigsminister Gül optrådte direkte påtrængende - jf. artiklen Tyrkisk storoffensiv.

Den europæiske skepsis er også stor, selvom regeringscheferne fortsat spiller det høflige spil, og for nogles vedkommende håber på et positivt udfald og hilser Erdogans sejr velkommen. Men efter alt at dømme går Frankrig aldrig med til Tyrkiets optagelse. Denne ville i givet fald betyde en alvorlig svækkelse af Frankrigs dominerende rolle i fællesskabet. Men den ville først og fremmest betyde en svækkelse af fællesskabet som en kulturel enhed.

Dette er der ganske vist delte meninger om i EU, hvad der skyldes at visse politikere og topembedsmænd i Bruxelles og flere hovedstæder i modsætning til befolkningerne betragter fællesskabet som et rent økonomisk og juridisk foretagende, men undervurderer eller ligefrem abstraherer fra den kulturelle og religiøse arv. Tager man imidlertid denne arv med i sin vurdering som en essentiel faktor, hører Tyrkiet ikke med til Europa, selvom en lille del af landet med storbyen Istanbul (tidligere Byzans) som tyngdepunkt ligger på den europæiske side af Bosperus-strædet. Det ville imidlertid være katastrofalt at lade dette forhold være afgørende for et medlemsskab. For Tyrkiet som helhed er ikke europæisk af hverken herkomst eller art.



Et af argumenterne for Tyrkiets optagelse i EU har været at landet kunne fungere som mægler eller bro mellem Europa og den arabiske verden. Men argumentet holder ikke, da medlemsskab jo netop vil medføre at Tyrkiet bliver en del af Europa og følgelig ikke kan udgøre nogen form for bro. Desuden gælder, at den arabiske verden ikke ser Tyrkiet som en mæglende eller formidlende instans, men tværtimod lægger afstand til det på grund af dets gamle sekulære status. En eventuel mæglerrolle opretholder Tyrkiet bedst med et decideret partnerskab med EU. Og et sådant har ingen noget imod. Det er tværtimod nødvendigt.

Skal den arabiske verden vindes for den sekularisering der er forudsætningen for demokratisering og dermed økonomisk og socialt fremskridt, så skal den overvinde sin egen modstand mod de vestlige værdier, og dette kan for øjeblikket ikke ske gennem Tyrkiet hvis folkelige AK-bevægelse nærer samme afsky for Vesten som de arabiske islamister.

Erdogan har som sagt vundet parlamentsvalget ved at slå på de islamiske og antivestlige strenge, og dette må naturligvis respekteres. Det betyder ikke nødvendigvis at Tyrkiet går i retning af en strengere og strengere islamisering. Men det gør heller ikke Tyrkiet til en bedre samarbejdspartner for EU eller USA. Tværtimod peger meget nu på at landet bliver en tvetydig og tvivlsom medspiller i den mudrede kamp der foregår i hele Mellemøsten mellem moderate kræfter der ønsker demokratisering og sekularisering og islamiske kræfter der vil undgå modernisering og blive hvor de står i dag.

Let bliver det efter alt at dømme ikke for triumfatoren Erdogan når han skal til at føre realpolitik i de vande han selv har været med til at røre op og som andre for øjeblikket også varmer op under.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden  (29.9.05.)
Valget i Tyrkiet 2002  (3.11.02.)
Tyrkisk storoffensiv - eller politica alla turca  (16.12.02.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal