ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.11.02.

Valget i Tyrkiet

AKP's sejr skyldtes Erdogans popularitet kombineret med den stigende afsky for Bülent Ecevit og gammelpolitikerne, der ikke ville slippe magten. Den afspejler en mere bevidst opslutning om islam, men ikke nødvendigvis et bredt ønske om brud med Atatürks sekularisering og europæisering fra 1920erne, selvom valget af Erdogan giver anledning til bekymring både i udlandet og hos sekulariserede borgere i Tyrkiet, herunder ikke mindst de frigjorte kvinder. Men Tyrkiets officielle ønske om medlemsskab af EU, således som det bakkes op i den store bybefolkning, gør det nødvendigt for såvel AKP som den nye regering at balancere mellem islam og sekularisering.

I EU vil man naturligvis afvente regeringsdannelsen og den efterfølgende praktiske politik såvel på det økonomiske som på det juridiske og religiøse område. Og desværre tør hverken ministerråd eller kommission give Tyrkiet klar besked om, at landet aldrig kommer i EU, fordi det dybest set slet ikke hører til Europa. Det skal der en forhenværende fransk præsident, den nuværende formand for EU-konventet Giscard d'Estaing, til at sige uden omsvøb. Og hvor har han ret: Tyrkiets optagelse i EU vil totalt ødelægge EU. Det er opfattelsen hos de fleste europæere, og ministerrådets og kommissionens stædige fastholden ved det modsatte afslører kun endnu engang afstanden mellem top og bund i denne organisation.