Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - torylib

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.5.10.


Storbritanniens nye redningspakke
- Cameron og Clegg går 'den tredje vej'

Valget i Storbritannien den 6. maj blev et nederlag for Labour under Gordon Brown (der fik 29 % af stemmerne) og en sejr for både David Camerons konservative (36 %) og Nick Cleggs liberaldemokrater (23 %), men resultatet blev et 'mudret parlament' med 306 mandater til de konservative, 258 til Labour og 57 til liberaldemokraterne samt 28 til andre. En flertalsregering ville kræve 326 mandater til et enkelt parti.

Nick Clegg, der en overgang så ud til i meningsmålingerne at få flere stemmer end de konservative, blev 'kongemageren og fik magten til at afgøre hvem der skulle rykke ind i Downing Street 10. Og det troede de fleste ville komme til at tage uger, måske måneder. Han kunne afgøre sagen, hurtigt hvis han pegede på Cameron, for de konservative og liberaldemokraterne ville tilsammen få 363 mandater, altså et pænt stykke over de nødvendige 326. Men liberaldemokraterne står i deres politik egentlig nærmere Labour end de konservative, blot havde Clegg på forhånd sagt at han fuldstændigt udelukkede en koalition med Gordon Brown som Labour-leder. Og det tog Cameron med rette som et vink om at han skulle indlede forhandlinger med Clegg omgående.

Den uheldige Brown så herefter kun én chance for sit parti, nemlig den at træde tilbage omgående som Labour-leder og premierminister, så en ny leder kunne prøve at danne koalition med liberaldemokraterne og et par andre partier, og det gjorde han så mandag den 10., men partiet stod ikke med en selvfølgelig efterfølger der umiddelbart kunne tage over. Tværtimod meldte der sig flere mulige kandidater og dermed en længere intern afgørelsesstrid. Og da det engelske system ikke opererer med en fungerende premierminister, udnævnte dronning Elisabeth samme dag David Cameron til ny premierminister med den opgave at danne regering. Brown forlod Downing Street 10, og Cameron rykkede ind og gik sammen med den tidligere leder William Hague omgående i gang med seriøse forhandlinger med Nick Clegg.

Onsdag kunne David Cameron meddele at forhandlingerne havde ført til en aftale om en koalitionsregering mellem de to partier. Samme dag kunne han og Clegg holde pressekonference i haven bag premierministerboligen. Og her lovede de omgående at tage fat på det store akutte problem at få orden i den gældsplagede britiske økonomi ved at genemføre store offentlige besparelser. Samtidig kunne den nye premierminister og hans vicepremierminister pointere, at de var fast besluttede på trods forskellene i deres partiers holdninger at holde sammen i hele valgperioden frem til 2015. Det var en simpel nødvendighed som landet lå. Og de kunne endda spøge så meget med hvad de havde kaldt hinanden under valgkampen, at det ikke efterlod nogen tvivl om, at de mente aftalen og den gensidige tillid dybt alvorligt.



Aftalen kommer til at stå sin prøve på flere punkter, fordi der vitterligt er uenighed om en hel del ting, som fx holdningen til EU. Allervanskeligst bliver det nok at finde en løsning på liberaldemokraternes centrale krav om en valgreform der kan sikre bedre proportionalitet mellem den procentvise tilslutning et parti får ved valget og det antal mandater den giver i parlamentet. I forhold til de systemer med forholdstalsvalg som gælder i de fleste vesteuropæiske lande og har været brugt her i landet i umindelige tider - er det et højst udemokratisk system briterne har med flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det favoriserer de to største partier og er i høj grad med til at lægge store hindringer i vejen for en fornyelse. Det kan kun kaldes uretfærdigt at et parti som liberaldemokraterne med 23 % af stemmerne må nøjes med 59 pladser i Underhuset, mens Labour får 258 med 26 %. Og det er ikke befordrende for demokratiet, at alle stemmer på andre end vinderen i de enkelte kredse er spildte og ikke - som her i landet - samles op på muligheden for tillægsmandater.

Det skal blive spændende at se hvordan valgreformen kommer til at se ud. Det er en absolut betingelse for liberaldemokraternes deltagelse i koalitionen at der kommer et forslag, men det skal under alle omstændigheder sendes til folkeafstemning - og her kan man næppe på forhånd regne med en vedtagelse. Både de konservative og Labour har haft store fordele af det nuværende system, hvor afgørelsen ved hvert valg kommer til at ligge i 'svinger-kredsene'.

Men omvendt gælder, at både Cameron og Clegg må sætte alle sejl til for at skabe en reel forandring i Storbritannien. For lykkes det ikke, kan begge partier kom til at lide store nederlag om fem år. De to partiledere har imidlertid det store fortrin at de er unge, målrettede og energiske. Og selve forhandlingerne om en koalition har åbenlyst bragt de to jævnaldrende og karismatiske mænd meget tæt på hinanden. 'Kemien' mellem dem ser ud til at være i skønneste orden - og de har under alle omstændigheder nu efter tretten års Labourregime muligheder for at skaffe nogle af deres topfolk ministererfaring. Det er der kun to af den nye regerings medlemmer der har, nemlig den nye udenrigsminister og den nye justistsminister. Og det er meget vigtigt for ethvert partis topfolk af få disse erfaringer. Liberaldemokraterne får i alt fem ministerposter.

Men pudsigt nok kan ministererfaring netop med koalitionsregeringer give overraskende resultater. Den nye regering bliver den første koalitionsregering i Storbritannien siden krigen, hvor den ubestridte konservative leder Winston Churchill havde taget Labour-ministre ind i sin regering, og dengang førte det til et bittert nederlag for ham i 1945, hvor Labour vandt en jordskredssejr og deres to førende politikere Clement Attlee blev og Ernest Bewin blev hhv. ny premierminister og ny udenrigsminister. Churchill var sejrherre i krigen, men Attlee blev sejrherre i freden.



Den nye koalitionsregering har følgende politikere på de vigtigste poster:

Premierminister: David Cameron (Conservative)
Vicepremierminister og minister for politiske reformer (Deputy Prime Minister): Nick Clegg (Liberal Democrat)
Udenrigsminister (Foreign Secretary): William Hague (Conservative) - tidl. leder af de konservative
Finansminister (Chancellor of the Exchequer): George Osborne (Conservative)
Justitsminister: Kenneth Clarke (Conservative) - finansminister under John Major
Indenrigsminister og ligestillingsminister: Theresa May (Conservative)
Forsvarsminister: Dr Liam Fox (Conservative)
Erhvervs- og innovationsminister: Dr Vincent Cable (Liberal Democrat)
Bskæftigelsesminister: Iain Duncan Smith (Conservative)
Energi- og klimaforandringsminister: Chris Huhne (Liberal Democrat)



Både de konservative og liberaldemokraterne gik til valg på forandring, og det vil der komme, allerede i kraft af at regeringsmagten skifter, men nok så meget af at begge ledere samtidigt er fast besluttet på at skabe forandring.

Onde tunger taler om at det liberale mirakel var et fatamorgana og at Camerons karisma alligevel ikke slog an, men den slags domme ser blot på det umiddelbare mudrede valgresultat. Med den hurtige dannelse af en beslutsom koalitionsregering tyder meget faktisk på at både de to regeringspartier og landet som helhed vil blive forandret i den kommende valgperiode. Vanskeligheder vil der komme. Hårde tider forestår. Men det der tiltrænges allermest er inden for mulighedernes grænse, nemlig at de konservative og liberaldemokraterne i fællesskab går den progressive tredje vej som Tony Blair lagde grunden til med New Labour og som først og fremmest er kendetegnet af at den gamle klassekamp er fortid i og med at en større og større middelklasse er rykket frem som afgørende faktor.

Det er karakteristisk for mange bedømmere, at de mener at den 'tredje vejs politik' led nederlag med Gordon Browns nederlag. Men den tredje vej er ikke noget Labour eller socialdemokraterne har patent på. Det sås jo allerede i 2001, da Venstre under Anders Fogh Rasmussen kom til magten i Danmark og ikke lagde skjul på inspirationen fra Tony Blair.

Hemmeligheden ved den tredje vej som middelklassens vej i det moderne velfærdssamfund ligger ikke i at det er det ene eller det andet parti der har magten, for i dag går stort set alle partier og vælgere ind for velfærdssamfundet og må derfor føre politik på midten. Nej, hemmeligheden ligger i at hverken den rendyrkede socialisme eller den rendyrkede liberalisme betragtes som vejen frem. Det er derimod forståelsen for både frihedsprincippets og lighed- eller tryghedprincippets vigtighed og komplementaritet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

UK Government
The Conservatives
Liberaldemokrats
Labour

BBC News
The Economist
The Guardian
The Independent
The Observer
The Times



Relevante artikler på Jernesalt:

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Kursskiftet i Venstre 1998

Jævnfør afsnittet om Klassesamfund og velfærdssamfund
i kapitlet 'Samfundet' fra Jernesalts 2009-filosofi.



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal