Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende34tredje

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.6.08.


Gives der mon en 'tredje vej' i eksistensen
- en vej hinsides determinisme og vilkårlighed?

Om Jørgen I. Jensens bog 'Det tredje øjeblik'

Siden Anthony Giddens i midten af 1990'erne lancerede begrebet 'den tredje vej' i britisk politik og fik både Labours leder Tony Blair og Venstres formand Anders Fogh Rasmussen til at tage konsekvensen af synspunktet og gøre deres respektive partier til deciderede midterpartier hinsides det gamle højre/venstre skel, er begrebet vanskeligt at komme udenom. Det kan ganske vist betragtes som et taktisk valgtrick der kun kan bruges nogle få gange af smarte populister, men dybest set hænger det sammen med et fundamentalt moderne begreb som nok skal stå sin prøve, nemlig komplementaritetssynspunktet, dvs det synspunkt som Niels Bohr lancerede og som siger at det er muligt at komme fri af uløselige logiske modsætningsforhold så som modsætningen mellem stof og energi i fysikken eller frihed og lighed i politikken (og de tilsvarende ismer liberalismen og socialismen) ved at vælge et tredje, overordnet synspunkt der fastholder begge modsætningers berettigelse og nytte som inspirerende eller udfordrende principper - og derved opretholder den bestandige og frugtbare dynamiske spænding mellem dem.

Men begrebet den tredje vej er også anvendeligt i eksistensfilosofien, hvor det kan tjene det formål at forebygge at nogen falder i enten-eller tænkningens grøft når det fx gælder at skulle tage stilling til den logiske modsætning eller uforligelighed mellem rationalitet og irrationalitet eller mellem videnskab og religion.

Teologen Jørgen I. Jensen har nu givet et konkret bud på at begrebet også kan bruges til at belyse modsætningen mellem de to kraftige strømninger i det 19. århundredes danske åndsliv der skyldes giganterne Grundtvig og Kierkegaard. Jensen bruger ganske vist hverken udtrykket 'den tredje vej' eller 'komplementaritet', men taler i stedet om 'det tredje øjeblik' og 'den tredje historie'. Det kan man beklage, fordi det indsnævrer analysen og røber hans bundethed til teologien som fag, men det skyldes formentlig at han ønsker at fastholde selve det øjebliks-begreb der blev helt centralt for Kierkegaard under hans frontale, ja rabiate krig mod den etablerede kirke i 1855, men som også kom til at spille en rolle for Grundtvig.



Når Kierkegaard taler om øjeblikket forudsætter han modsætningen mellem tid og evighed, idet han ser øjeblikket - opfattet som absolut udeleligt (som et tidsmæssigt atom) - som en tredje kategori af specifik kristen art der gør evigheden væsentligt midt i timeligheden eller sanseligheden. I 'Philosophiske Smuler' (1844) påpeger han at dette øjeblik har sin egen natur: "Det er vel kort og timeligt som øjeblikket er det.... i det næste øjeblik, og dog er det afgørende, og dog er det fyldt af det Evige. Et sådant øjeblik må dog have et særligt navn, lad os kalde det Tidens Fylde." - Dette kan som alt hvad Kierkegaard har skrevet lyde spidsfindigt, fordi han unægteligt altid boltrer sig i sprogkunsten, men er det ikke. Det svarer til hvad alle mennesker har erfaret - og alle mystikere ser som den allervigtigste erfaring i verden - at tiden eller rettere tidsfornemmelsen kan gå i stå og bevidstheden fyldes af uendelighed, bevidstheden 'udvides' som det hedder i det psykedeliske sprog.

For Grundtvig sattes øjeblikket ind i den historiske opfattelse han aldrig slap, og det skete på bemærkelsesværdig måde i en prædiken Palmesøndag året efter at han havde taget udtrykkeligt afstand fra hele det angreb på kirken som Kierkegaard i 1855 havde fremsat i sine flyveblade med titlen 'Øieblikket'. Udgangspunktet for Grundtvigs prædiken var at det på den oprindelige palmesøndag et øjeblik så ud som om Jerusalems indbyggere troede på Jesus og den nye tid han ville bringe. Tusind år efter - på korstogenenes tid - indtraf igen et øjeblik hvor det så ud som om menneskemasserne ville følge den korsfæstede. I begge tilfælde forrådte man ikke destomindre Guds søn. Men nu i 1856 fandt Grundtvig spørgsmålet aktuelt igen: "Men det allermærkeligste er at nu, da det snarere er soleklart, at al verden har forladt Vorherre Jesus Christus, så han kunne have al grund til at spørge os, som han fordum spurgte de to: Vil også I forlade mig? Netop nu kan vi forudsee og forudsige der nærmer sig det tredje øjeblik, da det vil synes om som al verden går efter ham."

Det er egentligt let at se forskellen mellem Kierkegaards og Grundtvigs anvendelse af begrebet, for Kierkegaard fremhæver intensiteten i oplevelsen, Grundtvig derimod anelsen. Det grundtvigske tredje øjeblik er ifølge Jørgen I. Jensen den tredje histories stærkeste udtryk. "Dér hvor andre kun ser én hellig historie, Jesus liv, og én eneste verdenshistorie, den hvor kristendommen en gang var en jordisk magt, dér ser Grundtvig noget tredje, en tredje historie, den der kommunikerer med fremtiden."

Men Jensen tilføjer at selv om både Kierkegaard - på sin ironiske facon - og Grundtvig på sin knap så ironiske måde - således taler om en profetisk disposition, er der egentlig ikke tale om noget specielt religiøst. De fleste opfatter tværtimod fremtiden som noget andet end en lineær, determineret proces. De fleste erfarer indimellem både personligt og folkeligt at noget nyt har været på vej fra en hidtil ukendt retning. Altså netop særlige, 'tredje' øjeblikke. Og dermed får begrebet almen betydning, betydning ud over såvel teologien som forståelsen af det 19. århundrede. Det kan være spændende i sig selv at følge Jørgen I. Jensen påvisning af en slags fællespunkt mellem de ellers diametralt modsatte personligheder som Grundtvig og Kierkegaard, men som alt i eksistensen får det først dybere interesse hvis det kan relateres direkte til nutidige problemer. Og det er netop hvad Jensen forsøger.



Modsætningen mellem N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-1855) er voldsom. De var af natur eller type vidt forskellige, den første intuitiv og skabende, den anden logisk og analyserende. Den første blev kontroversiel, men også banebrydende præst og salmedigter i den etablerede kirke samt folkeoplyser og folkeopvækker, den anden holdt sig udenfor i sønderlemmende kritik af selvtilfredsheden i kirken; den første trak fra først til sidst på den mytiske forståelse af eksistensen og bidrog selv til den, den anden dyrkede paradokset og absurditeten og tilfredsstillede i vid udstrækning senere generationers hang til intellektualisme, herunder den teologiske forskning der førte til dannelsen af den eksklusive Tidehvervsbevægelse. Den første kom - uden at ville det - til at lægge navn til en 'isme' der efterhåndende blev mere og mere lukket og dogmatisk, den anden var og blev en ener der understregede hin enkeltes valgmuligheder, frihed og ansvar og dermed på sigt kom til at inspirere moderne, ateistiske eksistensfilosoffer.

De opfattede også sig selv på en måde der viser den markante forskel. Kierkegaard var ikke i tvivl om at det æstetiske element i ham fandtes ved siden af det religiøse. Grundtvig var ikke i tvivl om at der var et poetisk element i alt hvad han lavede. Begge var klar over at de opfattede en eller anden dobbelthed eller duplicitet i tilværelsen. Kirkegaard skrev i 1848 at "for mig er alt dialektisk", mens Grundtvig i 1810 skrev, at "fælder efterverdenen nogen dom over mig efter mine skrifter, da bliver den vist, at jeg havde en aldeles historisk natur som få".

De satte ikke ligefrem hinanden højt. Kierkegaard kaldte den 30 år ældre Grundtvig for en støjende person der selv i evigheden ville være ham ubehagelig. Eller han var en 'jodlende friskfyr' og en 'brølende grovsmed'. Og Kierkegaard kunne skrive at grundtvigianerne havde omdannet kristendommen til jødedom. De bildte sig ind at være Guds udvalgte folk og at man ikke kunne være kristen uden talrigt afkom. - Grundtvig på sin side kaldte Kierkegaard en hårkløver der lader som om han hverken kender dåb eller nadver. Han var en 'af de iskolde spottere der altid hænger som istapper under kirketaget'. - De to evigt skrivende herrer fulgte ikke nøje med i hinandens udgivelser, men Kierkegaard kunne ikke undgå at høre om Grundtvigs kamp om en fri (dvs ikke-statskontrolleret) kirke eller hans 'mageløse' (men historisk uholdbare) opdagelse af trosbekendelsen som 'et ord af Herrens egen mund', og Grundtvig kunne ikke undgå at stifte bekendtskab med Kierkegaards angreb på kirkens 'sandhedsvidner' - så meget mere som den kritikken primært var rettet imod - hans egen foresatte, Københavns biskop - nervøst afventede hans reaktion. Og så véd man desuden fra øjenvidner at de to mærkelige skikkelser, den ene stor og bred, den anden lille og skrutrygget, undertiden mødtes på gaden - og trods al uenighed talte fredeligt med hinanden.

Men Jørgen I. Jensens fortjeneste er nu at have dokumenteret, at de to diametrale modsætninger faktisk havde nogle berøringspunkter og indimellem også i deres formuleringer viser at de er påvirket af den anden. Det vigtigste punkt er naturligvis 'det tredje øjeblik' eller 'den tredje historie', og det belyses både grundigt, indforstået og med udsøgt humor - men også med særligt henblik på den danske folkekirkes forhold og udvikling.



Der er højspænding mellem påkaldelsen af evigheden og påkaldelsen af den guddommelige historie her på jorden, påpeger Jensen. Og tilsyneladende kan der hverken skabes et kompromis eller vælges mellem dem. "Tilbage bliver at ordene bliver kastet ind i historien som et ekko af kristendommen selv og kan dukke op snart her, snart dér, så selv deres sammenstød får sin skjulte, men dog helt vitalt betydningsfulde historie". Det hele handler om kristendommen og dens udlægning - og er dermed teologi. Men ét står fast: det foregår her i Danmark. Dette kan ikke undre i Grundtvigs tilfælde, men også Kierkegaard kan formulere sig i sin journal som om han ville være Grundtvig et øjeblik: "Den sag jeg har den ære at tjene, er den største Danmark nogensinde har haft, det er Christendommens fremtid, og det skal begynde her;....".

Helt konkret begyndte det med Kierkegaards frontalangreb på hele den danske kirke, gejstligheden og kristenheden. Det ændrede efterhånden hele den teologiske horisont, skriver Jensen. Men midt i det hele døde Kierkegaard, og det blev da Grundtvig der - provokeret af Kierkegaard - "bevægede sig udad mod de yderste formuleringer i sit eget syn". På den måde blev den verden som den danske folkekirke kom til at befinde sig i, langt større end man havde kunnet regne med i forhold til den nye grundlovs bestemmelse af kirken som 'evangelisk-luthersk'. Folkekirken fik sin egen indre historie, "en svingende og uregelmæssig, langt fra kontinuerlig historie om kristendommen som åndelig realitet i dansk kultur og mentalitet".

Grundtvig kunne ifølge Jensen antyde at Kierkegaards tanker var en undergrundsteologi på linje med mormonernes. Kierkegaard gav udtryk for at når Grundtvig talte så meget om frihed i kirken, mente han kun frihed for sine egne og sine tilhængeres synspunkter. Kierkegaard kunne postulere at kristendommen slet ikke var til, og at han ikke selv var kristen. Grundtvig, den erotiske Grundtvig der altid havde kontakt med sin indre kvindelighed, kunne på samme tid profetere om hvordan en ny kvindelighed skulle bryde igennem i Nordens kirker, kvinderne ville få ny stor betydning, ja der skulle engang her i Danmark vokse en Guds datter op. I 1853 havde Grundtvig talt om at kærligheden har en særlig jordbund i Danmark, at danskerne er et kvindeligt folk og at der her i landet er mulighed for kristendommens opblomstring. Kierkegaard kaldte omvendt det grundtvigske vrøvl om nationaliteten et tilbageskridt til hedenskabet. Ja, det var utroligt hvilken galskab "fanatiserede grundtvigske kandidater" kunne varte op med, som når en af dem fx påstod at ingen kunne være sand kristen uden igennem nationaliteten.



Det er fint af Jørgen I. Jensen at trække vores store, alt for tidligt døde romantiske maler Johan Th. Lundbyes kommentarer frem, for de afspejler ambivalensen over for så store uforligelige modsætninger. Lundbye (hvis fornavn Jensen konsekvent ukorrekt staver med to n'er) kalder i sine dagbøger Grundtvig for den mægtigste ånd i Norden i vor tid. "Er han ikke som en af de gamle profeter, når han spår om kommende dages glans; han ser en lys fremtid for Danmark og mit forsagte sind kan ene tro ham". Men når den manio-depressive malers sind var nedtrykt og han skælvede for hvad den nærmeste fremtid ville bringe, da fandt han trøst i Kierkegaards nyeste bog 'Kjerlighedens Gjerninger'. Jensen noterer at Grundtvigs ord altså kommer til at handle om den almene fremtid, mens Kierkegaards ord rammer personligt.

Lundbye har tegnet både Kierkegaard og Grundtvig. Den første med høj hat og spadserestok møder på gaden forfatteren Meir Goldschmidt, der redigerede det satiriske tidsskrift Corsaren og i 1846 rettede latterliggørende angreb på Kierkegaard. Grundtvig er gengivet som forelæser for en større forsamling på Borchs kollegium om den nordiske mytologi - forelæsninger af den art han selv kaldte 'Brage-snak', men som greb tilhørerne. Men Lundbye har også i sin specielle skitsebog der bærer navnet 'Trolddom og Huletanker' portrætteret sig selv som 'bakketrold' på en sofa i færd med at læse en bog af Kierkegaard til en pibe tobak. Lundbye er blevet tung i hovedet og noterer: "Grunder på 'den resignation som vel ofrer det bedste i livet, men veed at gøre det næstbedste næsten lige så godt som det bedste' - kære Søren! det ser så let ud i din bog, men...." - Kommentaren antyder ganske godt, hvor svær Kierkegaard kan være at læse og ikke mindst at følge. Han drev konsekvent og overlagt den enkeltes sjæl ind i sig selv og væk fra fællesskabet. Helt modsat Grundtvig. - Jf. artiklen Den tænksomme og skrivende kunstner Johan Th. Lundbye  (21.7.08.).



Kierkegaards generalangreb på den danske folkekirke og kristendom startede den 18. december 1854 med en række avisindlæg, hvoraf den første havde overskriften "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne?". Nævnte Mynster (1775-1854) var biskop over Sjællands Stift og en særdeles fremtrædende personlighed. Han døde i begyndelsen af året 1854, og i en mindetale havde efterfølgeren professor H. Martensen (1808-84) kaldt Mynster "et af de rette sandhedsvidner". Og dette var for stærkt for Kierkegaard. Han rettede det mest voldsomme angreb på Martensen personligt og gejstligheden i det hele taget som næsten tænkes kan, idet han systematisk beskyldte dem for at tænke mere på embedet end på Guds rige. Eller for at være et vrøvlekompagni. Han spørger hvad brandmajoren siger til ilden. Og giver det gode råd at tage et brækmiddel mod Martensens ord. - Efter nogle måneders uophørlig kanonade gik Kierkegaard videre til et angreb på kristenheden, det vil konkret sige mod hele den gældende kultursyntese af kristendom og idealistisk humanisme. Præsterne kaldes afskyelige menneskeædere, der fuldt bevidst og snildt anlagt "lever af de Herliges lidelser, Frelseren, Apostlen, Sandhedsvidnerne" (de ægte forstås). Dem æder disse præster og med dem mader de i glad livsnydelse deres koner og børn. Kierkegaard holder sig i det hele taget ikke tilbage. Han erklærer at "jeg vil hellere spille, svire, hore, stjæle, myrde end deltage i at gøre nar af Gud, hellere tilbringe min dag på keglebaner, i billardhuse, min nat ved hazard eller maskerader end deltage i den art alvor, Biskop Martensen kalder kristelig alvor".

Jensen påpeger at Kierkegaards undsigelse af den danske kirke og præsterne har bevæget sig igennem landets mentalitet som en sikker fornemmelse af at kristendommen og præsteskabet ikke behøver at have noget med hinanden at gøre. Men han skriver også at den danske folkekirke, ja kristendommen, har medbragt materialet til sin egen nedbrydning. Kulturradikale og socialister kunne hos Kierkegaard hente hele arsenalet af argumenter for at slippe af med kirken. Men han understreger også at det hører med til kristendommen - vi bør vel udtrykkeligt præcisere det til dansk kristendom - at der er "en bestandig trafik mellem en religiøs og en almenmenneskelig brug af de samme ord. De kan aldrig - eller næppe - holdes fast i en helt ud sækular eller helt ud religiøs indstilling". De hører med andre ord til den tredje historie!



Det ligger naturligvis helt uden for denne artikels begrænsning at redegøre for alle de specifikke forklaringer af personlig såvel som teologisk art som fik Kierkegaard til at gå grassat lige før sin død, herunder hans families forhold til biskop Mynster. Jørgen I. Jensen siger udtrykkeligt at en entydig konklusion ikke er nødvendig, da alle Kierkegaards - og alle Grundtvigs - udsagn indgår i en tredje historie, hvor ordene ikke behøver at blive ført tilbage til hovedpersonerne eller samtidshistorien.

Og dog forekommer det påkrævet at komme nærmere en forståelse for, hvad der kan få Søren Kierkegaard til at hævde at kristendommen, Det ny Testamentes kristendom, slet ikke er til. Her må man fastholde at kristendommen for Kierkegaard var ånd, mens kristelige stater og et kristent folk er 'fantastiske' størrelser, altså ikke som hos Grundtvig timelige eller dennesidige fænomener der har en eller anden forbindelse til det åndelige eller evige, men rene fantasiprodukter der er i klar modstrid med evigheden. Han hævder en absolut uforligelighed mellem evighed og timelighed - og derfor også mellem kristendom og levebrød - ja, i grunden en absolut kløft mellem det evige og det timelige. I sidste ende er det historiesynet der bliver den afgørende forskel mellem Kierkegaard og Grundtvig. Kierkegaard placerer det åndelige - og dermed kristendommen - uden for historien og uden for naturen. Mens Grundtvig, med Jensens ord, ser kristendommen som et åndeligt liv der har sin parallel i det naturlige liv. Eller sagt med andre ord af Jensen: Hvor Kierkegaard henlægger menigheden til evigheden uden for historien, dér bevæger Grundtvig sig fremad i historien.

Kierkegaard og Grundtvig kan måske - som det sker hos Jensen - mødes et øjeblik i Kierkegaards indrømmelse af at kirken - modsat Det nye Testamente - er noget nærværende og samtidigt. Man kunne så mene, skriver Jensen, at "for en øjeblikstænker som Kierkegaard måtte det også være tilstrækkeligt at mødes et øjeblik. Men grundtvigianerne vil ikke blive dér. De falder i historiens grøft. Historisk beskæftigelse er et fald fra øjeblikket, historien skaber afstand." - Men Jensen tilføjer noget efter min mening helt centralt: "At nærvær og historisk samtidsbevidsthed ikke behøver at være hinandens modsætninger ligger her uden for horisonten hos Kierkegaard".

Men hvorfor? Det indlader Jensen sig mærkeligt nok ikke på at besvare. Det ligger ellers lige for, skulle man mene. Kierkegaard tænkte i enten-eller baner og var simpelthen ikke i stand til at tænke i komplementære baner. Eller sagt med andre ord: Kierkegaard tænkte konsekvent i absolutte baner og var ude af stand til eller afskyede at tænke relativt og historisk. Det var ham der mente at grundtvigianerne faldt i historiens grøft, men i virkeligheden forholder det sig sådan, at det er Kierkegaard der falder i den absolutte tænknings grøft ved at afvise historisk relativitet.



Grundtvig var bestemt ikke fri for også indimellem at klamre sig til absolutte dogmer og begreber. Det skete først og fremmest med hans mageløse opdagelse af trosbekendelsen som et ord af Herrens mund. Noget måtte åbenbart for ham være urokkeligt fast på påstandsniveauet for at han kunne undgå følelsen af at komme ud på gyngende grund. Men det afgørende er alligevel, at Grundtvig frit kunne veksle mellem den dogmatiske og logiske udlægning og den mytiske eller billedmæssige og alogiske digtning, og det er dette der gør ham radikalt forskellig fra Kierkegaard - uanset deres tilfældige møder i øjeblikke af tredje grad. Grundtvig finder man først og fremmest i det levende ord, det han selv mundtligt formidlede, og i den levende digtning han efterlod sig. Det ses bl.a. af Jørgen I. Jensens fine gennemgang af Grundtvigs "Alle mine kilder skal være hos dig". Dette forjættende udsagn var ifølge Grundtvig Guds-ordet i gamle dage og Guds-ordet i tidens fylde, og det er Guds-ordet i nådens dage. Ja, evighedens kilder bliver til sidst skabende begivenhed, hvor alt fornyes:

Alle mine kilder skal være hos dig!
Af dig genfødes skal jord og himmel,
folks og tungers og stjerners vrimmel
med alt, hvad jeg evig bar i mig!

Digtet udtrykker som Jensen bemærker hverken optimisme eller pessimisme, men en udvidelse af tiden: den bliver sammensat, fuld af parallelle og krydsende linjer. Men der er også hos Grundtvig tale om en realistisk anskuelse af vilkårene i verden, samt om at noget er skjult og at Ordet har kraft til at føre ud over den situation der er låst fast i determinisme eller planlægning. Men dermed siges også, at den orden og mening som findes i verden - udover den mening den enkelte måtte lægge i den - den kommer ikke fra fortiden, men fra fremtiden. Helhed og sammenhæng kommer således til kende i en anden tid end den lineære, nemlig som genkomst i tidens løb. Den realistiske kontinuitet bliver - med et af de mange musikudtryk Jensen betjener sig af - kontrapunkt til en anden, andetstedsfra kommende bevægelse.



En af de uden for fagkredse ukendte teologer der var påvirket af både Kierkegaard og Grundtvig, Frederik Helveg (1816-1901), præsterede i sin tid en slags reaktualisering af de første impulser i kristendommen, idet han talte om kristendommen som fylde eller som en nedbør der vinker til slægtens livsmål. Kristendommen skilte sig ud fra jødedommen ved et brud, et spring og en ny tid. Og det samme gælder ifølge Helveg for ethvert menneske i kraft af dåben. Helvegs hovedtanke er ifølge Jensen at åndens historie er profeti, og at enkelte dele af den bibelske historie kan have hver deres forhold til al tings slutning. Helveg betjener sig her af Kierkegaards ejendommelige kategori 'gentagelsen'. At sige at livet er gentagelse er at sige at tilværelsen som har været til, nu bliver til. Det kunne minde om hvad en biolog fra vore egen tid som Holger Møllgaard pointerede ud fra sine Kierkegaard-studier at livet er vedvarende eksistentiel tilblivelse. Men Jensen understreger at der er tale om et møde mellem idealitet og realitet som forudsætter en sammensat tidserfaring. Kierkegaard selv formulerer det på denne måde: "Gjentagelsens dialektik er let; thi det der gjentages har været, ellers kunde det ikke gjentages, men netop det at det har været, gjør Gjentagelsen til det Nye". - Det lyder som som alt andet hos denne dialektiker som leg med ord og logik, men giver dog mening. Gentagelsen har nemlig ifølge Kierkegaaard sit eget øjeblik!



For såvel Kierkegaard som Grundtvig er der tale om en måde at opfatte tiden på som ligger uden for årsagsloven eller kausaliteten. Hos Grundtvig bliver der ifølge Jørgen I. Jensen tale om en ny historisk bevidsthed. Han er så indfanget af historien at han sideordner noget af det der sker i kristendommens historie med bibelen. Historien er ikke længere blot informationer om hvad der skete engang, men også en mulighed for at finde nye spor fremad. Historien er for ham ikke blot en proces eller en tradition, men også en mulighed for at søge tilbage og finde et historiske omslag, en overgang som kan forstærkes så meget at det bliver en mulighed at nutidens kristendom kunne overgå selv den ældste kristendom. Grundtvig kan med andre ord forestille sig en fortsættelse eller en slutning der overgår begyndelsen. Kan kunne med et udtryk fra moderne kaosteori så at sige finde tilbage til de følsomme begyndelsestilstande.

Den tredje historie som Jørgen I. Jensens bog drejer sig om har altså kristendommen som medspiller og kommer af den grund til at handle om de sammenhænge der ikke beror på noget entydigt forhold mellem årsag og virkning. Øjeblikket er med Kierkegaards ord "just det som ikke ligger i omstændighederne". Gentagelsen bliver ifølge Jensen "det eneste udtryk som man kan bruge om dét som er en åben tid, det underfulde møde mellem det perfekte og det imperfekte, en virkelighed der sker og ankommer og er til".



Først og sidst gælder dog for undertegnede at modsætningen mellem Grundtvig og Kierkegaard trods alle mere eller mindre spændende, inspirerende og givende fælles øjeblikke af tredje grad der kan give en slags indsigt i de skjulte sider af den menneskelige eksistens og historie er fundamental og fører hver sin vej til forståelsen af tilværelsen og kristendommen. Grundtvig mente med Jensens ord at kunne se den dimension der ligger i at den jordiske tid kan få himmelske kvaliteter og himmelsk glans. Mens Kierkegaard forholder sig absolut til det absolutte og relativt til det relative, herunder i særlig grad til tidens gang, timeligheden. Jensen mener at begge tankegange kan føres tilbage til den ældste kristendom og at de begge er konstituerende for kristendommen. "Den ene handler om et jordisk håb for fremtiden, den anden om ikke at finde sin yderste åndelige forankring i noget som helst jordisk.....".

Men her synes jeg Jensen svigter, for ét er at mennesket skal undgå at binde sig fuldstændigt og ensidigt til det jordiske som fx penge, magt, sex, nydelse. Det kan der være god psykologisk eller mentalhygiejnisk mening i. Noget andet er at undsige jorden som en jammerdal og det dennesidige som lutter tomhed eller 'synd'. Grundtvig er her som alle andre mennesker spændt ud mellem den oprindelige uskyldighedstilstands paradiske helhedsopfattelse og det kulturigangsættende syndefalds meget jordiske erfaring af en delt og modsigelsesfuld verden med begær og lidelse, sejre og nederlag, død og forgængelighed. Og han kan være splittet mellem tilstandene - ikke uafhængigt af sit personlige sindelag, sin psykiske konstitution. Men Kierkegaard fravælger det normale liv, fordi det umuligt kan opfylde hans egne absolutte forestillinger om fuldkommenhed. Han er fuldstændigt bevidst om dette fravalg, men gør det med største konsekvens. Han behøver intet embede, for han kan leve af arven fra sin hosekræmmer-far. Han finder en pige han kunne have giftet sig med, men fravælger det almene. Han holder sig uden for politiske og religiøse partier og retninger og dør som en ensom mand efter at have afleveret et forbitret angreb på den etablerede almindelighed, borgerlighed og middelmådighed.



Grundtvig så helt anderledes på livet. Han var dybt forbundet med livets skabende kilder og havde i modsætning til den evigt analyserende Kierkegaard hvad der på disse sider kaldes direkte føling med det kollektivt ubevidste. Men mærkeligt nok gentager Jørgen I. Jensen ikke sin træffende karakteristik fra tidligere af hvad dette i grunden drejer sig om, nemlig troen på det ubevidste som noget godt.

I sin fortræffelige bog om komponisten Carl Nielsen kommer Jørgen I. Jensen også ind på de nationale kræfter der gjorde sig gældende på komponistens tid og var en forudsætning for hans kunst og danskhed. Disse nationale kræfter lå blandt andet i den grundtvigske bevægelse, og om denne skriver Jørgen I. Jensen en af de bedste karakteristikker overhovedet der i kort form kan gives af denne bevægelse: "Dybt nede i den grundtvigske kultur ligger en - måske naiv ville nogen sige i nutiden - tro på det ubevidste i et menneske som noget godt".

Og det turde efter min mening være hovedpointen i al sammenligning mellem Grundtvig og Kierkegaard - så kan man iøvrigt påvise alle de fælles nedslag af tredje øjeblikke man påvise vil. De er uden tvivl interessante i teologisk henseende, men det er ikke teologi mennesket lever på. Det er derimod den føling med det kollektivt ubevidste som Grundtvig havde i eminent grad og som han digtede på.



Det er forhåbentligt fremgået at sproglige formuleringer spiller den allerstørste rolle for både Grundtvig og Kierkegaard. Den ene var digter og den anden dialektisk tænker, men hovedårsagen er dog den kendsgerning at al tale om religiøse eller eksistentielle spørgsmål nødvendigvis må være behæftet med den store usikkerhed der kommer af at vi skal bruge sproget til at udtale os om noget principielt usigeligt. Dybdepsykologisk skyldes dette det simple forhold at sprogets brug og udvikling skyldes de psykiske sekundærprocesser der tilstræber størst mulig præcision, mens eksistentielle værdier og erfaringer - herunder helhed, mening og sammenhæng - skyldes de primærprocesser der er irrationelle, dvs ulogiske og billedmæssige og i det hele taget ubevidst følgende helt andre 'regler' end sekundærprocesserne.

Alle religioner, al teologi og al eksistensfilosofi, ja endog alle rationalistiske forsøg på at komme religionerne til livs må betjene sig af det almindelige sprog og forsøge at give nogle af dette sprogs ord en særlig betydning for at præcisere at der refereres til irrationel erfaring. Jørgen I. Jensen er ikke alene fuldstændigt på det rene med problemet, men påpeger det gang på gang i 'Det tredje øjeblik', fordi det er helt umuligt at komme udenom i forbindelse med Grundtvig og Kierkegaard. Således skriver han et sted at hele modsætningen mellem de to i kirkekampen synes at handle om "den dialektik, at universalhistoriske sammenfattende udsagn er uundgåelige i teologien, samtidig med at de er relative og kun eksisterer i modsigelser i forhold til andre universalhistoriske synsvinkler".

Man kan spørge hvor meget der er taktik og beregning (og ironi!) i de to kæmpers formuleringer, men, understreger Jensen, i den tredje historie er en begivenhed mere end det der kan analyseres og føres tilbage til personlige motiver. Særligt hos Grundtvig må man tage højde for at hans replikker gjaldt en kommende historie, en ny fælles historie.

Til baggrunden for kampen hører hele det 19. århundredes åndsform at det var et erfaringsbetonet århundrede, selvom intensiteten kunne veksle fra årti til årti, skriver Jensen. Og så følger en vigtig bemærkning: "Alene af den grund kommer sproglige formuleringer af kristendommens betydning for den enkelte til at blive en stor udfordring for teologien".



Den anden side af sagen er at en realistisk anskuelse af vilkårene i verden - som allerede nævnt - indbefatter at noget er skjult. Det er simpelthen urealistisk - eller naivt - at tro at al menneskelig aktivitet, oplevelse og refleksion kan afdækkes. Mennesket og historien - tiden - er sammensat og fuld af parallelle og krydsende linjer. Både Grundtvig og Kierkegaard lagde den store åndelige virkelighed uden for hvad det enkelte menneske selv kan programmere. Men denne tanke lever ifølge Jensen, hos dem begge samtidigt med den moderne idé om at "det er muligt for et menneske at blive mere og mere bevidst om de sammenhænge det befinder sig i. Det kan blot ikke uden videre meddeles direkte som psykologisk rapport, introspektion eller identifikation".

Igen må der for Grundtvigs vedkommende påpeges et særligt karakteristikum: Den kreative intuition kan gå ud over hvad personen kan overskue og fx have en skjult forbindelse med noget der er på vej samtidigt et andet sted. Men også hos Kierkegaard kan der fremdrages citater der viser at der hos ham er tale om "hemmeligheder som står i skærende kontrast til alle forsøg på en synliggørelse af åndens virkelighed". Selv tavsheden kan derfor komme til at spille en rolle. Eller legen med pseudonymer! Jørgen I. Jensen refererer et sted ligefrem til selve den danske tilbageholdenhed i forhold til religiøse selvangivelser - at der er et eller andet i dansk tradition der spærrer for den direkte meddelelse om et religiøst tilhørsforhold. Det er fint bemærket. Og det fører videre til den særlige påpegning, at "et gyldigt sammenfattende begreb, en åndelig realitet, som har med kristendommen at gøre, principielt altid ender i de forkerte hænder, hvis et menneske vil have det for sig selv".



Det skal i denne forbindelse ikke forbigåes at Jørgen I. Jensen selv har gjort sig den største umage for at undgå forenklede domme om personer og problemstillinger. Hans bog er overordentligt sammensat og nuanceret samt sprogligt bøjeligt og bevidst. Og så er den gennemmusikalsk, hvilket ikke blot vil sige præget af forfatterens vitterlige musikalitet og musikviden - som bl.a. også fremgår af hans bøger om komponisterne Carl Nielsen og Per Nørgaard - men også giver sig udtryk i bogens opbygning. Første afsnit hedder 'Indsvingning' hvad der vistnok er et udtryk fra gymnastikken der betyder på rytmisk vis at formere en sammenhængende række eller linje. Andet afsnit hedder 'Tætføring' hvad der er et musikudtryk der refererer til den kunst i fugaer eller variationssatser at lade temabesvarelserne følge tæt efter hinanden (inden temaet er afsluttet). Og endelig har sidste afsnit om gentagelsen overskriften 'Over- og undertoner'. Man kan se stort på disse vink, men så kommer man let til som Politikens anmelder Lars Sandbeck at savne systematik i redegørelsen og kun finde 'begavede enkeltstående fortolkninger'! Det klogeste er naturligvis at tage Jørgen I. Jensen på ordet - og følge ham gennem det store, bevidst komponerede værk.

For undertegnede har det været en fornøjelse at læse bogen. Men man skal tage sig tid, god tid, og lægge mærke til de mange variationer og modulationer.



Når dette er sagt, må det også siges, at Jørgen I. Jensens fortæffelig bog for mig er en bekræftelse på at dansk teologi og kristendom i høj grad er kommet på afveje ved i så høj grad som tilfældet er at fokusere på Søren Kierkegaards umådeligt rige, men dog i princippet ensidige dialektik. Det er bestemt ikke underligt at den har fanget så mange teologers og filosoffers interesse, men til syvende og sidst havner interessen i lukket intellektualisme. Og det er skadeligt for det religiøse liv.

Vurderet ud fra den komplementære helhedsrealisme er der i og for sig intet mærkværdigt i den store modsætning mellem rationel, analytisk tilgang til denne verdens opbygning og udvikling på den ene side og irrationel eksistentiel eller religiøs føling med helheden, sammenhængen og 'meningen' på den anden side. For det ligger alt sammen i den ejendommelige forskel mellem de lige vigtige og uundværlige to slags psykiske grundprocesser, de primære vi er født med og de sekundære vi udvikler hen ad vejen. Ved hjælp af komplementaritetssynspunktet er det let at undgå den forstandsforhekselse der ligger i den absolutistiske enten-eller-tænkning som fører til endeløs dogmatik - og i stedet for acceptere de to tænke/føle-måder som sideordnede og ligeberettigede.

Men afgørende for al menneskelig kultur er og bliver selve samfundets og sprogets uforklarlige fakticitet som emergente fænomener. Det enkelte menneske er intet uden fællesskabet og sproget. Derfor går det ikke alene galt, når et sammenfattende begreb forsøges monopoliseret af en enkelt person eller isme, for slet ikke at tale om hvor katastrofalt det går når et system af begreber monopoliseres. Det er også vigtigt at fastholde at dagligsproget til syvende og sidst bliver kriteriet for sundheden og holdbarheden af vore begreber og formuleringer. Jf. afsnittet om Sproget og virkeligheden i serien om menneskets virkelighedsopfattelse.

Derfor må der efter min mening fortsat konstateres en fundamental forskel mellem en filosof som Kierkegaard der var en blændende analytiker og sprogkunstner, men som snævrede virkeligheden ind, og på den anden side en intuitiv digter og folkeoplyser som Grundtvig der nok havde sine uheldige dogmatiske tilbøjeligheder, men først og fremmest havde direkte føling med det kollektivt ubevidste, var i stand til at formidle følingen og åbne virkeligheden for noget nyt. Det er Grundtvig der peger fremad, selvom han naturligvis ikke kan kanoniseres og betragtes som en mand der har sagt det sidste ord i sagen.

Der gives en tredje vej i eksistensen - en vej hinsides determinisme og vilkårlighed. En vej der fastholder meningen vi har fået forærende gennem sprog og fælleskab og som ser fremad mod noget nyt, ukendt og uforudberegneligt. Men vi må i dag formulere indsigten i eller anelsen om denne vejs muligheder på en helt anden måde end Grundtvig og Kierkegaard var i stand til - hver for sig eller i de møder mellem dem Jørgen I. Jensen skildrer. Det er i dag specielt umuligt at komme uden om dybdepsykologien og den bohrske erkendelse, hvis den tredje vej skal formuleres tidssvarende og i dagligsprogets termer. Jf. artiklen Vurdering af det 20. århundrede. Men kristendommen - den specielle danske form for folkelig kristendom - vil fortsat spille en rolle.

Peer Sendemand



Henvisninger: Jørgen I. Jensen: Det tredje øjeblik. (Forlaget Aros. 2008)



Relevante artikler på Jernesalt:

Grundtvig som mytisk kristen og profet
Grundtvigianismen i det 20. årh.
Søren Kierkegaard (kort karakteristik)

Den tredje vej til religionsanskuelse  uden om ensporet teologi og distancerende videnskab
Kristendommen passé?  (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)

Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)

Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Vurdering af det 20. århundrede
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)



Peer Sendemands rubrik: Klik



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal